For få uger siden åbnede en chatlinje på Aarhus Universitet, hvor studerende med ondt i livet kan få anonym hjælp fra andre studerende, der sidder klar ved chatten om aftenen. Det er et ekstra tilbud i forhold til den anonyme telefonlinje AU Helpline, som et frivilligt hold af studerende etablerede i efteråret. Det er både unge kvinder og mænd, der benytter sig af tilbuddet. Og antallet er stigende. Typisk handler henvendelserne om ensomhed, stress og angst, og som oftest er det en følelse af stort præstationspres, der ligger bag. Og et udtalt lavt selvværd.
”Mange af de frivillige bag AU Helpline har selv haft det svært og ville have ønsket, at der tidligere var et lignende tilbud til dem,” fortæller Eva Poulsen.
Hun læser medicin og tog initiativet til den anonyme telefonhjælp, fordi hun var bekymret over den udvikling i trivslen blandt studerende, som blev dokumenteret i en undersøgelse på universitetet i 2017. Her kom det frem, at hver femte studerende oplever stress i hverdagen, hvilket er næsten en fordobling i forhold til målingen i 2011.
”Og det er vel at mærke ikke den ’gode’ stress, de studerende oplever, men alvorlig stress med hjertebanken, uro og søvnproblemer. Når de så ringer til os, undskylder flere af dem nærmest, at de henvender sig. De skammer sig over, at de har det svært. For mange har enormt høje forventninger til sig selv og bliver også mødt med høje forventninger, og der er derfor et stort tabu forbundet med ikke at kunne leve op til dem. Ikke at kunne alt til perfektion. Derfor også den store ensomhed, for hver enkelt tror, at han eller hun er den eneste, der har det svært eller måske oplever at dumpe til en eksamen,” fortæller Eva Poulsen.
I de senere år har flere sundheds- og trivselsundersøgelser peget på samme tendens. At et stigende antal unge mistrives. Og at det i høj grad også gælder unge fra såkaldt ressourcestærke miljøer.
Det er de samme unge, som højskoleforstander Simon Axø møder på Testrup Højskole. Og netop i den gruppe, at han møder flere, som har det svært, og hvor depression og angst hører deres ungdomsliv til. I sine samtaler og oplæg til de unge er han derfor begyndt at tale om ”middelmådighed” som et ideal, der er værd at stræbe efter. Præcis som ikke mindst Grundtvig fremhævede ved at tale om ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord”.
”Da Grundtvig skrev, var ord som ’jævnt’ og ’ordinært’ forbundet med beskrivelser af det gode liv. I dag skal der mere til. Vi skal være ’ekstraordinære’, og de mere jordbundne kategorier har fået en negativ klang, og det præger de unges forventningshorisont,” siger Simon Axø, der oplever, at mange unge føler sig pressede, fordi de netop stræber mod ’det perfekte’ eller ’det sublime’.
”Udadtil ser de her unge ud som dem, der vil klare sig godt i livet, fordi de kommer fra de såkaldt ressourcestærke hjem. Hvor mor og far er akademikere eller hører til det nordsjællandske kystvejssegment. Men sådan er det ikke, for jeg oplever en udvikling i de her år, hvor det er en anden gruppe unge, der virker mere robuste. Og det er de unge, der kommer fra mere jævne kår. Hvor man for eksempel ikke behøver at komme på universitetet for at være en succes, men hvor pædagoguddannelsen er mindst lige så meget værd, og hvor eksistensen i det hele taget fyldes med energi i andet end det sublime. Derfor har denne gruppe unge heller ikke så travlt med at løbe efter det perfekte,” siger Simon Axø, der kalder denne indstilling for ”en gave”, som disse unge har fået med sig hjemmefra:
”De kommer med nogle mere jordnære værdier og formår derfor at insistere på, at alt ikke handler om konkurrence og selvoptimering. Og de sætter med deres modtendens spørgsmålstegn ved vores umiddelbare forståelse af, hvad det vil sige at være ressourcestærk. For dem, vi plejer at kalde ressourcestærke, er i virkeligheden de eksistentielt mest ressourcesvage.”
At unge såkaldt ressourcestærke i stigende grad mistrives, kan specialkonsulent Rune Mastrup Lauridsen også genkende fra sit arbejde med studievejledning på Syddansk Universitet. Han arbejder på nationalt plan med kompetenceuddannelse af vejlederne på landets universiteter og har holdt mange foredrag under overskriften ”Generation Z og deres præstationskultur”. Helt overordnet handler det om at ”aftabuisere og kollektivisere de følelser, som de studerende har, og som de tror, de er alene med,” fortæller han.
Samtidig er det en af hans kæpheste, at få de studerende til at holde op med at tro, at idealet for den studerende er at være unik og fejlfri, ”for det er der jo ingen, der kan leve op til,” siger Rune Mastrup Lauridsen.
Han mener, at en stor del af forklaringen på de studerendes mistrivsel ligger i, at præstationskulturen har afløst læringskulturen, og derfor er han ikke sikker på, at problemet reduceres ved at gøre middelmådighed til idealet i stedet for toppræstationen.
”Som jeg ser det, er netop hele skalaiseringen det store problem i dag. At man hele tiden måler sit liv og sin indsats i forhold til for eksempel karakterer eller ord som ’fremragende’, ’middelmådig’ eller ’under middel’. Når man gør det, bliver man meget bange for at træde ved siden, at gøre noget forkert. I stedet burde man som studerende være tændt af en nysgerrighed og en undersøgende tilgang til livet og studiet, hvor såkaldte fejl blot er veje til at blive klogere på sig selv og livet. Og det skal vi som uddannelsesinstitutioner blive bedre til at give de unge mod og lyst til,” siger Rune Mastrup Lauridsen, der derfor også hilser forsøg på folkeskoler og gymnasier med at droppe karaktererne velkommen.