Mor og datter: Vi gør os umage for at værne om vores fortrolighed

Store sorger i familien, men også en månedlig tur i kurbad har bragt Eleonora Skov Andersen og hendes voksne datter Kirstine Skov Benthien tættere på hinanden. Fortrolighed på tværs af generationer gror, når man tør være uenige, har de to erfaret

Fortrolighed er ikke nødvendigvis at dele alting, mener Eleonora Skov Andersen og hendes datter, Kirstine Skov Benthien.
Fortrolighed er ikke nødvendigvis at dele alting, mener Eleonora Skov Andersen og hendes datter, Kirstine Skov Benthien. . Foto: Leif Tuxen.

Da Eleonora Skov Andersen og hendes mand i år 2000 fejrede sølvbryllup, rejste deres næstældste barn, Kirstine, sig og holdt en tale, som moderen har husket siden.

”Du sagde,” husker Eleonora Skov Andersen, ”at du ikke havde så let ved at forstå mig, men at du derfor lånte din fars blik på mig til at lære at forstå mig bedre”.

Den dengang 21-årige Kirstine og hendes mor kunne ikke vide, at de 17 år senere ville få en fortrolighed og en forståelse for hinanden, som slet ikke er alle forældre og deres børn forundt.

En forårsmorgen i 2017 sidder de to ved spisebordet i Kirstine Skov Benthiens hjem i København, hvor hun bor med sin mand og søn. Moderen er netop trillet ind i indkørslen med morgenbrød fra bageren, og de to kvinder er sat i stævne for at fortælle deres personlige historie om betydningen af at have og få en fortrolighed med henholdsvis sit barn og sin mor. Det kan nemlig noget helt særligt, mener de.

Men faktisk er fortrolighed en ganske ny størrelse i relationen mellem forældre og deres voksne børn. Historisk set har den i familiemønsteret ikke været iøjnefaldende på nogen måde – det har derimod autoriteten, forklarer Henrik Jensen, der er historiker og forfatter til blandt andet bogen ”Det faderløse samfund”.

”For bare få generationer siden gik børn i deres forældres fodspor og overtog deres normer, og de udfordrede ikke den autoritet, forældrene repræsenterede. I dag er det billede meget mere komplekst, og forældre involverer sig mere i deres voksne børns velbefindende på en medspillende måde. Derfor får fortroligheden plads,” siger Henrik Jensen.

Men hvad kendetegner egentlig den gode fortrolighed mellem forældre og deres voksne børn? Ifølge psykologen Annette Due Madsen, der af Kristeligt Dagblads læsere er kendt fra avisens brevkasse ”Spørg om livet”, findes svaret i behovet for at kende og at være kendt af sine nærmeste.

”Den gode fortrolighed gør det muligt at dele livet med hinanden – ikke kun livet, som det bør være, men også som det rent faktisk er. Og har man sin forælders eller sit barns fortrolighed, har man også et sted at gå hen, hvor man ved, at man vil blive set på med god vilje.”

Annette Due Madsen understreger, at alle familier er forskellige, og at dyb fortrolighed ikke nødvendigvis er en forudsætning for at have en god eller tryg relation med sine forældre eller voksne børn.

”Men ønsker man fortrolighed, skal man være opmærksom på, at det er en gave, som ofte har rødder i den relation, der er opbygget igennem flere år. Det er ikke noget, man kan købe, når man mangler det.”

I 1975 blev Eleonora Skov Andersen gift med sin mand, som hun siden har fået fire børn med. Hun er uddannet teolog og familieterapeut og har i 25 år arbejdet som terapeut ved Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Alle årene har hun dog arbejdet på deltid – det skyldes blandt andet, at to af parrets børn blev født med handicap. Det ældste barn, en søn, var dværg. Og den yngste, en datter, er født med en mindre hjerneskade.

På Kirstine Skov Benthiens køleskab hænger en magnet, der understreger relationen til hendes mor, Eleonora Skov Andersen.
På Kirstine Skov Benthiens køleskab hænger en magnet, der understreger relationen til hendes mor, Eleonora Skov Andersen. Foto: Leif Tuxen

I dag bruger 64-årige Eleonora Skov Andersen også sin fritid på blandt andet at hente Kirstine Skov Benthiens halvandet år gamle søn, Storm, ved dagplejen hver mandag.

Kirstine Skov Benthien er 38 år og oprindeligt uddannet sygeplejerske, men har siden læst en sundhedsfaglig kandidatgrad og skriver i dag en ph.d.-afhandling ved Rigshospitalet om lindrende indsatser til uhelbredeligt kræftsyge.

Beder man de to kvinder fortælle deres fælles historie om fortrolighed, peger de begge til en start på Kirstine Skov Benthiens teenageår, hvor mange konflikter fyldte imellem dem. Det skyldtes blandt andet datterens afstandtagen fra forældrenes religiøse livsførelse.

”Jeg har som ung været glad for at gå på en indremissionsk efterskole og senere også for at komme i Kristeligt Forbund for Studerende, men jeg syntes i bund og grund ikke, at jeg passede ind i mine forældres kristendom. Jeg ville gerne pynte mig og gå til fester på gymnasiet, og jeg kunne ikke forstå deres syn på ting som skilsmisse, sex og alkohol.”

For Kirstine Skov Benthien betød det, at hun i en periode af sit liv slet ikke kunne se sig selv som kristen, og moderen husker, hvordan datteren med blanke øjne fortalte, at hun jo ikke kunne være det for sine forældres skyld.

”Vi havde rigtig svært ved at forstå hinanden, og det var, som om vi var på helt forskellige planeter,” fortæller Eleonora Skov Andersen.

”Jeg kunne ikke altid følge med min farverige og diskussionslystne datter, og jeg var dengang mere konfliktsky end i dag og kunne blive forfærdeligt ked af det, når der røg hårde ord gennem luften,” fortæller moderen.

I dag betegner Kirstine Skov Benthien sig igen som kristen, men hendes kristentro adskiller sig fra forældrenes.


Et lynnedslag i familien og i de to kvinders relation kom i 2009, da familiens ældste søn og bror døde pludseligt en decemberdag. Han havde været til fitness-træning og tog en middagslur, som han aldrig vågnede op fra. Familien var sønderknust.

”Der var alt for lidt af alting,” husker Kirstine Skov Benthien om tiden efter storebroderens død.

”Vi lå alle sammen ned, og når man er i sorg på samme tid, betyder det ikke nødvendigvis, at man følges ad. Vi havde forskellige forhold til min bror og var også uenige om, hvordan vores familie skulle fortsætte med at fungere efter hans død. Det brugte vi flere år på at diskutere,” fortæller datteren.

Sorgen over storebroderen bragte også en gammel sorg op i Kirstine Skov Benthien. Den rippede op i de svære følelser ved at være et almindeligt fungerende barn i en familie, hvor to søskende gennem hele livet havde lidt af handicap og dermed også krævet rummelighed fra deres søskende. Derfor var det også Kirstine Skov Benthien, som tog initiativ til, at hun selv, forældrene og hendes tilbageværende lillebror skulle gå til psykolog sammen.

Sorgen over at miste sin søn og sin bror kommer de to kvinder aldrig over, fortæller de. Men i dag er der også plads til lykke og glæde i familien – det skyldes ikke mindst det nytilkomne familiemedlem Storm.

”Nu, hvor jeg selv er blevet mor,” siger Kirstine Skov Benthien til sin mor, ”tænker jeg på dig fem gange om dagen. Når jeg mærker, hvor træt jeg er, og hvor gerne jeg alligevel står op midt om natten for at give min søn en sut, tænker jeg på, at du har gjort det samme for mig. Det giver mig også en bedre forståelse for den, du er.”

Foto: Leif Tuxen

Gennem eksistentielle opgør, død og fødsel og det helt almindelige dagligdagsliv oplever mor og datter at have fået en stærk fortrolighed. Hvor der er plads til både morgenhår, raske diskussioner og høje latterbrøl. Og fortroligheden er ikke mindst katalyseret ved, at de omtrent en gang om måneden tager i kurbad sammen og får sig nogle lange snakke i spabadet.

”Når man har flere børn, svigerbørn og børnebørn og efterhånden er en stor familie, er det også en gave at få stjernestunder alene sammen med sine børn. Der får vi passet vores egen fortrolighed,” fortæller Eleonora Skov Andersen, og datteren supplerer:

”Nogle gange tror jeg, min mand kan blive træt af for 10. gang at høre om noget, jeg er træt af på arbejdet eller med en veninde. Men det er, som om du aldrig bliver træt af at høre på det der i boblebadet.”

”Jamen, det er rigtigt. Min mand og jeg taler tit med hinanden om, hvor taknemmelige vi er for, at vores børn vil være venner med os. Det er nærmest et under,” siger Eleonora Skov Andersen.

”Det kan jeg ikke forstå,” spørger datteren, ”det er da ikke så underligt?”.

”Jo, for det er ikke en selvfølge at have sine børns fortrolighed. Det ser jeg hver dag på mit arbejde,” svarer hendes mor.

Den nyligt opståede fortrolighed på tværs af generationer kan ifølge historiker Henrik Jensen skyldes det skift, vi i Danmark har set, fra et stabilt samfund til det, han kalder et forandringssamfund, hvor erfaring ikke længere er altafgørende. Skiftet tog for alvor fat i efterkrigstiden, hvor den teknologiske udvikling tog til, og det har betydet, at forældres tidligere så naturlige autoritet i dag er underløbet af samfundsudviklingen – simpelthen fordi de ikke altid ved bedst.

”Før var forældrene med deres autoritet mere distancerede fra deres børn, og man havde først og fremmest en praktisk relation, hvor eksempelvis et landbrug skulle drives, og de yngste og ældste i familien skulle passes. I dag er forældrene i øjenhøjde med deres voksne børn – generationskontrakten har ændret sig,” forklarer Henrik Jensen.

Men hvad er det så, der er så særligt ved at have en fortrolighed med sin mor og datter?

Ifølge Kirstine Skov Benthien handler det blandt andet om, at hun aldrig er bange for at miste relationen. Derfor tør hun også tage konflikter op og være uenig med sin mor.

”Og der er faktisk ikke særlig mange mennesker, jeg gider at skændes med. Men min mor og jeg har så meget på spil på grund af alle de ting, vi har været igennem sammen, at jeg gerne vil skændes og få tingene løst.”


Med til opskriften på de tos fortrolighed hører også evnen til at lægge konflikter fra sig. Gennem mange års diskussioner har de fundet ud af, at det ikke er alt, de kan blive enige om, og det er også i orden. Og fortrolighed er for dem ikke nødvendigvis at dele alt.

”Jeg lader nogle gange være med at tage noget op, hvis jeg ved, at vi ikke bliver klogere,” siger Eleonora Skov Andersen.

”For eksempel prøver jeg at lade være med at minde min datter om at huske at tage halstørklæde på, når det er koldt, og jeg er meget opmærksom på ikke at give råd om børneopdragelse, hvis jeg ikke er blevet spurgt,” forklarer hun.

Kirstine Skov Benthien mener ikke, at hun arbejder målrettet på sin relation til sin mor – i hvert fald ikke på samme måde, som hun gjorde i den periode for syv år siden, da de gik i terapi sammen.

”Men jeg gør mig umage,” fortæller hun, og moderen nikker:

”Vores forhold er dyrebart og slidstærkt,” siger Eleonora Skov Andersen.

Det har årene nemlig bevirket.