Jeg skal dyrke mere motion og tabe mig fem kilo.
Jeg skal have et nyt job.
Jeg spiser slet ikke slik og kager mere fra den 1. januar. Okay, den 2. januar.
Nogenlunde sådan lyder manges nytårsforsætter. Og ofte er de nogenlunde enslydende år efter år, for kun cirka hver 10. lykkes med at gennemføre løfterne, har undersøgelser vist. Alt det er vi pinligt bevidste om, men hvad mange ikke er klar over, er, hvor denne nu-prøver-jeg-igen-selvom-jeg-ved-det-er-omsonst-tradition stammer fra, og hvad den tidligere har indeholdt. Den har nemlig langtfra altid været så meningsforladt, som den er nu.
De tidligste registreringer af, at det nye år blev indledt med løfter, er knap 4000 år og stammer fra oldtidsriget Babylonien. Det lå i den sydlige del af det nuværende Irak. Dengang fejrede man nytåret i midten af marts i forbindelse med jævndøgn, hvilket også var det tidspunkt, hvor alting begyndte at spire igen. Det skete med en 12 dage lang religiøs festival kaldet akitu. Her bekræftede man sin loyalitet til den regerende konge eller kronede en ny, og så lovede man guderne at betale sin gæld og tilbagelevere alt, man måtte have lånt i året, der var gået. Holdt man løftet, ville guderne sørge for lykke og held. Gjorde man ikke, var man overladt til sig selv, og det blev dengang betragtet som en væsentligt mere uønsket skæbne end i dag.
De antikke egyptere begyndte at fejre det nye år i forbindelse med den årlige oversvømmelse af Nilen. Og i det senere romerrige holdt man fast i traditionen, men den romerske kejser Julius Cæsar ændrede kalenderåret i år 46 f.Kr., så man nu fulgte den astronomiske kalender. Dermed kom nytåret for første gang til at ligge den 1. januar. På den dag fejrede romerne guden for nye begyndelser, Janus. Guden med det dobbelte ansigt havde en særlig betydning for romerne, fordi den havde evnen til både at se tilbage på året, der var gået, og frem mod det kommende, og det fik også romerne til at love bedre adfærd fremover.
Traditionen levede videre gennem blandt andet de tidlige kristne. Her tjente den ikke mindst som et nyttigt middel til at kontrollere egne følelser, konkluderer den amerikanske sociolog Isidor Thorner i sin forskning fra 1951. I den tidlige protestantiske kultur skulle man være organiseret og holde sig fra useriøse aktiviteter, så man kunne holde fuldt fokus på sine religiøse pligter, og det hjalp nytårsforsættet med. Derfor var traditionen også mest tydelig i de lande, hvor de protestantiske værdier var særligt fremherskende. Blandt de engelsktalende lande gjaldt det især England, Australien, Wales, Skotland, Nordirland og Sydafrika.
Imange ikke-engelsktalende lande blev traditionen med løfter dog ikke en anerkendt eller udbredt del af nytåret. Det gjaldt blandt andet Latinamerika, Asien, Østeuropa og Skandinavien.
I Danmark stammer de første beskrivelser af skikken fra 1800-tallet, og her mindede forsættet mere om en bøn end om noget, man lovede sig selv. Det var dog ikke en decideret religiøs praksis. Mange fremsagde eksempelvis en remse om flæsk, brød og mælk for at sikre sig, at de ikke kom til at sulte i det nye år. Andre holdt en mønt i hånden ved årsskiftet for at øge chancerne for at have penge nok. Og de fleste ventede dengang med at gøre det til den første nymåne efter nytårsdag, som man mente var det bedste tidspunkt.
Med tiden har traditionen dog spredt sig til hele verden og er i samme ombæring blevet næsten helt renset for religiøse over- og undertoner. Nu er det kun os selv, vi lover noget. I en række lande, blandt andet USA, bliver denne mere selvcentrerede version af nytårsforsættet holdt ved lige af cirka halvdelen af befolkningen.
Sådan har det også været herhjemme, men de senere år har flere målinger vist, at kun cirka hver fjerde bruger traditionen aktivt, og to ud af fem siger endda, at de aldrig har et nytårsforsæt.
Nogle forskere peger på, at vores behov simpelthen er blevet mindre, fordi vi generelt lever bedre og sundere og ikke har brug for at lave så meget om. Andre mener, at det snarere er et udtryk for, at vi helst kun vil være åbne omkring de positive sider af os selv. Eventuelle for- bedringer forbliver et privat projekt.
Den livskyndige amerikanske forfatter Mark Twain har som i så mange andre af livets hen- seender også sit bud på, hvordan det hele hænger sammen. Et bud, der understreger, at nytårsforsættet nok altid har været behæftet med en systemfejl, nemlig at løfterne som oftest blot forbliver løfter og ikke handlinger.
”Nu er det den accepterede tid til at sige vores årlige, gode forsæt,” skrev han i 1863. ”I næste uge kan du begynde at brolægge Helvede med dem som sædvanligt. Alle røg deres sidste cigar i går, drak deres sidste drink og svor deres sidste ed. I dag er vi et fromt og eksemplarisk samfund. Om 30 dage vil vi have forkastet vores reformation og fortsætte med at mindske vores ældgamle fejl og mangler væsentligt mere end nogensinde før.”