Prøv avisen
Spørg om livet

Forældre til brevkasse: Vores voksne datter virker mindre glad. Hvad kan vi gøre?

I ugens brevkasse bliver der spurgt til, hvad skal man som forældre skal gøre, hvis sin voksne datter ikke virker glad? Foto: Elena Elisseeva/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Jens Peters datter klarer fuldtidarbejde, familieliv og meget andet. Men forældrene synes ikke, hun er så glad længere, og spekulerer på, om hun har stress eller ligefrem er depressiv

Kære brevkasse

I sidste uge skrev en svigermor om sit forhold til sin svigerdatter. Og hun skrev også om sin bekymring for svigerdatterens trivsel og helbred. Vi har længe tænkt, at vi nok skulle skrive til brevkassen, men hendes brev gav os et skub – også selvom det handler om noget, der er noget anderledes. Så hermed får I et brev fra os.

Vi har en datter sidst i 30’erne. Hun har altid været en engageret pige og kvinde, og de ting, hun har at gøre med, gør hun rigtig godt. Hun har mand og tre børn og fuldtidsarbejde. Derudover er hun også engageret i noget frivilligt arbejde. Vi fryder os over denne familie og ikke mindst de tre børnebørn. Vi har altid haft et godt forhold til dem.

Men i det sidste halvandet års tid er der sneget sig en bekymring ind hos os, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med.

Vi synes, at vores datter virker mindre glad, mere slidt, hun er blevet mere nærtagende, og vi kan se, at hun ikke har den samme umiddelbare glæde, som hun ellers plejer at have.

Vi synes også, hun bliver mere irritabel både på sin mand og børnene, når vi er hos dem. Vi synes, at det er synd for hende, men vi synes også, at hendes mand og børnene på en måde lider under, at hun ikke har det samme overskud.

Vi vil så gerne hjælpe, og vi siger ofte, at de bare skal sige til, hvis de har brug for praktisk hjælp.

Vi er hos dem med jævne mellemrum og henter børn eller passer dem, og når vi så er der, går vi også praktisk til hånde, hvilket vi fornemmer de er glade for.

Vi har forsøgt at sige til vores datter, at vi kan fornemme, at hun nok er lidt stresset, og vi spørger forsigtigt, om hun ikke skulle forsøge at skære ned på nogle ting. Vi har også spurgt, om hun ikke kunne overveje at gå ned nogle timer på arbejde, men vi ved slet ikke, om det kan lade sig gøre. Der er mange arbejdspladser, hvor man ikke kan få nedsat tid.

Vi siger også tit, at hun skal passe på sig selv. Men hvordan gør hun det helt konkret?

Vi synes ikke rigtig, at det har nogen effekt, og vi kan også godt se, at vi ikke rigtig får grebet alvorligt fat om det, som vi bekymrer os for.

Vi synes ærligt talt, at det er rigtig svært at tage en mere alvorlig samtale, når det gælder ens bekymringer for ens nærmestes psykiske og fysiske trivsel.

Vi har endda haft tanken, om hun mon går rundt og er deprimeret, eller om der er andet i vejen. Hvad synes I, vi skal gøre?

Hvor tæt kan man gå, og hvad siger man, så det bliver til gavn og ikke sårer. For vi synes, der skal ske noget. Vi ved bare ikke hvad.

Vi har to voksne børn mere, og vi tror, at specielt hendes søster også fornemmer, at vores datter ikke har det så godt, som hun skulle have det. Men man kan også føle, at det ikke er i orden at snakke om andre i familien og deres udfordringer, så vi holder også lidt tilbage i forhold til at snakke med de andre børn om det.

Venlig hilsen

Jens Peter

Kære Jens Peter

Tak for brevet om bekymringerne for jeres datter. Selvom det er en vanskelig situation, så er det godt at læse om forældre, som kender deres voksne børn så godt, at de kan fornemme, når noget ikke er, som det skal være. Og vi kan læse, at I har stor omsorg for jeres datter og hendes familie, og at I også har en god relation og er hos dem ganske ofte.

Mange synes netop som jer, at det er rigtig vanskeligt at snakke om psykiske forhold med sine nærmeste – også selvom de har en god relation.

Det er ofte langt lettere at snakke om en dårlig fod, hold i nakken og andre fysiske ting. Det er, som om det psykiske er noget meget privat eller noget moralsk, som er forkert, og noget, som er flovt. Men vi består jo af både af legeme og sjæl, og vores psyke kan komme ud for lidelser, ligesom vores krop kan.

Vi vil opmuntre jer til at samle jer endnu mere mod til at få talt grundigt med jeres datter og hendes mand om jeres bekymringer. Det kan ofte være en hjælp at sige til dem på forhånd, at der er noget, I gerne vil snakke med dem om, hvor der er ro til det. I kan sige, at det ikke er, fordi I skal fortælle dem noget alvorligt om jer, men der er nogle ting, som I har tænkt på et stykke tid, som I gerne vil dele med dem. Det skal være på et godt tidspunkt, hvor børnene er i seng eller ikke er hjemme, og hvor der er tid og ro.

Når der aftales et tidspunkt på forhånd, kan det bidrage til, at samtalen har en ramme, hvor alle er indstillet både på at bruge tid på netop det. Det markerer også en tilpas alvor, hvor man er sammen for at lytte og dele med hinanden.

Hvis der ikke aftales et tidspunkt, kan mange gode forsøg på samtaler let afbrydes af, at andre kommer ind, eller den anden har helt andre tanker i hovedet lige netop på det tidspunkt, så der svares med høflige eller let afvisende ord.

Når den aftalte samtale begynder, kan I sige, at I egentlig er lidt nervøse for at tage det op, som I tænker på, men at I bliver nødt til det, fordi jeres datters trivsel og helbred ligger jer så meget på sinde.

At fortælle lidt om sig selv, hvordan man har det med at tage initiativ til en sådan samtale, kan bidrage til, at det bliver en mere ligelig og tilpas følsom samtale, hvor I er mennesker sammen.

Sig det, som det er, at I fornemmer, at hun ikke har det helt så godt, som I har kendt hende i mange år. Sig, at I har tanker, om hun mon er stresset og måske også mere trist, eller om der er andre ting, som er vanskelige. Spørg, om det er rigtig fornemmet.

Fortæl hende også, at I synes, hun har klaret så enormt mange ting på en så flot måde – fuldtidsarbejde, tre børn, hus og hjem og andre opgaver. Og del overvejelser om, at det måske også kan blive for meget med så mange ting, som man klarer så godt. Det er jo primært de mennesker, der brænder for noget, der også kan brænde ud. Sig at I jo ikke kan vide, hvad det handler om, og at det også kan være noget helt andet, der er årsag til hendes tilstand.

Ved en åben og rolig samtale kommer der måske mange nuancer og måske nye ting frem, som I ikke har vidst, og som måske forklarer noget. Måske dukker der ting op, hvor I også kan bidrage med konkret hjælp. Måske skal hun opmuntres at gå til sin læge og få et helbredstjek eller måske tage en pause fra arbejde, eller måske var det en idé at få en samtalepartner, hun kunne snakke tingene igennem med, så hun kunne finde en god vej videre. Måske kan det også hjælpe hendes mand, at I fortæller, at I ser dem.

Uanset hvad der sker, eller hvad der kommer frem, bliver jeres relation sandsynligvis fordybet af, at I deler jeres tanker og omsorg med dem.

Mange hilsener