Det var, da Sebastian Mernild i 2014 klatrede op på en højderyg i Østgrønland, at han for alvor forstod, hvordan det var fat med klimaet. Han havde været på netop det sted en del gange før i forbindelse med sin forskning, men synet, der åbenbarede sig fra toppen af isbjerget, bekymrede ham.
”Der kunne jeg se, at den gletsjer, der plejede at rejse sig lige på den anden side, havde trukket sig nogle hundrede meter tilbage. Den var simpelthen smeltet. Og det samme gjorde sig gældende for stort set alle gletsjere i hele det arktiske område og på globalt niveau. Om det så var Alperne, Alaska eller toppen af Andesbjergene, var og er tendensen den samme. Gletsjerne og iskapperne smelter, og det kan få fatale konsekvenser for vores klode og klima.”
Den 46-årige klimaprofessor leverer sit budskab uden dramatik, men med et blik, der siger, at vi med fordel kunne oppe os på klimaets vegne. For sin evne til formidle dette både svært forståelige og dystre stof modtog han i november Rosenkjærprisen – DR P1’s formidlingspris.
Vi befinder os på kanten af Øresund og Amager Strand på en klassisk dansk vinterdag med et par plusgrader og regn. Himmel og hav flyder sammen i alskens gråtoner, og man aner kun svagt havvindmøllerne bag en dyne af tung tåge. Han er praktisk klædt i Helly Hansen-jakke, kondisko og rygsæk og bevæger adræt sine 172 centimer. Han er vant til at være på vej mellem destinationer og er også kun i hovedstaden en enkelt dag på grund af vigtige møder.
I aften flyver han tilbage til Bergen, hvor han i hverdagene bor i en lejlighed i hjertet af centrum for at kunne passe sit job som administrerende direktør for Nansen Senteret – et selvejende forskningsinstitut, som fokuserer på klima- og miljøspørgsmål. I weekenden bor han sammen med sin kone Birgitte, der arbejder som lærer, og deres to børn i et hus i Odense-bydelen Hunderup.
I sin forskning har han fulgt 317 gletsjere fra 1986 og til i dag. I 92 procent af tilfældene er de smeltet tilbage. Et tydeligt cirkumpolart signal, forklarer han. Men, som han siger, cirkumpolare signaler er sjældent inde på radaren hos den almindelige dansker.
”Jeg forstår godt, at de fleste mennesker ikke kan forholde sig til gletsjerudviklingen på Arktis eller til klimaforandringerne generelt. Det er så langt væk fra en almindelig børnefamilies hverdag, hvor det handler om at få hentet børnene fra børnehave og skole og om at få købt ind til aftensmaden. Men jeg vil nu alligevel gøre forsøget. Jeg besidder en viden, som er vigtig for samfundet, og jeg mener, at jeg som forsker har en forpligtelse til at række ud til folk. Jeg vil gerne have, at den er til gavn,” siger han.
Sebastian Mernild voksede op i Odense, ikke langt fra hvor han selv bor med sin familie i dag. Hans forældre blev skilt, og han boede sammen med sin mor i et rækkehus. Midlerne var ikke store, hun arbejdede som lægesekretær og senere som social- og sundhedsassistent, men hun insisterede på, at sønnen skulle have en ordentlig skolegang. Selv var hun præstedatter fra Thy, hvor hendes far var præst i Vestervandet og Klitmøller. Hendes brødre blev også præster, og hun ærgrede sig over aldrig selv at være kommet på universitetet. Sønnen kom derfor på privatskolen Henriette Hörluck, hvor fokus var på klassisk dannelse, og hvor dagen blev indledt med morgensang og fadervor. Han var god til matematik, fysik og kemi, så det var indiskutabelt, at han skulle gå den naturvidenskabelige vej.
”Som barn var jeg meget optaget af at kigge på landkort og af geografi. Jeg kunne bruge lang tid på at fundere over, hvorfor der er så bakket ved Vejle, men til gengæld fladt i Vestjylland, og jeg var interesseret i at finde ud af, hvordan smeltevandet fra istiden havde formet landskabet. For at forstå det, må du forstå klimaet.”
I dag går hans to børn på 6 og 10 år på samme privatskole, fordi han og hans hustru ønsker at give tilsvarende kulturkristne værdier og følelse af sammenhold videre til dem. Tidligere har familien både boet i Alaska, New Mexico og Chile i forbindelse med Sebastian Mernilds forskerkarriere, men da de skulle i skole, og der skulle mere stabilitet i tilværelsen, faldt valget på velkendte Odense. Børnene ved godt, hvad deres far beskæftiger sig med, men de er ikke klar over, hvor bekymrende tendenserne ser ud for fremtiden.
”Frederik og Benedikte må godt vide, hvad der sker på overordnet plan. At vejret bliver varmere, havniveauet stiger, og klimaet bliver mere ekstremt. Men indtil videre skåner jeg mine børn for det mere dystre fremtidsscenarium. Der er ingen grund til at sætte en skræk i livet på dem. Når de bliver ældre, vil jeg sætte dem mere ind i den verden, vi lever i.”
Han begræder, at de uundgåeligt vil vokse op under andre klimaforhold, end han selv gjorde.
”Det bliver meget anderledes for mine egne børn at vokse op i denne verden, fordi klimaet er mere ekstremt, og fordi klimatilpasning vil blive en stor del af deres liv. Det er jeg ked af. De står over for en udfordring, som vi ikke har haft i min generation. Det er ærgerligt, at vi ikke har handlet på problemet i tide.”
Han henviser til, at alt tyder på, at vi ikke kan holde os under den globale temperaturstigning på to grader, som ellers har været målsætningen hos verdens politikere siden Parisaftalen i 2015.
”Det er meget sandsynligt, at vi i 2100 rammer en temperaturstigning et sted mellem tre og fire grader over det førindustrielle niveau. Det vil medføre enorme ændringer i det klimafysiske system. Allerede ved en temperaturstigning på to grader vil 99 procent af alle verdens koraller være udryddet – for eksempel,” siger han nøgternt.
2018 blev året, hvor klimaet for alvor kom på dagsordenen ikke bare forskningsmæssigt, men også politisk, i medierne og ifølge forskellige meningsmålinger også hos vælgerne. Det er den følelse af momentum på sit felts vegne, der gør, at Sebastian Mernild mere end nogensinde føler et behov for at formidle sin forskning, så den bliver tilgængelig for alle. Det er den følelse af lydhørhed, der midt i frustrationen også gør ham håbefuld på fremtidens vegne.
”Det er rigtig svært, at gøre det nærværende for folk. De skal forstå, at den måde, de og vi lever på, er med til at forårsage den udvikling, vi ser. Jeg vil ikke sige, man skal føle skyld over sine valg. Men vi har alle et ansvar for at være med til at ændre udviklingen.”
Sebastian Mernild får talt sig varm:
”Danmark er jo så lille et land og kan ikke gøre nogen forskel, siger folk ofte mig. Og det er da rigtigt i en vis forstand. Men hvis man nu vender det om og siger, at vi er et meget velstående land med en høj levestandard, et godt økonomisk fundament og med en høj teknologisk udvikling, som kan spille på nogle andre parametre end de fleste? Hvis nu vi viser, at vi kan komme ud med bedre og mere vedvarende energityper, så kan vi være foregangsland. Er vi med til at udvikle den grønne omstilling meget mere end i dag, tro mig, så kan vi stadig se økonomisk vækst, men det kommer ikke gratis.”
Hans pointe er, at der faktisk bliver udviklet og opfundet masser af mulige løsninger, men det kræver midler og politisk vilje – og afgifter og skatter på noget og tilskud til andet.
”Hvis folk skal forske i, hvordan vi hiver CO2 ud af atmosfæren eller optimerer transportsektoren, så skal du allokere midler til forskning. Det er forskning, udvikling og innovation, der skal drive værket fremadrettet. Vi kan alle sammen godt med det gode hjerte sige, at vi vil prøve at spise mindre kød og slukke lyset og tage cyklen i stedet for bilen. Men i sidste ende vil det bidrage så lidt i det samlede store billede, hvis vi ikke får gennemført en grøn omstilling i hele samfundet.”
Han siger selv, at det måske ville være logisk, hvis han blev ramt af en depression over på den ene side at sidde med sine regnemodeller og fremskrivninger på klimaets vegne og på den anden side kunne konstatere, at der slet bliver gjort tilstrækkeligt. Men der er han ikke. I historisk tid har klimaet aldrig forandret sig så hurtigt som nu, og det er videnskabeligt meget interessant.
”Jeg er begejstret for at være en del af et forskningsfelt, som har politisk og samfundsmæssig bevågenhed, men årsagen til interessen er selvfølgelig bekymrende. Hvad klimaet angår, befinder vi os i ukendt terræn, for vi har ikke været her før. Der er superspændende, men det er også skræmmende, og vi prøver ud fra samfundsmæssigt perspektiv at forstå, hvorfor vi er havnet, hvor vi er havnet.”
Tidligere i denne måned var den polske by Katowice vært for FN’s klimakonference COP24, der strakte sig over to uger. Det lykkedes til allersidst de næsten 200 nationer at lande en aftale, som klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) var ”meget tilfreds med”. Mernild var til gengæld skuffet over resultatet og ambitionerne, som han mener er alt for vagt til at vende udviklingen.
”Økonomien er styrende for alt, hvis du spørger mig. Og så er der tidsperspektivet. Du hører mig snakke om 2100 og 2050. Vores politikere er i et helt andet mindset, de har en helt anden tidsskala. De forhandler etårige finanslovsforslag og tænker frem til næste valg. I dette spørgsmål bliver du nødt til at tænke meget mere langsigtet. Der skal tildeles penge, og du skal have nogle planer, der rækker langt ind i fremtiden. Det er vanskeligt rent politisk at tænke så langt.”
Nye rapporter viser, at CO2-udleningen igen er steget markant og aldrig har været højere, trods de tiltag, der allerede er gjort. Det er der en plausibel forklaring på, siger Mernild:
”Vi bliver flere folk på kloden. I 2050 vil vi forventeligt være omkring 10 milliarder mennesker. Vi har en stigende velstand og efterspørger luksusvarer, og der skal bruges energi til at producere, og så længe vi ikke har grøn energi, kommer det fra kul, olie og gas. Den værste cocktail i et klimaperspektiv er flere folk med øget velstand. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi kan leve meget mere effektivt. For ellers stiger CO2-kurven, og jo kraftigere drivhuseffekten bliver, jo varmere bliver her, jo mere smelter isen, jo højere stiger vandet, og jo mere ekstremt vil klimaet forventeligt blive.”
Han uddyber:
”Der skal ske markante ændringer i vores samfundsopbygning, hvis vi skal have knækket den globale kurve for CO2-udledning. Vi skal både helbrede og forebygge. Helbrede er, når skaden er sket, når du har hældt CO2 i atmosfæren, så må du prøve at helbrede det ved at trække CO2 ud igen, og forebygge det gør du netop ved at minimere CO2 i atmosfæren. Der skal investeres milliarder af kroner i grøn omstilling. Og så skal det gå hurtigt. Det har taget 140 år at skabe det samfund, vi har nu. Der skal helst ikke gå 140 år igen.”
Sebastian Mernild er uddannet kaptajn af reserven og har været udsendt til både Afghanistan og Kosovo. I Kosovo var han med til at genopbygge landet og havde blandt andet til opgave at skabe relationer til og forhandle aftaler på plads med lokale borgmestre.
I dag er hans mission på mange måder tilsvarende, når han rejser mellem Nansen Senterets afdelinger i blandt andet Kina, Indien og Sydafrika. Og når han som en af hovedforfatterne til klimarapporterne fra FN’s klimapanel diskuterer med forskerkolleger.
Han nåede ikke til COP24 i Polen og bliver som regel frustreret over de politiske klimadiskussioner ved den slags topmøder.
”Det er altid de midaldrende mænd over 50 år, der rejser de samme kritiske spørgsmål baseret på noget, de har læst for 10-15 år siden, og som de stadig hænger fast i. Men videnskaben ændrer sig jo hele tiden. Det er aldrig kvinderne og aldrig de unge.”
Så hvad er det, man kan bidrage med som helt almindelig borger?
”Vi skal ikke leve livet hysterisk, men vi skal leve livet med omtanke, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over folks liv. Vi skal ikke sige til os selv, at vi ikke må flyve, spise kød og køre bil. Men vi skal tænke over de valg, vi træffer og ikke træffer. Det er med til at bestemme, hvilket fodaftryk du sætter.”
Du flyver selv rigtig meget. Hvorfor?
”Jeg kan ikke udføre det arbejde, jeg har, hvis ikke jeg flyver. Jeg ved godt, jeg så flyver lidt ekstra, fordi jeg flyver mellem Bergen og Odense. Men hvis man skal drive en forskningsorganisation, som er verdensledende på en række områder, så bliver man nødt til at sammenspille og koordinere med forskere, som er alle andre steder. Hvis forskningen skal rykke, må jeg også nogle gange være til stede fysisk. Men jeg holder mange møder på Skype af samme grund.”
Tågedisen er lettet en smule, så havvindmøllerne ved Amager Strandpark fremstår tydelige. Trods den svage klimaaftale i Polen opfatter Sebastian Mernild sig som en slags optimist.
”Der er sket meget efter denne sommer. Klimaet er kommet på alles dagsorden og blevet mere mainstream, og der er større accept af, at noget må gøres. Der er et momentum både herhjemme og globalt, men vi er ikke der endnu, hvor det begynder at batte noget. Jeg tror på og klamrer mig til, at innovationen sparker ind på et tidspunkt. Jeg håber, at et paradigmeskifte er på vej.”