Prøv avisen
Seniorliv

Vi er for hurtige til at kritisere offentligt ansatte

Man skal huske at påskønne alle de gange, hvor der bare bliver leveret professionelt og ordentligt arbejde. Alle mennesker ranker ryggen, hvis de får anerkendelse for deres arbejdsindsats og for den måde, de opfører sig på, skriver Lis M. Frederiksen i "Seniorliv"-klummen. Arkivfoto. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Medarbejderne i sundhedsvæsenet og inden for det sociale område gør sig umage med deres arbejde. Men alle vokser og anstrenger sig mere med et klap på skulderen, og det koster ikke noget at vise taknemmelighed

Danskerne er gennemgående hurtige i replikken, når de fortæller om deres erfaringer med offentlige myndigheder. Meget ofte er det kritiske bemærkninger om indviklede regler og medarbejderne, der er sure og aldrig smiler. Om, hvordan oplysninger, som er meget vigtige for én selv, ikke bliver givet videre til kollegerne ved vagtskifte på sygehuset. Om skattevæsenet, der er i dyb krise og ikke fungerer. Om underbemanding i vuggestuer og børnehaver. De, der får læserbreve i aviserne, er næsten altid de kritiske røster. For det er jo aviserne og andre nyhedsmedier, der skal bide magthaverne i haserne og holde øje med, at lovgivningen bliver overholdt. Det kan man kun være helt enig i, ikke mindst en gammel nyhedsjournalist som jeg selv.

Men lige så vigtigt er det at minde sig selv om, at langt de fleste af de mange offentligt ansatte i dette her land gør sig umage inden for de rammer og muligheder, de har. Det er ikke dem, der har vedtaget alle kontrolreglerne og dokumentationskravene. Det er ikke dem, der har skåret ned på bemandingen rundtomkring i det offentlige i troen på, at den fagre it-verden kunne skære endnu flere skiver af kagen. Nedskæringer og besparelser har gennem de senere år været modvægt til den meget kostbare moderne teknologi. Det er heller ikke de hospitalsansattes skyld, at vi bliver flere og flere gamle med diverse dårligdomme, som vi forventer bliver behandlet.

Over en periode med jævnlig kontakt til det offentlige og sygehusvæsenet har det slået mig, hvor lidt der skal til at vende bøtten rundt. Et smil og en venlig bemærkning til sygehuspersonalet kan få ting til at ske. Detaljer bliver husket og videregivet til kollegerne, og tingene glider lettere og mere ubesværet – for det meste i hvert fald. Min mand er et præmieeksemplar af en venlig og anerkendende patient. Hvad er der i øvrigt i vejen ved at vise taknemmelighed? Vi er opflasket med at tænke, at de offentligt ansatte er til for os, vi betaler deres løn, og de har bare at gøre det bedst mulige for os. Punktum. Det er alt sammen sandt nok. Men mange hospitalsansatte og offentligt ansatte har valgt deres arbejde, fordi de gerne vil være med til at gøre en forskel for andre. Vi kan alle komme i situationer, hvor vi har brug for, at de virkelig står på tæerne for os og yder det bedste, de har lært. Det er der grund til at anerkende og være taknemlig over, når det sker. Men vis det. Medarbejderne vil med garanti gøre sig endnu mere umage, ranke ryggen og smile lidt mere.

I løbet af et års tid har jeg været bisidder i en sag, hvor der har været nogle afgørende møder med kommunale sagsbehandlere med forskellig ekspertise. For nylig fik forløbet en lykkelig afslutning for den person, det hele handlede om. Ved det afsluttende møde sad der seks offentligt ansatte, blandt andre en læge, en socialrådgiver og en jobkonsulent. Da mødet var slut, fik de tak for et fint og ordentligt forløb hele vejen igennem. Prompte var der smil over hele linjen og bemærkninger om, at vi er ellers kun vant til at havne på forsiden af Ekstra Bladet. Tjah, tænkte jeg – men sagde det ikke højt. Det er der måske også nogle gange grund til. Det er en af styrkerne i et frit, demokratisk land med en fri og uafhængig presse. Men derfor skal man også huske at påskønne alle de gange, hvor der bare bliver leveret professionelt og ordentligt arbejde. Alle mennesker ranker ryggen, hvis de får anerkendelse for deres arbejdsindsats og for den måde, de opfører sig på.

Man kunne meget let forestille sig, at velfungerende medarbejdere, som indimellem får anerkendelse for deres indsats, også har mere overskud til at give alle ordentlig pleje og behandling, uanset at man ikke er så rapkæftet og hurtig i replikken.