Vi er alle sårbare, også den selvsikre kværulant og den tavse og påståelige pedant, der aldrig begår nogen fejl. Gemmer man sin sårbarhed bag arrogance og stolthed, går det mest ud over én selv.
Vi er sårbare, selv om mange gerne vil virke så hårdføre, at man tror, de kan stå oprejst i deres eget fedt. Og jeg siger slet ikke, at vi ikke med fordel kan øve os i at blive mere robuste og kunne tåle lidt mere. Men jeg advarer mod at bruge kræfter på at fortrænge den sårbarhed, som er vores fælles skæbne og en del af det at være menneske.
Jo mere vi kæmper med fejekosten, jo mere beskidte bliver vi. Jo mere vi kæmper mod sårbarheden, jo mere oplever vi at blive drænet for energi. Målet må aldrig være at forhindre andre i at se vores sårbarhed, men at forsone os med, at den også er en sandhed i vores liv.
Når selvbeskyttelsen og benægtelsen bliver så stærk og hård, at vi ikke længere føler noget, bør vi i hvert fald fornemme, at vi er på afveje. Ja, fornemme hvad død er. Nogle associerer dette med en psykopat, der ikke er i stand til at forholde sig til andres følelser, fordi han eller hun er fanget i sin egen overfølsomhed og et sammenbidt forsvar for sit eget ego. Kan man i vores tid udvikle en sund følsomhed og en modenhed, der bevarer empatien for og sympatien med andre?
Som barn var jeg som de fleste drenge lidt fræk og uvorn, men også følsom. Bange for at såre andre og nervøs for at gøre noget galt. I en periode var jeg nok overfølsom og havde ikke god samvittighed, hvis jeg ikke havde dårlig samvittighed! Jeg plagede mig selv med min sårbarhed og bad i min umodne usikkerhed ofte om undskyldning – for en sikkerheds skyld! Jeg var bange for at tage andres plads på holdet, når vi spillede fodbold på Smebysletta, og samtidig blev jeg frygtelig ked af det, hvis jeg ikke var blandt de foretrukne.
Jeg tænkte tit: Jeg glæder mig til at blive voksen. Så bliver jeg fri for at være sårbar. Næsten som at høre Paulus’ hilsen til en ung og ufærdig menighed i Korinth: ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.” (1 Kor 13,11).
Som barn bildte jeg mig ind, at det at blive voksen var det samme som at holde op med at være sårbar. Voksne virkede så stabile og stærke, beherskede deres følelser og behøvede ikke at plage sig selv med sårbarhed og skamfølelse. Nu ved jeg bedre. Der er mange voksne, der aldrig bliver voksne. At blive voksen handler jo om at acceptere sårbarhed og følsomhed som noget, der hører menneskelivet til. Men det er lettere sagt end gjort!
Alligevel undrer jeg mig. Når jeg ved, at det at blive voksen er et spørgsmål om at acceptere sårbarhed og også forsone sig med denne side af livet, hvorfor mærker jeg så denne stærke vægring og modstand mod at erkende dette? Er jeg dybest set dødsens bange for svaghed og for at blive opfattet som skrøbelig?
Hvorfor er det så meget lettere at prøve at gøre indtryk med min styrke og det, jeg kan klare, end med rank ryg at sige: ”Sorry! Jeg har mange gode forudsætninger for denne opgave. Men desværre har jeg ikke modet til den, og jeg er alt for nervøs for at mislykkes.”
På et internationalt kirkemøde mødte jeg engang en biskop, der sukkede over sig selv: ”I de ti år, jeg har været biskop, er jeg blevet styret af en skjult rædsel for at blive gennemskuet og afsløret: ikke dygtig nok, ikke moden nok, ikke empatisk nok og ikke klog nok. Aldrig nok af noget som helst.” Han sørgede over situationen, men var modig nok til at være ærlig. Kunne denne erkendelse frigøre ham? Han havde stadig mange år tilbage som kirkeleder. Som biskop havde han satset på, at ledelse handler om at skabe, alene og sammen med andre. Det er et spændende og vigtigt projekt, som skal styrkes og aktualiseres. Men nu ventede der ham en ny udfordring, med Brené Browns gode formulering i bogen Dare to Lead: ”Vi bliver aldrig bedre ledere end vores erkendte evne til at vise sårbarhed.”
Dette handler om en afgørende vej, som vi alle skal gå. Har vi modet til at afdække sårbarhed, skam og nederlag? Og hvis vi har det, hvordan skal vi så bære os ad? Skal vi erkende det over for os selv, Gud, en terapeut eller en fortrolig ven? Min erfaring er, at det aldrig må være et mål i sig selv at vise sårbarhed og sætte ord på den over for andre, men det skal være et middel til at blive den, vi er, forsone os med os selv og slutte fred med vores indre krigsførelse mod vores egen sårbarhed. Pointen i denne bog er slet ikke at idyllisere sårbarheden og længes efter den. Mange har oplevet, at livet har været dem venligt stemt. Og det er min erfaring, at vi ikke skal opsøge den sårbarhed, der følger med at miste kontrollen eller møde skuffelser og sorger, fordi vi har en forestilling om, at det gør os til mere modne mennesker.
Men vi skal ikke leve så overfladisk og forjaget, at vi fortrænger de sider ved livet, der er smertefulde og gør os sårbare, uanset om det drejer sig om sygdom, sorg, død, angst for at tabe ansigt, falde uden for fællesskabet eller få sit navn sværtet til.
Mange kæmper også med for stærk følsomhed, med et skrøbeligt selvbillede, sårbarhed og permanent angst for at blive fornærmet eller nedvurderet af andre. Ubearbejdet sårbarhed er farligt, hvis man forsøger at løse den ved at gøre sig selv til offer og andre mennesker til syndebukke. At søge at løse sit eget sårbarhedsproblem ved at påføre andre smerte og skamfølelse er udspekuleret, men ikke fair. Hjemløse eller fejlplacerede følelser løser aldrig vores egentlige udfordringer. At bidrage til at blive offer ved at gøre andre til syndebukke er aldrig nogen god løsning; det låser kun den dør ind til noget nyt, som ellers kunne blive åbnet.
I denne bog søger jeg altså den ærlige erkendelse som udgangspunkt for at være sig selv, men ikke være sig selv nok. Det handler om at være oprigtig og tydelig, men ikke gemme sig bag en forvirrende dobbelt dagsorden. Den bedste udgave af os selv er os selv. At være et transparent menneske er det modsatte af at være lunefuld og uberegnelig, det er at være tydelig. At vise andre sin sårbarhed kan give os styrke, men ikke nok med det: At vise andre sin sårbarhed kan give andre styrke.