Det er meget tydeligt, at der kommer flere og flere forældre med børn i alle aldre til landets hospitaler, uden at børnene fejler noget. Eller har symptomer, som man tidligere ville forvente, at forældrene selv håndterede.
Klassikerne er kortvarig feber, kløende myggestik eller nogle få, ufarlige pletter på huden, som de gerne vil have en vurdering af. Det kan også være helt udkørte forældre, der ikke har sovet ordentligt i uger eller måneder og er bekymrede over, at deres barn græder så meget. Vi ser især denne type patienter i akutindlæggelsen gennem 1813-ordningen, men jeg ved, at lægevagten og de praktiserende læger også mærker tendensen.
Det skyldes et øget bekymringsniveau hos forældrene, som i mange tilfælde bliver overoplyste af at søge informationer på nettet. Men det skyldes også, at læger generelt er blevet mere tilbøjelige til at henvise børn til hospitalet med mindre symptomer end tidligere. Det, der især ligger bag, er formentlig en øget opmærksomhed på at give børn de bedst mulige forudsætninger for deres udvikling. Og på ikke at begå fejl. Vi er derfor blevet mere detaljerede i vores tilgang til, hvor godt børnene skal have det, og vi accepterer ikke mindre end det optimale.
Det betyder, at vi i stadig højere grad får udredt og undersøgt børnene, og det er positivt, men det gør samtidig, at en større andel ikke fejler noget. Og det optager uhensigtsmæssigt mange af ressourcerne i sundhedsvæsenet. En af løsningerne er mere information og bedre oplæring af forældrene til forælderrollen, så de kan føle sig mere trygge. Det skal gøres mere tydeligt, hvad man selv forventes at tage ansvar for som forælder, og hvor man kan få hjælp, når det er nødvendigt. Jeg ved, at der er tiltag på vej i den retning.