Ud over museumsdirektøren er her kun to opsynsmænd. De står ved personaleindgangen i underetagen og forsøger at holde varmen med hver sin kop kaffe i et papbæger. Ellers er her ingen. Med sine 10 etager og knap 21.000 kvadratmeter er ARoS med sin ikoniske regnbue på toppen et meget synligt midtpunkt i Aarhus og endda et af de største kunstmuseer i hele Nordeuropa. Men på grund af coronakrisen har det været lukket for publikum i godt to måneder.
Derfor virker det næsten helt foruroligende, at den seneste udstilling ”Mythologies” har følgende undertitel: ”The Beginning and End of Civilizations”, på dansk: Civilisationers begyndelse og afslutning.
Kun meget få har set udstillingen, for den åbnede den 4. april på et lukket museum. Direktør Erlend Høyersten havde derfor glædet sig til, at publikum nu endelig kunne komme ind og se de nye, tankevækkende værker. Men da det gik op for ham, at museerne ikke var med i anden fase af genåbningen og først kan åbne den 8. juni, strøg han til tasterne. Hans kommentar lød: ”Jeg vil nu se på, hvordan vi kan åbne hele ARoS snarest muligt og før 8. juni for at vise, at Danmark er en kulturnation og ikke blot en konsumptionsnation.”
Reaktionen var voldsom. Nogle kaldte direktøren ”forkælet”, skrev at han manglede ”samfundssind” og ikke kendte sin plads.
”Men langt de fleste reaktioner var positive, og mange var glade for, at jeg talte kulturens sag og turde stille spørgsmål til regeringens prioriteringer,” fortæller han fra sit kontor i toppen af ARoS, hvor den 47-årige nordmand har udsigt over hele Aarhus, der siden 2014 har været hans hjemby.
Erlend Høyersten har før gjort sig bemærket og aldrig været bange for at tale højt om sine ambitioner på kunstens vegne. Og faktisk ser han det som sin pligt at gøre det.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Jeg har det meget svært med det, man kan kalde ”social konformitet”. Den viser sig ofte som frygten for at gøre noget forkert og som et ubehag ved at stille sig uden for ”det gode selskab”. Derfor synes jeg, det er ubehageligt, når for eksempel statsminister Mette Frederiksen (S) bruger udskamning som strategi og taler til os om at udvise ”samfundssind”. På den måde indtager hun en form for moralsk højposition i forhold til befolkningen. Men hvis vi kommer i en situation, hvor vi ikke længere kan stille spørgsmål, fordi der på den måde er etableret en moralsk konsensus, så ringer mine alarmklokker. En alt for udpræget lydighedskultur er farlig for mig at se, for jeg tror, at samfundsudvikling sker, når vi stiller spørgsmål ved status quo. Noget, der i mine øjne er hvert enkelt menneskes ansvar at gøre. Og helt konkret savnede jeg den slags spørgsmål i forbindelse med den her fase af genåbningen. For hvorfor er det okay at gå i Silvan, men ikke på museum?
Hvad har formet dit livssyn?
Jeg har gået på Rudolf Steiner-skole i Bergen, og her blev det aldrig opfattet som kværulerende eller obsternasigt, når børn blev ved med at stille spørgsmål. Det blev vi derimod opdraget til, for det blev set som et ønske om at forstå. I mit hjem var der også god plads til at diskutere og lytte til hinandens argumenter. Min far var psykiater og samtidig meget engageret i bybevaring, så gennem hans kamp for gamle bygninger lærte jeg også, at det var i orden at sige fra og mene noget andet end myndighederne. Samtidig gav det mig en forståelse for, at der også følger et ansvar med, når man har adgang til en stor mikrofon. Det har jeg tænkt meget over som museumsdirektør, både da jeg var i Kristianssand og her, for det er et ansvar, der altid bør handle om at fremme sagen, aldrig en selv.
Kunst har derudover altid fyldt meget i mit liv. Da jeg var barn, tog vores familie tit på rejser i Europa, og mine forældre hev os børn ind i den ene kirke efter den anden. De er begge katolikker, og mødet med den religiøse kunst har gjort stort indtryk på mig. Det var derfor oplagt at læse kunsthistorie, men da jeg var i gang med specialet efter fem lange år på universitetet, blev jeg simpelthen så træt af det, at jeg overvejede at begynde på medicin i stedet for. Som begge mine forældre, min søster og en stor del af familien i øvrigt. Men så havde jeg en snak med min kloge mor. ”Hvis du arbejder i sundhedsvæsenet, så kan du reparere kroppe og få folk til at overleve. Men hvis du arbejder med kultur, kan du få folk til at leve.” Det perspektiv har fulgt mig lige siden.
Hvad gør dit liv rigere?
Genuint generøse mennesker, som viser omtanke og byder andre mennesker velkommen indenfor i deres hjem eller omgangskreds. Som ikke kun spørger ind, men også selv deler ud af deres liv. Med den slags mennesker har jeg det, som jeg har det med kunst, musik og litteratur. Jeg glædes over at være i en verden, der folder sig ud, og hvor dagene føles længere og mere meningsfulde, fordi man får nye perspektiver og derfor kan reflektere på andre måder over det, vi allerede ved.
Hvad betragter du som din største ulykke?
Min tilgang til livet er nok ikke til at have en saltstøtte eller klagemur. Jeg har selvfølgelig haft sorger i mit liv og drømme, der ikke blev opfyldt. Men jeg forsøger at gå lidt i terapi med mig selv for at vende den slags bump på vejen til selverkendelse og selvaccept. For to år siden fik jeg en depression, som jeg nok havde gået med længe, før jeg gik til lægen. Jeg var så uendelig trist og følte ikke, at verden hang sammen længere. Jeg havde svært ved at finde både energi og mening. Men jeg ser det ikke som en ulykke, for jeg formåede jo at komme ud af den igen – og endda med større klarhed over, hvad der for alvor betyder noget for mig. Så jeg hviler mere i mig selv nu end før. Det betyder for eksempel, at jeg håndterer ubehagelige episoder anderledes og ikke så let bliver slået ud, som jeg gjorde for tre år siden, da vi udstillede ”The Garden” og nogle sendte mig voldstrusler. De var rasende over, at kunstneren bag et af værkerne havde malet dele af Mindeparken rød og hvid.
Hvad tror du på?
Jeg er jo vokset op i en religiøs familie og har også selv levet med en tro på Gud, på at der er noget, der er større end en selv. Men en dag forsvandt den. Jeg kunne mærke det helt fysisk: Nu er min tro væk. Det skete, mens jeg arbejdede i Kristianssand, hvor jeg først var museumspædagog og siden direktør for Sørlandets Kunstmuseum. Kristianssand siges at være det norske bibelbælte, og jeg tror, at der var alt for mange mennesker der, som var helt overbeviste om, hvad der var rigtigt og forkert. Og jeg har det som bekendt meget dårligt med, at nogle på den måde gør sig til moralens vogtere.
Men jeg savner faktisk troen i dag, og her i Aarhus bor jeg ret tæt på den katolske kirke, så engang imellem går jeg ind i kirkerummet og slår korsets tegn. Mit gemyt er nok bare ikke til at købe hele pakken og tage den institutionaliserede udlægning af teksten til mig.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
”Gør mod andre, som du vil, andre skal gøre mod dig.” Det er en god læresætning, synes jeg, selvom den kan være svær at efterleve. Jeg kan godt lide, at den ikke er dogmatisk, men pragmatisk. At det er op til en selv at vurdere, hvordan den skal efterleves. Og så vil jeg da nævne Jesus som et forbillede. Han var en rebel, der turde tænke anderledes og udfordre sin samtid.
Hvad skal der stå på din gravsten?
Det har jeg ikke tænkt over. Men jeg har tænkt over min begravelse og vil gerne gå herfra med et spektakel. Så musikken må i første omgang selvfølgelig gerne få et par tårer frem, men så skal der komme noget mere upassende bagefter, som får folk ud af deres komfortzone og helst får dem til at grine. Og så er der ellers drinks i baren.