Prøv avisen

Vi er begge to gift med én ligesom os selv

Femårige Caroline rejser til sommer med sin far Christian Dons Christensen til Kijev i Ukraine, hvor han er nyudnævnt ambassadør. Hendes mor, Anna Libak, bliver hjemme i København og passer sit job som udlandsredaktør på Berlingske. Parret forudser, at der bliver flittig rejseaktivitet mellem de to hjem. Her er de fotograferet i hjemmet i Valby. Foto: Scanpix

Det er da forfærdeligt at splitte familien, så far og datter bor i udlandet, mens mor og søn bliver i Danmark. Men fordi ægteparret Anna Libak og Christian Dons Christensen prioriterer deres karrierer, er det virkeligheden for familien de næste år

Kontorchef i Udenrigsministeriet 45-årige Christian Dons Christensen drømte som ung om at kunne fylde en stor familiebil med et helt fodboldhold af unger. Han drømte om familieidyl med nybagte boller, når børnene kom hjem fra skole. Men han drømte ikke om selv at gå hjemme og hygge om familien. Og det har hans kone, 46-årige Anna Libak, der er udlandsredaktør på Berlingske, heller aldrig gjort.

”Man hører tit, at folk forestiller sig, hvor mange børn, de skal have. Er det virkelig noget, man forestiller sig?”, spørger Anna Libak retorisk og bliver afbrudt af sin mand.

”Ja,” siger han uden omsvøb.

”Det er noget, man forestiller sig,” griner han videre. Rap i replikken tager hun tråden op.

”Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle have nogen som helst børn eller nogen mand. Det var heller ikke sådan, at jeg forestillede mig, at jeg ikke skulle. Jeg forestillede mig bare, at jeg skulle leve i en stor lejlighed med plankegulve og meget højt til loftet, og så ville folk komme forbi og drikke hibiscus-te,” siger hun ledsaget af en perlende latter.

Anna Libak har fået højt til loftet og plankegulve, men i en stor flot villa i Valby tæt ved Søndermarken i København. Her serverer hendes mand stempelkaffe og fyldte chokolader. Inden da har han taget imod i hallen, vist ind i stuen og sat den yngste datter på fem år i gang med at tegne ude i køkkenet, så de voksne kan få ro til at tale sammen.

Han er ulasteligt klædt i jakke og skjorte. Hun, en petit blond kvinde i moderigtig rød kjole, sidder med sin smartphone i sofaen. Hun fortæller, at hun lige tjekker op på det emne, vi skal tale om: Fænomenet ”Living Apart Together”, altså at leve hver for sig sammen.

Det har parret nemlig gjort før og står over for at skulle igen, når Christian Dons Christensen tiltræder som ambassadør i det urolige Ukraine til august. Hun bliver hjemme i villaen i Valby med sønnen Carl-Emil på 16 år, så hun kan passe sit arbejde som udlandsredaktør på Berlingske. Han tager parrets yngste datter, Caroline på fem år, med til Kijev. Den ældste datter på 20 år, Kirstine, er flyttet hjemmefra.

”Jeg er rigtig glad for, at Anna så at sige har givet mig lov til at tage Caroline med. At hun er stærk nok til at give det afkald,” siger Christian Dons Christensen og husker sin sidste udstationering fra Udenrigsministeriet i den belgiske hovedstad Bruxelles fra 2005 til 2008. Dengang var Caroline endnu ikke kommet til verden, og de to ældste børn var 7 og 11 år, da han rejste ud. De blev begge boende i København hos deres mor, der dengang var litteraturredaktør på Weekendavisen. I løbet af de tre år var Christian Dons Christensen hjemme i København alle weekender på nær otte.

”Jeg kalder det boreplatformsmodellen. Man tager ud, og man arbejder. Man arbejder ret meget, da man ikke i dagligdagen har forpligtelser derhjemme, og man er heller ikke single og går ud og lever livet. Man arbejder bare rigtig meget, og når man så har fri, sidder man der med dåseøl og frysepizza og zapper. Det er lidt trist. Det er et sølle fritidsliv, og den side af det er ikke særlig sjov,” husker han tilbage.

”Derfor betyder det meget for mig, at jeg i denne omgang også får et familieliv. Og så må Anna jo bare pendle noget mere ud til os.”

Når det bliver den yngste, der til sommer drager af sted med far, er det, fordi hun alligevel står over for at skulle begynde i skole. De to ældste er mere bundet til deres liv herhjemme med uddannelse og relationer. Mor og far mener, at det på mange måder er en gave at få lov at prøve kræfter med en international skole.

”Det er nemt, når man er så lille. Du suger til dig, og sproget kommer ret hurtigt,” siger Christian Dons Christensen.

Der skal nok ikke en opinionsundersøgelse til for at slå fast, at mangt en moder ville korse sig ved tanken om at skulle bo i et andet land end sin datter på fem år.

”Det er selvfølgelig forfærdeligt, men det ville det også være for Christian. Jeg ved, at Caroline elsker sin far over alt på Jorden, og hvis jeg ville beholde hende her, så ville det være for min egen skyld,” siger Anna Libak.

Da parret for mere end to årtier siden blev kærester, havde det ikke forestillet sig denne situation: Gift med tre børn og bosat i to forskellige lande.

De var unge, da de mødte hinanden. Hun var 19 år, og han var 18 år, og de var begge i forsvaret. De var i gang med at uddanne sig til sprogofficerer i russisk. Han havde hørt, at det var en meget hård uddannelse, så han havde for længst besluttet, at han ikke havde tid til kæresteri. Hun var kæreste med en advokat, der kørte Porsche og var med egne ord optaget af, at hun skulle have ”en ordentlig mand”. Forholdet til advokaten gik i stykker efter et halvt års tid.

”Så stod Christian der i sin vindjakke fra Helly Hansen og stålbriller. Han var på alle måder kikset. Så da vi blev kærester, forbød jeg ham at sige det til nogen i lang tid,” griner hun. Han driller hende.

”Vi kunne ikke holde hånd offentligt, for tænk sig, hvis vi mødte nogen fra din gymnasieklasse,” siger han og fortæller, at hun gennemtvang kontaktlinser og fik ham til at købe nyt tøj.

”Sagen var, at vi gik i uniform til hverdag, og han så glimrende ud i uniform. Det var weekenderne, der var et problem,” husker Anna Libak.

Egentlig kan det komme lidt bag på en, at hun ændrede hans tøjstil dengang på kasernen, for en af de vigtigste værdier for ægteparret er, at de ikke vil begrænse hinanden. Og det er der én primær årsag til.

Hvis man begrænser hinanden, laver man om på hinanden, og til sidst er man ikke længere gift med det menneske, man forelskede sig i.

”Når folk fortæller, at de er blevet skilt, fordi de er vokset fra hinanden, så tænker jeg, at det er uhyggeligt. Problemet er, at de overhovedet er vokset sammen,” siger Anna Libak og fortsætter tænksomt:

”Hvis et ægteskab skal holde, så er det vigtigt, at man ved, hvor ens egen person stopper, og ens ægtefælle begynder. Du er nødt til at være noget i kraft af dig selv. Det behøver overhovedet ikke at være en karriere, men der skal være en lidenskab og en opslugthed af noget, som ikke er din ægtefælle,” siger hun og understreger sit budskab.

”Det er en frihed for partneren, at det ikke er ham eller hende, der skal levere hele livsindholdet. Det er jo også derfor, at vi ikke ønsker at sætte begrænsninger for hinanden arbejdsmæssigt,” siger hun og analyserer den konkrete situation.

”Hvis jeg nu sagde til Christian: 'Du må ikke blive ambassadør i Ukraine', så ved jeg jo godt, at det ville betyde, at jeg ikke ville være gift med den samme. Og det ville være dumt, for jeg ved ikke, om jeg kunne være gift med den, han så ville blive til. Jeg vil godt være gift med en, der er levende optaget af noget, og jeg kan jo se, at han er helt vild med det. Så kan det godt være, at jeg synes, det er kedeligt, men det er jo ikke det, det handler om,” siger Anna Libak.

Christian Dons Christensen nikker, imens hans kone taler.

”Tilsvarende er jeg heller ikke interesseret i, at Anna skulle tage med og blive ambassadrice. Jeg ville virkelig frygte, hvis Anna skulle gå rundt i Kijev i lediggang,” siger han og bliver afbrudt af sin kone.

”Og pimpe portvin dagen lang,” griner hun.

”Nu er det jo ikke sådan, alle ambassadricer lever deres liv. Men bare det forhold, at du ville føle dig som et påhæng, det ved jeg ville skabe en uligevægt i vores forhold og en utilfredshed hos dig. Omvendt kunne du sagtens være med, hvis du havde noget, du skulle og kunne gå op i,” siger han og forklarer, at arbejde betyder meget for dem begge.

”Det betyder rigtig meget at kunne bruge os selv i en arbejdsmæssig sammenhæng. At kunne gøre en forskel. At kunne realisere alle ens idéer og opgaver på den bedst mulige måde. At vi nu skal leve adskilt er i den forstand den yderste konsekvens af, at arbejdet betyder rigtig meget.”

Christian Dons Christensen taler om, at der i deres ægteskab er en indbygget opmærksomhed på at acceptere, at arbejdet fylder meget og nogle gange griber ind i familielivet.

”Når du med kort varsel bliver bedt om at optræde i 'Deadline', jamen så er det bare mig, der træder til. Og sådan er det bare. Det er et vilkår. Omvendt, hvis jeg pludselig skal levere et notat til Statsministeriet, så må du træde til, for så skal jeg bare levere,” siger han henvendt til hustruen, der nikker.

”Ja, det er vilkårene. Vi er begge to gift med én ligesom os selv,” siger hun og husker tilbage til dengang, de to ældste børn var små. Når enderne ikke kunne mødes, hvis børnene eksempelvis var syge, og de begge skulle levere på jobbet. Så benyttede de sig af et babysitterbureau.

”Man kunne ringe til en stribe kvinder, der så kunne rykke ud med kort varsel. Det findes ikke længere, fordi folk ikke synes, at man kan byde sine syge børn at blive passet af en fremmed. Folk sagde til mig: 'Det kan du da ikke, man kan ikke byde et febersygt barn, at der kommer en fremmed dame ind ad døren.' Så tænker jeg, at der i Afrika er børn, der sulter og ikke kan komme til lægen. Altså undskyld, her er varmt og trygt, vi kommer hjem efter arbejde, og der er en voksen, ansvarlig person, der er i stand til at tage ansvar for dem. Om de så kender vedkommende må da betyde mindre. Der har jeg nok været lidt usentimental i forhold til så mange andre,” siger hun og afbrydes af sin mand.

”Du? Det har vi,” lyder det bestemt fra ham.

På mange måder er denne indskudte bemærkning et fint udtryk for, at parret generelt oplever deres ægteskab og familieliv som et fælles ansvar, som de deler på lige vilkår. Ligesom den enes job ikke er vigtigere end den andens, er der heller ikke én, der primært er ansvarlig for livet i privaten.

”I mine forældres hjem var det anderledes,” siger Christian Dons Christensen, der er søn af den tidligere biskop over Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen og amtsdirektør i Ribe Carl Henrik Dons Christensen, der døde pludseligt i 1995, da Christian Dons Christensen var 25 år.

”De havde en uudsagt overenskomst om, at det var min mor, der var bagstopperen på familiefronten,” siger han og fortæller om en tryg opvækst med fire søskende i en kernefamilie i en jysk provinsby, hvor rollerne var fordelt traditionelt mellem mand og hustru.

”Jeg er fra en familie med arvesølvtøj, og det chatol, der står derovre, er fra min tip-tip-tipoldefar. Det går i arv til familiens ældste søn, og det er derfor, det står her. Ikke fordi det er smukt, men fordi det betyder et eller andet traditionsbundet, slægtsorienteret,” siger han og ligesom konkluderer, at han er fra et mere traditionelt hjem, hvor mange ting var givet grundet konvention.

”Din opvækst er lige modsat. Du kommer fra en skilsmissefamilie,” begynder han. Anna Libak tager selv over.

”Med en voldelig far, der havde polititilhold. Så har man altså papir på, at man er voldelig,” siger hun og fortæller om sin afdøde bror, der var skizofren. Moderen kalder hun hårdtarbejdende og omsorgsfuld.

”Jeg har ikke som Christian fået en masse ting overleveret. Jeg stiller modsat ham spørgsmålstegn ved alt. Det gør jeg ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg er særlig original og ubundet, men simpelthen fordi der ikke på den måde har været noget, der naturligt har været givet i min opvækst.”

”Du er et meget ukonventionelt menneske,” siger han til hende.

”Det, der betyder noget for dig, er, om man opfører sig autentisk.”

Hun giver ham ret.

”Ja. Du kan sagtens vælge traditioner til, men du skal gøre det, fordi det betyder noget for dig og ikke, fordi andre mennesker har en forestilling om, hvordan man bør gøre ting,” siger hun og fortsætter.

”Når Christian siger, at jeg er ukonventionel, mener han, at med mig kan du ikke tage noget for givet. Det betyder ikke, at jeg reagerer uforudsigeligt, men det betyder, at jeg vil have en begrundelse for, hvorfor vi gør, som vi gør,” siger hun.

Alvoren i hendes ansigt afløses af et skævt smil.

”Christian har kæmpet hver en centimeter af sine konventioner igennem. Det har han brugt mange år på,” ler hun.

”De konventioner, der har overlevet, har været velbegrundede. Ellers var de for længst blevet aflivet,” griner han med.

Samtalen bærer præg af både alvor og munterhed. Tyngde og lethed. Og frem for alt en respekt for den anden. Tydeligt er de forskellige. Diplomaten og mediechefen. Han lytter opmærksomt og vender tilbage til det spørgsmål, der er blevet stillet, hvis samtalen er løbet løbsk. Hun er ivrig, involveret, hele tiden et skridt foran og lader gerne tankerne og ordene flyde i fri association.

”At Christian og hans familie ikke har sat spørgsmålstegn ved alting har været utroligt rart og trygt for mig. At der har været nogle mennesker, for hvem en række ting var givet, men som samtidig har været i stand til at argumentere for, hvorfor de gør, som de gør. Det sidste har været meget vigtigt,” siger Anna Libak og siger om sin mand, at han hviler trygt i sine konventioner.

”Han er ikke bange for at bryde med konventionerne, han mener bare ikke, det kan betale sig at gøre det uden grund.”

Anna Libak henviser til den danske filosof Søren Kierkegaard, der latterliggjorde spidsborgeren som en, der anstrenger sig hårdt for at leve op til andres forventninger.

”Der er mange folk, der opfatter mig som meget konfliktsøgende. Når jeg til et middagsselskab vil diskutere politik, tror de, jeg gør det for at skabe dårlig stemning, men det er ikke tilfældet. I mit ægteskab har det aldrig handlet om at leve op til andres forventninger, fordi jeg er sammen med en mand, der ikke er bange for, at konventionerne bliver udfordret. Hans konventioner er ikke styret af frygt,” siger hun og fortæller, hvordan ægtemanden ofte har sagt, at de da godt kunne bryde denne eller hin konvention, men sikke en masse arbejde de så skulle have med at ritualisere noget nyt.

Det, at Anna Libak ikke har et fastlåst billede af, hvordan livet, endsige familielivet, skal se ud, er ifølge parret en stor del af årsagen til, at den familiekonstellation de har levet i før og står over for at skulle igen fra august, kan lade sig gøre.

”Flere i vores omgangskreds har tidligere problematiseret Christians udsendelse ud i det absurde, men så er de i mellemtiden selv blevet skilt. Derfor har jeg det generelt sådan, at det er fint, at folk gerne vil fortælle mig, hvor forfærdeligt det er, men så længe vi forbliver gift, og har været det i 20 år, så kan de komme igen, når deres ægteskaber bare har holdt i fem år,” siger Anna Libak og giver sit bud på, hvorfor det kan være svært for omgivelserne at acceptere deres måde at leve på.

”Vi vil alle gerne aftale os frem til, hvad den bedste måde er at leve på, fordi det gør os trygge. Vi kan så blive bekræftet i, at vi selv lever på den rigtige måde,” siger hun og fortsætter.

”Det er vigtigt at sige, at fordi nogen lever på en anden måde end én selv, behøver det ikke være en trussel. Man kan sagtens leve på mange gode måder.”

Det betyder dog ikke, at hun vil anbefale andre at leve hver for sig sammen.

”Jeg vil ikke foretrække at leve adskilt, selvfølgelig vil jeg ikke det, men samtidig vil jeg foretrække at være gift med en mand, jeg kan genkende. Jeg er ikke sikker på, vores ægteskab ellers ville holde. Man kan ikke altid få det hele,” siger Anna Libak.

”Vi forelskede os begge i et menneske, der er mere vendt mod verden end hjemmet,” siger han og tilføjer:

”Jeg tror begge, vi gerne ville være gift med en hjemmegående, der tog sig af det hele derhjemme.” Anna Libak ler og nikker bekræftende.