Vi er gode til at snakke om egen sorg, men ved ikke, hvordan vi hjælper naboen

Flere og flere bøger, blogs og avisartikler er i disse år med til at sætte fokus på sorg. Men selvom vi er blevet gode til at sætte ord på sorgen, er tabuet om død og sorg ikke brudt endnu, forklarer forsker

Forståelsen af, at sorg er en svær tid, er slået igennem, men vi har stadig langt igen, når det gælder om, hvordan man som enkelt- person kan hjælpe en kollega eller bekendt, der har det dårligt, siger psykolog Mai-Britt Guldin.
Forståelsen af, at sorg er en svær tid, er slået igennem, men vi har stadig langt igen, når det gælder om, hvordan man som enkelt- person kan hjælpe en kollega eller bekendt, der har det dårligt, siger psykolog Mai-Britt Guldin. Foto: Nima Stock.

Vores sorgkultur er i forandring.

Sådan lyder det fra Mai-Britt Guldin, der er psykolog og forsker i sorg ved Aarhus Universitet.

I de senere år er den ene bog efter den anden kommet på gaden om børn og sorg, sorg efter ægtefællers død, sorg i den digitale kultur.

Læs også: Fem gode råd: Det kan du sige til dem, der har mistet deres elskede

Også i aviser og på blogs fylder sorg og død. Bøgerne og artiklerne er med til at udfylde det tomrum, det moderne menneske har, når det kommer til sorg, fortæller Mai-Britt Guldin.

For hvor det tidligere var kirken, der stod for sorgritualerne, har samfundets sekularisering og det sidste århundredes samfundsomvæltninger gjort, at mange oplever, at de religiøse ritualer enten ikke har fulgt med tiden eller ikke længere er tilstrækkelige.

”Jeg hører tit, at folk oplever, at de eksisterende sorgritualer ikke er støttende nok. Mange af bøgerne og de personlige fortællinger er udtryk for, at man har savnet noget i sin sorgproces, og derfor skriver man om, hvad man har haft brug for fra andre”, forklarer hun.

På den måde er opmærksomheden omkring sorg i bøger og aviser med til at sætte fokus på noget, der længe har været tabuiseret eller gemt lidt af vejen.

”Tidligere idealiserede man det at kunne udholde og rumme sorgen og smerten og samtidig se smuk og fattet ud. Sorg var et privat anliggende, man gemte af vejen og helst ikke lod sig mærke med. Sådan er det ikke helt længere”, siger hun.

”Omkring sidst i 1970’erne og først i 1980’erne fremkom der teorier om, at det var legitimt at komme ud med sine følelser, og man var inspireret af den freudianske litteratur, hvor det var godt at tale om følelser. Den overbevisning har vi stadig i vores kultur. Sorg er noget, man skal tale om”, forklarer hun.

Men hvor vi er gode til at tale om, hvad vi selv har brug for, når vi er i sorg, er vi ikke så gode til at finde ud af, hvad andre har brug for, når de sørger, fortæller Mai-Britt Guldin.

”Når jeg møder ældre mennesker i sognegårde eller lignende, hvor jeg holder foredrag, siger de ofte, at de før var vant til at se døde mennesker. De voksede op med en sorg- kultur og vidste, hvordan man gjorde, når nogen var død. I fiskersamfundet, når nogle af mændene ikke kom hjem fra havet, sørgede man for, at der var sørgeklæder og sluttede kreds om de efterladte og havde forståelse for, hvad de skulle igennem”, siger hun.

”Nu lever de fleste af os i større byer, hvor vi ikke kender hinanden, og vi ved nok ikke engang, når naboen dør. Der er ikke det samme sammenhold. Mange børn vokser op uden at blive konfronteret med død, og der er ingen naturlighed omkring det. Det har også noget at gøre med landvindingerne inden for den medicinske forskning. Vi redder mange flere, og vi er ældre, når vi dør. Men det betyder også, at vi ikke har samme sprog for at hjælpe hinanden igennem det helt naturlige ved at være i sorg”, forklarer Mai-Britt Guldin.

En del af forklaringen er, at samfundet stadig er ved at finde ud af, hvad sorg egentlig er for en størrelse, og hvordan vi skal forholde os til den som moderne mennesker, siger hun.

Forskere har tidligere troet, at sorg var noget, der hørte under depressioner eller psykiske traumer, men er i løbet af de seneste 10 år kommet frem til, at sorg er sin helt egen kategori.

Og det giver nye spørgsmål, for er sorg så en medicinsk diagnose, en åndelig tilstand eller noget midt imellem?

Inden for Mai-Britt Guldins psykologiske felt er man begyndt at få øjnene op for, at sorg heller ikke er ens for alle.

”For nogle er det godt at tale om det, men det er sandelig også godt at kunne holde pauser fra sin sorg og holde lidt fri indimellem. Når det kommer til at hjælpe en anden, der er i sorg og ikke bare os selv, har vi ikke rykket os synderligt. Forståelsen af, at sorg er en svær tid, er slået igennem, men vi har stadig langt igen, når det gælder om, hvordan man som enkelt- person kan hjælpe en kollega eller bekendt, der har det dårligt”, siger Mai-Britt Guldin.