Prøv avisen
Spørg om livet

Vi er bekymrede for vores datters trivsel – har hun en spiseforstyrrelse?

"Hun motionerer også mere, end hvad godt er, synes vi. Vi er ganske enkelt i tvivl om, hvordan vi skal tolke hendes situation, og hvad vi skal gøre." Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

Vores datter, der går i gymnasiet, er i stigende grad optaget af, hvad hun spiser. Hun motionerer mere og er tynd. Hun er meget perfektionistisk og er mindre afslappet end tidligere, skriver et forældrepar

Kære brevkasse

Vi skriver, fordi vi er usikre på, hvor bekymrede vi skal være i forhold til vores yngste datter, som går i 2. g. Hun er nummer tre, og hun har en storesøster og en storebror. Den ene er begyndt på studiet, og den anden har lidt forskelligt arbejde for at tjene penge til en rejse. Hun har altid været en følsom pige med stor pligtfølelse, og alle hendes lektier og alle mulige andre ting skal altid være helt i orden. Hendes søskende har haft en mere afslappet tilgang til mange ting, selvom de også har en god ansvarsbevidsthed.

Det, der bekymrer os, er, at vi kan se, at vores datter også stiller store krav til, hvordan hun ser ud, og hun er igennem de seneste par år blevet mere og mere optaget af, hvad hun spiser, eller ikke spiser, kunne man måske skrive. Vi synes, det er fint at holde sig sund og spise fornuftigt, men vi synes, hun er for optaget af det på trods af, at hun er meget slank, ja, hun er nærmest ganske tynd. Og hun motionerer også mere, end hvad godt er, synes vi. Vi er ganske enkelt i tvivl om, hvordan vi skal tolke hendes situation, og hvad vi skal gøre.

Vi er bange for at puste et problem op, som måske ikke er der, og dermed være for bekymrede og komme til at sige ting eller handle på en uhensigtsmæssig måde. Modsat har vi talt om, om vi mon overser et problem, som vi skulle tage langt mere alvorligt. Sagt på en anden måde er vi usikre på, om vores datter har en form for snigende spiseforstyrrelse, eller om hun bare er meget perfektionistisk.

Da hun var mindre, syntes vi, at hun var en glad pige, der trivedes både i skolen og herhjemme. Og hun havde gode venner i grundskolen. Vi synes, at hun er blevet mere indelukket i de ældste klasser i folkeskolen og nu i gymnasiet, end hun var tidligere. Hun har stadig venner, men vi oplever også, at hun stiller store krav til sig selv, når hun skal ud i social sammenhæng. Det er svært at forklare, men det er mindre afslappende adfærd end tidligere og anderledes end det, vi har set hos de to store.

Vi kan også mærke, at hvis hun får en dårligere karakter, end hun har ønsket eller forventet på en opgave eller til en eksamen, så går det hende meget på. Hvis vi igen skal tolke det, vi ser, virker det, som om hun har stor selvbebrejdelse og oplever det, som om hun mislykkes. Vi forsøger at opmuntre hende og understreger ofte, at man ikke altid kan gøre alt perfekt, og at det ikke på den lange bane gør noget, hvis man får en lidt lavere karakter i en opgave i ny og næ. Men det er, som om det, vi siger, ikke har den store virkning.

Vi synes, det er synd for hende, at hun stiller så store krav til sig selv i så mange forhold. Og vi tænker, hun også ville klare sig godt, hvis hun slappede mere af. Samtidig ved vi også, at der stilles store krav til unge i dag om karakterer med videre, og vi kan også se på hendes klassekammerater, at mange af dem gør meget ud af at se tjekkede ud. Så det er bestemt ikke altid bare enkelt at være ung.

Men vi kan ikke ryste vores bekymring af os og kan tænke på, hvordan det kan udvikle sig for vores datter, og vi bliver dermed bange for, om hun reelt trives godt nok.

Vi prøver at støtte hende, så godt vi kan. Alligevel har vi en snigende bekymring. Vi synes, hun kunne have et gladere ungdomsliv end det, vi ser. Hvad skal vi tænke i denne situation, og hvad kan vi som forældre gøre? Hun siger ikke så meget, når vi spørger hende. Det ville være dejligt, hvis I kunne give os nogle gode råd i forhold til den situation, vi står i. På forhånd tak.

Venlig hilsen

Lise og Jens
 

Kære Lise og Jens

Tak for jeres brev. Vi tror, der er en del forældre, der kan genkende jeres tanker og bekymring. Mange og måske især teenagepiger lever ofte i en nærmest konstant atmosfære af at skulle se godt ud, være kropsligt tjekkede, have det rigtige tøj, klare sig skolemæssigt og være accepteret mellem andre unge og få likes på de sociale medier. Deres selvfølelse står ofte i fare for at være knyttet til de mere ydre lag af kroppen og de ydre præstationer, mens det indre kan være mere usynligt og underernæret.

Vi forstår godt jeres bekymring om jeres yngste datter. Og det, I skriver om, kan godt være tegn på en begyndende spiseforstyrrelse. Meget kunne siges om det. Men helt grundlæggende tænker vi, at I skal sige til hende, at I gerne vil snakke med hende om noget vigtigt, som I tænker en del på. Og så foreslå et tidspunkt, som også kan passe hende. Tag ikke emnet op ved bordet, hvor andre spiser med, det vil kunne opleves ydmygende og udstillende.

Fortæl, hvad I har set og lagt mærke til, at hun slanker sig, motionerer mere og er mere indelukket. Og at det bekymrer jer, om det kunne udvikle sig til en alvorligere spiseforstyrrelse. Det kan meget vel være, at hun benægter det, det er ganske almindeligt, dels fordi hun måske ikke selv tilskriver det noget alvorligt, eller fordi det er meget skamfuldt at forholde sig til det. Men grundlæggende er det bedre at blive konfronteret med de ting, som er der, af dem, som holder af en, end at blive overset. Mange med en spiseforstyrrelse skjuler sig, men har også et ønske om at blive opdaget.

Det er også vigtigt, at det ikke bliver en bebrejdelse eller kun en samtale om mad, men om hvordan hun har det i det hele taget, og hvad hun tænker. Har hun reelt tabt sig, kan det være vigtigt, at hun følges af en læge, som mere nøgternt kan forholde sig til vægt, uregelmæssig eller ophørt menstruation med mere. Og om der eventuelt er andre helbredsforhold, der skal tages højde for.

En spiseforstyrrelse er et symptom. Og et symptom er en slags kommunikation. Udfordringen er at finde budskabet og ordene i den kommunikation og at forstå det, som ligger bag. Ingen med en spiseforstyrrelse er ens. Men ofte er det især to psykologiske fænomener, der er helt centrale: Lav selvfølelse og oplevelsen af ikke at have kontrol. Måske har jeres datter brug for at sætte ord på sådanne fænomener, som de konkret udspilles i hendes liv i forhold til jer, hendes søskende og veninder og venner i skolen? Måske har hun selv et ønske om at snakke med en psykolog, men det kan også være, at hun behøver et kærligt skub til det?

Som forældre må I prøve at tage godt vare på jer selv og ikke blive fortvivlede eller undgående. Vær ærlige og ligefremme i forhold til jeres datter, søg jævnlig dialog, men ikke bebrejdelse. Vis omsorg, skriv gode ord på en lap til hende på natbordet, send en kærlig sms og prøv at se hende bag om de ydre ting.

Mange hilsener