Prøv avisen

Jon Stephensen: Vi har brug for noget, der er større end os selv

”At tro på, at der er noget, som er større, er med til at mindske skråsikkerheden. Vi lever i en tid, som hylder det faktuelle og søger efter de endegyldige sandheder, men jeg mener, at samfundet har brug for sprækker med mere tvivl,” siger teaterchef Jon Stephensen, som er fotograferet i Vor Frelsers tårn, hvorfra han kan se den del af Christianshavn, han oplever som en landsby. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Teaterchef Jon Stephensen tror, at mennesker fødes med tro. Sådan var det for ham, og han ser det samme hos sin datter. I kirken har han fundet en plads til undren, som han søger i en skråsikker tid

Jon Stephensens datter, Rose, vil gerne vide, hvordan hun staver til Jesus. Rose er seks et halvt år, og hun tror på Gud med en naturlighed, som har fået hendes far, chef for teateret Aveny-T Jon Stephensen, til at tænke tilbage på sin egen barndom. Tilbage til de år, hvor han gerne sluttede dagen af med denne bøn:

”Nu lukker Solen sit Øje, snart lukker jeg ogsaa mit, vor Fader i det Høje, Du lukker aldrig dit! Ja, vogt os Allesammen, Ingen drømmer stygt, da siger jeg glad mit Amen og sover sundt og trygt.”

Bønnen havde han fundet bagest i en ældre antologi, som stod på reolen på børneværelset i rækkehuset i Hellerup nord for København. Hvordan bogen var kommet ind i hans liv, husker han ikke, men han mindes, at han nogle gange bad bønnen et par gange, inden han lagde sig til at sove.

”Der var ingen katastrofer og ingen bekymringer, som tyngede, og der var heller ikke noget særligt klarsyn for den sags skyld. Det kom bare som noget fuldstændig naturligt, uden at nogen stimulerede det. Og jeg kan se det samme hos min datter.”

Teaterchefen, som af nogle vil være kendt som debattør i blandt andet P1’s ”Søndagsfrokosten”, har længe tænkt over troens rolle i samfundet. Da der i maj var Himmelske Dage i København, deltog han i en debat om religionens betydning for samfundets sammenhængskraft, og før jul afleverede han en kronik til dagbladet Politiken forsynet med overskriften ”Giv os troen tilbage”, hvor han blandt andet skrev:

”Vi er nået til et sted, hvor vi trænger til mindre selv og mere fælles. Vi orker ikke mere at være herre eller kvinde i eget hus. Vi har brug for noget, der er større og fratager os det ansvar, vi hele tiden tager for alt. Det at skulle sætte sig selv i centrum, det slider os op. Det gør os ikke lykkelige, men ulykkelige. Det skal kirken være med til at vende. Kirken skal hjælpe os og være en del af den nye fortælling.”

Kronikken har affødt flere henvendelser fra ikke mindst præster, samt invitationer til at komme ud og tale, ligesom den er anledningen til dette interview. Den 57-årige teaterchef ser, at kirken står med en stor mulighed.

”Kirken har aldrig haft større chancer for et comeback. Den står for det større, som er fælles, men hvis den skal overleve, må den gøre sig synlig på en helt anden måde end i dag.”

Jon Stephensen mener, at hans egen families historieillustrerer danskernes forhold til folkekirken. Den sidste trofaste kirkegænger i familien var hans mormor, somvar ud af en præstefamilie.

”For min mormor var kirken noget helt naturligt, og menigheden var for hende et fællesskab.”

Fire til fem gange om året samlede hans mormor sin familie til spisning i sin lejlighed i Sankt Kjelds Gade i København, og han kan stadig huske den bordbøn, som hun bad, inden de spiste: ”Så si’r vi, Gud Fader, dig tak for dejlig mad. Amen.” Som dreng var han imponeret over, hvor hurtigt hans mormor var i stand til at recitere bønnen, mens bordbønnen i dag minder ham om en religiøs praksis, som var noget selvfølgeligt.

”Jeg vil beskrive mit hjem som kulturradikalt. Min far var læge og min mor sygeplejerske, og det naturvidenskabelige prægede hjemmet. Men mine forældre har skam sørget for, at jeg kender mange danske kirker. Når vi ikke holdt ferie i sommerhuset ved Avnø Fjord på Sydsjælland, så tog vi på ture rundt i landet, og vi skulle altid se de kirker, som vi kom forbi.”

Se video med Jon Stephensen her

Hans forældre sendte ham på N. Zahles Skole i København, hvor der dagligt var morgensang. Han husker stadig glæden over salmer med stærke billeder. Grundtvigs ”Nu falmer skoven” og Brorsons ”Den yndigste rose” blev allerede dengang hans yndlingssalmer.

Hvor mange år bad han bønnen fra børneantologien? Han er ret sikker på, at den praksis forsvandt omkring konfirmationen. For efter konfirmationen, hvor han blev den lykkelige ejer af en båndoptager med højttaler og forstærkere, havde kirken i mange år en plads i baggrunden. Han blev arkitekt, uddannede sig til journalist og kom ind i teaterverdenen som pressechef på Dr. Dantes Aveny i 1990 og blev siden teaterchef på samme sted, inden han kom til Østre Gasværk Teater som teaterchef for i 2011 at vende tilbage til Aveny-T på Frederiksberg som chef.

”Flere gange har jeg overvejet, om jeg ikke skulle melde mig ud af kirken og slippe for at betale kirkeskat, når jeg nu sjældent kom der og ikke havde børn, som brugte den. Men hver gang har der været noget, som trak i mig og sagde, at det var for sølle et argument. Det kan godt være, at man kan rejse langt for de penge, men så har der alligevel været en rem af, at det her er et af de vigtige fællesskaber.”

For to et halvt år siden flyttede han til en lejlighed på Christianshavn i København. Set udefra ligner bydelen en attraktiv del af hovedstaden, men når man som Jon Stephensen bor her, så er det som at være i en landsby. Vor Frelsers Kirke med det spiralsnoede spir står som himmelstræbende vartegn for området, og med klokkespillet er kirken en stemme i hverdagen, som sørger for, at danske sange, salmer og børnesange lyder over kvarteret.

Jon Stephensen havde ønsket, at datteren skulle gå på Christianshavns Døttreskole, som er en privatskole med samarbejde med Vor Frelsers Kirke, hvor N.F.S. Grundtvig engang har været medlem af bestyrelsen. Det blev dog ikke til noget, for hans datters mor ønskede ikke, at datteren gik på en skole, hvor man hver dag beder Fadervor.

”Det fik mig til at føre en samtale med mig selv om, hvad der kunne være galt i en skole, hvor man beder Fadervor, og det blev en konfrontation med, hvordan vi fjerner os mere og mere fra noget, som burde være fuldstændig naturligt.”

”At bede fratager det enkelte menneske en vis form for ansvar, som konstant bliver pålagt os. Det er utroligt, hvad man skal tage stilling til selv i Roses alder. På grund af internettet har hun samtidig en stor viden. Hun ved, at Danmarks statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen, at Helle Thorning-Schmidt tabte valget, og hun ved, at hun ikke kan lide Donald Trump. Jeg ville ikke have anet halvdelen af det, som hun ved, da jeg var i hendes alder.”

Ligesom de fleste andre børn, som bliver født i København i disse år, så er Jon Stephensens datter ikke døbt.

”Jeg har det lidt dobbelt med, at Rose ikke er døbt. Jeg må konstatere ud fra tallene, at dåb ikke længere er noget naturligt. Jeg har sagt til Rose, at hvis hun gerne vil døbes, så skal hun bare sige til. Mange bliver døbt i forbindelse med deres konfirmation, og det hænger sådan set ret godt sammen med moderne børneopdragelse, men igen så lægger det jo helt vildt meget over på individet.”

Når Jon Stephensen mener, at kirken har mulighed for en genkomst, hænger det sammen med hans oplevelse af, at individet er under pres.

”En gang bad man på grund af afmagt, men i dag har vi en velfærdsstat, og der er andre end Gud, som klarer ærterne. Når vandstanden stiger, og vi har en 100-årshændelse, så er vi ikke overladt til foldede hænder, men vi har et beredskab, som træder til, og vi behøver ikke at bede på grund af afmagt. Jeg begræder ikke de mange ting, som vi kan sige tak for, men samtidig er det ærgerligt, for troen er med til at gøre vores tilværelse større.”

”At tro på, at der er noget, som er større end en selv, er med til at mindske skråsikkerheden. Vi lever i en tid, som hylder det faktuelle og søger efter de endegyldige sandheder, men jeg mener, at samfundet har brug for sprækker med mere tvivl. Vi ser det helt tydeligt i politik, hvor der står nogle på den ene side og nogle på den anden side, og resultatet bliver en skinger debat, og der er en tendens til, at flere og flere bliver trætte af den tone.”

Han mener, at kirken kan være med til at gøre samfundsdebatten mindre skråsikker.

”Den teknologiske udvikling betyder, at vi har vænnet os til at kunne få svar på alt på et øjeblik. Vi skal bare søge og vente et par sekunder. Men hvad sker der, hvis vi kaster tingene op i luften og lader dem være der i himmelrummet i et stykke tid uden at forvente, at vi skal have skråsikre svar på et øjeblik?”.

Jon Stephensen hører til dem, som mener, at kristendommen er samfundsbærende, men han spørger, om den ikke er blevet for usynlig i disse år, alt imens en overdreven tro på individet og det personlige ansvar har vundet frem.

”Vi tror, at det er et ydre pres, som gør, at fællesskaber smuldrer, men jeg tror, at det er individualismen, som får kittet til at falde ud af vinduerne. Vi er presset indefra.”

Han tager sin telefon frem for at afspille et klip fra den norske tv-serie ”Skam”. Mens han leder efter klippet, forklarer han, hvordan han mener, sekvensen fra den populære serie illustrerer, hvordan kirken kan være relevant i en sekulariseret tid.

Det er niende afsnit i tredje sæson af serien, som er optaget i en kirke. Drengen Isak, som har kæmpet med sin seksuelle identitet, sidder på kirkebænken i en fyldt kirke og overvejer sit kærlighedsliv, mens en solist synger julesalmen ”O helga natt”.

”Der siges ikke noget, men man ser, at Isak går ud af kirken. Han har kæmpet og fundet en retning at gå i. Det er det, kirken kan tilbyde, når man er i tvivl og står med udfordringer i sit liv. Kirken er et kæmpe frirum, hvor der på alle måder er højt til loftet, og den åbner nogle sanser. Scenen fra ’Skam’ viser, at kirken kan være med til at skærpe ens sanser, og evangeliet kan give os nogle retninger i livet, så vi tænker mindre på os selv.”

”For mig er det afgørende, at kirken er et sted, hvor man kan være i tvivl. Det er et sted mellem Gud og videnskaben, hvor man ikke svarer med et ja eller et nej, men hvor ’måske’ også er et svar, i en tid hvor man ellers helst skal have et klart svar på hånden.”

Jon Stephensens datter, Rose, vil gerne vide, hvordan hun staver til Jesus. Og hendes far hjælper gerne med at stave ordet. Far og datter kan tale om tro. Hun vil gerne med, når der er natkirke i Vor Frelsers Kirke, eller til børnegudstjenesten, hvor han forleden så sin datter gå til nadver og dyppe en kiks i solbærsaft.

”Kirken er et trygt sted at være, hvor du ikke hele tiden skal opfinde dig selv, og selvom hun ikke er døbt, så vil jeg gerne vise hende kirken og lade hende mærke, hvad der sker, når man er i rummet.”

”Min tese er, at vi er født med troen. Rose er det, og jeg var det. Vi er født med et behov for noget, som er større end os selv. Mange begynder at tro, når de ligger på deres yderste, men det er jo lidt som at hive i nødbremsen i S-toget, når ulykken er sket. Tænk hvis man havde åbnet for den mulighed lidt tidligere i stedet for bare ræse af sted.”

198866777