Prøv avisen

1920’erne udgør en dragende form for spejling af vores egen tid

Illustration: Rasmus Juul

Mellemkrigstiden og især 1920’erne er blevet en populær periode at spejle sig i. På DR sker det i den meget roste tv-serie ”Babylon Berlin”, der foregår i et kaotisk Berlin, men også inden for litteratur og teologi er der fornyet interesse for en overgangstid, der rummer mange paralleller til vores egen tid

Berlin 1929. Politimanden Gereon Rath har været soldat i Første Verdenskrig. Han har oplevet skyttegravenes helvede og lider derfor af posttraumatisk stress og må indtage narkotiske stoffer for at klare sine indre mareridt. Nu er han sendt på en hemmelig mission i den tyske storby, men vi forstår, at den forbrydelse, han efterforsker, har tråde til storbyens dekadente natteliv med klubmiljøer, pornografi og prostitution.

Scenen er sat til den tyske tv-serie ”Babylon Berlin”, hvis første otte afsnit er sendt på DR 2 de seneste måneder. Med billeder fra en verden i opbrud, en kaotisk tidslomme, hvor håb for en bedre fremtid løber side om side med frygten for endnu en katastrofe. Serien er den dyreste ikke-engelsksprogede tv-produktion nogensinde, og den har høstet både flotte anmeldelser og imponerende seertal i store dele af Europa. Også herhjemme.

Men fascinationen handler ikke kun om ”en bragende flot tv-produktion, der fortæller om en interessant tid i Europas historie”, som lektor i film- og medievidenskab Eva Novrup Redvall beskriver ”Babylon Berlin”. Med sin fortælling om et Tyskland, der slikker sine sår efter Første Verdenskrig, fyldt med sprængfarlige politiske spændinger, er tv-serien nemlig også ”weltschmerz med nutidig klang”, mener hun.

”I første afsnit ser vi for eksempel en demonstration i gaderne mod korrupte banker. Præcis som vi genkender det fra vores egen tid. Det er også let at drage paralleller mellem 1920’ernes Tyskland med de voldsomme kampe mellem antidemokratiske bevægelser på den ene side og systemet på den anden. Billeder, vi genkender fra nutidens politiske landskab, hvor de ideologiske spændinger præger Europa. Hvor både højre- og venstrefløjen igen marcherer i gaderne og bliver mødt af ordensmagten, der forsøger at genskabe ro og orden. Og hvor mange i en anden skala, men dog alligevel, generelt oplever en grundstemning af bekymring og frygt,” siger Eva Novrup Redvall.

Hun peger dog også på, at datidens Berlin ikke kun var en knuget by, men også en kosmopolitisk smeltedigel, hvor både kunsten og kulturen oplevede nye højder, og hvor udfrielsen af verdenskrigen bød på løssluppenhed og håbefuldhed.

”Hvor drømmen om nye tider får luft under vingerne med den nye jazzmusik, de nye kommunikationsformer, større muligheder for kvinder i samfundet og en eksperimenteren med kønsroller og seksualitet,” siger hun.

Tv-serien er ikke det eneste eksempel på, at netop mellemkrigstiden og især 1920’erne udgør en dragende form for spejling af vores egen tid.

Ifølge sognepræst Anders Thyrring Andersen, der ud over at være teolog også er litterat, ser man også en øget interesse for denne periode af historien inden for både bøgernes og teologiens verden. Han skal blandt andet selv holde oplæg om en af Thomas Manns bøger ved Århundredets Festival i marts, der er arrangeret af Folkeuniversitetet, og som netop i år har mellemkrigstiden, fra 1918 til 1939, som omdrejningspunkt.

”Der er selvfølgelig også store forskelle på dengang og nu, men hvis vi kigger på lighederne, så var der dengang en længsel efter fælles åndelige værdier, som vi også oplever i dag. Vi kan på den måde spejle os i deres længsel efter at få mening i det hele igen. For datidens europæere, især tyskerne, var den velkendte verden gået i opløsning og lå i ruiner efter Første Verdenskrig. De var med andre ord kastet ud på dybt vand. Vores verden er ikke ødelagt på samme måde, men vi har for eksempel måttet erkende, at den velfærdsstat, vi fik travlt med at opbygge efter de to verdenskrige, ikke løste alle problemer. Der er mere i mennesket, der skal mættes, og blandt andet derfor søger vi tilbage for at undersøge, hvilke tanker datidens meningssøgende mennesker gjorde sig,” siger Anders Thyrring Andersen.

Det er især forfatterskaber som Thomas Manns og Stefan Zweigs, der oplever en stor interesse for tiden. Med nyere film som blandt andet ”Stefan Zweig: Farvel til Europa” fra 2016 og nyoversættelser af flere romaner af de to forfattere og andre fra samme epoke.

”Mellemkrigstiden var, om noget, masseideologiernes periode. I tomrummet og savnet af en fælles mening fandt mange nyt håb ved at fæste lid til en stærk mand eller tilslutte sig en stærk mening. Men netop de fremhævede forfatterskaber advarer mod den udvikling, hvor den enkelte suspenderer sin egen tænkning for at koble sig på en massetænkning, og derfor appellerer de også til os i dag. For vi har netop set, hvor farligt det er, når den enkelte deponerer sin mening hos massebevægelserne,” siger Anders Thyrring Andersen og henviser til både fascismen, nazismen og stalinismen som konkrete eksempler på ismernes fremmarch. Men også i danskernes egen andedam har der ifølge Anders Thyrring Andersen været massetænkning på spil i nyere tid.

”Mange af os, der har oplevet 1970’erne, ønsker ikke at opleve en sådan tid igen, og jeg tror, at meget af vores optagethed af mellemkrigstidens forfattere også handler om den frygt for ensretning, som vi så i den periode. At vi er bekymrede for, at der igen skal opstå en massebevægelse, der nivellerer alting. Hvor alt bliver ligegyldigt, når det er uden forskelle. Det kan måske være svært at se, hvordan massetænkning igen skulle være en trussel, når man i dag taler om, at det enkelte menneske fylder alt for meget, og at fællesskaberne er truet med overeksponeringen af individet. Men det er kun sandt i en vis forstand. For ja, egoet fylder, ikke mindst på de sociale medier, men den menneskelige eksistens fylder for lidt. Og det var nøjagtig det problem, der optog mange i 1920’erne, hvor de oplevede det samme.”

Anders Thyrring Andersen er derfor også enig med de teologiske fagkolleger, der fremhæver mellemkrigstidens teologi som en af de retninger, der igen er genstand for stor interesse.

”I Danmark var der ellers i mange år en stor modstand mod den dialektiske teologi, som især den tyske teolog Karl Barth er ophavsmanden til netop i 1920’erne. Herhjemme har Grundtvig og Løgstrup domineret teologien, men i disse år begynder de yngre teologer at kigge mod Barth og mod danske Søren Kierkegaard og Jakob Knudsen, der netop alle er optaget af forkyndelsen af evangeliet for det enkelte menneske. Ikke som noget, der udelukker et fællesskab, men hvor man igen interesserer sig for den personlige lidenskab i trosforholdet. Som en sult efter mening og en frygt for teologisk masseideologi,” vurderer sognepræst Anders Thyrring Andersen.

Også historiker Jørn Buch ser paralleller mellem dengang og nu. Han holder flere foredrag om både Første og Anden Verdenskrig, men også om mellemkrigstiden, og for ham at se handler de mest indlysende ligheder om de politiske spændinger mellem antidemokrater og demokrater, som vi igen oplever i disse år, samt om styrkeforholdet mellem det nationale og det internationale.

”Nu som dengang skal vi konstant holde øje med og sikre os, at vores samfund udvikler sig i en demokratisk retning. For demokratiet er truet i flere lande i disse år. Samtidig ser vi en tendens til, at de enkelte lande mest af alt er optaget af at beskytte og tænke på sig selv. Ligesom dengang. Og det er uhyggeligt. Tænk bare på, at det jo var nationalismen, der udløste Første Verdenskrig. Vi ser denne tendens i lande som Polen og Ungarn, men også i USA. Det er lande, hvor man ikke længere tager hensyn til de internationale forpligtelser, men kun er optaget af egne grænser, og den udvikling bringer ubehagelige minder,” siger Jørn Buch.

Ifølge historikeren skal man dog også være varsom med at overgøre parallellerne mellem dengang og nu.

”For selv om Tyskland og Danmark er rundet af den samme tænkning om nationalisme, så gik Tyskland en helt anden vej end Danmark. Bismarck bekæmpede jo netop demokraterne og skabte det samlede tyske rige via krig, mens den danske nationaltænkning var præget af folket, af folkelige bevægelser som andelsbevægelserne, der var med til at demokratisere bønderne. Danmark havde med andre ord, og blandt andet også via systemskiftet i 1901, fået skabt fundamentet for et velfungerende demokrati. I modsætning til Tyskland. Hvilket senere betød, at både nazister og kommunister fik en meget lav tilslutning i Danmark, mens de i et nedlagt kejserrige og utrænet, nyindført demokrati, Weimar-republikken, havde stor appel.”

Jørn Buch er dog glad for, at vi er begyndt at interessere os så meget for mellemkrigstiden igen, for som han siger:

”Jeg synes, det er godt med et øget fokus på, hvad resultatet er, når den gamle orden ødelægges af en krig, og der så efterfølgende opstår kaos. Som det skete efter Første Verdenskrig. Det minder os om, at det er pærenemt at ødelægge et samfund. Men meget svært at genopbygge det. Det har vi senest set i både Irak og Afghanistan. Og det må vi meget gerne huske på.”