Prøv avisen

Lone og Mette Helena blev venner efter skilsmisse og brud: Vi er hinandens voksne

Lone Hørslev (tv.) og Mette Helena Rasmussen bor i hver sin del af byen, men kan alligevel dele morgenerne og tage videre på arbejde bagefter. Foto: Leif Tuxen

Lone Hørslev og Mette Helena Rasmussen har kun kendt hinanden i syv år, men har været hinandens støtter gennem kriser og forliste forhold

Der er meget at kigge på i forfatter Lone Hørslevs lejlighed. Der er et maleri med fletninger ned langs siden. Altså hår, der er flettet og klistret på maleriets kanter. Der er gråt harlekinstapet på væggene, og en væg er fuld af trækasser, der er sat op som en slags reol. Her står bøgerne side om side, nogle af dem er 41-årige Lone Hørslevs egne. En kæmpemæssig prismelampe skyder farver i alle retninger, når den spage vintersol lyser gennem plexiglasset.

Det er veninden Mette Helena Rasmussen, 34, der har indrettet lejligheden. Da Lone Hørslev overtog den for fire et halvt år siden, havde hun nemlig ingen møbler. Hun var gået fra sin kæreste, som hun lige var flyttet ind hos, og satset på kærligheden havde betydet, at hun havde skilt sig af med alt, hvad hun ejede. Men hvor Lone Hørslev mest af alt var modløs over at stå der i en tom lejlighed uden møbler og med to børn, så Mette Helena Rasmussen det som en udfordring. Hun var selv højgravid på det tidspunkt, men det var ingen hindring.

”Det med at indrette din lejlighed kunne jo sagtens være gået galt, vi kunne være blevet uvenner over det. Men det gik overraskende godt,” siger Mette Helena Rasmussen, der er boligstylist og indehaver af interiørbutikken Retro Villa. Hun tilføjer:

”Det var nok første gang, at grænserne mellem os to som veninder flyttede sig. Det var lidt som at gå to skridt ind i dig og få lov til at agere på din banehalvdel. Og det har vi sådan set gjort mange gange siden.”

I marts 2009 sad Mette Helena Rasmussen i et tog. Magasinet Ud & Se havde den måned Lone Hørslev på forsiden, fordi hun var aktuel med bogen ”Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale: Skilsmissedigte”. I interviewet fortalte hun om at skulle samle stumperne af sig selv efter en skilsmisse. Mette Helena Rasmussen læste interviewet flere gange. Hun stod selv i efterdønningerne af et brud og genkendte sig selv i det, Lone Hørslev fortalte.

”Jeg tænkte, at vi skulle være bedste venner. Så jeg skrev en mail til hende. Jeg gik på Kunstakademiet dengang og skrev til hende, at jeg gerne ville vise hende mine billeder og snakke lidt med hende om skilsmisser,” fortæller Mette Helena Rasmussen.

”Jeg fik den der mail og kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke lige orkede det,” siger Lone Hørslev. De griner begge to.

”Jeg tænkte, at jeg kunne smutte op og se billederne. Jeg giver hende et kvarter, tænkte jeg. Så kom jeg derop, vi kiggede på billederne i fem minutter, og så snakkede vi ellers i to-tre timer. Du havde ret i det der med, at vi skulle være bedste veninder. Og vi var jo meget i samme situation,” siger Lone Hørslev.

De festede sig igennem den første sommer. Begge havde ordninger med eksmænd, som betød, at hveranden uge var fri for børn. Ordningerne var synkrone, så de havde børnefri samtidig, og i de uger gik de til fester i Skuespilhuset i København, til modeuge og lærte hinanden at kende.

”Jeg var så betaget af Mette Helenas energi. Hun er altid et lys at være sammen med. En ting, jeg godt kan lide ved vores venskab, er, at vi har været igennem mange hårde ting begge to, men du får mig altid til at grine. Du kan vende tingene lidt om. Vi sidder sjældent og tuder. Til gengæld blev vi hurtigt hinandens voksne. Når man bliver skilt, har man jo ikke den der anden voksne, man plejer at dele alting med. Der blev vi hinandens voksne,” siger Lone Hørslev og fortsætter:

”Jeg har virkelig en stor indsigt i mange ting i Mette Helenas liv. Vi har jo været igennem et par skilsmisser eller brud sidenhen, hvor vi har taget meget del i hinandens liv og kriser.”

En af kriserne var Mette Helena Rasmussens brud med en ekskæreste. Det var et turbulent forhold, som Lone Hørslev flere gange opfordrede sin veninde til at bryde ud af. Hun flyttede til sidst på krisecenter, men boede først en uge hos Lone Hørslev.

”Man er så sårbar i sådan en situation, og det kan godt være, at man er veninder, men hvem af dine venner kan du egentlig spørge, om du må bo hos med dine børn? Der gik vi igen ind på hinandens banehalvdel. Vi skrider ind i hinanden og hjælper hinanden. Det bliver meget bogstaveligt, når man siger: ’Du kan bare bo her’,” siger Mette Helena Rasmussen.

Mette Helena Rasmussen boede 16 måneder på Danners krisecenter. På et ni kvadratmeter stort værelse og med et liv i opbrud. Men Lone Hørslev var der. Hun tog med Mette Helena Rasmussen i Statsforvaltningen og var den person, Mette Helena Rasmussen kunne læne sig op ad.

”Det, at have haft Lone gennem hele processen, er uvurderligt. Hun var en slags livsledsager, der var med før, under og efter,” siger Mette Helena Rasmussen.

”Når jeg tænker tilbage, synes jeg, det er overraskende, Lone, hvor gode veninder vi er blevet på så kort tid. Jeg føler mig meget taknemmelig for den slags veninde, du har været for mig. At du har orket at engagere dig. I en periode satte du dig jo for at forsøge at redde mig ud af det forhold. Og så var du der på den anden side til at støtte mig, da jeg var så ked af det,” siger hun.

”Jeg har oplevet det på den anden måde. Jeg har ikke boet på krisecenter eller oplevet de ting, du har, men du har altid haft tid til mig alligevel. Det har været stort for mig,” siger Lone Hørslev.

Mens Mette Helena Rasmussen boede på krisecenteret, havde hun fødselsdag. Man måtte ikke have gæster på stedet, så Lone Hørslev stillede sin treværelseslejlighed til rådighed for Mette Helena Rasmussens gæster. Året efter blev Lone Hørslev 40 år, og da var Mette Helena Rasmussen lige flyttet ind i en 150 kvadratmeter stor lejlighed.

”Du var faktisk rigtig ked af at blive 40,” siger Mette Helena Rasmussen og fortsætter:

”Du havde ikke nogen kæreste, og du syntes heller ikke, at du havde et sted at holde fest, og du ville ingenting. Jeg havde lige købt lejlighed og sagde, at vi da kunne finde på alt muligt. Vi kunne holde en fest med Chippendales-mænd, der kom og serverede. Jeg havde slet ikke nået at føle mig hjemme endnu, så for mig var det 150 kvadratmeter muligheder. Så vi holdt en kæmpe fest med fire bands, der kom og spillede. Det var årtiernes fest.”

”Jeg blev virkelig rørt over den fest, for det var så stort og generøst. Det var ikke bare det at åbne sit hjem og holde en fest, men det at Mette Helena vidste, hvor meget det betød for mig. Hun vidste, hvor meget den fødselsdag fyldte i mit hoved. Sådan noget som at gøre den dag til en drømmedag kunne aldrig være blevet så fantastisk uden dig,” siger Lone Hørslev.

”Min mor ringede og spurgte, hvordan jeg kunne finde på at holde sådan en fest i min helt nye lejlighed. Men jeg forstod slet ikke hendes kritik. For mig var det det mest naturlige i verden. Lone havde simpelthen været der for mig gennem den her voldsomme skilsmisse. Støttet mig, orket mig, tålt mig, båret mig igennem. Nu var der noget at fejre, og selvfølgelig skulle det være i min lejlighed,” siger Mette Helena Rasmussen.

”Vi er veninder på en måde, hvor dit kan være mit, og jeg kan holde fest i din lejlighed og omvendt. Det her med at flytte grænserne og gå ind på hinandens banehalvdele gør vi meget,” siger hun og ler.

”Der var også sidste år, hvor Mette Helena havde fået ny jakke, og jeg syntes, at den var så fed. Næste gang jeg så hende, havde hun købt en mage til. Til mig. Det synes jeg bare var så sødt. Så vi har nogle blå, ens jakker. Jeg kan ikke forestille mig andre, der ville gøre det. De fleste ville nok gerne have deres jakke for sig selv, men Mette Helena syntes bare, at det ville være hyggeligt, hvis vi havde den samme,” siger Lone Hørslev.

”Hver gang, jeg ser Lone i den jakke, tænker jeg, at hun ser så godt ud i den,” siger Mette Helena Rasmussen.

I dag har begge veninder nye kærester. Men det ændrer ikke på, at de stadig er hinandens voksne. Sådan bliver det nok også ved med at være, siger de enstemmigt.

”Vi er stadig hinandens voksenperson, det må kærester ligesom finde sig i. De ved, at vi ved alt om den andens kæreste,” siger Mette Helena Rasmussen med et smil.

Selvom det er nogle år siden, at de har festet sig igennem en sommer, gør det ikke så meget.

”I dag handler det mere om, at vi er til rådighed for hinanden. Også rent fysisk. Vi har boet tæt på hinanden og kunne lige gå forbi til en snak. Da jeg boede i Valby, kunne Lone komme forbi og sige hej, når hun var ude at løbe. I dag starter mange af mine morgener her, selvom jeg bor på Amager. Min datter går i skole i Valby, og når jeg har afleveret hende, kan jeg gå herover og drikke kaffe. Selvom vi bor i hver sin del af byen, kan vi dele morgenerne og så tage videre ud på arbejde bagefter,” siger Mette Helena Rasmussen.

”Jeg er virkelig glad for, at du vendte tilbage på den mail dengang,” siger hun så. ”Det overraskede mig lidt. Der var gået nogle uger, efter at vi sås og snakkede, og så skrev du pludselig og spurgte, om vi skulle drikke en kop kaffe. ’Jeg trænger til at snakke med et fornuftigt eller et voksent menneske’, skrev du. Jeg blev bare så glad for, at du syntes, at det kunne være mig. Vi mødtes herhenne på en café, der hed Gangbar. Du skrev, om vi ikke skulle mødes på den café, hvor man kunne få gratis syltetøj.”

”Vi mødtes, og meget hurtigt snakkede vi om nogle meget private ting. Men sådan tror jeg, vi er begge to. Vi behøver ikke være specielt hemmelige omkring, hvad der foregår. De fleste mennesker holder så meget igen, hvor man nærmest skal trække tingene ud af dem. Der er vi begge sådan nogle uden filter. Det er rart,” siger Lone Hørslev og tilføjer grinende:

”Vi snakker for eksempel enormt meget om vægt.”

”Ja, vi har sådan noget med, at jeg godt kan sende min vægt til Lone hver fredag, så holder hun øje med den. Hun har faktisk en bog, hvor hun skriver det ned. På den måde er vi der for hinanden i tykt og tyndt,” siger Mette Helena Rasmussen.

De ler begge højt.

”Det, at have haft Lone gennem hele processen, er uvurderligt. Hun var en slags livsledsager, der var med før, under og efter,” siger Mette Helena Rasmussen om sin tid på krisecenter. Foto: Leif Tuxen
I dag har begge veninder nye kærester. Men det ændrer ikke på, at de stadig er hinandens voksne. Sådan bliver det nok også ved med at være, siger de enstemmigt. Foto: Leif Tuxen