Fruen har nyt fra den ældste og den mellemste i København.
”De skal i biografen og se 'Fifty Shades of Grey',” siger hun.
Jeg er ikke sikker på, at jeg har hørt rigtigt.
”Altså, deres kærester skal ind at se den. Mens drengene drikker øl et sted i nærheden,” siger hun.
”Og så skynder de sig hjem bagefter?”, spørger jeg.
”Det spurgte jeg ærligt talt ikke om,” siger hun.
”Vi kunne jo gå i biografen på fredag?”, siger jeg.
”Keep dreaming,” siger fruen.
”Det behøver ikke være 'Fifty Shades'. Vi kunne gå ud og spise bagefter,” siger jeg.
Det er måneder siden, vi har været i biografen. Mit indtryk er, at vi løbende går glip af en lind strøm af anmelderroste mesterværker, mens vi sidder og sover foran fjernsynet. Jeg sætter mig ved computeren og finder filmoversigten. Det viser sig, at der er forbløffende få anmelderroste mesterværker at vælge imellem, og at neurologiske sygdomme er det gennemgående tema i dem.
”O.k., hvad vil du helst se? En film om en naturvidenskabsmand, der får ALS, en film om en mors forhold til sin matematisk begavede, men autistiske søn, eller en film om en kvindelig akademiker, der bliver diagnostiseret med alzheimer?”, spørger jeg.
”Hvad med ingen af dem?”, siger fruen.
”Der er også en om nogle pensionister, der tager på ferie i Indien og finder kærligheden,” siger jeg.
”O.k., så tager jeg alzheimer-filmen,” siger fruen.
Således sidder vi fredag aften og ser en film om en 50-årig kvinde, der glemmer ord, gentager sig selv og taber tråden midt i sætninger. En tredjedel inde i filmen taler hun med en læge om sine symptomer. Han siger, at det muligvis kan være alzheimer.
”Alle de symptomer har jeg,” hvisker jeg til fruen.
Lægen beder hende huske en adresse, mens han stiller en række andre spørgsmål. Da han spørger om adressen, har hun glemt den.
”Kunne du huske den?”, hvisker jeg til fruen.
”Shhhh,” siger hun.
Efterhånden bliver det værre, og hendes mand må vælge mellem hende og karrieren.
”Hvis jeg bliver plejekrævende, vil du så vælge mig eller karrieren?”, spørger jeg, da vi går ud af biografen.
”Bare fordi filmen handler om en på din alder, der får alzheimer, betyder det ikke, at du får det,” siger fruen.
”Du skal ikke opgive din karriere. Det vil jeg godt sige, mens jeg stadig er klar,” siger jeg.
”Hold nu mund,” siger hun.
Biografen ligger i et område med mange spisesteder. Det forekom mig at være en god beliggenhed, da jeg bestilte billetterne, men restauranterne er pakket med højrøstede mennesker. Jeg har på forhånd tænkt på et bestemt spisested, men nu kan jeg ikke huske hvilket. Jeg stopper opgivende i mylderet.
”Det er sådan, det begynder,” siger jeg.
”Vrøvl,” siger fruen.
”Skal vi ikke tage bussen hjem til den restaurant, hvor vi plejer at spise?”, spørger jeg.
”Gerne, men hold op med det alzheimer-ævl,” siger fruen.
”Jeg er tryggest i mine vante omgivelser,” siger jeg.
”Jeg gider ikke høre på det,” siger hun.
”O.k.,” siger jeg.
Vi sætter os i bussen.
”Nå, men vælger du så mig eller karrieren?”, siger jeg.
”Jeg burde tydeligvis have valgt 'Fifty Shades',” siger hun.