På en hjørnegrund omkranset af en lav bøgehæk ligger den hvidpudsede, gennemrenoverede 1960’er-villa. En orange robotplæneklipper er sat i spænd som dørstopper ved indkørslens halvåbne havelåge, så der er nem passage til forhavens træterrasse.
Det er mandag, folketingssalens lukkedag, og derfor er folketingspolitiker for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen hjemme. I hverdagene overnatter han fortrinsvis i København, mens han bruger så meget som muligt af weekenderne her i Harlev i Østjylland sammen med sin kæreste og parrets to døtre på fire og seks år.
Iført rød kasket og en denimjakke sætter Lars Boje Mathiesen sig til rette i en af terrassens havestole. Kristeligt Dagblads udsendte får serveret en kop kaffe i en musselmalet termokop fra Royal Copenhagen. Til sig selv åbner han en halvliters Faxe Kondi Booster – energidrik på dåse – og tager en tår.
Han har lært at sætte endnu mere pris på de ugentlige pauser i hjemmet. For det seneste halve år har det meste af hans liv handlet om Danmarks coronahåndtering. Med sine ni ordførerskaber i partiet – herunder sundheds-, erhvervs-, kultur- og skatteordfører – har han siddet med ved bordet til mange af de afgørende forhandlinger om hjælpepakker og retningslinjer for landets virksomheder, institutioner og borgere. Det er langtfra alt ved håndteringen, som han har været enig med de andre partier på Christiansborg i.
Og selvom han ikke er i tvivl om, at der i denne tid bliver truffet nogle af de vigtigste beslutninger i vor tid, glæder han sig også til at komme i gang med et nyt folketingsår, hvor der vil være plads til at tale om andet end den verserende pandemi.
Da formand og partistifter for Nye Borgerlige Pernille Vermund ringede til Lars Boje Mathiesen for at få ham med i partiet forud for folketingsvalget sidste år, var han ellers på vej ud af politik. Han havde allerede i 2016 meldt sig ud af Liberal Alliance, som han siden 2013 havde siddet i byrådet for i Aarhus.
”Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skal være i politik, så vil jeg sige det, jeg mener, og mene det, jeg siger. Det sagde jeg også til Pernille, da hun ringede. Jeg kommer ikke til at lytte til en spindoktor af taktiske eller strategiske årsager. Hun svarede: ’Det er jo netop derfor, jeg gerne vil have dig med, Lars.’ Og det løfte har hun levet op til,” siger Lars Boje Mathiesen, der stemte blankt helt frem til folketingsvalget i 2011, hvor valget faldt på hans nu tidligere parti.
”Jeg betragter ikke det at være i politik som en karriere. For så bliver det definerende for, hvordan man varetager sit politiske hverv. Som borgerlig er jeg ikke enig med Enhedslisten i ret meget, men tankerne bag deres rotationsprincip, hvor man som politiker bliver skubbet ud i virkeligheden igen, kan jeg faktisk meget godt lide.”
Han skal også selv være folkeskolelærer igen på et tidspunkt, og nære venner og familie har lovet at minde ham om det, hvis han pludselig er ved at glemme enten det løfte eller sig selv på Christiansborg.
I mellemtiden kommer han ikke til at holde op med at dele sin mening. Heller ikke i en krænkelsestid, hvor det ifølge Lars Boje Mathiesen er en forfejlet respekt over for sin næste, hvis man ikke tør sige noget, som vedkommende kan blive krænket over.
”I et demokrati med fri tale og tanke følger en risiko for, at du bliver krænket over noget, du oplever. Du må gerne føle dig krænket, men du har ikke ret til at definere, hvad jeg skal gøre, eller til at sige, at jeg skal lave om på mig selv eller tage særlige hensyn af den grund.”
Den holdning er der mange, der slår sig på.
”Jeg møder mange fordomme om mig som person. Men jeg tror også, at mange godt kan lide, at jeg er tro over for, hvem jeg er, og hvad jeg står for.”
Lars Boje Mathiesen er vokset op på en nedlagt gård ved Ribe med sin hjemmegående mor, sin far, der var musiker, og sin halvbror. Familien var stort set selvforsynende. De dyrkede grøntsager og fik mælk og kød fra landmanden tæt ved, hvis de hjalp lidt til. De plukkede bær fra buskene, når de skulle lave marmelade, og gik i hjemmesyet tøj. Hans far klippede tilmed begge sønner.
Og selvom deres røde hus på 110 kvadratmeter var klejnt af udseende, kunne det rumme forbløffende mange mennesker.
”Jeg husker, at der altid var mange mennesker og liv i hjemmet. Mine forældre var en del af hippiebevægelsen, så der kom altid folk forbi og overnattede. Om sommeren i telte i haven eller bare omkring bålpladsen. Om vinteren indenfor.”
Definerede de sig selv som hippier og en del af den bevægelse?
”Nej, min far har altid hadet al identitetspolitik. Han mente, at den politiske gren af venstrefløjen solgte ud af bevægelsens grundlæggende værdier som for eksempel frihed, fordi de selv blev en del af magtsystemet, der ønskede mere adfærdsregulering af borgerne. De glemte borgernes frihed til at leve deres liv, som de selv ønskede det, uden at staten skulle diktere hvert et skridt og beslutte, hvordan den enkelte skulle passe ind på livets smalle sti.”
”De tanker deler jeg. Vi gør livets vej smallere og smallere, og vi tillader ikke, at man som menneske træffer andre valg end de muligheder, politikerne og systemet har lagt ud på forhånd.”
I barndomshjemmet talte familien ofte om samfundet og om emner som lykke og glæde, angst og frygt. Nogle gange på en behagelig, opløftende måde, andre gange, fordi der var stoffer og store mængder alkohol involveret.
”Der var også dårlige sider af min opvækst. Jeg synes alt for ofte, at der bliver skabt en falsk, idylliseret fortælling om hippiebevægelsen. Jeg bebrejder ikke mine forældre for den opvækst, jeg har fået. For der var rigtig meget kærlighed, og jeg har været velsignet af at have en mor, som gik hjemme.”
Men han kunne for eksempel aldrig tage sine venner med hjem fra skole, fordi han ikke vidste, hvilken virkelighed han tog dem med hjem til.
”Det var ikke trygt. Jeg vidste ikke, hvem der var der, og hvilke tilstande mine forældre og andre folk var i. Men som ung analyserer man jo ikke sin virkelighed. Der forsøger man bare at navigere i den.”
”Den styrke, som jeg har med mig i mit politiske arbejde i dag, hvor jeg ikke er bange for at stikke næsen frem, er blevet formet i min barndom, hvor jeg blev nødt til at sige fra over for voksne mennesker i anliggender, som børn normalt ikke bør være en del af. Stofmisbrug og gruppesex i hjemmet eksempelvis.”
Også når det kom til skolearbejde og fritid var han overladt til sig selv uden megen opbakning. På nær når det gjaldt interessen for musik. Den delte han med sin far, og det er i musikken, at han stadig mindes og mærker faderens nærhed i dag.
Begge hans forældre var 58 år, da de døde med få måneders mellemrum. Faderens dødsfald var han forberedt på, fordi han levede med leverkræft i fire år. Moderen fulgte nogle måneder efter. Det var, som om hendes livsgnist blev slukket med livsledsagerens død.
”Min far var ved at nå dertil, hvor han gerne ville herfra. Det ville jeg så have en opgave i, hvis det kom så vidt. Vi aftalte, at jeg skulle udføre aktiv dødshjælp på en skånsom måde, hvis han endte som en grøntsag. Jeg erkender, at det ikke er lovligt, og så ville jeg selvfølgelig have taget min straf. Men skulle jeg nægte ham ønsket om at komme herfra? Det ville i min optik være frygteligt respektløst over for hans liv. Min mor kendte ikke til vores aftale, og det ville have været umådeligt hårdt at skulle tage min egen fars liv. Så det var på mange måder en lettelse, at det ikke blev aktuelt.”
I den store villa i Harlev står et flygel foran stuens panoramavinduer, hvor der er udsigt over havens nedsænkede trampolin og legehuset med hjemmebygget iskiosk. Da de købte huset, var en af præmisserne, at der skulle være plads til både musikstudie i et af værelserne og hans flygel og kontrabas i stuen.
Lars Boje Mathiesen definerer da også sig selv som musiker, og når han sætter sig ved stuens flygel, improviserer han. Nogle gange komponerer han hele sange og melodier, andre gange er det brudstykker, stemninger, som han bruger til at bearbejde den sindsstilstand, han er i.
”Jeg har altid været glad for at undervise, og jeg er også glad for at være i politik, men de erhverv ville jeg også kunne have et godt liv uden. Jeg ville til gengæld nødig skulle leve resten af mit liv, uden at musikken var en del af det,” siger Lars Boje Mathiesen efter en pause.
Siden han var helt ung, har han lidt af stammeproblemer, og derfor former han sætningerne i sit indre, inden han skyder dem ud i verden – ofte et par takter hurtigere end de fleste andre. Særligt musikkens rytmer og mange timer med taleøvelser har med tiden lært ham at minimere sin stammen.
”Jeg spiller klaver, når jeg er fyldt med så meget glæde, at jeg skal have kanaliseret det ud. Men jeg brugte også musik til at bearbejde min sorg over mine forældres død og i andre perioder, hvor jeg har haft det svært, og hvor det hele bare gav mindre mening. Musikken er min ventil,” siger Lars Boje Mathiesen, der spiller i et band og flere gange årligt optræder rundtom i landet.
I hvilke perioder har livet givet mindre mening?
”Jeg har altid haft det i mig, at jeg stikker næsen frem og tillader mig at være anderledes. Særligt i en lille by som den, jeg er vokset op i, kan det nemt blive mistolket som arrogance og snobberi, når jeg har insisteret på at være mig selv.”
Som 21-årig flyttede Lars Boje Mathiesen derfor til USA for at bygge en ny tilværelse op, og i de år, han boede der, havde han en forestilling om, at hele hans liv skulle udfolde sig der. På mange måder identificerede han sig i langt højere grad med den amerikanske tilværelse og frihedsidealer end de danske.
”Men så blev min bedstefar terminalt syg, og jeg fik beskeden om, at han formentlig kun ville have seks måneder tilbage at leve i. Så jeg tog tilbage for at passe ham og flyttede ind i hans hjem. Imens blev jeg vikar på en skole, og det var sådan, at jeg fik øjnene op for lærergerningen.”
Lars Boje Mathiesen mener ikke, at vi i det danske samfund viser ældre mennesker tilnærmelsesvis den respekt, som de burde have.
”Prøv for eksempel at se mod USA,” siger han og vipper lidt på havestolen: ”Her er de to præsidentkandidater 74 og 77 år. I den alder ville man i Danmark være fuldstændig skrottet, og alle ville sige, at man skulle lade yngre kræfter komme til.”
”Men vi skylder vores forældre og bedsteforældre rigtig meget. De har opbygget et demokratisk, kristent samfund og kæmpet for vores rettigheder. Det er, som om vi har glemt det og er blevet lullet i søvn. Vores værdier bliver udfordret og vil i stigende grad blive det, i takt med at der kommer flere og flere mennesker, som ikke deler den overordnede ramme, til landet. For der er ikke noget, som i historien viser, at en totalitær ideologi som islam er foreneligt med et demokratisk, kristent samfund.”
Lars Boje Mathiesen oplever ofte, at mennesker kalder den holdning for populistisk og grov.
”Jeg synes snarere, at det er en grov forestilling at tro, at de kan leve i sameksistens. Vi er nødt til at basere vores politik og vores beslutninger på lidt evidens, erfaring og historie. Og som sagt: Jeg er far. Det er det, der er det vigtigste for mig. Jeg svigter i min rolle som far, hvis jeg ikke bekæmper islam – ikke som personlig tro, men som måden at indrette samfundet på. Jeg ønsker ikke, at mine døtre skal vokse op i et samfund, hvor det er et krav, at de skal tildække sig selv, hvor man ikke kan kritisere religion, eller hvor Grundloven og Koranen er ligestillede.”
”Menneskers frihed til at have deres personlige tro vil jeg til gengæld kæmpe for til den dag, jeg dør. Men den hører altså til i privatlivet.”
Lars Boje Mathiesen, der hverken er døbt eller konfirmeret, deler heller ikke selv sin tro med andre. Den er både personlig og privat.
”Den mister også sin værdi og sin unikhed, hvis jeg sætter for mange ord på. Så bliver det allemandseje og ikke længere noget, jeg selv har ejerskab over. Jeg finder en styrke i at beholde den i mig selv. Nogle gange kan du godt tale det smukke i noget ihjel. Det er det samme med musik. Jeg synes, at det allersmukkeste i musikken er pauserne mellem noderne.”