I begyndelsen var der ingen, der lagde synderligt mærke til det: at bænken, hvor Lars Lund plejede at sidde, pludselig stod tom. Men efter nogen tid begyndte rygterne alligevel at svirre på de omkringliggende værtshuse, hvor Lars Lund heller ikke viste sig mere. Hvad var der sket med Lars? Var han blevet syg? Indlagt? Måske var han død?
Svaret skulle findes på fortovet et par hundrede meter fra bænken på et af brokvartererne i København. På dagen, hvor Lars Lund forsvandt, var det her på asfalten, han var blevet fundet. Død efter faldet – eller springet – fra sit vindue i lejligheden ovenover. I hvert fald var det sådan, konklusionen lød, når områdets øvrige særligt udsatte sidenhen talte om Lars Lund – han viste sig i hvert fald aldrig mere på bænken.
Lars Lund er et opdigtet navn, men det er historien om hans livs afslutning ikke. Døden indtraf, om end tidspunktet var selvvalgt eller ej, da Lars Lund formodentlig var alene, temmelig sikkert beruset og helt uden pårørende, der kunne blive orienteret herom. På den måde adskiller Lars Lunds afslutning på livet sig næppe meget fra en stor del af de særligt socialt udsatte borgere i Danmark, der befinder sig på livets sidste etape. Som Kristeligt Dagblad i dag kan skrive, er der gennem det seneste årti blevet langt flere af dem: De ældre udsatte. Og den sidste tid, før døden indtræffer, bliver for mange præget af ensomhed, håbløshed og mislykkede møder med et sundhedssystem, de ikke passer ind i.
Spørgsmålet om, hvordan livskvalitet og håb kan styrkes i den sidste del af livet for de udsatte ældre, er komplekst, men det er langt fra umuligt at give nogle mulige bud på. Det mener Vibeke Graven, der er seniorforsker ved REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, og som netop har skrevet forskningsrapporten med navnet ”usædvanlige livsafslutninger”, der blev udgivet i marts på baggrund af et samarbejdsprojekt med Aalborg Kommune. Gennem det seneste år har hun arbejdet for at blive klogere på, hvordan håb og behov kan imødekommes i den sidste tid – blandt mennesker, der det meste af livet har levet på kanten, og som nu står over for livstruende sygdomme og en snarlig død. Det er ikke et emne, der tidligere er blevet undersøgt ret nøje, og derfor ved vi generelt meget lidt om, hvordan livskvaliteten for samfundets udsatte kan højnes frem mod døden, siger hun.
”Vi har at gøre med en gruppe mennesker, der repræsenterer det omvendte af, hvad man i præstationssamfundet betragter som et godt og produktivt liv: De betragtes ofte som en afvigende, stigmatiseret gruppe, der i nogles øjne ikke er værd at drage omsorg for. Det skaber en enorm eksistentiel ensomhed, der ikke kun handler om samfundets øjne på de usædvanlige ældre, men også om deres syn på sig selv, som ofte er fyldt med skyld, skam og selvforagt,” siger Vibeke Graven.
Frem for udelukkende at fokusere på de sociale problemer og den lidelse, der kan følge deraf, har Vibeke Graven valgt at undersøge, hvor håbet kan findes. Særligt har hun ledt på bænken, på værthuse, på sociale væresteder og på nogle af de få, særlige plejehjem for udsatte ældre for at finde ud af, hvad der bringer håb i den sidste del af et liv på kanten.
”I det øjeblik, man bliver alvorligt syg, kan man måske ikke længere komme ind på værestedet. Men hvis det er værestedet, der giver livet værdi, så kan vi måske finde en måde at hjælpe vedkommende derhen. Det handler om at have øje for det enkelte menneske og se, hvad der bringer håb i dette liv. Er det at se fjorden en sidste gang? Eller få en sidste øl på værtshuset? Det er vigtigt, at de særligt socialt udsatte ikke bare hjælpes til en fredelig død, men også til at leve et meningsfyldt liv frem til døden. Så længe der er liv, er det aldrig for sent. Som samfund har vi en pligt til at sige, at alle menneskeliv er noget værd. Vi har alle et behov for at sætte spor her i verden og vide, at vores liv ikke har været spildt. Det ansvar kan sagtens løftes bedre,” siger Vibeke Graven.
Ofte ender livet tidligt for socialt udsatte, der i gennemsnit dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning. Dertil kommer, at mere end halvdelen lider af alvorlige, kroniske sygdomme i den sidste del af livet ifølge rapporten ”SUSY udsat” fra 2017. Ligesom mange socialt udsatte har levet et usædvanligt liv på kanten af samfundet, er deres livsafslutninger tilsvarende usædvanlige, siger Vibeke Graven. Og det kræver derfor usædvanlige rammer, hvis man vil sikre de socialt udsatte en meningsfuld afslutning på livet.
Sådan et sted er Det Alternative Plejehjem på Svenstrupgård, der har hjemme i byen Svenstrup lidt nordvest for Aalborg. For flere af de 13 borgere, som plejehjemmet lige nu huser, bliver stedet her højst sandsynligt den sidste adresse, og derfor gør personalet, hvad det kan, for at gøre tiden på plejehjemmet så hjemlig og værdig som mulig, fortæller leder på stedet, Sussi Schmidt:
”Mange af de borgere, vi får ind, har nogle kæmpe traumer og ar på sjælen. De har hutlet sig gennem tilværelsen og slidt på sig selv i en sådan grad, at de ofte dør langt tidligere end gennemsnittet. Borgerne har oftest accepteret deres mulige traumer som et livsvilkår. Og så må man arbejde ud fra de vilkår, der er. Man må se på det enkelte menneske og ikke forsøge at trække vores egen normer og værdier om ’det gode liv’ ned over borgeren,” fortæller hun.
Det er blandt andet derfor, at Det Alternative Plejehjem på Svenstrupgård modsat langt de fleste gængse tilbud i sundhedsvæsenet eksempelvis tillader borgerne at vedligeholde deres forbrug af alkohol og rusmidler. Er borgerens sidste ønske at få en øl med kammeraterne på pubben, lytter plejehjemmet til det, og ønsker borgeren at få sin hund med sig i boligen, forsøger personalet at finde en separat bolig, så ønsket kan tilgodeses. Det handler om at møde mennesket, hvor det er, og tilbyde de bedste rammer ud fra omstændighederne, forklarer Sussi Schmidt:
”Vi havde eksempelvis en mand boende, som på grund af sin cancerdiagnose ikke ønskede at indtage mad. Han ville bare have sin daglige øl og et par cigaretter. Det var det, der betød noget for ham. Han havde levet et langt liv på den måde og havde formået at opretholde en form for mening i det, så hvorfor fjerne det liv, han kender, i den sidste tid? Her forsøger vi at give vores udsatte borgere en ligeværdig behandling og en afsked med livet efter deres eget ønske. Det kræver, at personalet er særligt dygtige til at se ud over vores egen opskrift på ’det gode liv’ og acceptere, at ikke alle mennesker har haft samme livschancer. Det er vigtigt at møde borgeren med anerkendelse og give oplevelsen af ligeværd uanset livsførelse.”
Men hvad udgør egentlig en værdig sidste tid og en værdig død? Det kan være svært at vurdere, mener Dorte Andersen. Hun er psykolog, indviet diakon og centerchef på den folkekirkeligt forankrede og selvejende institution Arbejde Adlers Hus i København, der tilbyder aflastningsophold, pleje og genoptræning for socialt udsatte.
”Efter mange år i den her branche er jeg blevet stadig mere opmærksom på, at det, jeg kan synes er uhensigtsmæssigt eller uværdigt, ikke nødvendigvis opleves sådan af den, hvis virkelighed det er. Det, vi som personale især bør være opmærksomme på, er, at vi selv behandler borgeren med værdighed. Husker vi at tilføre værdi til et menneskeliv, der lever meget anderledes end vi selv? Vi skal vække håb og ønske om bedring, men vi skal aldrig forsøge at skubbe folk ud over deres egen grænse ved eksempelvis at tvinge mennesker til behandling for misbrug, hvis de ikke er indstillet på det,” siger hun.
”Ofte har vi at gøre med mennesker, der har forsøgt at banke på mange lukkede døre gennem livet uden at blive hjulpet. Det kan give en opgivenhed, men opgivenhed må ikke forveksles med manglende håb. Håb er ikke altid store filosofiske drøftelser. For mange mennesker er håbet indlejret i handlinger. Det gælder også socialt udsatte, og det kan være helt små ting: Et menneske, der pludselig begynder at spise lidt, vil genoptræne eller måske længes efter at drikke en øl. Langt de fleste mennesker, vi møder, ønsker at få det bedre. Og det i sig selv kan betragtes som et udtryk for håb, som plejepersonalet må gribe for at hjælpe mennesket til en meningsfuld fortsættelse eller afslutning på livet” siger hun.
Spørgsmålet om at sikre håb og værdighed bør dog ikke kun centreres om den sidste del af livet, men gælder også tiden efter døden. For døden fylder meget i bevidstheden hos mange socialt udsatte, fortæller Jon Dag Rasmussen, der er antropolog og adjunkt ved institut for byggeri, by og miljø på Aalborg Universitet. I fire år har han fulgt i omegnen af 100 ældre med usædvanlige liv i et forskningsprojekt finansieret af Ensomme Gamles Værn og har på baggrund af sit feltarbejde udgivet bogen ”Ældre på samfundets underflade” i 2019. Én af disse ældre, som Jon Dag Rasmussen stødte på i sin research, var Lars Lund – manden, der pludselig forsvandt fra bænken. Og historien om Lars Lunds død, der efterfølgende florerede på de omkringliggende værtshuse, hvor Jon Dag Rasmussen hørte om den, er et typisk eksempel på den måde, døden ofte kommer til udtryk blandt de udsatte ældre: som et fravær.
”Det er sjældent, at døden direkte italesættes eller diskuteres, men den dukker hele tiden op i form af implicitte referencer til andre menneskers død. Den er som en konstant rumlen i livet og viser sig, hver gang der opleves et fravær. Når et udsat menneske ikke dukker op på de ruter, personen plejer at gå, starter spekulationerne: Er vedkommende død, eller hvad er det sket? Spørgsmålene står ofte ubesvarede hen, for det er tit sådan, at et meget ensomt liv også afsluttes af en ensom død.”
Netop fordi døden er så nærværende i livet for mange usædvanlige mennesker på samfundets underflade, er det vigtigt, at vi som samfund viser, at også de afdøde har en betydning, fortsætter Jon Dag Rasmussen:
”Man kan forstå det som en basal humanisme. Hvis velfærdssamfundet skal være et samfund for os alle, skal det også kunne rumme dem, der lever et anderledes liv, og dem, der befinder sig på kanterne. Rummeligheden kan blandt andet bestå i at anse de afdøde for betydningsfulde. I virkeligheden fylder anerkendelse en stor del og kan være med til at give håb – altså bestræbelsen eller ambitionen om at vise, at de usædvanlige liv er vigtige, og at de spiller en rolle, både i livet og i døden.”
Opgaven med at give udsatte borgere en værdig afsked har Morten Aagaard mange gange stået for at varetage, når han har som korshærspræst i Aarhus har bisat og begravet udsatte de seneste fem år. Når mennesker, der har levet et hårdt liv, måske med både traumer, misbrug og brudte relationer, dør, er det så meget desto mere vigtigt at sørge for en ordentlig afsked med livet, mener han.
”Når man som menneske har fået meget lidt hjælp til at håndtere et liv, modtager man ofte også meget lidt hjælp til at håndtere sin død. Det er en enorm udfordring, hvordan vi hjælper socialt udsatte med at afslutte livet på den mest værdige måde, for værdighed er individuelt, og det kan altid diskuteres, hvad der er værdigt for den enkelte. Fælles for mange er, at der ofte er nogle ender, der skal bindes sammen på livet. Det handler om at give en meningsfuld afsked til et menneske, for det menneske, det var, og ikke nødvendigvis for de valg, det har truffet,” siger Morten Aagaard og understreger den sidstnævnte pointe: Hvor vigtigt det er at have in mente, at et menneskeliv er både gyldigt og vigtigt, uanset hvordan det er levet.
”Jeg har aldrig mødt nogen, der drømte om at blive alkoholiker. Det er mennesker med nøjagtig de samme drømme som alle andre, men som er født under nogle omstændigheder eller har oplevet ting, der gjorde, at de drømme ikke blev til noget. Det er vigtigt at skabe ro omkring livsafslutningen ved at understrege, at det er okay at livet blev, som det blev. Må fred være med dig.”
I Vibeke Gravens bestræbelser på at blive klogere på livets afslutning for mennesker med usædvanlige liv har hun deltaget ved mange bisættelser og begravelser. Også hun peger på vigtigheden i, at der tages hånd om de udsatte – ikke bare ved livets afslutning, men også efter:
”Ved at give mennesker omsorg efter døden og en værdig bisættelse tilskriver vi det værdi – både til enkeltmennesker og til eventuelle efterladte. Det handler om, at vi som samfund i højere grad skal tilskrive en gruppe ellers oversete mennesker betydning og vise, at her er en gruppe, der er værd at sørge over.”