Simon Munck var i krise. I sommerhalvåret læste han psykologi på Roskilde Universitet, i vinterhalvåret festede han som ejer af en afterskibar i Alperne, men begge steder rasede rastløsheden i ham. Når han var i Danmark, så han sine venner køre sig dybt ned i rutiner, de ikke kunne komme op af, og han hørte på deres jamren over livets genvordigheder. Når han var i Frankrig, tænkte han over den ro, der fulgte med vennernes forpligtelser derhjemme, alt imens han levede et usundt og uansvarligt liv – ude af stand til at finde en retning.
Så i 2013 tog han en beslutning: Han ville sælge alt, købe en båd og bare sejle derudaf med en kammerat. Så måtte meningen med det hele åbenbare sig hen ad vejen. Sejlplaner blev lagt og båden fundet, men inden afgang skulle specialet skrives, og den dengang 36-årige københavner havde en idé, der kunne slå flere fluer med samme smæk. Han ville skrive om et emne, der optog ham: begrebet angst. Det var nemlig hans oplevelse, at langt de fleste ikke forstod, hvordan det at frygte for noget – eksempelvis sit helbred eller en bombe – intet havde at gøre med den altid lurende usikkerhed på livets vej, som angst er.
Med Kierkegaard forstod han angsten som livets drivkraft og grundlaget for al selvforståelse, og han så den grundlæggende misforståelse som katalysator for den fejlagtige, men stigende diagnosticering og behandling af psykiske lidelser. I de fleste tilfælde er der slet ikke tale om sygdomme, mente han, for lidelserne er sjældent rettet mod noget konkret, men er snarere følelser, der er et grundvilkår ved det at være menneske. Og derfor burde vi selv kunne håndtere langt det meste modgang, vi møder. Specialet skulle vise netop det og tilbyde et alternativ til den medicinske og sygeliggørende tilgang til psykisk sygdom.
Det ville han gøre ved at udsætte sig selv for et ekstremt angstprovokerende eksperiment: Han ville placere sig et afsides sted i verden hos mennesker, der ikke havde talt med hvide før og derfor ingen forudfattede forestillinger havde om ham. De måtte ikke vide, hvorfor han kom, og hvor lang tid han blev, og han måtte ikke kunne kommunikere med dem. Og så skulle han være uden fysisk mulighed for at komme hjem, uden penge eller kontakt til omverdenen. På den måde nulstillede han sin identitet og gav slip på enhver kontrol over sin skæbne, og det ville være ethvert moderne menneskes største skræk, også hans egen. Eksperimentet bestod i at se, om han kunne konfrontere angsten og være i den uden at knække.
Og her gemte sig det tredje fluesmæk: Hvis denne måde at skrælle alle lag af sig selv på faktisk viste sig at være en effektiv selvudvikling, var der måske mulighed for at lave en forretning ud af det? Erhvervsledere i midtlivskrise finder livets mening ved at få frataget alt – han kunne lige se det for sig.
”Jeg kan ikke helt forklare, hvordan jeg kunne være så naiv,” siger Simon Munck i dag.
”Oven i alle de andre ting havde jeg en forventning om at kunne finde tilbage til noget, der forpligtede, noget nærværende, og det var angsten, der skulle vise vejen. Et er forventningen om at sidde på en bjergtop og få et friskt perspektiv på alting, noget andet er forventningen om, at jeg samtidig kunne finde nye svar på min midtlivskrise. Men altså, det var jo ikke sådan, det kom til at gå.”
Han valgte et af verdens mest isolerede lande, Bhutan, placeret midt i Himalaya-bjergene. Blandt yakoksehyrderne ville han finde en familie, som ifølge deres buddhistiske tro var forpligtet til at tage imod ham, og som flyttede sig så meget rundt, at han på et tidspunkt ville komme nær civilisationen igen. En guide førte ham op i 4500 meters højde, hvor han tog kontakt til en tilfældig familie i en hjemmelavet hytte. Her boede en kvinde og hendes to mænd, en ung og en gammel. Ingen af dem anede noget om verden uden for bjergene, og deres eneste kontakt til andre var via salget af den ost og det smør, de producerede og byttede til chili og ris. Det blev hans nye liv.
Den første nat var hans værste nogensinde. Ud over den kvælende røg fra bålet i teltet og den gøende hund, der hele natten havde til opgave at holde vilde tigre på afstand, mødte han ingen smil, ingen imødekommenhed overhovedet, og det var umuligt at kommunikere. Desuden var højdesygen så voldsom, at han knap kunne få vejret, så i to uger var han så skræmt over situationen, at han bare sad apatisk og så til, mens kvinden og de to mænd fik hverdagen og hans fysiske eksisteren til at nå sammen.
”Da jeg endelig fik lidt overskud, var min første tanke, at nu måtte jeg tage mig sammen og udnytte tiden mere fornuftigt,” fortæller han.
”Men så huskede jeg mig selv på, at det var præcis det, jeg ikke måtte sige til mig selv. Jeg måtte ikke sætte mål, ikke tænke i tid og i det hele taget ikke tænke i de baner, vi normalt tænker i, for jeg skulle overgive mig helt til de nye omstændigheder. I eksistensfilosofien siger man, at eksistensen går forud for essensen, at mennesket ikke har en kerne, men er et tomt hylster, der fyldes af erfaringer. Man er stadig – i en kierkegaardsk optik – født som en historisk kategori og forpligtet derved. Jeg er altså både min slægts historie og min egen og andres fremtid samtidig med, at jeg er her lige nu. Med det udgangspunkt i baghovedet ville jeg forsøge at opnå en mere forpligtende og realistisk forventning til livet. Kun derigennem kunne jeg undersøge, om angsten for intet at være kunne bruges som en drivkraft og ikke kun være en stopklods.”
Men det var sværere end som så at nå derhen. I sin dagbog beskrev han sin frisættelse fra den normale verdens forventninger, men det var en løgn. Han talte dagene og kunne ikke lade være med at glæde sig til, at familien flyttede bostedet et nyt sted hen, som forhåbentlig var tættere på en by og dermed en telefon, så han kunne komme hjem. I lange perioder følte han, at han ikke kunne slå til som menneske. Han kunne ikke hjælpe ordentligt til i hjemmet, da arbejdet var for fysisk krævende, og han kunne ikke kommunikere sig til at bedre de andres opfattelse af ham. Ofte frygtede han for nederlaget ved, at familien måske syntes, han var en arrogant klovn, der intet kunne, og han kunne ikke undslippe den tomhed og totale afmagt, som fyldte ham og helt erstattede forventningen om nye indsigter og indre drifter.
Efter tre uger skrev han i sin dagbog:
”Jeg kan næsten ikke rumme at være her. Et er, at der er mennesker omkring mig, men uden fælles tilgang til verden føler jeg mig ekstremt alene. Der er en hul fornemmelse sideløbende med en magtesløshed, som ikke kan beskrives. Jeg vil bare mig selv, men bliver konstant bange for det.”
Dagene gik. Mest med at hente brænde, vand og okser, men trods rutinerne kunne han ikke få tiden til at forsvinde, som han havde håbet. Han kunne ikke overgive sig til intetheden, og i stedet voksede uroen. Hvor blev selvindsigterne af?
I dagbogen fortsatte han med at lyve for sig selv:
”Jeg følte mig fuldstændig fastlåst i den normale retorik om, hvordan vi føler og tænker, når vi skal udvikle os selv,” fortæller han.
”Men det passede ikke på virkeligheden. Jeg følte ingenting, tænkte ingenting, jeg lå bare og så skyformationerne drive forbi, mens jeg sov dagene væk, indtil jeg en dag var så ked af det, bange og frustreret, at jeg gav op. Jeg var ligeglad med specialet, ligeglad med mig selv, ligeglad med tiden. Det var det totale fald af forventninger, en nulstilling af mit jeg, men ikke som en bevidst handling.”
Og det var der, tankerne pludselig begyndte at flyde ud over dagbogens sider. Ikke som akademiske refleksioner, men i form af et digt på syv vers, der slutter med linjerne:
For den hvor valget af sig selv og sit kår,
går hånd i hånd med sårbarhedens sår,
kan forventningens fald og tvetydige tag,
en evig frihed med sig ta’.
Den der med tvivlen kan give,
vil med angsten i hånden ku’ trives.
”Jeg har aldrig skrevet digte før,” forklarer Simon Munck, ”men essensen af mine tanker kom bare ud på den måde. Efter en halv time var jeg færdig og gik ned ad bjerget helt uden uro og uden forventninger til tiden og til mit liv som sådan. Da jeg nåede ned til min værtsfamilie, havde de besluttet sig for at flytte bostedet.”
I den halvanden måned, han endte med at være hos familien, nåede de aldrig at finde ud af, hvem han var, og hvorfor han var der. Han forsvandt lige så umærkeligt ud af deres liv, som han var kommet ind, men med sig tog han en dyrebar last. Han havde hårdt tjent indhold til sit speciale, og han havde et nyt perspektiv på sig selv, der gjorde det klart, at han ikke skulle på nogen bådtur. Det virkede så indlysende nu, men den bådtur var jo bare et forsøg på at finde løsningen på problemerne i et hurtigt og behageligt snuptag. Kraften til at komme videre måtte han hente i sig selv. Det var lige så indlysende, at han heller ikke skulle lave nogen forretningsfidus ud af at sende andre i livskrise af sted, for det havde i bund og grund været en naiv forestilling om selvrealisering tilbudt som præfabrikeret pakkeløsning.
Hjemme igen skrev han sit speciale. Teoretisk lænede han sig op ad den afskrælning af menneskelig identitet, som skete i kz-lejre under Anden Verdenskrig, og som efterfølgende blev beskrevet i en berømt afhandling af en af de overlevende, psykiateren Viktor Frankl. Han oplevede, at dem, der søgte at fastholde mening gennem en identitet, der var betinget af deres omverden, ofte var dem, der gik først til grunde. For i lejren var de reduceret til et nummer og blev behandlet som dyr i en flok. Dem, som derimod indså, at livets meningsløse tilstand i lejren måske kunne sidestilles med den meningsløshed ved livet, som var udgangspunktet for alle, kunne nemmere forstå sig selv som frie mennesker, der kan vælge og skabe indre værdier uafhængigt af deres omgivelser.
Derved fik de skabt en realistisk forventning til, hvad livet i lejren var, og dermed øgede de deres sandsynlighed for at overleve.
Det, Simon Munck havde oplevet, var selvsagt noget andet, men han kunne genkende forskellen på at forvente det meningsgivende og at acceptere det meningsløse. Og han så det som en forklaring på, hvorfor stadigt flere bliver psykisk syge – eller føler sig sådan – i deres søgen efter mening i det meningsløse.
”Det moderne samfund har skabt en forventning om, at man kan finde mening ved at fjerne problemerne,” siger han. ”Oplever man stress på arbejdet, bliver man sygemeldt, har man mistet retningssansen, rejser man ud i verden for at finde den igen. Men det er kun at fjerne symptomerne, den egentlige udfordring for langt de fleste er at erkende livsvilkårene ved at være menneske: at vi hver især er ligegyldige. At der ikke er en dybere mening med livet, den mening findes kun i små bidder spredt ud over den hverdag, som så mange søger væk fra. På den måde bliver vores evige søgen efter en mening, der ikke er der, ofte det, der faktisk knækker os.”
De tanker begyndte han at praktisere på sig selv, men også på de mennesker, han forsøgte at hjælpe. Det var eksempelvis psykisk syge mennesker på overførselsindkomst, som kommunen gerne ville have tilbage i arbejde. Hans opgave var at vurdere, hvem der kunne hvad, og her erfarede han, at han kunne rykke folk langt længere, end de selv og andre havde troet. For når de erkendte, at deres psykiske udfordringer ikke kun var et problem, men også en naturlig del af dem selv og deres drivkraft i livet, ændrede det ofte deres forståelse af, hvem der egentlig havde ansvaret for forandringen. Det var ikke alle mulige andre, det var dem selv, og de havde faktisk kræfterne til at gøre det.
”Jeg er langtfra den første, der siger det her,” påpeger Simon Munck. ”Men jeg må bare konstatere, at vores tilgang til psykisk syge fortsat er styret af den tankegang, at problemerne skal behandles væk. Det skal de tunge tilfælde selvfølgelig også, men der ligger dybt i hele vores sundhedssystem en grundlæggende undervurdering af folks egen drivkraft, og det skyldes ikke mindst den måde, vi taler og tænker om psykisk sygdom. Det er, som om vi lever i en kultur, hvor livet stort set ikke kan leves, medmindre vi konsulterer eksperter, lige meget hvilken situation vi befinder os i. Vi kan hverken finde ud af at spise sundt, blive skilt på en ordentlig måde eller sige fra over for vores arbejdsgiver. Vi nægter åbenbart at acceptere, at modgang er en del af livet, som vi selv skal lære at håndtere.”
Den kultur mærkede han selv på den hårde måde for godt et år siden, da hans første barn kom til verden. Noget var gået galt, da barnet tidligere var blevet forsøgt vendt inde i maven, og den nyfødte pige udåndede i hospitalssengen mellem sin mor og far efter bare 10 timer i verden. Han insisterede på selv at tage respiratorslangen ud af hendes mund og mærke hjertet stoppe. Det var en vigtig del af en umulig afsked. Det samme blev de efterfølgende dage, som han og kæresten på lægernes opfordring tilbragte med deres døde barn på hospitalet.
Video: Simon Munck udsatte sig selv for et eksistentielt eksperiment på et bjerg i Bhutan. Nu siger han: Angst er livets drivkraft.
For Simon Munck blev det den sværest mulige prøvelse af, om han virkelig besad en indre styrke til at kunne se smerten som en velmenende vejleder og ikke et symptom, han skulle af med. Men prøvelsen blev flere gange afbrudt af velmenende læger og sygeplejersker med det, der mest lignede en færdig opskrift på, hvordan man bedst tacklede den slags modgang.
”Vi skulle søge rådgivning hos den og den terapeut og gå i gruppeterapi med andre i tilsvarende situation. Og så skulle vi forberede os på, hvor svært det ville blive at se på andres børn. Men jeg kunne sagtens glæde mig over andres glæde over deres børn, og det sidste, jeg havde lyst til, var at tale med andre, der også havde mistet, så vi kunne sammenligne følelser og få bekræftet, at, ja, det her giver ingen mening,” fortæller han.
I tiden efter Bhutan havde han haft succes med at håndtere svære situationer ved at søge ro i at opgive alle forventninger til, hvad situationen skulle bibringe ham, og hvad andre kunne forvente af ham. Både han selv og situationen var ligegyldig i den større sammenhæng, og det gav plads til mere troværdige følelser i stedet for de kulturelt bestemte. Det var den troværdighed, han nu igen måtte søge efter.
”Mit barn var og er alt andet end ligegyldigt, og jeg tænker på hende hver dag, men jeg ville selv skabe udgangspunktet for, hvordan jeg skulle tænke og reagere,” siger han.
Dermed ikke forstået, at man må klare alle livets prøvelser på egen hånd. Det må bare ikke blive automatreaktioner, der afgør, hvordan man søger hjælp. For Simon Munck og hans kæreste førte deres tanker dem til hospitalspræsten, selvom ingen af dem betegner sig selv som religiøse. Og her fandt de trøst og mening i at tale om livets uforudsigelighed og om at føle sig svigtet af tilværelsen, for det var en eksistentiel snak, der harmonerede med det livssyn, som havde formet sig i ham. Den tilgang hjalp parret til ikke kun at se tabet som en uretfærdighed begået mod dem og ikke at bekæmpe det meningsløse, men acceptere det.
”I sidste ende handler det jo om at lære at være menneske. Lære, at det indebærer angst, utryghed, skamfuldhed og følelsen af ikke at være perfekt. Det indebærer at tage ansvar for sig selv og for andre frem for at forvente et liv, man kan indrette, som man vil.”