Den sorte salmebog med guldskrift er som en slags visitkort. Efter 14 år som hospitalspræst er det, som om den lille bog nærmest er formet efter Lotte Blicher Mørks hånd, og med den i hånden møder hun ofte mennesker i livet, hvor tilværelsen er mest intenst og uden mellemregninger.
Hun kender til at ile mod fødegangen, i håb om at den nyfødtes liv bliver langt nok til en nøddåb, ligesom hun kan genkalde sig smerten i ansigterne hos forældre, som må se deres barn lide og vide, at barnet ikke bliver rask. Hun kender til at føle sig som det sidste medikament i medicinskabet, som for sent bliver bragt i spil, fordi nogle opfatter et besøg af en præst i en hospitalsstue som et varsel om, at døden er nær.
”Hej, jeg hedder Lotte. Jeg er præst. Må jeg komme ind?”. Sådan plejer ordene ofte at falde, når hun står i døren til en stue. Spørgsmålet stiller hun mest af høflighed, for hun har taget turen fra sit præstekontor, fordi der er blevet ringet efter hende. Rigshospitalet er landets mest specialiserede hospital, men efter mere end et årti som præst i det store hus, konkluderer Lotte Blicher Mørk, at det også er stedet, hvor det rationelle står side om side med det irrationelle, og samtidig et hus, hvor videnskaben går hånd i hånd med troen.
”Det er ikke mig, som åbner det religiøse bal. Det gør patienterne eller de pårørende. Jeg taler meget lidt om vejret, der hvor jeg er præst.”
Nogle gange varer en samtale bare et kvarter, i andre tilfælde op mod en time. Uanset hvor lang tid de har talt sammen, plejer Lotte Blicher Mørk at tilbyde, at de beder en bøn sammen.
”Jeg formulerer en bøn, som inddrager det, vi har talt om, og på den måde bliver det meget konkret, at Gud er med i samtalen. Bønnen er som et ritual og skaber et rum, hvor der en mulighed for at handle, når vi ikke kan handle mere. Ritualerne gør det usynlige synligt.”
Tidligere på ugen udkom Lotte Blicher Mørks bog ”På en måde skal vi alle dø. Fortællinger om livet”, hvor hun tager læserne med ind i sit arbejde som hospitalspræst. Et arbejde, som ofte er centreret omkring et stort ”hvorfor?”.
Video: Hvad er tidens største tabu? Hør Lotte Blicher Mørks bud
”’Hvad har jeg gjort, siden jeg blev syg?’. Vi vil gerne have en forklaring, og vi vil gerne finde en mening med det, som sker. Jeg tror, det er et menneskeligt vilkår, at vi ikke kan holde ud at være i det meningsløse. Normalt vil vi gå langt for at slippe for skylden, men når det gælder sygdom, så tager vi gerne skylden på os, hvis det kan give et svar på, hvorfor man er blevet syg. Mange søger i lægevidenskaben, og der er jo langt hen ad vejen et svar. Men ikke helt. Selvom man ikke normalt beskæftiger sig med det religiøse, så begynder man at søge i det religiøse, og det kan der komme nogle ret mærkelige gudsbilleder ud af, fordi vi ikke længere er opvokset med et klart gudsbillede, men husker halvdelen af Fadervor og så måske lidt fra konfirmationsforberedelsen.”
I mødet med den syge er meningsløsheden ofte det, som springer mest i øjnene. Men Lotte Blicher Mørk bruger gerne samtalen som en anledning til at pege på et ”på trods”, som kristendommen gør tydeligt.
”Der er ikke nogen mening med, at en mor skal dø fra sine børn, men på trods af at der ikke er nogen mening i, at en ung mor skal dø, er der masser af mening med alt det, hun har og altid vil have, og som bliver ført videre i form af glæden og kærligheden. Det er ikke bare tomme ord. Både glæde og kærlighed var her først, for ellers ville der heller ikke have været sorg. Sorgen er der af en årsag og som en konsekvens af kærligheden. Jeg elsker dette lille ’på trods’. Kristendommen siger, at på trods af sorg er der glæde, for ellers ville sorgen ikke være der. Kristendommen gør det klart, at livet er spændt ud mellem paradoksale poler som sorg og glæde og har et modsvar til paradokserne: Glæden vinder over sorgen. Hvorfor? Fordi glæden var der først.”
”Kristendommen har noget at sige til alvoren i livet og er et modsvar til magtesløsheden, som vi ikke skal blive i. Kristendommen er langtfra nogen feel good-religion. Jesus blev korsfæstet, selvom han sad i Getsemane Have og bad om at blive fri for den død, men det betyder ikke, at Gud ikke er kærlighed. Var Gud ikke kærlighed, havde der ikke været nogen opstandelse.”
Når nogen siger, at døden er vor tids sidste tabu, ryster Lotte Blicher Mørk på hovedet. Efter år, hvor døden har været trængt i baggrunden, mener hun, at der er brug for at tale mindre om døden og mere om livet.
”Lægerne er generelt blevet kritiseret for ikke at tale klart nok med patienterne om døden, men nogle gange ville jeg ønske, at de holdt lidt igen og gav patienten mulighed for at fokusere på det liv, som var tilbage, i stedet for at minde om, at der ikke er noget håb. Det er, som om vi gerne vil være dus med døden, og døden bliver den sidste kompetence, vi skal mestre. Som kristne skal vi ikke negligere døden, men vi må holde fast ved, at døden er den sidste fjende.”
Når livet leves på kanten som på Rigshospitalet, træder tabuerne tydeligere frem, Det, som bliver delt i den samtalen mellem patient og præst, er ofte fortællingen om alt det, man ikke er særlig stolt af.
”Tabuet er, at vi ikke vil være i en situation, hvor vi ikke længere kan handle og gøre noget for at være succesfulde. Der er ikke meget succes ved at ligge i en seng og kaste op af kemo.”
At man gerne vil handle og for alt i verden vil undgå at konfronteres med magtesløshed, registrerer hun også gennem sproglige mønstre. Mange patienter og pårørende taler om kræften som noget, som skal besejres, og i dødsannoncer kan man jævnligt læse om afdøde, som ”tabte kampen til kræften”.
”Vi bliver ved med at tro, at vi skal mestre, fixe, handle og håndtere.”
Kampsproget kan få skammen over ikke at kunne til at fylde. Hun fortæller, hvordan hun ofte har mødt patienter, som i mødet med præsten har villet sætte streg under deres fiaskoer.
”Det kan patienten gøre med en ironisk bemærkning om, hvor skidt et menneske man mener, at man har været, og en provokerende replik om, at der kun er helvede tilbage. Jeg ser det som et udtryk for, at man har brug for at teste mig. Kan man stadig godkendes som menneske på trods af, at man føler sig som en fiasko?”.
”Vi er opfostret med, at vi kan alt, har et potentiale i os, hvis vi bare arbejder med os selv. Men som præst må jeg sige: ’Kære ven, du skammer dig over noget, som du ikke har magt til at ændre.’ Det er et problem, hvis man tror, man kan noget, som er uden for ens formåen. Der er en skam over ikke at kunne være den, man gerne vil være med de pæne og dygtige børn, den lækre mand, fede projekter og tjek på sig selv, som man tager med ind i sygdommen. Måske taler man ikke om succes, men så taler man om harmoni. Det er skamfuldt ikke at være i harmoni, og man vil ikke acceptere, at man ikke hele tiden kan udligne.”
Da hun læste teologi på Københavns Universitet, var hun optaget af Søren Kierkegaard, og hvordan man kan bruge hans tænkning i samtalen med mennesker. Den inspiration trækker hun fortsat på. Når hun møder et menneske, som er tynget af egne fiaskoer, husker hun på, hvordan Kierkegaard skriver, at mennesket både har en pligt til at stå stille for at erkende, hvor det er, uden at blive fastlåst, og samtidig en pligt til at handle uden at flygte.
”Fiaskoerne er det, som fylder, men samtalen viser, at de sjældent står alene, men de er jo ofte knyttet til en kærlighedsfuld relation. Og ser man på de relationer, tegner der sig et andet billede. Er man opslugt af sine fiaskoer, er det en hjælp at holde op med at pille sig i navlen og se ud på alt det gode, der også er på trods.”
I samtalen mellem patient og præst dukker spørgsmålet om tro ofte op. ”Bare jeg kunne tro”, hører hun ofte folk sige kombineret med en spørgen om, hvad det vil sige at tro.
”Det svære er hengivelsen. Man skal turde gøre sig gennemsigtig. Og det kan være et sats, for så kan man se både det gode og det knap så flatterende. Vi vil gerne ses for det gode, vi gør, men tør vi hengive os til, at vi i Guds optik er gode nok også med vores fejl og svagheder?”.
Lotte Blicher Mørks egen troshistorie strækker sig tilbage til barndommen i Odense, hvor hun blev syg og var indlagt med stærke smerter. Hun husker, at hun lå i hospitalssengen som otte- eller ni-årig og tænkte, at hun skulle henvende sig til Gud i bøn. Siden vedblev bøn at være en vigtig del af hendes tilværelse, og i løbet af folkeskolen blev hun klar over, at hun ville læse teologi, og i studietiden blev det klart, at hun ville søge et embede, hvor hun kunne vise, at kristendommen har noget at sige til moderne mennesker, når der ikke er så meget andet, som kan give mening.
Når en arbejdsdag er forbi, sætter Lotte Blicher Mørk sig gerne ind i Rigshospitalets lille kirkerum. I nogle øjeblikke sidder hun i stilhed i rummet.
”Jeg er nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke kan alt, og at jeg ikke behøver at skulle alt. Ja, i princippet behøver jeg ikke have nogen plan med det, jeg skal. Kierkegaard skriver, at det først er, når havet er blikstille, at solen kan spejle sig i det. Når vi holder mund og lader os gennemskue, kan Gud sætte sit aftryk i os.”
Kære Gud
På en måde skal vi dø
På trods af det er der liv og muligheder
Hold os fast i det, når vi løber fra os selv
Kun tror på os selv
Mind os om, at vi er gode nok, som dem vi er
Med alt det gode
Alt det onde
Hjælp os til at vende blikket ud mod andre
Op mod dig
Og tilbage igen
Til at leve, på trods af at vi skal dø
Amen