Fotograf: Verdens hemmelighed byder sig til hele tiden
Det handler om at se, hvis man vil have virkelighedens dybder med, siger fotografen Per Bak Jensen. Alle kan lære at se. Det første, man skal gøre, er at sætte hastigheden ned
Lindetræets forgrenede, nøgne krone strækker sig mod den grå himmel lige der, hvor man skal dreje fra asfaltvejen og ind på den grusvej, som fører hen til det røde hus i skovbrynet, hvor Per Bak Jensen bor. Han har ringet og gjort opmærksom på, at man skal holde øje med grusvejen. Er man ikke kendt her omkring Vemmetofte Kloster på Stevns, overser man let, hvor man skal dreje.
Han fotograferer skovbunde, bare grene i tøsne, pløjemarker med plasticstumper, vandslanger og skulpturer og er kendt for at have fornyet fotokunsten i Danmark. I de kunsthistoriske artikler, der er skrevet om ham, kan man læse, at han digter med sit kamera og har en fintmærkende følsomhed over for motivets karakter som lindetræet. Nogle vil mene, at han kan fremmane stedets ånd med sit kamera.
Per Bak Jensen blev som den første fotokunstner uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har modtaget Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen. Den første gives for udmærkelse af høj kunstnerisk kvalitet, og den sidste er den højeste udmærkelse for en billedkunstner. Selv kalder han sig folkepensionist, da han åbner døren og byder indenfor med et venligt blik. 69 år og en arbejdende folkepensionist. Netop nu er han aktuel med en udstilling og bogen ”Tavshedens figur”, som er anledning til interviewet. I bogen stiller han et spørgsmål, der bliver omdrejningspunkt for samtalen: Er det muligt at se længere, end øjet rækker?
Han kommer lidt mere træ i brændeovnen, inden han finder sin vante plads ved spisebordet. Her kan han se et af sine værker. Det er fra serien ”Torn” og viser et stykke af en vildroses stængel fotograferet på hvid baggrund. Det lyder enkelt, men man kan rejse med øjet gennem billedet og nærmest blive væk i det bakkede landskab, som tornene danner. Der er 13 billeder i serien, og de har været ophængt i glasgangen bag Løgumkloster Kirke. Senest har Ribe Stift via Ny Carlsbergfondet erhvervet nogle af værkerne til landemodesalen i bispegården.
Per Bak Jensen er repræsenteret i samlingerne på en række af landets museer fra Herning til Humlebæk og på Museum of Modern Art og Metropolitan Museum of Art, begge i New York. Og så er der kirkerne. ”Torn” blev til, da Statens Kunstfond inviterede ham til at nyfortolke kristendommens billedsprog, hvilket man kan se i 12 kirkers våbenhuse langs Hærvejen. Om det arbejde skrev Gyldendals daværende forlægger Johannes Riis:
”Motivet kommer til at balancere på kanten af det overjordiske, surreelle, uforklarlige, metafysiske og får glans af det høje.”
Ligesom Per Bak Jensen har blikket for vildrosens tornede grene, besidder han sensitiviteten over for sprogets mindste nuancer. Som den lektor, han engang har været, zoomer han ind på to udsagnsord, som er aksen for samtalen: At se og at kigge. Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”at kigge” at rette blikket i en bestemt retning. ”At se” betyder, ifølge samme kilde, at betragte eller studere opmærksomt. Per Bak Jensen taler om en hemmelighed i verden. For at finde den skal man se.
”Begynder man at se på verden i stedet for bare at kigge på den, så er noget af det første, man får øje på, at man selv er natur.”
”Hvis man virkelig ser i stedet for at kigge, kan man se, at bag alle fremtrædelsesformer er der et indre liv, og det indre liv hænger sammen med alle de andre liv og ser tilbage på dig. Man kan leve et helt og måske vidunderligt liv uden at se, hvor man bare kigger på tingene. Men hvis man ikke ser, afskærer man sig fra at blive klar over en fantastisk stor sammenhæng, som er i bevægelse, og som danser med hinanden. Og det er jo Guds plan, at man skal kunne se, at vi indgår i en dans med alle ting.”
Hans fotografier er af fagfolk beskrevet som lydløse, tavse, stille. Selv er han det modsatte. Han gestikulerer, hans svar er fyldige, og så er han typen, som ikke skal bremse i talestrømmen for at huske rutenumrene på de gule sporvogne i barndommens København.
Han voksede op i Thorsgade på Nørrebro som enebarn i en halvandenværelses lejlighed uden bad. Hans far var fra landet og gav ham fornemmelsen for høj himmel og dyr, når de sammen tog linje 16 til Utterslev Mose. De så på fugle. Som de andre børn var han meget ude. Han gik gerne for sig selv med et kamera om halsen. Agfa Click hed apparatet, som var en udskrivning for en familie, hvor moderen gjorde rent hos private, og faderen arbejdede på Sojakagefabrikken.
Fra han var syv år, tog han selv turen til Zoologisk Have med sit kamera.
”Jeg har haft en underlig lyst til at blive en del af det, jeg fotograferede. Det startede med en længsel efter at komme i kontakt med dyrene, men det blev drevet af det, som lå bag ved dyrene. Det er det, vi ikke har andre ord for end Gud.”
Han gik på Prinsesse Charlottes Gades Skole og husker lettelsen, da han som 14-årig fik mulighed for at forlade skolen. Han var ordblind, og det eneste fag, der optog ham, var biologi. Han blev dyrepasserassistent på et dyrehospital i Emdrup, hvor han blev i fire år og fotograferede i sin fritid.
”Jeg glemmer det jo aldrig,” siger han om den 1. januar 1970, hvor han mødte Susanne Jensen. Hun var 17 år, da de mødtes. I dag er hun 66 år og pensioneret sognepræst. Om fem år kan de fejre guldbryllup.
Da han mødte Susanne, kørte han lastbil, og det blev han ved med i mange år. Kameraet havde han ved sin side i førerhuset, og længe kørte han rundt med et ansøgningsskema til Det Kongelige Danske Akademis Billedkunstskoler. Han afleverede ansøgningen, men regnede ikke med at høre mere. I 1986 afsluttede han sit studie, og året efter blev han ansat som lektor. Da han fyldte 60 år for snart 10 år siden, valgte han at gå af for at få mere tid til at arbejde med sine egne ting.
En af de ting, han gjorde, da han fik mulighed for at arbejde med sine egne ting, var at rejse til Jerusalem med ægtefællen. Billederne fra turen til Israel blev til udstillingen ”Bevægelse”, som man kunne se på Gl. Holtegaard. I kataloget skrev teologen Joakim Garff:
”Bak er tydeligvis tiltrukket af det hellige og har så at sige været henne ved kanten og stirret ned, men det er lykkedes ham at besinde sig i tide og bringe sig selv og sit apparatur på behørig afstand af den magnetisme, der kan udgå fra afgrunde, helligsteder eller bjergtinder.”
Selv siger Per Bak Jensen om tiltrækningen til det hellige, at han er formet af at have været præstemand i 25 år, hvor ægtefællen var præst, senest i Tårnborg ved Korsør.
”Jeg er præget af at have gået sammen med min kone, som er indlevet i folkekirken.”
I vinduet ligger et slidt eksemplar af Den Danske Salmebog. Per Bak Jensen kalder bogen, som er tapet i ryggen, for en uvurderlig skat.
”Det er vores arvegods. Og mange af salmerne er jo nærmest en slags opskrift på billeder. Jeg er ret vild med Ingemann, for han er meget billedskabende, og det samme kan man sige om Grundtvig.”
Da han i sin tid skulle tage billeder til kirkerne langs Hærvejen, var arbejdstitlen ”Guds Hus”. Han grublede over, hvad de ord betød, og han kom frem til, at det dybest set er en tilstand, der kan opstå alle vegne, og når man mindst venter det. Han tror, der er en hemmelighed i verden, som byder sig til hele tiden.
”Jeg har kendt mange, som har oplevet verdens hemmelighed i Nepal og Tibet, hvor de har mødt munke, som har taget patent på verdens hemmelighed. Men det er ikke meningen. Verdens hemmelighed byder sig til hele tiden. Vi skal gå ind og tage del i den, men som regel er vi forhindrede i at deltage, fordi vi bare kigger på os selv. Man er nødt til at se.”
Per Bak Jensen siger om sig selv, at han er en Lazarus. Det er hans diskrete måde at tale om, i hvilken grad det er et mirakel, at han er i live og i vigør, efter at han i 2014 fik konstateret kræft i bugspytkirtlen.
Prognoserne for den kræftsygdom er generelt ikke gode. Parret gennemtænkte, hvordan de gerne ville leve resten af deres fælles liv. Susanne sagde sit embede op, og de flyttede til huset i Vemmetofte, som de hidtil kun havde brugt i fritiden.
Per Bak Jensens seneste udstilling hedder ”Blå bånd” og kan ses hos galleri Ekely i København. Han henter det brede, blå gummibånd, som har givet udstillingen sin titel. Båndet henviser til den pumpe, han har fået opereret ind, så han kan få kemo uden at være indlagt. Han skal bære båndet, når han er ude, hvis der skulle ske ham noget.
”Kemo er jo noget forfærdeligt noget, men jeg tænkte, at jeg måske kunne bruge det til noget positivt – en slags modgift mod giften.”
I forbindelse med behandlingen bor parret i København i en lejlighed med udsigt til vandet. Gennem et år tog han et billede fra det samme sted, når han havde været til behandling, selvom han var sløj.
”Måske kan man vise andre noget om, at Guds hænder arbejder hele tiden.”
En vogn læsset med juletræer kører forbi stuevinduet. Der er ikke megen trafik på grusvejen, men det sker, at repræsentanter fra Jehovas Vidner gør holdt i en sølvfarvet Audi.
”Så får jeg ’Vågn op’ og tænker, at vi jo på en måde er i samme branche. I hvert fald prædiker vi det samme. Jeg ønsker, at folk skal se og ikke kun kigge. Selv er jeg nået frem til, at der er en større dybde i virkeligheden, end jeg var klar over. Alle kan lære at se. Det første, man skal gøre, er at sætte hastigheden ned.”
Det er advent, og det er ventetid, og man kan trække en linje fra højtiden til titlen på Per Bak Jensens aktuelle bog, ”Tavshedens figur”.
”Jeg sidder og venter på, at jeg kan se noget mere, at jeg kan blive taget mere med ind i den levende figur, som danser for os og byder os op til dans, så vi kan danse med Gud. Der er noget, jeg gerne vil tages ind i, men når jeg beder om det, så er der tavshed. Jeg kan ikke fremmane mig noget.”