Verdenshavene suser endnu, når Flemming fortæller livshistorier i sin stue

At fortælle livshistorier styrker identiteten hos ældre og giver dem, der lytter, perspektiv på livet. Kristeligt Dagblad var med, da en gammel sømand fortalte sin besøgsven historier

Flemming Nielsen (tv.) nyder hver torsdag at få besøg af sin besøgsven Niels Nørregaard. –
Flemming Nielsen (tv.) nyder hver torsdag at få besøg af sin besøgsven Niels Nørregaard. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

På anden sal i et boligbyggeri i Brønshøj ved København bor Flemming Nielsen på 83 år.

Her ser han fjernsyn, laver mad og får hjemmehjælp en gang om ugen. Han er kørestolsbruger og har sukkersyge, så om halsen hænger en lille alarm, der kan skaffe hjælp. Af og til triller han over i ældrecenteret i nærheden, men i virkeligheden er det ikke rigtig ham.

”De gamle nymfer går kun op i børn og børnebørn, det kan de snakke om i timevis. Men jeg er jo eventyrer,” smiler han.

Flemming Nielsen er gammel sømand. Han har en bror, som han taler med én gang om året, og en svoger og svigerinde, som han taler med lidt oftere. Men den han ser mest, er besøgsvennen Niels Nørregaard. Han kommer hver torsdag.

”Vi taler om løst og fast. Men jeg har det sådan, at privatlivet, det skal Flemming selv finde frem,” siger Niels Nørregaard og går i køkkenet for at skære wienerbrød op.

”Det har jeg altså ikke noget imod at snakke om,” hvisker Flemming Nielsen inde i stuen.

Hans livshistorie er en del af en ny kampagne hos Røde Kors Hovedstaden kaldet Besøgskoppen. På caféer i København vil folk få serveret deres kaffe i kopper med klip fra en livshistorie trykt på. Målet er at skaffe nye besøgsvenner, men også generelt vise, at ældres livshistorier er noget værd.

”Vi vil gerne sætte fokus på, at det er givende for begge parter at dele livshistorier. Det er både givende at lytte til og have nogen at fortælle til,” siger Emilie Brandt, der er udviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden.

Karen Munk, psykolog og forskningsleder for aldring og demens på professionshøjskolen Via University College, mener, der for tiden er en øget interesse for at høre ældres livshistorier. Det styrker identiteten hos ældre, mener hun.

”Når man bliver så gammel, at også ens livsvidner fra det første bal og den første skoledag er væk, så lurer den store anonymitet. Men man kan genskabe sin identitet ved at fortælle om sit liv.”

”Jeg havde Københavns flotteste hyrevogn, den var så flot, at Berlingske Tidende kom og interviewede mig om den,” siger Flemming Nielsen stolt.
”Jeg havde Københavns flotteste hyrevogn, den var så flot, at Berlingske Tidende kom og interviewede mig om den,” siger Flemming Nielsen stolt. Foto: Petra Theibel Jacobsen

At finde livshistorier frem bliver i dag brugt aktivt til at skabe trivsel for både raske ældre og demente, siger hun.

”Når det er blevet svært at brodere videre på livet og tage nye initiativer, er der ofte kun fortiden at falde tilbage på. Og det er vigtigt, at omverdenen også ser det og hjælper med at finde den frem,” siger hun.

Flemming Nielsen har det ikke fysisk godt for tiden. Maven driller, og han har lige været indlagt på Bispebjerg Hospital. Men humøret har det fint, og hukommelsen fejler intet.

Han finder en kuvert frem fra en skuffe under stuebordet. I kuverten er en håndfuld fotografier. Et af dem, et sort-hvidt fotografi, viser en ung mand med chaufførkasket bag rattet i en gammel bil.

Instrumentbrættet giver genskin, i forruden ligger et par snørebånd og en barbermaskine. En vase med en buket friske blomster er sat fast ved handskerummet.

Fotografiet er fra 1963, hvor Flemming Nielsen var 33 år og arbejdede som taxachauffør.

”Jeg havde Københavns flotteste hyrevogn, den var så flot, at Berlingske Tidende kom og interviewede mig om den,” siger han stolt.

I 1970’erne solgte Flemming Nielsen hyrevognen og tog i stedet arbejde som sømand på store olieskibe. I entreen i Brønshøj hænger et verdenskort med sorte sprittuschstreger, der viser de ruter, han har sejlet på verdenshavene. Stregerne går til USA, Afrika og Asien, men der er særlig mange op og ned langs Sydamerikas kyst.

Han har boet i Thailand, Kina og Marokko.

”Mit bedste liv var i Brasilien. Gud, hvor har det været godt! Du skulle have været med, Niels.”

Hvis ikke det var for en lumsk blodsygdom med nogle dyre hospitalsregninger til følge, var Flemming Nielsen også blevet boende i Brasilien. Men han vendte hjem til Danmark og overtog en grillbar, fortæller han og viser et billede af sig selv i en noget mere rund udgave foran et pølsehus. Der står også en kvinde ved hans side.

”Mit liv har været fuldt af eksperimenter. Gid der var noget af det, der var lykkedes,” siger han med et suk.

Flemming Nielsen viser billeder fra et langt levet liv, når han har besøg af sin besøgsven.
Flemming Nielsen viser billeder fra et langt levet liv, når han har besøg af sin besøgsven. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Man skal huske at spørge med gefühl, når det gælder levet liv. Det ved Niels Nørregaard, der har været besøgsven i 40 år hos Røde Kors og næsten tre år hos Flemming.

Man kan godt spørge for meget, mener også ældrepsykolog Karen Munk.

”Der kan være ting, man har gjort og føler skyld eller skam over, som man måske ikke har lyst til at tale om. Det kan på den ene side være, der er noget, man gerne vil tage med sig i graven, men der kan også være en lettelse i at tale om det og lade andre vide, at livet ikke er harmløst. Det er lys og skygge, det bærer vi alle rundt på,” siger hun.

Blandt de farverige malerier i stuen i Brønshøj hænger et falmet fotografi af en kvinde og ved siden af et billede af et hvidt hus.

”Jeg er født i 1933 i Lundtofte i Scavenius’ gartnerbolig, og det dér er min gamle moder,” siger Flemming Nielsen, hvis far var gartner for den danske statsminister Erik Scavenius i tiden under Anden Verdenskrig.

”Vi var faktisk ludfattige, vi spiste tomatbøf og rødbedebøf. Har du lavet dem, Niels?”.

Niels Nørregaard nikker.

”Jo, de smager udmærket.”

”Han er god i et køkken,” siger Niels Nørregaard.

”Det kommer sig af min tid på havet,” forklarer Flemming Nielsen.

”Maskinchefen kom en dag og sagde: ’Kokken er fuld, kan du ikke hjælpe?’. Så gik jeg i kabyssen. Der var kakerlakker, og når de løb over kogepladen, sagde det ’puff’! Men vi levede som den fineste adel, fik blødkogte æg og rundstykker hver morgen.”

”Men ved du hvad? Da jeg så kom på Bispebjerg Hospital for nogle uger siden, kunne man ikke engang få et blødkogt æg. ’Tror du, det er roomservice, det her?, spurgte sygeplejersken?”

Flemming Nielsen falder lidt tilbage i stolen.

”Aåh den mave. Den er dum i dag.”

Normalt varer det en time til halvanden, når Flemming Nielsen har besøg af sin besøgsven, så er begge mætte af snak. Det punkt er ved at være nået nu.

Der er stille i stuen et øjeblik, før Flemming Nielsen igen lyser op i et smil.

”Det bliver sjovt at læse det her i avisen, hva’ Niels?”.