Prøv avisen
Sammenbragt familie

Vi har alle en bagage med os, når vi træder ind i nye parforhold

Tegning: Rasmus Juul.

Mange, som lever i sammenbragte familier i dag, har svært ved at finde plads til fortidens minder og følelser. Men sådan har det altid været, for fortid og bagage er ikke nye fænomener

”Jeg har en masse bagage med mig, Katrine…,” sådan sagde min kæreste engang til mig. Vi havde ikke været sammen i ret lang tid. Det var både en konstatering af og en undskyldning for, at han havde en fortid, som måske kunne tynge os. Den fortid var et tidligere ægteskab, en tidligere kærlighed. Men den var også en fremtid, fordi han sammen med sin første hustru har to skønne børn. ”Jeg er heldigvis vild med tasker,” var mit kække svar.

Og den er god nok: Jeg er vild med tasker. Ikke desto mindre har det vist sig, at de minder og følelser, min kæreste bærer rundt på, indimellem kan være svære for mig at håndtere. Det er sjældent en fryd for mig at høre om alle de huse, han har sat i stand med sin ekskone; alle de rejser, de to har været på; alle de oplevelser, som stadig præger ham, og som er en nødvendig del af den, han er i dag. Jeg bliver tavs og indadvendt, når han begejstret fortæller om ”dengang vi flyttede til København”. Jeg har aldrig boet i København. Jeg hører ikke med i det ”vi”. Det gør ondt, når jeg dvæler for længe ved det faktum. Ikke fordi jeg har lyst til at flytte fra Aarhus, men fordi jeg er grådig og gerne vil have del i alt, hvad der hører til den mand, jeg elsker.

Det gør også ondt, når jeg indimellem (nødvendigvis) bliver socialt tilovers i forholdet til deres børn. Når jeg af den ene eller anden grund ikke skal med til skolearrangementer eller til fødselsdage; når min kæreste tager sig af den opgave sammen med sin ekskone. Her viser deres ”vi” sig stadig at have gyldighed. Det er naturligvis godt. Det er voksent, kærligt og ansvarligt, for sammen er de to menneskers mor og far. Men det gør mig alligevel ked af det – ligegyldigt hvor selvoptaget og pinligt jeg synes, det er, at jeg har det sådan. Den moderne stedmorsyge har jeg døbt tilstanden.

Min kæreste lider af noget tilsvarende. Han prøver at finde sig til rette med min fortid, min eksmand, vores historier – ligesom han forsøger at finde den plads, hvorfra han kan få lov at være noget for de tre børn, jeg har fra mit tidligere ægteskab.

Vi er ikke alene i denne virkelighed. Knap halvdelen af danske børnefamilier er sammenbragte – i en af de komplekse varianter af detaljerede børnedeleordninger og forskellige konstellationer af ”dine, mine og vores”. Vi har erhvervet os en frihed til at gå ind og ud af ægteskaber og langvarige parforhold, når følelserne giver os grund til det.

Den frihed koster. Sociologer, psykologer, terapeuter og præster flokkes om at oplyse os prisen: Vi og vores børn bliver rodløse af at forlade kernefamilien – af at leve i det nye sociale eksperiment, som har grebet om sig fra 1968, siger de. Og vi tror gerne på dem, for den sammenbragte hverdag byder unægtelig på rige mængder af stress, ensomhed og fornemmelser af vilkårlighed. Det kan være svært at bære rundt på sin egen og sine kæres bagage.

Det er bare ikke nogen nyhed, at det er sådan.

Sådan har det altid været i sammenbragte familier. Denne familieform er nemlig ikke ny; den er ikke et produkt af det postmoderne samfund; dens fødselsår er ikke 1968; og den er ikke en degeneration af kernefamilien. Måske er det snarere fejringen af ”far, mor og (to) børn”, som nåede sit højdepunkt i de vestlige kulturer i perioden mellem begyndelsen af det 19. århundrede frem til midten af det 20. århundrede, der er en historisk undtagelse?

I hvert fald har den sammenbragte familie og al dens bagage en dyb historie. Når først man leder efter den, er der tegn alle vegne. Tænk på stedmødrene og -fædrene i folkeeventyrene. Det er ikke tilfældigt, at så mange af dem lister rundt i krogene af de gamle fortællinger. Det gør de, fordi de var en fast del af den almindelige sociale rollebesætning, da historierne voksede til.

I middelalderen og tidlig moderne tid giftede folk sig gerne mere end én gang i løbet af livet; det var heller ikke ualmindeligt at få børn med mere end én ægteskabspartner. Det skyldtes, 1) at middellevealderen var en anden end i dag, og 2) at man giftede sig for at opnå en bestemt social status.

Det kunne være, at en ung driftig mand friede til en midaldrende enke for at overtage hendes afdøde mands smedje. En god løsning for dem begge. De fik måske et par børn i tillæg til dem, hun havde i forvejen. Måske døde hun i barselssengen, og smeden ville efter nogen tid se sig om efter en ny hustru. Hun havde måske børn fra et tidligere ægteskab. I tillæg til ”dine, mine og vores”, som vi kender fra i dag, havde man altså også ofte ”deres”, som en kategori i børneflokken: De børn, hvis biologiske forældre var døde, men ikke desto mindre udgjorde et led i kæden af ægteskaber, der hørte til den pågældende husstand.

Disse hjem må have været fulde af følelser fra fortidens samhørigheder, og det er svært at forestille sig, at de indre dragkister altid var helt store nok til at rumme den følelsesmæssige bagage. Måske er det det, der tynger og forvrænger folkeeventyrenes stedforældre?

Jeg kan godt lide at tænke på disse komplekse familier, som min udvidede families forgængere, for det er rart ikke at stå historisk alene med det sociale rod. Men jeg vil ikke være en ond stedmor. I stedet vil jeg udforske min kæreste og hans børns erindringsgods; jeg vil rumme, at gamle ”vi’er” har stor nutidsret; jeg vil låne lidt minder, give nogle af mine i bytte: Jeg tror på, at der ligger fortrolighed og samhørighed på bunden af kufferterne.