Siden midten af oktober har debatten om magtfulde mænds seksuelle krænkelser af kolleger præget den globale dagsorden i en grad, så der er tale om en ny, sociale bevægelse. #MeToo er blevet navnet på opgøret med en årtier, måske århundreder lang kultur, hvor især kvinder er blevet seksuelt chikaneret af især mænd, men der lyder kritik fra nogle sider af, at opgøret er for skingert og har udviklet sig til en gabestok, hvor alle mænd i princippet er under anklage. Nu kan man jo knapt nok give en kollega et kram uden at frygte for, om hun vil føle sig krænket på et tidspunkt, lyder det.
Nanna Højlund, forkvinde i Kvinderådet, har MeToo bevægelsen ikke udviklet sig til en overreaktion, som er godt i gang med at ødelægge vores frisindede flirtekultur?
”Nej, MeToo handler netop om at opnå frihed til at kunne flirte, uden andre føler ret til at tage den flirt så langt, de nu vil. Og den handler endnu mere om, at nogle – typisk mænd – udnytter deres magtposition over et andet menneske, og det har intet med flirt at gøre. Men dybest set er MeToo et udtryk for, at vi ikke er særlig gode til at tale åbent om, hvad der er okay og ikke okay i vores omgang med hinanden på en arbejdsplads. Vi har en høj cigarføringskultur, hvor det gælder om at grine højest, og vi trænger til at overveje vores professionelle relationer.”
Men det mistænkeliggør vel alle mænd som potentielle krænkere? Risikerer vi ikke at skabe en gabestokskultur?
”Jeg synes ikke, der er skabt en stemning af, at alle mænd er nogle værre nogen. Faktisk er jeg lidt målløs over, at debatten nogle steder har fået den drejning. Hvad er det, mænd går til modangreb mod? I de store sager om Harvey Weinstein og Peter Aalbæk er det jo tydeligt for enhver, at de har opført sig grænseløst. De indrømmer det endda selv og har i øvrigt udnyttet alle deres mange muligheder for at komme til orde, så hvor er gabestokken? Men selvfølgelig er det bedre, hvis den slags sager ikke skal køre i pressen og i stedet løses på arbejdspladsen, og det er også den vej, vi skal i form af flere klare politikker og andre indsatser på området.
Jeg anerkender dog gerne, at nogle mænd kan få følelsen af at blive set på som potentiel krænker. Jeg synes dog samtidig, at det er et nødvendigt onde for at nå derhen, hvor alle overvejer, om de bruger deres magtposition forkert. Og hvor vi kan se os selv i øjnene og forhåbentlig sige: Jeg er ikke en af dem.”
Bevægelsen er jo kommet til at indeholde alt lige fra et klap bagi til langt mere voldsomme overgreb. Er der ikke en fare for, at de mere uskyldige eksempler skygger for dem, der er reelt krænket?
”Det er jo altid interessant, hvem der skal definere, hvordan et rigtigt offer ser ud. Hvis der var indbrud i mit hus, uden der blev stjålet særlig meget, ville ingen jo sige: Det er ikke noget. Der er andre, der får stjålet meget mere. De vil vise medfølelse. Det samme med biluheld, hvor ingen kommer alvorligt til skade. Men når det kommer til seksuelle overgreb, er der en anden standard. Der skal mere til, før vi er klar med omsorg og forståelse.
Jeg synes i øvrigt ikke, at ’småtingene’ fylder særlig meget i debatten. Når nogle siger, at følelsen af at blive krænket mest er noget pjat, er det i mine øjne et forsøg på at styre debatten et andet sted hen. Man kan sikkert finde krænkelser, som nogen mener ikke er en krænkelse, men det ínteressante er jo, hvad vi gør ved problemet. Hvordan sætter vi nye grænser, uden nogen kalder andre for snerpet eller lummer eller noget tredje? Hvordan skaber vi muligheden for at være sammen på en ny og mere ligeværdig måde? Vi skal derhen, hvor alle kvinder kan smile til en mand uden at skulle tænke på, hvad det kan føre med sig. Man skal kunne smile, bare fordi man har lyst.”