Prøv avisen

Den "forpustede" tidsalder er en myte: Vi har ikke fået mere travlt

Tegning: Morten Voigt.

Fylder arbejdet for meget i vores opfattelse af meningen med livet, spørger den britiske tidsforsker Jonathan Gershuny, der står bag tidsstudie, som viser, at vi ikke har mere travlt, selvom det er det, vi fortæller hinanden

Der er gode chancer for, at du har fornemmelsen af, at tiden går hurtigere, end den har gjort. At der er flere ting end tidligere, du og de fleste andre skal nå på en helt almindelig dag. Mere arbejde, flere forpligtelser og langt mere at følge med i. Alle steder skrues tempoet op, og vi sygemelder os i stigende grad med stress, angst eller depression, fordi vi har svært ved at følge med.

Det er i hvert fald den almindelige fortælling om det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder ”social acceleration”. Væk er pauserne, ind er kommet flere afbrydelser, mere multitasking og øget kompleksitet, siger han.

Også den australske sociologiprofessor Judy Wajcman har beskrevet, hvordan teknologien i stigende grad presser os, selvom den er designet til at gøre livet lettere. Vi er som aldrig før og lever derfor på mange måder i en forpustet tidsalder, har det generelt lydt i talrige bøger og forskningsartikler lige siden 1970’erne.

Men er det rigtigt? To professorer fra Oxford University går nu imod denne fortælling med et stort og – for nogle – opsigtsvækkende studie af, hvordan vi rent faktisk bruger vores tid. De har bedt tusindvis af briter om at registrere hvert 10. minut, hvad de helt præcist laver i deres daglige liv. Det gjorde de også i 2001 og kan derfor sammenligne. Resultaterne tegner et noget andet billede end det gængse, nemlig at vi faktisk ikke har fået mere travlt. Vi har ikke fået flere gøremål, nærmere lidt færre. Kvinder multitasker ikke mere, og mænd gør det kun minimalt mere (og i det hele taget ikke ret meget). Vi bliver heller ikke mere afbrudt.

Der findes mange undersøgelser om alt muligt, så når det alligevel er værd at bide mærke i denne, er det, fordi det ikke er hvem som helst, den kommer fra. Jonathan Gershuny har foretaget tidsstudier siden slutningen af 1970’erne og er leder af Centre for Time Use Research (Center for forskning i tidsforbrug) på Oxford University. Professor Oriel Sullivan er viceleder samme sted, og deres forskning blev for nylig offentliggjort i et af feltets mest respekterede tidsskrifter, Sociology.

Det er da heller ikke første gang, at tidsforskere har fremført, at vi faktisk ikke får stadig mere travlt. Jonathan Gershuny har sagt det hele tiden, påpeger han over for Kristeligt Dagblad. Det samme har alle andre seriøse tidsforskere, mener han. I Danmark gælder det blandt andet en af landets førende forsker i tidsforbrug, seniorforsker ved Rockwool Fonden Jens Bonke, der i mange år har påpeget, at vi ikke arbejder mere og ikke har fået mindre fritid.

Man kan så argumentere for, at vi jo godt kan føle os mere pressede, selvom vi måske ikke burde være det. Men det afviser undersøgelsen også. Markant færre mennesker end i 2001 fortæller nemlig, at de føler sig fortravlede. Særligt dem i de højeste stillinger føler sig ikke mere stressede. Gershuny og Sullivans datamateriale giver den mulige forklaring, at briterne kun arbejder marginalt mere uden for normale arbejdstider i dag i forhold til for 15 år siden. Og at der blandt dem, som faktisk føler sig mere fortravlede, ikke er nogen sammenhæng med, hvor meget deres arbejde er påvirket af den mobile teknologi, der gør de fleste tilgængelige døgnet rundt (selvom det normalt anses som en af hovedforklaringerne på vores fortravlede liv).

”Det er en myte, simpelthen,” siger Jonathan Gershuny.

”Og skulle der have været nogen forskningsbaseret tvivl om det, er den i hvert fald udslettet nu. Tallene og folks fortællinger er så entydige – endda over tid – at vi er nødt til at sige: Vi får ikke mere travlt. Sådan ser virkeligheden altså ud.”

Men det er ikke det mest interessante, påpeger han. For det siger langt mere om os som mennesker og om den tid, vi lever i, at vi så hårdnakket bliver ved med at fortælle os selv og hinanden, at vi får mere travlt.

Det er der i hvert fald fire grunde til, at vi gør, siger han.Den første handler om mediernes fremstilling af travlhed. Når der indimellem bliver lavet meningsmålinger, er det først og fremmest mennesker i deres mest travle del af livet, der bliver spurgt. De ser på sig selv og generaliserer ud fra det og dem, de kender, som typisk har det på samme måde, forklarer Jonathan Gershuny. Journalister, meningsdannere og selvbestaltede eksperter gør det samme, og så får man ikke et helhedsbillede og kan derfor ikke beskrive en reel, social forandring.

”Desuden er det et øjebliksbillede. Jeg tror gerne, at flertallet her og nu vil sige, at de har fået mere travlt. Men det samme sagde de for 15 år siden, og så kan man ikke konkludere, at vi får mere travlt. Mange søvnforskere begår samme fejl. De spørger: Sover du mindre nu end tidligere? Og når flertallet så svarer ja, konkluderer de, at vi sover mindre og mindre, selvom det ikke er tilfældet,” siger han.

En anden forklaring kunne være, at travlhed historisk har været del af en positiv selvfremstilling. Effekten er siden årtusindskiftet dog begyndt at tage af, så der i dag er et mindre behov end i 2001 for at overvurdere egen arbejdsbyrde, men vi gør det stadig, for det er stadig en statusmarkør. Især hos mænd, og det kan måske være nogle mænds måde at opveje, at kvinderne generelt har mest travlt, spår Gershuny.

En tredje forklaring kan være, at vi med alderen bliver ringere til at håndtere travlhed, så vi fortæller, at vi føler os fortravlede, selvom vi ikke er det. Og en fjerde: Måske er vi bare generelt dårlige til at vurdere, hvad vi bruger tiden på, når vi ikke bliver tvunget til at skrive det ned. Og derfor – sammenholdt med de ovenstående grunde – overvurderer vi, hvor meget arbejdet fylder i vores hverdag.

Uanset hvad forklaringen er, bør de nye forskningsresultater give anledning til et opgør med vores syn på arbejdets rolle i vores liv, mener Jonathan Gershuny:

”Vi bør nu kunne skabe et mere objektivt billede af, hvad der er vigtigt for os. Og hvad meningen med livet er. Tallene tyder på, at arbejdet spiller en mindre rolle, end vi går og bilder os ind. Der er ingen tvivl om, at vi har behov for at arbejde, og at de fleste bliver syge af ikke at få den struktur, status og social kontakt, der følger med, men det er samtidig rimeligt at konkludere, at vi ikke nyder at arbejde så meget, som vi tror.”

Hans håb er, at det også kan få politiske konsekvenser.

”Jeg vil ikke negligere dem, der er blevet syge af at arbejde for meget. Men på samfundsniveau er det et større problem, at nogle slet ikke arbejder. Det er der, politikerne bør sætte ind. Jeg kan dog frygte, at de i stedet blot udnytter vores tal til at kræve, at alle arbejder mere. For det er stadig sådan, at troen på vækst vejer tungere end behovet for at føle sig lykkelig.”