Prøv avisen

Vi har altid vidst, hvem af os der skulle være gravid med vores barn

Ægteparret Sabina (tv.) og Anna Louise Hjorth Andersen bor tæt på Amager Strand sammen med deres hund Arthur. Efter snart to års mislykket fertilitetsbehandling håber de på, at Anna Louise Hjorth Andersen alligevel en dag vil blive gravid, og at et barn kan blive en del af deres familie. Foto: Jens Welding Øllgaard

Ægteparret Anna Louise og Sabina Hjorth Andersen har en fælles drøm om, at Anna Louise Hjorth Andersen skal være gravid med deres kommende barn. Men sådan vil naturen det ikke. Hustruens æg kan være vejen til, at den fælles drøm alligevel opfyldes, men det kræver en lovændring

Det var ikke kærlighed ved første blik. Det er 29-årige Anna Louise Hjorth Andersen og 30-årige Sabina Hjorth Andersen enige om, når de tænker tilbage på dengang, de mødte hinanden på højskolen i Toftlund i Sønderjylland for snart 10 år siden. Den ene havde aldrig tænkt den tanke, at hun skulle være tiltrukket af en af det samme køn, og den anden havde allerede en anden kvindelig kæreste.

Men kærligheden mellem de to unge kvinder opstod alligevel, og et halvt år senere var de kærester. I dag er parret gift og bor på niende år i deres fælles hjem sammen med hunden Arthur.

De taler om inseminationer, ægudtagninger, fertilitetsstatistikker og paragraffer i reproduktionslovgivningen. Deres sprog og viden er tydeligt præget af det, parret har været igennem de seneste to år. Det, de har været igennem, siden de besluttede, at det nu var tid til, at de sammen skulle blive forældre.

Drømmen om at få et barn sammen har egentlig nok ligget og boblet helt bagest i bevidstheden, lige siden de to unge kvinder blev kærester. Men den gik fra at være på lavt til højt blus for to år siden, blandt andet efter den nevø, der smiler på billedet bag dem, kom ind i deres liv. Fremtidsforestillingerne har endda hele tiden været så fælles og indforståede, at parret aldrig rigtigt med ord har taget en beslutning om, at det var Anna Louise Hjorth Andersen, der skulle være gravid med deres fælles barn. Mens hun mærker en dybfølt trang til at føde et barn, har Sabina Hjorth Andersen svært ved at forlige sig med tanken om at skulle være gravid.

”Jeg har aldrig villet være gravid, men jeg har altid vidst, jeg gerne ville være mor, og at jeg gerne ville have børn. Men i den fantasi har det aldrig nogensinde været mig, der skulle bære eller føde barnet. Ikke engang da jeg var lille og legede mor til mine dukker, forestillede jeg mig at være gravid. Dengang blev alle de andre piger forelsket i Simba (hanløven fra Løvernes Konge, red.), mens jeg blev forelsket i Nala (hunløven, red.). På den måde har det altid været tydeligt for mig, at jeg var lesbisk, og derfor har jeg også været bevidst om, at jeg ikke ville få børn på naturlig vis. Måske derfor har det også hele tiden føltes naturligt, at det ikke var mig, der skulle føde dem,” siger Sabina Hjorth Andersen, der læser en kandidat i human ernæring, og fortsætter:

”Det handler ikke om det fysiske, der vil ske med min krop under en graviditet, men det er rollen, som jeg har enormt svært ved at identificere mig med.”

Omvendt har det været for Anna Louise Hjorth Andersen. Hun havde ikke haft en pigekæreste, før hun mødte Sabina Hjorth Andersen, og for hende har det derfor aldrig været aktuelt at forestille sig, at en partner skulle føde hendes børn. Men det var ikke, før hun var i begyndelsen af 20’erne, at hun begyndte at mærke en trang til, at det skulle være snart.

”Der skete et eller andet inde i mig, og jeg fik pludselig en voldsom lyst til ikke bare at få børn, men også til at det var mig, der skulle føde dem. Pludselig gav det mening det hele: Jeg har en krop og har haft menstruation hver måned, siden jeg var 10 år, fordi jeg skal føde børn. Jeg ved ikke, hvordan jeg er blevet sådan en hormonbombe, men det er, som om noget fysiologisk i min krop har sagt ’så, nu skal du være mor’. Det er lidt en slags tunnelsyn, hvor det er svært at se, hvad jeg ellers skulle være i et stort perspektiv. For mig er børn bare en kæmpe del af livet,” siger den retorikstuderende Anna Louise Hjorth Andersen.

Derfor var det også hende, der i december 2014 bestilte tid til en fertilitetsundersøgelse hos sin praktiserende læge, så processen kunne blive sat i gang.

Alt så perfekt ud. Der var rigtig mange gode æg, en alder under 30 år og en situation, hvor parret kun var landet i fertilitetsbehandlingsbunken, fordi de ikke selv kunne levere sæd. Derfor var både parret og lægerne fulde af optimisme og troede på, at Anna Louise Hjorth Andersen ville blive gravid i løbet af ganske få inseminationer med donorsæd og hormonbehandlinger.

Men det skulle vise sig, at graviditeten ikke kom så nemt, som parret først havde forestillet sig. Optimismen svandt ind, og efter seks mislykkede inseminationer rykkede parret videre til næste skridt: reagensglasbehandling. Men på trods af flere forsøg med brug af forskellige metoder blev Anna Louise Hjorth Andersens æg stadig ikke befrugtet.

Altså var parret efter mange måneders psykisk og fysisk tærende behandlinger ikke tættere på at få det barn, det hele var sat i gang for, og lægerne var heller ikke tættere på at finde årsagen til, hvorfor den unge Anna Louise Hjorth Andersens mange modne æg ikke blev befrugtet.

”Det er svært at være i en fødedygtig alder og så vise sig ikke at være særlig fødedygtig. For mig er det en stor identitetskrise at skulle se på mig selv på en anden måde og give afkald på noget, som jeg så sindsygt gerne vil opleve,” siger Anna Louise Hjorth Andersen.

Imens udsigterne til et barn blev dårligere og dårligere, voksede hos begge kvinder ønsket om at blive mor, og parret havde svært ved at tænke på andet end det barn, de ville ønske sad med dem i stuen. Selvom et barn endnu ikke er kommet til verden, har parret allerede haft samtaler om det værelse i lejligheden, der gerne en dag skulle blive til et børneværelse, og de har taget diskussionen om, hvorvidt et kommende barn skal døbes eller navngives. Her er de landet på et kompromis, der omfatter navngivning, men babysalmesang i kirken.

Mens barnløsheden påvirkede parrets humør og hverdag mere og mere, begyndte lægerne på Hvidovre Hospital at tale om nye muligheder. Som det også fremgår af Anna Louise Hjorth Andersens journal, blev behandling af ægtefællen, Sabina Hjorth Andersen, nævnt som en mulighed, mens der i journalen refereres til loven om assisteret reproduktion. Den lov er nemlig helt central for, hvordan Sabina Hjorth Andersen kan blive en del af behandlingen, og hvordan hun ikke kan. Paragraf fem i loven lyder:

”Der må ikke etableres assisteret reproduktion, medmindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner.”

Det betyder, at hvis et heteroseksuelt par ender i samme situation, som ægteparret Hjorth Andersen, vil kvinden kunne få æg fra en fremmed kvindelig donor og sæd fra sin mand. Men Anna Louise Hjorth Andersen må ikke få sæd fra en fremmed mandlig donor og æg fra sin hustru. I begge tilfælde kommer 50 procent af generne fra en fremmed donor, mens de andre 50 procent kommer fra én af barnets juridisk anerkendte forældre, og i begge tilfælde vil kvinden, der bærer barnet, også være mor til barnet efter fødslen.

Hvis det havde været lovligt for lesbiske par, som det er for heteroseksuelle, er Anna Louise og Sabina Hjorth Andersen sikre på, at det ville være deres næste skridt. På den måde ville der stadig være chance for, at Anna Louise Hjorth Andersen, på trods af dårlige æg, kunne få opfyldt sit store ønske om at blive gravid, og Sabina Hjorth Andersen, der aldrig har forestillet sig at skulle være gravid, ikke ville behøve at blive det. Derfor kæmper de nu for at få ændret lovgivningen og har blandt andet holdt tale om deres situation til et møde i Folketingets Sundhedsudvalg.

”Jeg forstår godt, at folk tænker, ’hvorfor kan du ikke bare blive gravid’, men hvorvidt jeg har lyst til at føde 15.000 børn eller ej, synes jeg grundlæggende er ligegyldigt, for diskriminationen er der alligevel. Jeg synes, at Anna Louise er dårligere stillet, fordi hun har en kvindelig kæreste og ikke en mandlig kæreste. Og jeg er dårligere stillet, fordi jeg bliver defineret som værende donor, og det er jeg ikke – jeg er partner på lige fod med en mandlig partner,” siger Sabina Hjorth Andersen, der i fertilitetsbehandlingen har været registreret som det kommende barns medmoder.

Hun har for nylig fået undersøgt sine æg, som i dag ser fine ud. Men da hun er fyldt 30 år, frygter hun, at det inden for de næste år kan ændre sig.

Derfor har parret nu tre muligheder, som de ser det. De kan vente og krydse fingre for, at lovgivningen snart bliver ændret. De kan rejse til udlandet, hvor det i en række lande er lovligt at få taget æg ud af Sabina Hjorth Andersen, befrugte dem med donorsæd og dernæst sætte et befrugtet æg op i Anna Louise Hjorth Andersen. Eller de kan give slip på drømmen om, at hun skal bære deres barn, og i stedet forsøge at gøre Sabina Hjorth Andersen gravid ved insemination med donorsæd. I forhold til sidste mulighed fremgår det af deres journal, at det i så fald vil skulle ske på en privatklinik, da parret allerede ”har fået de tilladte behandlinger i offentlig regi”.

”At vi som par kører på samme antal klip i forhold til inseminationer er jo direkte mostridende med, at jeg ellers bliver betragtet som en fremmed donor, der donerer æg, og ikke en partner, der donerer æg,” siger Sabina Hjorth Andersen.

Lige nu er kampen for en ændring i lovgivningen blevet et anker i den sorg, de begge føler over at være barnløse.

”Nu har man den lovgivning at gå op i. Selvom jeg græder nu, gør det, at man til hverdag kan lægge følelserne lidt til side ved at gemme sig i kampen,” siger Sabina Hjorth Andersen.

Selvom de nu er fokuseret på lovgivningen, er følelserne bag stadig så presente hos dem begge, at det ikke kun er håbet om en ændring i lovgivningen, der holder dem fra at forsøge at gøre Sabina Hjorth Andersen gravid.

”I den drøm, hvor jeg bliver mor, er det Anna Louise, der skal bære barnet. Men på den her måde vil hun skulle afgive en rolle, hun har drømt om, og jeg skal så påtage mig den rolle – og den har jeg virkelig ikke lyst til at påtage mig. Hvis det, at jeg bliver gravid, er det, der skal til, for at vi kan få et barn, skal jeg selvfølgelig nok gøre det, men det ville være noget, jeg skulle arbejde med psykisk, og hvis Anna Louise skulle give afkald på det og så se det ske for mig, er det også noget, hun vil skulle arbejde med,” siger Sabina Hjorth Andersen.

Anna Louise Hjorth Andersen supplerer:

”Man kan godt forestille sig, at det skaber en modsætning i et forhold, når den, der er gravid, tænker ’bare det ikke var mig’, og den anden ville ønske, hun var gravid. Det vil selvfølgelig alligevel blive glædeligt, men det vil også blive tungt.”