Prøv avisen

Vi befinder os midt i vor tids mest spektakulære tidstyveri

Timme Bisgaard Munk er ekspert i sociale medier og ved en hel del om, hvor skadelige de kan være. Alligevel bliver han dagligt fanget i at forsømme dem, der er ham nærmest, for i stedet at lade sig fortabe i ting på mobilen, der egentlig ikke er vigtige. Her ses han med sine to drenge Foto: Leif Tuxen

Afhængigheden af mobiltelefonen og de sociale medier har på få år skabt større afstand imellem os – selv til dem, der er os nærmest. Forklaringen på, at vi lader det ske, er en foruroligende historie om, hvad der driver det moderne menneske, siger chefredaktør og ekspert i sociale medier Timme Bisgaard Munk

Forestil dig, at nogen, du ikke kendte, en dag kom til dig og sagde: ”Jeg ved godt, du i forvejen har travlt. Jeg ved også godt, at tid er det dyrebareste, du har. Men jeg vil gerne tage tre timer af din dag, hver dag, så jeg kan sælge den tid videre og tjene godt på det. Men jeg vil ikke betale dig for det. Har vi en aftale?”

Hvad ville du så svare? Formentlig nej, men det er ikke desto mindre en aftale, vi næsten alle sammen frivilligt indgår. Og selvom vi måske ikke er fuldt bevidste om, at vi gør det, ved vi det inderst inde godt, og det gør det til vor tids mest spektakulære tidstyveri, mener ph.d. i sociale medier og redaktør for Kommunikationsforum.dk, Timme Bisgaard Munk:

”Der er ingen grund til at gøre os nogen illusioner: Sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter er pengemaskiner designet til at gøre os afhængige af dem, så de kan stjæle mest muligt af vores tid og sælge den videre til virksomheder, der har varer, de gerne vil sælge. Det er selve forretningsmodellen, og derfor er det, der sker i disse år, ikke blot en digitalisering af vores sociale liv, af vores livsverden, det er en kommercialisering. Vi bliver overvåget og registreret og systematisk udnyttet, og vi lader os udnytte – og det er det, der er så skræmmende: at vi med åbne øjne lader andre tage store bidder af det mest værdifulde og intime, vi har, nemlig tiden og nærværet med vores nærmeste.”

Okay, så er vi i gang!

45-årige Timme Bisgaard Munk er ikke en mand, der pakker tingene ind. Han er rasende eller i hvert fald rasende fortvivlet, både på sig selv og alle andre. For han lader sig også bestjæle hver eneste dag, igen og igen endda, vel vidende, at han hele tiden har muligheden for at sætte en stopper for det. Eller i det mindste holde sit forbrug af sociale medier nede på det niveau, han faktisk ønsker.

Men det er svært. Selv når han er sammen med sine to børn og kæresten, forsvinder han ofte ned i sin mobil i en grad, så hans ene dreng for nylig spurgte: ”Far, elsker du din mobil mere end os?”

”Det blev sagt med et smil på læben, men vores børn skal slet ikke stille den slags spørgsmål. De må ikke være det mindste i tvivl, men jeg forstår godt, at de er det, for ligesom så mange andre udnytter jeg hvert eneste ledige øjeblik til at gå på de sociale medier. Og det mest besynderlige er jo, at det oftest ikke er vigtige ting, jeg tjekker. Det, sociale medier især er gode til, er at bevare vores svage forbindelser. Jeg ser en gammel klassekammerat på en sandstrand og liker for at sige: ”Godt at se, du har det godt”. Jeg ser, hvor den tante, jeg ellers kun ser en gang om året, har sat sig til at spise på sin tur til USA, og liker, for det er vigtigt at vise interesse i sin familie, ikk’. Og imens sidder de, der er allermest vigtige for mig, lige over for mig og kan ikke få min opmærksomhed. Det er grotesk.”

Når det alligevel sker, er det, fordi mennesket er et socialt dyr, forklarer han. Vi har et dybtliggende behov for opmærksomhed og anerkendelse og følelsen af at være forbundet med andre. Tidligere var det nok at tage pænt tøj på i kirken eller bygge en udestue for at vise os frem, men i dag har vi muligheden for at dyrke forbindelsen til andre døgnet rundt via sociale medier.

Det er en massiv forandring af vores sociale liv, og den er ikke kun negativ, understreger Timme Bisgaard Munk. Teknologien har gjort en lang række nødvendige hverdagstransaktioner mere effektive, eksempelvis at arrangere fødselsdage og andre sociale begivenheder. Den har også gjort det nemmere at blive mere oplyst. Og det kan faktisk godt kaldes digitalt nærvær, når man spiller mod andre på nettet, så selvfølgelig handler det ikke om at boykotte teknologien, men om at bruge den rigtigt.

Pointen er dog stadig, at det er blevet sværere at bruge den rigtigt, fordi internettet og de sociale medier helt grundlæggende har skiftet fokus og funktion de senere år. Til at begynde med blev brugerne især forbundet gennem deres praksisfællesskaber, eksempelvis kajakklubben, forklarer han, men i dag er vi selv blevet klubben. Det, vi samles om, er ikke længere noget uden for os selv. Det, vi søger efter, og det, vi liker og taler med hinanden om, handler først og fremmest om os selv og vores egen selviscenesættelse. Og det er ikke et sundt og naturligt fællesskab, det er et destruktivt og deprimerende kapløb om at virke mest tjekket, overskudsagtig og lykkelig, og undersøgelse efter undersøgelse har vist, at det blot ender med at gøre os lidt mere kede af det.

Og hvad endnu værre er: De virksomheder, der styrer de sociale medier, har ingen interesse i, at det skal være anderledes, påpeger han. Tværtimod sørger de for at fodre os med tilbud og vinkler på verden, der blot bekræfter og forstærker den boble, vi hver især bygger op om os selv ved kun at beskæftige os med ting, vi ud fra en eller anden algoritmes synspunkt bør beskæftige os med, fordi det passer så fint med vores andre interesser, synspunkter og valg.

Alt sammen noget, der kun skiller os endnu mere ad.

”Min ven er tonemester og har fortalt mig om de mange pauser, der altid er, når man optager film. For bare fem år siden brugte de pauserne på at sidde og snakke sammen på tværs af fag, og det var faktisk en stor del af tiltrækningen ved arbejdet. I dag sidder alle og kigger ned i deres telefon. Ingen taler sammen, de er fuldt optaget af deres egen lille verden, og den tendens ser jeg overalt,” fortæller han.

Så vi lever i dag reelt i to verdener – den virkelige og den digitale. Men det er et dobbelt eksil, hvor vi har svært ved at være nogen af stederne helt. Et sigende eksempel på det fik Timme Bisgaard Munk, da han var på Camp Nou med sine to sønner for at se Barcelona spille.

”Et par rækker under os sad der en dreng, jævnaldrende med mine drenge, og spillede et spil på sin mobil – mens Barcelona spillede live lige foran ham! Jeg er ikke maskinstormer, slet ikke, men hør lige: Argumentet om, at vi altid har tilpasset os den nye teknologi, holder ikke. Det er sandt, at civilisationen ikke er gået under, fordi radioen og bilen og fjernsynet er blevet udbredt – sådan som nogle frygtede. Men de har alle haft en omkostning og har det fortsat. Vi vil ikke være dem foruden, men de frarøver os liv og tid i store mængder, og det har vi løbende forholdt os til. På samme måde er vi nødt til at forholde os langt mere direkte til de enorme sociale omkostninger, der er ved vores afhængighed af sociale medier.”

Og det bør vi gøre ved at stille os selv og hinanden nogle svære, men nødvendige spørgsmål, mener han. Lige nu bruger unge hver især tilsammen cirka 10 år af deres liv på at glo ned i deres mobiltelefon. Det er lige så meget, som vi i gennemsnit bruger på at arbejde. Er det den rigtige måde at prioritere vores tid på? Og hvis vi insisterer på fortsat at bruge mange timer med mobilen i hånden, hvordan får vi så det mest meningsfulde ud af det?

”Ser man på tidligere generationer, så har de alle sat markante aftryk på historien. Nogle drog i krig for at få fred. Nogle rejste ud i verden for at få udsyn. Nogle skabte sociale forandringer. Hvad er min og yngre generationers projekt? Hvad skal være vores eftermæle – at vi var dygtige til at tjekke vores mobil?”