”Man skal huske, at det jo ikke er sådan, at hvert syvende barn lige nu går rundt og er meget sygt som følge af en psykiatrisk diagnose.”
Sådan indleder Jesper Pedersen, ledende overlæge ved afdeling for børne- og ungdomspsykiatri i Region Sjælland, da han bliver spurgt om, hvorvidt der er grund til at være bekymret over, at hvert syvende barn inden dets 18-årsfødselsdag får en psykiatrisk diagnose.
”Det er vigtigt at forstå, at lige så snart man har henvendt sig på en børnepsykiatrisk afdeling, vil man blive behæftet med en diagnose som en del af registreringen. Det gælder også i de tilfælde, hvor der er tale om akutte, men mindre forbigående tilstande som for eksempel lettere angst. Når det er sagt, så skal der naturligvis også noget til, inden man møder op med sit barn på en psykiatrisk afdeling,” siger han.
I denne tid er det imidlertid så som så med fysisk fremmøde på den afdeling, hvor Jesper Pedersen arbejder. Coronakrisen har ændret en del, og særligt anderledes har det været, at mange patientsamtaler i modsætning til tidligere er foregået over telefon. Men det har været en positiv oplevelse, som familierne har taget godt imod.
”Det har nok overrasket os lidt, hvor meget der faktisk kan klares over telefonen, også i psykiatrien. Nogle familier har vi selvfølgelig måttet have ekstra kontakt til, men det har fungeret godt, og jeg tror, at det fremadrettet vil være noget, vi tager med os, når vi planlægger vores arbejdsgange,” siger Jesper Pedersen.
Han vil ikke forklejne, at antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, er steget fra 11 til 15 procent på syv år. Men han ønsker, at der tegnes et retvisende billede af virkeligheden bag tallene. Overordnet set mener han, at de gemmer på en positiv historie.
”Jeg mener, at tallene først og fremmest er et udtryk for, at vi som børne- og ungepsykiatere har fået mulighed for at hjælpe flere og flere af dem, der har et reelt behov. Nogle patienter følger vi i mange år, men for en del er der tale om kortere forløb,” siger Jesper Pedersen.
Den største diagnosegruppe inden for børnepsykiatrien udgøres af børn med adhd, men også autisme og derefter angst er udbredt. Kønsmæssigt er det ifølge Jesper Pedersen de små drenge, der fylder mest, hvad angår de to førstnævnte, mens det er de lidt ældre piger, der fylder op i angststatistikkerne.
”Der vil næppe fremover blive markant færre børn, der lever op til kriterierne for at få en psykiatrisk diagnose. Med sygdomme som adhd, autisme, skizofreni og i nogen udstrækning depression gælder det, at der ud over miljø er biologi og genetik på spil. Men en styrket indsats ude i institutioner, skoler og kommuner kan måske medvirke til, at færre vil ende med at skulle behandles på en børnepsykiatrisk afdeling,” siger Jesper Pedersen.
I dag kan både Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), kommunernes børn- og ungeforvaltninger samt socialforvaltningen henvise børn til psykiatrien. Det samme kan de praktiserende læger. Men der mangler en vigtig kommunikationskanal, som systemet er indrettet nu, for medmindre der er tale om en socialsag, kan lægerne ikke henvise til hjælp hos kommunerne.
”Hvis man som familie går til lægen, fordi ens barn ikke trives, og det har ondt i maven hver dag, så er eneste mulighed for lægen at henvise til psykiatrien. Lægen kan ikke henvise til eventuelle tilbud, som kommunen har. Og i psykiatrien vil der af og til ske det, at henvisninger afvises, fordi problemerne ikke er ’store’ nok – i psykiatrien vil vi tænke, at her er der brug for at inddrage kommunen – altså PPR,” siger Jesper Pedersen og efterlyser en mere rationel måde at bruge ressourcerne på.
”Hvis der virkelig skal gøres noget, skal vi se på den måde, hvorpå vi indretter samarbejdet mellem sektorerne. Og her kan coronakrisen måske vise at føre noget godt med sig, fordi den har tvunget os til at eksperimentere med virtuelle møder, hvor både vi, de praktiserende læger og kommunerne deltager. Det tror jeg kan sætte sine spor i fremtiden.”