Prøv avisen

Mikkel mistede sin far som otteårig: Jeg lod min fars selvmord overtage mit liv fuldstændigt

Mikkel Frey Damgaard på Zoologisk Museum i København, hvor han ofte kom med sin far, der begik selvmord, da Mikkel var otte år. Det kom til at ændre og styre Mikkels liv, indtil han 30 år senere endelig fik kæmpet sig fri af faderens skygge. – Foto: Leif Tuxen

Hele sit liv har journalist Mikkel Frey Damgaard været drevet af frygten for at gentage sin fars selvmord. Først nu er han blevet i stand til at forme sin egen skæbne og forsøger at hjælpe andre til at gøre det samme

Pludselig dukkede mappen op. Mikkel Frey Damgaard var 31 år, og det var 23 år siden, hans far tog sit eget liv, men han følte sig sikker på, at åbnede han den mappe, ville han træde et skridt nærmere sit eget selvmord. Han ville finde billeder og beskrivelser og det endegyldige bevis på, at hans fars skæbne også ville blive hans, så i et år lod han mappen ligge. Indtil han en aften drak sig mod til at åbne den.

I mappen fandt han det, der er godt i gang med at ændre hans liv: Et bårekort fra faderens begravelse, hvor der med en otteårigs skrift stod: Mange gange farvel fra Mikkel.

”Jeg blev rigtig ked af det den aften, nærmest for første gang siden min fars død. At se min skrift og de ord. Det var så uskyldigt, og jeg mærkede lige der en enorm omsorg for mit otteårige jeg, der var blevet udsat for noget helt forfærdeligt, og som på mange måder var frosset fast i det traume. Jeg var stadig den dreng, der lige havde mistet min far uden at vide hvorfor. Og jeg havde brug for at hjælpe den dreng,” siger han.

I disse uger kan man i seks udsendelser på P1 høre den i dag 39-årige journalist og tidligere tv-vært fortælle historien om, hvordan frygten for at arve sin fars selvmord har formet hans liv. Og hvordan han med mappen i hånden er begyndt sin søgen efter svar på, om han kan ændre den tragiske skæbne – og hvordan. Det er et dybt personligt emne, men hans håb er, at han ved selv at åbne op kan medvirke til, at færre gør, som han har gjort.

”Jeg lod min fars selvmord overtage mit liv fuldstændigt. Lige som Lykke-Per har jeg været drevet af tabet af den omsorg, min far skulle give mig, men uden at være bevidst om det, og uden at jeg talte med nogen. Jeg har bare gået rundt med en grundsikker følelse af, at der var noget galt med mig, og været hunderæd for at nærme mig en forklaring. For hvad nu, hvis den var, at jeg var som min far?”, siger Mikkel Frey Damgaard.

Hans far var en succesfuld læge, der var beundret af sin søn. Sammen fandt de sommerfugle, biller og slanger. De tog på Zoologisk Museum. De dannede en fortrolighed, der forvandlede sig til en skygge i det øjeblik, faderen en dag lå sammensunket over sit skrivebord med en dødelig mængde piller i kroppen. Og Mikkel blev holdt fanget i den skygge, fordi familiens fortælling om faderen var, at han var lykkelig, indtil han pludselig var død.

Det blev sagt i et forsøg på at beskytte ham, og af samme grund var han ikke med til begravelsen og voksede op uden at sætte hverken ord eller følelser på faderens traumatiserende svigt. Han vidste bare, at en mystisk mørk kraft havde overmandet hans far, og han begyndte at gøre alt for at undgå at ende på samme måde. Han var så dygtig, som han kunne være, så det i hvert fald ikke var en grund til at slutte livet. Og han holdt nøje øje med de mulige tegn på, at mørket også levede i ham. Men jo hårdere han arbejdede, og jo mere han kiggede efter tegn, jo mere blev det en selvbekræftende cirkel, han levede i.

Tydeligst blev det, når han var tvunget til at køre over Storebælt. Han havde det dårligt i en helt uge op til, og når han endelig kørte over, var det med hamrende hjerte, for hvad nu, hvis mørket overmandede ham og fik ham til at stoppe op og springe ud?

”Jeg har aldrig været fysisk tæt på at tage mit liv,” fortæller Mikkel Frey Damgaard, ” men jeg har i lang tid været bange for at dø. Det viser jo et ønske om at leve, men følelsesmæssigt har jeg stadig været otte år og drog derfor den forkerte konklusion: at jeg var draget mod døden. Det er først som en voksen mand, at jeg har taget hul på mit traume og bevæget mig ud af min fars skygge, og det ulykkelige er jo, at mange aldrig får det gjort.”

Forklaringen er ikke mindst, at vi i vores gennemkontrollerede liv har svært ved at acceptere andet end de sunde og ”rigtige” følelser, mener han. Og at vi – selvom det helt klart er blevet bedre, siden han var otte år – stadig ikke er bevidste nok om, at selvmord i høj grad er arveligt. Måske ikke genetisk, men socialt gennem fortællinger og fortielser og en misforstået, men alligevel forståelig oplevelse af, at kun ved at genopsøge smerten ved tabet kan man holde fast i den, man har mistet.

Derfor er der en markant overrepræsentation af selvmord og selvskade blandt pårørende til folk, der har begået selvmord, og sådan har det været længe, påpeger Mikkel Frey Damgaard. Se bare på Hemingway: både han selv, hans far og søn begik selvmord, men vi tildeler stadig ikke denne tragiske effekt nok opmærksomhed. Måske fordi alt for mange af os har en grundlæggende modvilje mod at gå ind i de grimme følelser.

”Jeg troede, at jeg håndterede min fars selvmord så godt, jeg kunne, men det har vist sig, at det først er nu, jeg reelt er kommet i gang med min sorgbearbejdelse. Først nu er jeg gennem hjælp ved at blive skilt fra ham, og det har givet mig en enorm frihed. Det seneste års tid er jeg begyndt at køre omveje for at komme forbi lejligheden, hvor vi boede sammen. Jeg tør igen føle, hvad jeg virkelig føler, i stedet for at intellektualisere det hele på afstand, og jeg håber, at jeg med mine programmer kan få andre til at give plads til de følelser og den sorgproces langt tidligere, end jeg gjorde,” siger han.

”Jeg har aldrig været fysisk tæt på at tage mit liv,” fortæller Mikkel Frey Damgaard, ” men jeg har i lang tid været bange for at dø." Foto: Leif Tuxen