Prøv avisen

Forholdet mellem forældre og deres voksne børn er både betydningsfuldt og belastet

Relationen mellem forældre og deres voksne børn er for Tove Holm at se en af de mest betydningsfulde i vores liv, men også den mest tabubelagte. Hun har flere gange forsøgt at få folk på sin egen alder til at tale om den. Men det har altid været svært, ”selvom de problemer, sorger og glæder, vi møder, ofte er almene”, som hun siger. Foto: Lars Aarø/fokus

Om man er 45 eller 80 år, vil relationen til ens børn eller forældre altid fylde i ens liv. For mange er den belastet og fyldt med skuffelse og derfor også tabubelagt. Men kun ved at sætte ord på og dele sine erfaringer med andre, kan man få finjusteret sine forventninger, lyder rådet fra en psykoterapeut og en 89-årig forælder

Forældre tør ikke fortælle, hvis der er problemer med forholdet til deres børn.

Måske, når barnet er i den alder, vi plejer at omtale som ”trodsalder”, ”pubertet” eller ”løsrivelsesfasen”. Men lysten til at dele ud af skuffede forventninger, frustrationer og måske vrede forsvinder fuldstændig, når der er tale om vores voksne børn.

”For det første, fordi vi føler os loyale over for vores børn. Men ikke mindst fordi det er prestigefyldt at have et godt forhold til sine børn.”

Ordene kommer fra Tove Holm. Hun er 89 år, har tidligere arbejdet som familievejleder i Grenaa og er selv mor til tre, hvoraf kun den ene datter stadig lever. Derudover har hun haft børn i pleje og samarbejdet løbende med deres forældre.

Relationen mellem forældre og deres voksne børn er for hende at se en af de mest betydningsfulde i vores liv, men også den mest tabubelagte. Hun har flere gange forsøgt at få folk på sin egen alder til at tale om den. Men det har altid været svært, ”selvom de problemer, sorger og glæder, vi møder, ofte er almene”, som hun siger.

Tove Holm har efter sin pensionering været aktiv i foreningen Fuam (Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder), der holder til i Aarhus, og her har hun også tidligere beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan det er at være forældre til voksne børn.

I 1990’erne opfordrede hun folk til at skrive til foreningen om deres oplevelser, og det fik 60 mennesker fra hele landet til at sende hende breve med tanker, de ellers ikke delte med nogen. For ud over glæden og kærligheden skrev de nemlig også om skuffede forventninger, sårede følelser, smertefulde brud og en svær dialog.

Efter at have læst de mange breve samlede Tove Holm sine konklusioner på undersøgelsen i en artikel, hvor hun blandt andet skrev:

”Nogle forældre har givet udtryk for, at de havde forventninger om at få et forhold til de voksne børn, der svarer til det, de har til gode venner. Men det er svært at ændre rollerne – og måske er det heller ikke klogt at forsøge på det. Vi bliver ved med at være forældre, og de bliver ved med at være vores børn.”

Nu vil Tove Holm prøve at få hul på tabuet igen. Hun har netop dannet en ny gruppe under Fuam med overskriften ”Om at være forældre til voksne børn” som en af i alt fem samtalecaféer, foreningen udbyder dette efterår. Og hun håber, at en gruppe med højst fire deltagere vil føles som et trygt forum til at sætte ord på de tanker og følelser, der ellers kan være svære at dele.

”Vi har virkelig brug for at tale sammen om den her relation. Der er så megen skyld og skam forbundet med den, og hvis vi hver især går rundt og tror, at vi er alene om at have problemer eller ting, der nager i forhold til vores voksne børn, så kommer det til at fylde alt for meget. Mange tror, at ’alle de andre’ har et uproblematisk forhold til deres børn, men vi glemmer bare, at vi er med til at holde liv i myten om, at forholdet til de voksne børn er lutter idyl, når vi også selv kun fortæller ’englehistorierne’,” siger Tove Holm.

I sin egen forældrerolle har hun blandt andet oplevet, at valg, hun traf, senere blev mødt med bebrejdelser fra børnene – selvom hun faktisk troede, at det var gode valg, også for børnene.

”På et tidspunkt, da min yngste datter var 15 år, fik jeg et plejebarn på hendes alder. Jeg tænkte, at det ville være godt for min datter, men den beslutning har hun senere bebrejdet mig. For pigen, der kom til os, var både følelsesmæssigt og socialt svigtet, og min datter fik derfor ikke en veninde, men oplevede i stedet, at jeg brugte mere tid på plejebarnet end på hende. Det kunne jeg ikke selv genkende. Men det gjorde selvfølgelig ondt at få at vide, at hun havde oplevet det sådan,” fortæller Tove Holm.

Hun har også selv måttet arbejde med en følelse af at blive svigtet eller forladt, da to af børnene valgte at flytte meget tidligt hjemmefra, allerede som 16-årige.

”Det syntes jeg var svært, for jeg var så glad for mine børn og elskede at være sammen med dem. Men senere har jeg tænkt, at der nok var en grund til det. For den ene af dem blev dræbt ved en færdselsulykke kun fem år senere, så hun havde jo et liv, hun skulle nå at leve inden.”

Den vigtigste lære, som hun stadigvæk øver sig i, handler ifølge Tove Holm om at forstå, ”at man er forælder på livstid”, som hun siger.

”Det betyder, at man skal få sine børn til at forstå og opleve, at man som mor altid er der for dem. Det betyder også, at det er sådan, rollerne er. Altid. Forælder og barn. Men når børnene bliver voksne, skal vi samtidig erkende, at det nu er slut med vores ansvar i forhold til deres valg. Vi skal lade være med at blande os, for det er, når vi gør det, at konflikterne opstår.”

Og så er der det allervigtigste, dialogen:

”Vi skal blive bedre til løbende at tage snakken om, hvilke forventninger vi har til vores relation. For der er forskel på vores børn og deres behov, også når det gælder deres syn på vores rolle i forhold til de øvrige relationer, der følger med deres voksenliv – til svigerbørn, børnebørn og for mit eget vedkommende også oldebørn.”

Netop forventningsafstemning er også et nøgleord, når psykoterapeut Solveig Rosenkvist har samtaler med voksne, der har ondt i familierelationerne. Oftest er det voksne børn, der opsøger hende. Typisk kvinder mellem 30 og 50 år, men også børn på over 60 år beder om hendes hjælp til en belastet relation til deres forældre. Oftest til moderen.

”Mange oplever, at barndommens sår stadig kan mærkes. At sætninger som ’tag dig sammen’ og oplevelsen af ikke at blive set eller anerkendt stadig fylder, når man er sammen med sin mor. Og at man derfor næsten ikke har lyst til eller magter at være sammen med hende. Det kan så til gengæld føles ekstra skamfuldt, for nu er man jo selv voksen og burde være den, der viser omsorg eller har overskud til at være der for hende, der nu er gammel. Men det er altså svært at vise omsorg, hvis man ikke selv har fået den,” siger Solveig Rosenkvist.

Som eksempel på en af de relationer, hun har arbejdet med i sin praksis Nova Mentiz i Herning, nævner hun den 57-årige kvinde, der beskrev forholdet til sin mor på denne måde:

”Som barn er jeg mange gange blevet afvist af min mor, medmindre jeg arbejdede. Jeg troede, at jeg som voksen kunne lægge hendes påvirkning af mig på hylden, men sad jeg ned et øjeblik for at slappe af, tænkte jeg hurtigt: Der kommer en straf over dig, hvis du ikke laver noget.”

Solveig Rosenkvist er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men valgte for 10 år siden at blive psykoterapeut med særligt fokus på relationen mellem forældre og voksne børn efter en af sine vagter på hospice.

”På et af værelserne lå en 59-årig kvinde, der var uhelbredeligt syg. Hun havde en mor på over 80 år og var meget bekymret for, hvordan moderen skulle klare sig, når hun snart ikke længere selv var der til at hjælpe. Den eneste anden søskende var en handicappet bror. Men lige netop denne aften havde hun besøg af sin mor, og jeg overhørte derfor den samtale, der gav hende fred. For moderen sagde til hende, at alt det, datteren nu ikke længere kunne hjælpe med, det kunne hun da få andre til at hjælpe med. ’Det er slet ikke min bekymring. Min sorg er, at du ikke er her mere’. Dér fik datteren anerkendelse – efter 59 år. Og det satte mig i gang,” fortæller Solveig Rosenkvist.

Ikke at blive set som det individ, man er. Det er nok kernen i de fleste af de samtaler, Solveig Rosenkvist har med de voksne børn, der opsøger hende. Og ofte beder hun derfor børnene om at skrive et brev til deres forælder, hvor de får sat ord på, hvordan de selv har oplevet forholdet, og hvad de i stedet godt kunne ønske sig af relationen.

”Det er ikke altid, brevet så sendes. Men nogle gange lykkes det at få en samtale i gang, hvor forælderens vigtigste opgave så er at lytte til barnet. Hvis det går godt, får barnet en anerkendelse af sin oplevelse, og måske også en genkendelse. Men det sker også, at vi må konstatere, at der ikke bliver lyttet. I de tilfælde handler det så om at se på, hvilken relation der er mulig. Der er gange, hvor forløbet hos mig ender med, at det voksne barn erkender, at man altså ikke fik den forælder, man havde ønsket sig. Og samtidig med at det er en sorg, så kan det også være en forløsning: For det er ikke min skyld. Det var bare sådan en forælder, der blev min, og nu må jeg give slip på ønsket om, at det var en anden.”

Det er aldrig for sent at få kigget på sit forhold til sine forældre, siger Solveig Rosenkvist, der for tiden også har samtaler med en kvinde på 60 år og hendes mor på godt 80 år.

”Erindringsglimt fra barndommen kan blive ved med at forfølge en og ødelægge meget i ens voksentilværelse også. Og mit bedste råd til forældre og voksne børn er derfor, at man får talt om de her ting og samtidig får afstemt sine forventninger til hinanden i den nu voksne relation. For eksempel også i forholdet til børnebørnene. Hvordan, hvor ofte, og på hvilke områder kan vi bruge hinanden. Og jeg véd godt, det er lettere sagt end gjort, men det er altså de relationer, hvor man ikke får det gjort, der fylder i min kalender.”

Foto: Lars Aarø/Fokus