Vi har glemt, at mennesker er motiveret af meget andet end penge

Kontrol, overadministration og bureaukrati har ædt sig så meget ind på den offentlige sektor, at der er opstået stor mistillid mellem de ansatte og arbejdsgiverne. De sammenbrudte overenskomstforhandlinger er et symptom på meget mere end løn og arbejdstid, mener iagttagere, der taler om en tillidskrise

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Officielt nærmer vi os en storkonflikt, der vil lamme det offentlige Danmark på grund af uenighed om løn, arbejdstid og fredning af frokostpausen. Men når det er kommet så vidt, at disse traditionelle arbejdsmarkedsspørgsmål ikke endnu er løst ved forhandlingsbordet, skyldes det, at der er langt mere på spil.

Det handler om tillid eller mangel på samme, og det er den dybereliggende årsag til, at stat, regioner og kommuner på den ene side og 750.000 offentligt ansatte på den anden, står stejlt over for hinanden, mener flere iagttagere.

”Vi vil da gerne have mere i løn, men egentlig handler det ikke så meget om penge. Det handler mere om, at vi ikke kan få lov til at gøre vores arbejde ordentligt. Og at der ikke er tillid til, at det er det, vi gerne vil,” mener social- og sundhedsassistent Mette Klint, som er aktuel med bogen ”Varme hænder”, der handler om at arbejde på en medicinsk hospitalsafdeling.

”Der dikteres en masse mål ovenfra, som gør, at man skal krydse af og ’vise’ effektivitet, hvor det ville være mere relevant at bruge tiden på patienterne og gøre brug af sin sunde fornuft. Det virker helt klart som manglende tillid, og så kommer frustrationen,” siger Mette Klint, som i dag arbejder på ortopædkirurgisk afdeling på Svendborg Sygehus.

Dennis Nørmark, som er antropolog og selvstændig konsulent, peger også på manglende tillid som den bagvedliggende årsag til de fastkørte forhandlinger.

”Dem, der arbejder i de klassiske kaldserhverv, lærere, sygeplejersker, læger, pædagoger og så videre, føler, at de bliver tvunget til at udføre meningsløs registrering for at holde et bureaukratisk, politisk lag tilfreds,” siger Dennis Nørmark, som i næste måned er aktuel med bogen ”Pseudoarbejde – Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”.

Efter hans mening befinder det politiske, administrative lag sig ”meget, meget langt væk” fra den forståelse, som mange ansatte i den offentlige sektor har af deres arbejde.

”Det ubetinget største problem er, at de almindelige fodsoldaters idé om, hvad kvalitet er, står milevidt fra det administratives forestilling om kvalitet. Og i desperation over ikke at kunne råbe systemet op, tror jeg, at repræsentanterne for de her grupper, tænker, at okay, så må vi i det mindste vise vores foragt og gøre det klart, at på de overenskomstmæssige krav bøjer vi os ikke,” siger antropologen.

”Og at genfinde tilliden til, at mennesker faktisk ønsker at udføre deres erhverv godt – og ikke motiveres af pisk eller gulerod – er en udfordring, der vil noget.”

Også Bent Meier Sørensen, professor på institut for ledelse, politik og filosofi på Handelshøjskolen i København (CBS), mener, at uforsonligheden parterne imellem bunder i en tillidskrise. I den forbindelse nævner han, at regeringens flytning af statslige arbejdspladser kan opfattes som en krigserklæring.

”En del offentligt ansatte ser udflytningen som en ideologisk øvelse, der handler om at flytte nogle af deres rådgivende og sagsbehandlende enheder så langt væk fra magten, at de automatisk får mindre indflydelse,” siger Bent Meier Sørensen, der også hæfter sig ved tonen i debatten og bruger skolelærerne som eksempel.

”Det undrer mig, at det ikke er en borgerlig dyd for en borgerlig regering at tale lærernes autoritet op i stedet for at udlægge det, som om lærerne er in it for the money. Alle ved, at man ikke bliver skolelærer for pengenes skyld,” siger professoren, der sammenligner med Finland, hvor lærerne har høj status.

”Men hvor er den danske regering, når det drejer sig om at tale den enorme medarbejdergruppe op og forsvare dens autoritet i samfundet? Det undrer og bekymrer mig,” siger professoren.

Det betyder ikke, at man ikke kan være uenig i aflønningsniveauet, pointerer han.

”Men forhandlingerne ville nok være lettere, hvis lærerne oplevede, at deres arbejdsgiver bakkede dem op,” siger Bent Meier Sørensen, som egentlig godt forstår, hvis lærerne føler sig kørt over.

”Det er dobbeltpinagtigt, eftersom Thorning-regeringen løb sig en staver i livet med lige præcis lærergruppen,” siger professoren, der synes, det er et problem, at tonen i debatten er blevet sådan, at man er lidt cool, hvis man hakker på lærerne.

”Det er jo de samme mennesker, man overlader sine børn til dagen efter.”

Lise Egholm, tidligere, mangeårig skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København og inden da selv lærer, er især irriteret over, at lærerne tales ned af deres egen formand.

”Anders Bondo (formand for Danmarks Lærerforening, red.) gør sine medlemmer til nogle klynkere. Det er så ærgerligt for lærergerningen, som er noget af det vigtigste, vi har, at de er blevet talt hen til at være rene og skære lønarbejdere. Da jeg var lærer, forberedte jeg mig både under bruseren, på cyklen og om natten – jeg har da aldrig regnet på, hvor meget tid jeg forberedte mig i. I min bog er det helt forkert tænkning, hvis man vil noget med sit arbejde,” siger Lise Egholm.

Hun vil ikke udtale sig om, hvilken af siderne i konflikten der især er ansvarlig for, at forhandlingerne er brudt sammen.

”Men fra lærernes side lugter det her af hævn for 2013,” siger hun med henvisning til lockouten, der endte med et regeringsindgreb og en lovregulering af lærernes arbejdstid.

”Og det synes jeg er for småligt, når det er så få ting, der skiller parterne. Det sætter man ikke hele samfundet i stå over, og først og fremmest ikke, når det går ud over børnene op til eksamen.”

Lise Egholm, der er pensioneret, men som har arbejdet i folkeskolen i 42 år, mener, at der er nogle, for eksempel sosu-assistenterne, som er dårligt lønnede.

”Men lærerne er ikke, det skal du ikke komme og bilde mig ind.”

Til gengæld forstår hun godt, at den kontrol, der ”lægges ned over” ansatte i det offentlige, er frustrerende.

”De bliver rullet ind i den djøfisering af samfundet, hvor alt skal måles, vejes og redegøres for. Og det læs har Anders Bondo jo selv skubbet til.”

Ansvaret for tillidskrisen, som har gjort forhandlingerne så vanskelige, vil antropolog Dennis Nørmark gerne give et bud på, hvor ligger.

”Det skyldes, at vi har overladt vores forståelse for, hvad der motiverer mennesker, til økonomer, som har en opfattelse af, at mennesker kun er motiveret af at blive straffet økonomisk, belønnet økonomisk eller at blive fyret,” siger han.

”Fordi vi har ladet økonomerne få så ekstremt stor indflydelse på, hvordan man tænker administration, har vi glemt, at mennesker er motiveret af 117 andre ting end penge. Af samvittighed, af ære, af skam, af faglighed, af ønsket om at gøre noget godt, ønsket om anerkendelse, af meningsfuldhed og af bare at gøre et godt stykke arbejde. Men vi har lullet os ind i en administrativ logik, hvor vi har ladet djøf’erne bestemme, hvad mennesker dybest set bliver motiveret af. Og det er bare forkert. Økonomernes logik kan beskrive den menneskelige adfærd et lille stykke ad vejen, men også kun et lille stykke.”

Det synspunkt genkender Mette Klint fra sit arbejde som sosu-assistent.

”Vi har det ikke svært med at have travlt, hvis vi bare kan følge med. Men når man føler, at det etiske i sygeplejen ikke kan nå at komme med i arbejdet, kommer vreden. Og når man så får at vide, at man ikke vil give, men kun tage, bliver man da frustreret over, at der ovenfra ikke er forståelse for, hvad sygeplejen handler om,” siger Mette Klint.

Den mistro, vi ser kulminationen af nu, er kommet snigende gennem de seneste 40 år, mener Dennis Nørmark.

”Det politisk administrative niveau er blevet dovent og føler, at det kun er igennem regneark, det kan styre systemet. I virkeligheden er det langt mere kompliceret og handler meget mere om ting, der er svære at sætte på formel,” siger han, der mener, at vi har fået et overadministreret samfund.

”Og i sådan et er man nødt til at administrere efter den laveste fællesnævner – den, som handler om belønning og straf.”