Prøv avisen
Spørg om livet

Vi har aldrig fortalt vores datter, at hun er donorbarn

Vi har begået en fejl, min mand og jeg. Eller rettere sagt, vi har ikke begået noget, tværtimod vi har forsømt noget. Vi har forsømt at fortælle vores datter, at hun er blevet til ved insemination med en ukendt donor, fortæller mor.

Trods intentioner om at fortælle datteren om hendes biologiske ophav, har der hele tiden været grund til udsættelse

Kære brevkasse

Vi har begået en fejl, min mand og jeg. Eller rettere sagt, vi har ikke begået noget, tværtimod vi har forsømt noget. Vi har forsømt at fortælle vores datter, at hun er blevet til ved insemination med en ukendt donor.

Vi har forsømt at fortælle hende det, mens tid var. Nemlig da hun var så lille, at hun lige netop kunne forstå ordene, og at hun kunne leve en barndom og nu som voksen i tryg forvisning om en mor og en far, der elsker hende over alt på Jorden.

Min mand - som nu er min eksmand - har hele tiden været imod, når jeg har foreslået, at vi skulle fortælle hende om hendes tilblivelse. Hver gang har der været en årsag til at udsætte det. I teenagealderen var der problemer. I studieårene boede hun ude, hun var presset og fik en depression, senere fik hun en kæreste og en lykkelig tid med det første barn. Nu er hun alene med barn nummer to. For et år siden bestemte hun og kæresten at gå fra hinanden. De ses dog stadig og finder fint ud af det med samvær med børnene.

Jeg er sådan i tvivl. Min eksmand siger, at jeg jo bare kan sige det, når han er død. Vi er gamle forældre. Han er sidst i 80'erne, har vrøvl med hjertet, men er ellers frisk i hovedet. Jeg selv er i 70'erne og vil så gerne, at vi skal være i live og sammen om at fortælle hende det. Det er en beslutning, vi har taget sammen, og en barndom og et liv hun har haft med os. Hun var 19 år, da vi blev skilt.

Min eksmand og jeg har været venner og set hinanden ofte siden skilsmissen - altid til fødselsdage og højtider. Men når vi, eller snarere jeg, snakker om dette emne, bliver han vred. Han har nærmest fortrængt det og siger ”det er jo ikke sikkert, det passer, vi var jo også i seng med hinanden omkring den tid”. Men jeg har flere breve fra sygehuset fra dengang, der bekræfter inseminationen.

For mig er angsten for, at vores datter skal erfare sagens sammenhæng efter vores død, ganske skræmmende. Det er vigtigt, synes jeg, at vi er ærlige over for hende, og at det er os selv, der fortæller hende, hvor jublende glade vi var, da det lykkedes, og hvor dejlig hun var - og er. Hun og hendes kæreste har i øvrigt selv prøvet reagensglasmetoden.

Vi bor et stykke fra hinanden min eksmand og jeg, og jeg kan godt forstå, at han, som bor alene, er bange for, at vores datter og børnene skal holde op med at besøge ham. Men hun er så sød og hensynsfuld, så det tror jeg ikke sker, selvom jeg selvfølgelig ikke kan vide det.

Jeg håber meget, I vil prøve at hjælpe i vores situation. Venlig hilsen

Kirsten

Kære Kirsten

Tak for dit brev. I en sådan situation, som du beskriver, kan man godt komme til at tænke på Søren Kierkegaards ord om at leve forlæns og forstå baglæns. Der er for de fleste af os en del ting, som vi kunne have tænkt os at få lov til at ændre, hvis vi fik lov til at leve om igen. Især fordi vi ofte indser ting mere klart på afstand, end når vi er midt i det. Og vores forsømmelser, eller det vi ikke fik gjort, kan nogle gange martre os mere end de ting, vi gjorde og bagefter fortrød.

Vi kan forstå, at intentionen om at fortælle jeres datter om hendes herkomst på en måde hele tiden har været der, i hvert fald fra din side. Men at det gang på gang er blevet udsat, og så er tiden bare gået. Nu er det tanken om livets afslutning, og at det kan blive for sent, der kalder på en afgørelse. Og vi kan ikke andet end understrege, at så basal en viden om biologisk oprindelse må det være en menneskeret at kende til for alle mennesker, hvis det på nogen måde er muligt.

Det har nok hele vejen været lettere og mere nærliggende og mindre kompliceret for dig at fortælle hende om det. For du har båret hende og er biologisk mor til hende. For din mand er det anderledes. Han havde af en eller anden grund ikke mulighed for at gøre dig gravid og indvilligede i en fremmed sæddonor. Samtidig virker det, som om han var helt og holdent indforstået med at være hendes far på helt samme måde, som var han den biologiske far. Og han har elsket hende på samme måde og lige så meget som dig hele vejen.

Men måske har det i hans psykologiske verden alligevel været mere vanskeligt, end han selv og du har tænkt på, at han ikke var det biologiske ophav. Han har måske dels følt det svært og mindreværdigt at være ”ufrugtbar”, som det hed tidligere, dels har han måske også været ængstelig for ikke at blive godtaget som hendes rigtige far, hvis det blev almindeligt kendt og oplyst for jeres datter, hvordan det biologiske hang sammen.

Og det er måske det samme nu mange år efter. Den forståelse er det nok vigtigt at give ham og anerkende. Samtidig tror vi ligesom dig, at din datter har mødt så megen omsorg og kærlighed fra jer begge to, at hun har fået en kærlighedskapital inden i sig selv, som efter al sandsynlighed kan hjælpe hende til at høre tingenes rigtige sammenhæng nu, selvom det er lidt sent. Selvfølgelig vil det være udfordrende for hende at høre. Og I må være indstillet på at modtage hendes reaktion. Hun kan jo med god grund føle, at hun har levet på en hemmelighed. Hvis I ikke gør noget nu, vil hun meget vel kunne opdage det, når hun skal rydde op efter jer, når I er borte. Og da ville det være umuligt for hende at rette sorgen, vreden, overraskelsen og spørgsmålene mod nogen. Det er nu, de kan få en adresse og blive besvaret.

Vi synes også, at I skal fortælle det begge to til hende, for det vil give hende en forståelse af, at I har stået sammen om det og om hende, uanset at I har måttet gå hver til sit på et tidspunkt. Vi synes ikke, at det skal afvente din eksmands død, for så vil han også miste chancen for at opdage, at kærligheden kan være større end de forsømmelser, som vi mennesker kan komme til at gøre undervejs i livet.Mange hilsener

Hemmeligheder kan være nødvendige for at beskytte andre end en selv, lyder en del af svaret fra Jørgen og Annette Due Madsen (billedet). Foto: Arkivfoto