Verdens ældste barber har været 96 år på arbejdsmarkedet

107-årige Anthony Mancinelli forklarer, at et tilfredsstillende arbejde er hemmeligheden bag det lange liv

Anthony Mancinelli blev født i 1911 i Italien og emigrerede med sin familie til USA, da han var otte år. De var otte søskende, men han er den eneste, der lever i dag. Han fik arbejde i en barbersalon, da han var 11 år, og da han blev 12 år, havde han så mange kunder, at han droppede ud af skolen. Og så har han arbejdet lige siden.
Anthony Mancinelli blev født i 1911 i Italien og emigrerede med sin familie til USA, da han var otte år. De var otte søskende, men han er den eneste, der lever i dag. Han fik arbejde i en barbersalon, da han var 11 år, og da han blev 12 år, havde han så mange kunder, at han droppede ud af skolen. Og så har han arbejdet lige siden. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Modelfoto.

Som den naturligste ting tager barberen venligt imod sin næste kunde, viser ham til rette i stolen og gør klar til en klipning.

Vi er i en salon, en times tids kørsel nord for New York i USA, og kunden siger til barberen, Anthony Mancinelli: ”Det skal bare være som sidst, tak.”

Og han ser sig om i salonen blandt de øvrige kunder og frisører og siger højt: ”Ja, for Anthony har klippet håri 100 år.”

Det er næsten rigtigt! Anthony Mancinelli er 107 år. Og han har klippet sine kunders hår, siden han var 11 år.

Jeg har ikke besøgt salonen, desværre, men jeg læste i The New York Times om verdens ældste barber, der har ordnet herrehår i 96 år, og det synes jeg er en så dejlig inspiration for mange andre, at den må deles. Det er da senior med mening!

Nogle af hans kunder er kommet hos ham i mere end 50 år. Og er blevet klippet hundredvis af gange.

Fire generationer har Mancinelli klippet. ”Jeg har flere kunder,” fortæller den 107-årige, ”hvor jeg har klippet også faderen, bedstefaderen og oldefaderen.”

Anthony Mancinelli blev født i 1911 i Italien og emigrerede med sin familie til USA, da han var otte år. De var otte søskende, men han er den eneste, der lever i dag. Han fik arbejde i en barbersalon, da han var 11 år, og da han blev 12 år, havde han så mange kunder, at han droppede ud af skolen. Og så har han arbejdet lige siden.

Han står rank og oprejst i salonen og er i gang fra klokken 12 midt på dagen til klokken 20 om aftenen. Og det er altså fem dage om ugen.

Han bor i sin egen lejlighed, kører i bil til sit arbejde og tilbereder sin egen mad. Ejeren af salonen, Jane Dinezza, fortæller til avisen, at Mancinelli aldrig melder sig syg. ”De unge har problemer med ryg og knæ,” siger hun, ”men Anthony fejler aldrig noget.”

Hans forklaring på sit jernhelbred er bare: ”Det er et tilfredsstillende arbejde at have.”

Han har aldrig røget, ej heller drukket meget. Han har aldrig været vild med at motionere og siger, at han kun spiser tynd spaghetti, så han ikke bliver for tyk.

Han var gift med Carmella i 70 år og mistede hende for 14 år siden. Nu besøger han hendes gravsted hver dag, inden arbejdet begynder.

Guinness Rekordbog opdagede ham allerede i 2007. Da var han bare 96 år, men de udråbte ham til verdens ældste arbejdende barber. Det er de så blevet ved med i årene, der er gået. Han får masser af hilsener fra alle mulige frisør- og barbersammenslutninger, fra firmaer og fra staten New York.

På fødselsdagen holder salonen lukket, og der er mad til gæsterne doneret fra det lokale supermarked, men de fleste dage er rutine – lige bortset fra de mange aviser og radio- og tv-selskaber, der ringer for at høre om den mere end 100-årige barber.

Jane Dinezza ansatte Anthony Mancinelli for flere år siden. ”Nu er det næsten, som om jeg arbejder for ham,” siger hun, ”for jeg får massevis af opringninger fra hele verden fra mennesker, der vil komme på besøg.”

Mancinellis søn fortæller, at hans far ofte hjælper de kunder, der er i 80’erne, op i barberstolen, og så siger han: ”Vent du bare, til du bliver min alder!”.

Han klarer selv sit vasketøj og sine regninger, han bruger ikke briller, og han tager ikke noget medicin.

Han er simpelthen gladest, når han kan være i gang i barbersalonen og tale med sine kunder. Og de er tilfredse, de regner med at kunne komme igen og igen.

Er han nu et eksempel på, hvordan det vil gå mange i de kommende år? Børn, der fødes i disse tider, vil blive 100 år, siger forskerne, befolkningen bliver ældre og ældre, så til den tid vil der måske ikke være nogen, der skriver klummer med fortællinger om friske på 107 år, der passer deres arbejde. Dem vil man have set mange af.

Så måske er Anthony bare en frontløber og et eksempel på, hvordan udviklingen bliver? Man må så bare håbe, at der er ”tilfredsstillende arbejde” til dem alle.