Det er håbløst umoderne af være skuffet – i hvert fald at indrømme det. For hvis man er skuffet over noget, er det vel især ens egen skyld. Og så er der bare tale om en fiasko, hvilket ikke rimer godt på tidens mantra om konstant at udfylde sit potentiale og i øvrigt være verdens lykkeligste.
Derfor kommer resultatet af en ny meningsmåling, som analyseorganisationen You-Gov har lavet for Kristeligt Dagblad, som en overraskelse for en række fagfolk. I målingen spørges et repræsentativt udsnit af danskerne om, hvad de er blevet mest skuffet over i deres liv. Hver fjerde siger, at de ikke har oplevet en markant skuffelse, men to ud af tre har – resten ved det ikke eller vil ikke tale om det.
I første omgang er det omfanget af skuffede danskere, der overrasker. 66 procent. Tallet er endda nok endnu højere, for det er velkendt, at selv i anonyme undersøgelser har vi en tendens til at pynte på virkeligheden. Omvendt kan man lægge meget forskelligt i, hvad en skuffelse egentlig indebærer, men det samlede budskab er alligevel klart: Langt flere end forventet har oplevet mindst én skuffelse, og af de opfølgende spørgsmål og svar kan man se, at skuffelsen har været så alvorlig, at den for 67 procents vedkommende har påvirket deres liv i nogen, høj eller meget høj grad. Blot en ud af 20 er kommet gennem skuffelsen uden mén.
Så hvorfor er så mange så skuffede? Det handler ikke mindst om øgede forventninger, mener filosof Anders Fogh Jensen. For skuffelse er uindfriede forventninger. Det er også knuste drømme eller brudte løfter, og det fylder alt sammen mere i vores opfattelse af tilværelsen end tidligere. Ting som ny teknologi, risikoanalyser og øget fremadsynethed har gjort, at vi ikke længere bare accepterer skæbnen. Vi forventer at kunne forme og kontrollere den, og når virkeligheden så ikke helt arter sig, bliver vi skuffede. For det burde jo være anderledes.
”Man kan måske sige, at vi er gået fra en ærgrelseskultur, hvor vi hverken var i stand til at forudsige eller ændre på tingenes tilstand – kun ærgre os over dem – til en skyldskultur, hvor skæbnen ikke længere råder alene. Derfor har vi været nødt til at påtage os mere ansvar for, hvordan vores liv former sig. Den nye undersøgelse peger så i retning af, at vi er på vej videre og hen imod det, man kan kalde en skuffelseskultur, hvor vi i højere grad lægger skylden for det, det overgår os, hos andre frem for os selv,” siger Anders Fogh Jensen.
Dette bekræftes af, at næsten halvdelen af de skuffede er skuffet over familie, venner eller kolleger. Kun hver femte er skuffet over sig selv. Men hvordan stemmer det overens med hele selvudviklings- og coachingkulturen, der stadig vokser frem for at hjælpe os med at optimere vores drømme og håndtere nederlagene? Er det ikke navlepilleri for fuld udblæsning?
Jo, det er det måske nok, siger filosoffen, men de 20 procent, som peger på sig selv som årsag til skuffelsen, har måske været endnu færre tidligere. Desuden er der en forestilling om, at vi selv handler ud fra nødvendighed, mens andre handler ud fra deres vilje. Derfor forklarer vi verden gennem andres fejl.
Uanset hvad udtrykker det store omfang af skuffelse et ganske alvorligt problem for vores samfund, mener teolog og Søren Kierkegaard-forsker, professor Niels Jørgen Cappelørn. For ud over, at vi tilsyneladende slet ikke er så lykkelige, som vi gøres til og selv bryster os af, fortæller undersøgelsen en hel del om, hvordan nogle af vores grundlæggende værdier og forestillinger om os selv og hinanden har ændret sig de seneste årtier. Det ses ikke mindst ud af det, viikke bliver skuffede over, siger han og hæfter sig eksempelvis ved, at blot hver tiende af dem, der er blevet skuffet over familien, er skuffede på grund af skilsmisse eller utroskab.
”Halvdelen af de gifte bliver jo skilt igen, men kun meget få betragter det som en skuffelse. Det kan jo tolkes i retning af, at vi i dag går ind i ægteskabet med en forventning om, at det nok slår fejl. Det samme gælder sidespring, og det er da lidt foruroligende, at det, der tidligere var kerneværdier for os, ikke længere vægter så tungt,” siger han.
I det hele taget oplever Niels Jørgen Cappelørn en udvikling fra en kultur baseret på at placere skyld til en, hvor man i højere grad føler sig skuffet. Et lille, men sigende eksempel er mange unges tendens til blot at smide deres affald, hvor de står. Det ville tidligere tiders ungdom aldrig have gjort, for de ville føle skyld over rodet. I dag vil de nærmere føle skuffelse over, at andre (deres mor) ikke rydder op efter dem. Det skyldes ikke mindst en øget forkælelse af ungdommen, som har medført stærkere forventninger, men er måske også udtryk for, at skyld som begreb er blevet mere belastet, mener han.
Skyld lugter for meget af synd, som forbindes tæt med det religiøse og med kristendommen, og som stadig flere presser på for at få ud af det offentlige rum. Måske er det netop her, forklaringen på skuffelsen i høj grad skal findes, for kristendommens forvisning har gjort den fundamentale, menneskelige længsel efter mening i tilværelsen mere vanskelig.
”Det er jo i troen, vi kan finde håb og glæde uafhængigt af alt andet. Men i dag er det andre og langt mere skrøbelige ting, mange hænger deres længsel efter lykke og mening i livet op på. Og så er det måske ikke så mærkeligt, at så mange oplever skuffelse,” siger han.
Sideløbende er der sket en strukturel udvikling af velfærdsstaten, der i begyndelsen hvilede på en værdi om at gøre sin pligt og derefter kræve sin ret. Siden fik den mere karakter af reservefar, der ordnede alt for os. Med finanskrisen har vi været nødt til at indse, at der ikke længere er råd til den reservefar, påpeger Niels Jørgen Cappelørn. De stigende krav fra globaliseringen skubber i samme retning, og de mange besparelser har overladt mere af initiativet til os selv. Vi er i højere grad blevet vores egen lykkes smed, og det producerer i sig selv mange skuffelser.
”Noget tyder på, at vi ikke er særlig godt rustede til at håndtere dette ansvar, og min frygt er, at de mange skuffelser vil hobe sig op og blive til bitterhed. Og en kultur bygget på bitterhed er det sidste, vi ønsker os, for det forpester alt. Derfor har vi brug for at arbejde med vores menneskesyn, hvordan vi ser på hinanden, og hvordan vi ser på os selv. Vi må på en eller anden måde få pligt og ansvar tilbage som kernebegreber i vores samfund, så færre føler sig snydt. For mig at se er det oplagt, at kirken har en vigtig opgave at løfte her,” siger han.
Men måske behøver det hele slet ikke være så skidt endda, mener Anders Fogh Jensen. For skuffelser er også noget af det, der får os til at bevæge os. Er man skuffet over sine forældre, bliver man måske selv en bedre en af slagsen. Er man skuffet over samfundet, engagerer man sig måske mere i at gøre noget ved det.
”At føle sig skuffet er en ubehagelig form for lidelse – modsat accepten. Kunsten bliver at udnytte de manges skuffelse til kritik og forbedring,” siger han.