Prøv avisen

Ægtepar: Vi er næsten vokset sammen

Priya og Morten Skrubbeltrang ventede med at få børn, fordi Priya Skrubbeltrang først skulle finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. I baggrunden ses femårige Sahana og etårige Christopher. – Fotos: Lars Aarø/Fokus.

Priya og Morten Skrubbeltrang har et ægteskab, hvor der er et konstant afsavn af hendes halvdel af familie og venner. Det har fået det indisk-danske par til at prioritere den hjemlige base højt

I spisestuen i embedsboligen i Hasle står en kontrabas. Sognepræst Morten Skrubbeltrang købte instrumentet for nogle år siden, men han har fortsat til gode for alvor at spille på den. På den ene af væggene i spisestuen hænger to store abstrakte malerier. Det er Priya Skrubbeltrang, der har malet dem, men det er mere end halvandet år siden, hun sidst har haft sit malergrej fremme. Ingen af dem har tid til individuelle fritidsinteresser. For 14 år efter de mødtes, er Priya og Morten Skrubbeltrang i gang med at udleve det livskapitel, som kunne bære overskriften ”småbørnsfamilien”. Kurvene med legetøj og ladcyklen i forhaven vidner om en hverdag med små børn.

Stuen og det lyse køkken er indrettet med enkelte udtryk på det kulturmøde, som også er en del af Priya og Morten Skrubbeltrangs virkelighed. Oven på en reol møder en gardist med dannebrog en indisk danserinde, og i en vindueskarm i køkkenet står en hvidmalet indisk elefant prydet med Royal Copenhagens mega mussel mønster.

De lærte hinanden at kende i 2004, da Morten Skrubbeltrang som teologistuderende kom til den indiske provinshovedstad Tiruvannamalai. Han var en del af Danmission IKON-projektet ”Vestens unge” og mødtes med en dialoggruppe af unge indere. Der var 15 i gruppen, og en af dem var Priya, som var 21 år og nyuddannet lærer. De unge tilbragte en måned sammen, og Morten Skrubbel- trang blev i Indien for at studere. I den periode vendte han tilbage til Tiruvannamalai og mødte Priya og hendes familie.

Priyas er opvokset på en kostskole for drenge drevet af Arcot Lutheran Church i samarbejde med Danmission. Hendes far var skoleinspektør, og familien boede på kostskolen, indtil hun var 15 år. Siden blev hendes far leder af et projekt for enlige kvinder, og familien kom til at bo på missionsstationen Lebanon i Tiruvannamalai, hvor der er gæstehus med plads til udenlandske logerende. Priyas families tilknytning til Danmission har betydet, at Priya hele sit liv har kendt til Danmark og mødt mange danske missionærer og volontører. Inden hun mødte Morten Skrubbeltrang, havde hun besluttet, at hun ville rejse til Danmark og tage på Silkeborg Højskole.

Morten: ”Priya skilte sig ud fra de andre i den indiske gruppe. Hun var smuk, god at tale med og lå ikke under for, hvad andre sagde, men det førte ikke til, at vi blev kærester i første omgang.”

De så hinanden et par gange, mens Priya var på højskole i Danmark, og året efter vendte Morten Skrubbel- trang tilbage til Indien, hvor han havde nogle arbejdsopgaver. Han kombinerede opholdet med et besøg hos Priyas familie, hvor han holdt ferie. Priya skulle egentlig have været i en anden del af Indien, hvor hun var blevet ansat til at lede en højskole, men projektet var forsinket, og det gav dem tiden til at være sammen og forelske sig.

Priya: ”Vi havde mange fælles interesser, og jeg mærkede, at jeg kunne være mig selv, når jeg var sammen med Morten. Men jeg bremsede også mig selv. Jeg kunne se, at et forhold mellem os kunne give nogle problemer for min familie. Jeg har fem søstre, og den ene skulle giftes med en mand fra Tyskland. Som pige i Indien bærer du din families ære, og hvis jeg fik en udenlandsk kæreste, kunne jeg måske ødelægge mine forældres omdømme.”

Morten: ”I lang tid var forholdet hemmeligt, og vi holdt kontakten gennem sms’er og lange telefonsamtaler, mens Priya var i Indien, og jeg var i Danmark.”

Priya: ”Min mor var den eneste, som kendte til mit forhold til Morten. Hvis jeg sagde det til andre, ville nyheden meget hurtigt blive spredt til rigtig mange. Det ønskede jeg ikke af hensyn til min familie.”

Et år efter de blev kærester, tog Priya til Danmark og blev introduceret for Morten Skrubbeltrangs familie og venner. Inden hun rejste, måtte hun fortælle sin far og søskende om forholdet, og de bakkede op om det.

Priya: ”Selvom mine forældre aldrig har været i Danmark, følte de, at de kendte landet gennem det lange samarbejde med Danmission.”

Morten: ”Vi havde været kærester i et år og mærkede begge, at det her var vældig alvorligt. Heldigvis havde mine forældre besøgt mig i Indien, og i den forbindelse havde de hilst på Priyas familie, så de følte sig trygge og tog meget godt imod Priya. Næste skridt var at tale om ægteskab, og vi var klar over, at det ikke bare er noget, man gør for sjovt, men samtidig opfattede jeg det som helt naturligt, at vi skulle gifte os.”

Priya: ”Jeg var stadig ung og syntes, at det var et stort valg at tage som 23-årig, men på den anden side: Hvad ville være anderledes ved, at jeg blev 27 eller 28 år? I min familie er ægteskabet til døden jer skiller, og jeg vidste, at jeg ikke kunne komme og sige til mine forældre, når jeg var 30 år, at jeg alligevel ikke ville giftes. ”

De blev gift i august 2007 i Indien ved en overvældende fest. Som det er skik i Indien, bidrog begge familier til festen, men det store praktiske arbejde var overladt til Priyas familie. Der var 45 gæster fra Danmark med til brylluppet i kirken i Tiruvannamalai og omkring 1000 indiske gæster, og aftenen inden deres bryllup var der forlovelsesfest med omkring 300 deltagere. Som nygifte slog de sig ned i en indisk fiskerlandsby, hvor Morten Skrubbeltrang fortsatte sine teologistudier på langdistance, mens Priya Skrubbeltrang ledte en højskole.

Morten: ”Vi var tidligt enige om, at vi ville vente med at få børn. Og i dag, hvor vi har to små børn, kan jeg se, at det var et virkelig klogt valg. I et tværkulturelt ægteskab er der mere at bokse med.”

For 10 år siden flyttede parret til Aarhus. For Priya Skrubbeltrang var det hårdt at komme til Danmark. Skønt hun havde været syv måneder på højskole og kendte danske missionærer, havde hun en svær tid.

Priya: ”Jeg husker den første samtale med en dame fra kommunen, som bød mig velkommen til landet og foreslog, at jeg søgte et rengøringsjob for at tjene nogle penge. Jeg sagde: ’Undskyld mig, men jeg er lærer og har været med til at opbygge en højskole i Indien.’ Jeg ville have min læreruddannelse godkendt og have et arbejde, hvor jeg kunne bruge mine kvalifikationer. Det påvirkede min selvtillid i negativ retning, at jeg som voksent menneske hele tiden blev bedømt på min evne til at udtale ordene på dansk. Jeg så ”Matador”, læste danske bøger og knoklede på fuld tid for at trænge ind i sproget og kulturen, men hele tiden blev jeg sammenlignet med andre på grund af min udtale af det danske sprog.”

Morten: ”Jeg har også boet i Indien, men jeg har hele tiden vidst, at jeg kun var gæst, og lærte derfor ikke at begå mig som inder. Det gør en stor forskel. Priya knoklede virkelig for at lære sig dansk og lære de kulturelle koder.”

Priya: ”De første tre år i Danmark var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg kunne falde til, selvom Morten var enormt støttende og lyttede, når jeg havde brug for at dele mine frustrationer. Jeg havde trods alt boet 24 år et andet sted, og det var hårdt at blive accepteret. I den periode foldede jeg mine hænder, og min kristne tro var vigtig i forhold til at holde ud.”

Trods kulturforskellen er de begge opvokset med en kristen tro. Fællesskabet om troen ser de som et af deres forholds styrker.

Morten: ”Den fælles tro betyder, at der er nogle grundlæggende værdier, som vi aldrig har haft brug for at diskutere, fordi vi åbenlyst deler dem, og i forhold til vores børn er det helt naturligt, at vi tager dem med i kirke og beder Fadervor med dem.”

Priya: ”Og vi viser dem både gæstfrihed og villighed til at give. Det er to kristne værdier, som kendetegner det miljø, jeg er vokset op i, og som vi er enige om, at vi gerne vil give videre.”

Som barn fik Priya, hvad hun beskriver som en fri opdragelse, fordi forældrene var inspireret af mødet med de danske missionærer. Det betød blandt andet, at datteren fik lov til at gå klædt, som hun ville, og hun måtte også lege med drenge uden at være under opsyn. Hun mener, at forældrenes opdragelse har gjort det lettere for hende at finde sig til rette i en dansk kultur. Men selvom hendes tøjsmag er som mange danske kvinders, er der også en forskellighed, som har betydning for parforholdet.

Priya: ”I min påklædning og væremåde ser jeg dansk ud, men du skulle se mig indeni. Jeg holder meget af indisk kultur, og der er værdier, som det er vigtigt for mig, at vi giver videre til børnene. Ikke mindst høfligheden.”

Morten: ”Ja, vi deler vores tro, men faktisk er der ingenting, som er ens mellem Danmark og Indien. Og det kan vi stadig bokse med i vores forhold. Priya er vokset op med, at insekter er farlige, og man leger ikke i buskadset, fordi der er slanger. Og så er det jo en dyb sandhed, som er svær at ændre på, selvom vi ikke har slanger og farlige insekter her.”

Priya: ”Og jeg kæmper også med klimaet. Den lange vinter med mørke og kulde er hård for mig, og jeg prøver at minde mig selv om, at det er, fordi jeg har levet 24 år i en anden kultur.”

Når de skal vurdere, hvad de gør for at værne om parforholdet med de udfordringer, som følger med at leve sammen på tværs af kulturer, peger de på værdien af at have en tryg base. Efter nogle år i København flyttede de tidligere på året tilbage til Aarhus, hvor Morten Skrubbeltrang fik embede som sognepræst i forstaden Hasle. Inden var han generalsekretær i FDF, men det job fandt han ikke foreneligt med behovene på hjemmefronten.

Morten: ”Vi har et ægteskab, hvor der er et konstant afsavn af hele Priyas del af familie og venner. Vi kan rejse til Indien og besøge dem, men der er stadig et konkret savn, og så er det godt med en tryg base og en hverdag, hvor man ikke hele tiden er på farten.”

Priya: ”Mortens jobskifte ser jeg som udtryk for en stor kærlighed til os. Han siger ikke så meget, men han er utrolig god til at vise, at han elsker os ved at vælge os til som familie og ved at gøre små ting, som gør mig glad dybt nede.”

Morten: ”Vi har ikke tid til eller behov for at dyrke egne tidskrævende hobbyer. Det bedste, vi ved, er at bruge tid sammen, og vi er gode til at finde huller, hvor vi kan være sammen, eksempelvis når vi skal lave mad. Og nogle dage får vi også tid til at sætte os i sofaen. Vi hænger sammen og gør al ting sammen, og på den måde vokser man sammen.”