I dagene efter digteren Simon Herskind Grotrians død tog vennen og præsten Louise Højlund alle hans digte ud af reolen og lagde bøgerne på spisebordet i villaen i Aarhus. Som en mosaik af gule, hvide og røde felter lå den uhyre produktive digters udgivelser i husets mest centrale rum. Hun åbnede bøgerne uden at føle, at hun læste dem. Hun modtog. Ikke ord for ord, men som en helhed. Hele, som når man bliver skænket et æg.
Når hun fortæller om dagene efter det uventede dødsfald, lyder det nærmest smukt, men det billede er for entydigt. De dage i august følte hun en mørk sø i sin hals. Sorgen over vennens pludselige død føltes lidt som angst, der spredte sig til alle kroppens celler, og samtidig skulle hun som præst forberede hans begravelse.
I de dage snørede hun dagligt løbeskoene på og bevægede sig ind på stierne i Marselisborgskovene, inden hun endte ved bugten og lod sin krop forsvinde i vandet, som er det større sted at gå i opløsning. Hun dykkede mod bunden, hvor hun lagde æggene og delte dem med sandet.
Louise Højlund har sat figner og en kande med kaffe frem på bordet, som dengang i august flød med Simon Grotrians udgivelser. Fire dage før sin død forærede han hende bogen ”Digte”. Den skulle udkomme få dage senere. Når hun åbner den, kan man se den let slyngede skråskrift, hvor Simon Grotrian med en spids blyant har skrevet: ”Til Louise med kærlig hilsen Simon.”
Hun er langtfra færdig med at tænke over deres venskab, men én ting har døden gjort ganske klart: For Simon Grotrian var ”kærlig hilsen” ikke en frase. Det var kærlighed som hilsen. Hun delte sine overvejelser om hans hilsner, da hun talte ved kisten i Lemming Kirke ved Silkeborg seks dage efter hans død, hvor hun blandt andet sagde:
”Vi må tage sproget på ordet. Gaven var ikke gaven. Gaven var kærligheden. Måske kan man ikke sige det mere kraftfuldt end ’Kærlig hilsen’. Måske er det essensen. Når alt er skåret væk. At alt gives med en kærlig hilsen. Du må lægge krop til evangeliet. Det er det, vi skal. Du skal være din næstes forår. Du skal bryde frem i andres vindueskarm. Vi er sendt til hinanden med kærlig hilsen. Evangeliet er ikke litteratur. Det er kærlighed, der tager bolig.”
Hun rejser sig og henter Den Danske Salmebog og slår op bagerst og finder læsningen fra Johannes’ Første Brev til juledag og læser:
”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.”
Hun er stille lidt og siger, at man kan læse hele Det Nye Testamente som en omfavnelse af kærlighed:
”For mig er det en glæde at tænke Simon som indflettet og opslugt i den kærlighed.”
I morgen lørdag den 21. december ville Simon Grotrian være fyldt 58 år. Manden, der vidste, at mørket kun er en dragt i kristen forståelse, blev født på årets korteste dag. Manden, som sjældent havde huset fuld af gæster, gjorde sin fødselsdag til noget særligt. Den dag bestilte han lagkager og samlede nære venner ved de to borde i rækkehusets stue. Når det havde været Simon Grotrians fødselsdag, vidste man, at julen var nær. Og fødselaren sørgede for, at hans gæster fik julegaver med sig. Hjemmestrikkede sokker var hans speciale og altid med kærlig hilsen.
I år bliver hans fødselsdag en anledning til en mindestund og fejring på Kongensbro Kro, hvor Simon Grotrians mor og bror har inviteret. Louise Højlund er en af dem, som vil møde op til fødselsdagsfejringen uden hovedpersonen.
Hun beskriver Simon Grotrian som den største teolog, hun har mødt, skønt han hverken havde studeret hebraisk eller dogmatik, men læst litteraturvidenskab og været elev af Poul Borum.
”Han vidste, hvem Gud var, og det var en nødvendighed for ham at være i den relation. At stå ved siden af det var usædvanligt givende og inspirerende. Han gav mig en udvidelse af virkeligheden. Hos ham er det troen, som driver teologien frem, og ikke den rationelle tanke. Det er modtagelse, hengivelse og tillid.”
Nu, hvor hun har sat englefigurer frem i vindueskarmen i hjemmet og valgt salmerne til julens gudstjenester, oplever hun, at Simon Grotrian på en måde er tættere på end i efteråret.
”Der er engle, eventyr og kærlighed i Grotrians tekster, sådan som der også er i verden ved denne årstid. Jeg synes, han hele tiden er present sammen med mig. Jeg har et stort nærvær samtidig med et stort fravær, som jo er kristendommens kerne: Jesus er fraværende og samtidig nærværende. Simon er, hvor han skal være, og der er meget, han er forskånet for, men åh, hvor jeg savner ham.”
Louise Højlund lærte Simon Grotrian at kende i år 2000, da hun var 21 år. Hun læste teologi på Aarhus Universitet, og efter at have arbejdet med Salmernes Bog ledte hun efter en nutidig salmist. I sin søgen havnede hun ved reolerne på Aarhus Hovedbibliotek, hvor hun dog ikke helt vidste, hvad hun ledte efter.
”Da jeg fandt hans værker, vidste jeg, at det var det.”
Hun læste alt, hvad de havde på hylden, men kan ikke pege på en bestemt tekst.
”For mig var det som en åbning i verden.”
Nogle år efter, at hun havde fundet salmisten Grotrian, udgav han sin første salmesamling. Hun husker, at hun forsøgte at dele glæden over sin salmist med sin far (højskoleforstander Niels Højlund, 1931-2014) på en køretur under kumulusskyer. Her fortalte hun sin far, hvordan Simon Grotrian skrev, at jorderiget smager af det brød, Vorherre bager, og at Gud stryger min kind, og at strøget er et solbærskrin. Far og datter havde en fælles interesse for teologi, men Niels Højlund syntes ikke, det her var brugbart som salmer.
Som nyuddannet præst kom Louise Højlund til Sejs-Svejbæk Kirke ved Silkeborg og blev kollega med Ingrid Mejer, som også har udgivet en række digte. Ingrid Mejer syntes, at Louise Højlund skulle møde Simon Grotrian, som boede i Lemming blot nogle få kilometer nord for Silkeborg. De henvendte sig, men mødet blev ikke til noget. I 2009 modtog Louise Højlund et postkort, hvor der stod: ”Kære Louise Højlund. Jeg har nogle presserende teologiske spørgsmål. Ring venligst.”
Hun ringede, og de aftalte, at hun skulle besøge ham, og det blev indgangen til et venskab, som ikke ligner nogen anden relation, hun har kendt.
”Jeg havde hørt om hans psykiske lidelser, og jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, men så kom jeg ind i hans lille stue, hvor der var dækket op med kaffe på et ovalt bord, og så sad vi der, mens der blev mørkt. Jeg synes, folk ofte fandt, at det var sværere at få adgang til ham, end det egentlig var. Alle kunne ringe, og han holdt af, at folk ringede.”
Ofte var det ud på dagen, når hun kom til hans dør i Lemming. I stuen var der tændt et stearinlys, og så var der gløden fra hans cigaret og lyden af strikkepinde, som rammer hinanden. Simon Grotrian så bedst i mørke.
”Han var en tusmørkets mand og har også lært mig at holde af mørket. Skal man se indad, må man have noget, som skærmer ens sanser i øvrigt. Når man var hos Simon, vænnede man sig til mørket, hvor tegnene står klarere frem og lader ens indre oplyse. Han har lært mig at se. Hans visioner udvider, hvad jeg kan se af virkeligheden.”
Selv kunne han finde på at sige, at han samlede på præster. Louise Højlund tror, at han samlede på mennesker, han kunne dele optagetheden af troen og livet med.
”Han havde rødderne nede i det, som er væren, og alt det, som blev sagt, havde betydning. Vi kunne godt tale lidt om, hvordan han havde det – mine omstændigheder talte vi sjældent om, for det, vi var sammen om, var klarheden om, hvad der er vigtigst her i verden.”
”Han kunne finde på at spørge, hvad jeg tænkte om tilgivelse. Og tit måtte jeg svare ham, at det har du jo selv fortalt mig, og så kunne jeg henvise til noget, han havde skrevet. Men det var ikke hans digtning, som fyldte i vores samtaler. Når vi læste noget sammen, var det ofte en af davidssalmerne.”
Inden de skiltes, havde de ofte fejret nadver sammen, for i perioder var det for psykisk krævende for Simon Grotrian at komme i kirke. Han spurgte, om Louise Højlund ville holde nadver med ham, for sakramentet var vigtigt for ham.
”Han søgte den absolutte hengivenhed og var træt af dagene, som nogle gange opløstes, følelsen af død og søvnen, der ikke ville indfinde sig. Han var blottet og sårbar og levede med en frygt for igen at miste sin krog i livet og være et sted, hvor der ikke var ord, og hvor verden var væk. Så kunne han finde på at sige: ’Tryk korset mod min guldet mod min pande’. Det var hans måde at sige: ’Mind mig om min dåb’.”
Sammen opdagede de, at de var gode til at grine sammen.
”Al den humor, som er i hans tekster, kunne han også udtrykke og slå en høj latter op eller en fnisen.”
Som et eksempel på humoren i hans tekster nævner hun den palimpsest, han lavede over ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Her skriver Grotrian: ”Hej min frelser og min Herre, jeg har fået det lidt værre.”
”Nogle synes, han var indviklet, men han er også alt andet end indviklet.”
Hun fortæller, at hun i aftes lå og læste den netop udkomne digtsamling ”Damoklesdrive-in” og begyndte at grine. Hun slår op på side 10 i bogen og læser passagen: ”I burde klemme ballerne sammen og gå i kloster.”
”Det er ret sjovt. Og når man har kendt ham, vokser humoren.”
Når hun ser på de mange udgivelser, som hun spredte ud over sit spisebord i dagene efter hans død, tænker hun på, hvor stor en skønhed han har skabt på lidelse.
”Når jeg talte med ham, havde han det dårligt, eller han sagde, at ’det går lige akkurat’. Og så var der også gange, hvor han ringede, fordi det hele faldt fra hinanden. Jeg tror aldrig, jeg har talt med ham, hvor han sagde, at det var dejligt. Med ham måtte dejligheden findes i noget andet.”
Det blev et nært venskab med mange besøg primært i hans hjem, men også hos Louise Højlund eller i telefonsamtaler, og nogle gange tog hun med, når han fik en invitation til et socialt arrangement, hvor han var usikker på, om han kunne deltage.
”Han sagde tit, at han syntes, jeg gjorde noget, selvom jeg ikke selv syntes det. Han sagde, at jeg viklede knuder op. Han var bestandigt kæmpende, men jeg synes, han fik det bedre i de år, jeg kendte ham. Han havde også bedt så meget til Gud om, at han måtte gøre ham rask, at andet ville være urimeligt.”
Lørdag den 10. august i år dukkede han op som den første gæst, da hun fejrede sin 40-årsfødselsdag. Hun havde arrangeret, at han kunne blive hentet og bragt af vennen og komponisten Jesper Gottlieb. Da han fik invitationen, havde han først svaret blankt nej. Senere ombestemte han sig og sagde, at det afhang af dagsformen.
Da dagen oprandt, stod han i haven på Rungstedvej i Aarhus og sang med på ”I Danmark er jeg født”, men lidt nervøs over, hvor han mon kunne ryge sin blå Camel i en have med 50 gæster.
”Han var ikke til at drive hjem, og da min 17-årige og hans venner spillede poetisk og lidt sjofel ungdomsmusik, nød han det. Han fik talt med min mor og mine søstre, og mange var ovre at tale med ham, og selv var jeg talrige gange henne for at takke ham, fordi han var kommet. Han havde det så godt, og jeg var så glad.”
Fire dage senere stod Louise Højlund og så uforstående på sin telefon, hvor der var en Messenger-besked om, at Simon Grotrian var død. Hun ringede straks til Grotrians ven, komponisten Jesper Gottlieb, som ikke mente, at det kunne passe. Hun ringede til Grotrian og hans mor, men der var ingen, som tog telefonen.
”Mit hjerte bankede bare. Det var først, da hans bror ringede, at jeg fik beskeden.”
Han døde af en aneurisme, og dødsfaldet kom som et chok, selvom døden altid havde været present mellem dem.
”Vi talte om døden som en kærlighed, som ville komme til fuldt udtryk. Han havde en længsel efter fred, og som digter var han eskatologisk som få. Han stod hele tiden i en stor virkelighed og troede, at porten vil åbne sig på den anden side af mælkevejen, og at kysterne ville nå hinanden bag dødens gitter.”
Hun beskriver sin ven som både barn og profet. I hverdagen var han afhængig af sin mors praktiske omsorg, og som ven kunne hun have følelsen af, at han var i verden som en blomme uden hverken hvide eller skal. Det profetiske viste sig i det, han skrev. Hun fortæller, hvordan massakren på Utøya i Norge i 2011 ramte ham, fordi han netop havde skildret noget lignende i et digt.
Hun slår op i en digtsamling og læser, hvordan han i 2018 skrev, at der er nogen, som har skudt en kanonkugle af mod hans aorta. I ”Citroner til Vorherre” fra 2008 beder han: ”Men lad mig dø stående.” Hun samlede det i talen ved hans kiste således:
”Han døde stående. Bristede ind i Gud uden lidelse. Som løgskallen brister i jorden. Som en blomsterknop på et æbletræ. Som et æg i en fuglerede. Måske ville han have sagt det mere dramatisk: Som det mægtige lyn fra en klar himmel, som en lydløs eksplosion i rødt, som et uventet ridderslag.”
Hun har kendt få mennesker med samme generøsitet som Simon Grotrian. Altid havde han en pakke til hende, når hun kom. Det kunne være de sokker, som han nærmest bestandigt strikkede, men det kunne også være en brugt bog, et smykke eller måske en tegning. Hun rejser sig for at vende tilbage med en sommerfugl, som han har tegnet i akvarel. Bag på arket har han skrevet ”Til Louise med kærlig hilsen Simon”. For nylig satte hans familie en sommerfugl på hans gravsten, for sommerfuglen er et opstandelsesymbol med dens fantastiske transformation.
Det sidste, hun gjorde, inden hun tirsdag den 20. august satte sig i bilen og kørte mod begravelsen i Lemming, var at gå ud i haven og plukke en favnfuld hortensiaer. I en æske med glansbilleder fandt hun en sommerfugl, som hun limede på kortet, hvor hun skrev: ”Med kærlig hilsen Louise”.
Buketten blev anbragt sammen med de mange andre blomsterhilsener i kirken. Da hun kom tilbage i kirkerummet efter selve begravelsen, sagde en marimbaspiller, som havde medvirket ved begravelsen til hende:
”Jeg har lukket den ud.”
Hun forstod ikke, hvad han talte om, og han sagde til hende, at mens hun stod ved kisten, var der en sommerfugl, som fløj rundt om hende. Hun gik ned til buketten med kortet og så, at glansbilledet af sommerfuglen var væk.
”Det er lige meget, hvordan der er sket, men det er en utrolig stærk oplevelse af tilstedeværelse og samtidig et billede på transformation og på, at den stækkethed, Simon havde haft i livet, var væk.”