På Mickey Gjerris’ højre arm er der tatoveret seks store skildpadder. Læderskildpadder. Når han grunder over livet, tænker han ofte på disse truede dyr. Læderskildpadden kravler op på stranden, hvor den graver sine æg ned i det bløde sand. Han ser for sig, hvordan en unge kæmper sig vej ud fra ægget, arbejder sig op gennem sandet og ligger på det fugtige strandsand, hvor den indleder en langsom vandring over en ukendt strand mod havet. Det minder ham om menneskelivet, hvor man fødes ind i en ukendt verden med en strand at krydse.
”Det er ikke muligt for skildpadden at grave sig ned i sandet og søge tilbage i ægget. Vi er her. Vi aner ikke, hvad der skal ske, men vi ved, at vi skal dø en dag,” siger Mickey Gjerris.
Han begyndte at tænke på læderskildpadderne for omkring 10 år siden og besluttede, at han ville skrive en bog om, hvad livet havde lært ham på vejen hen over den fugtige strand. Det var dengang, hvor han skulle pleje sin karriere og samtidig være en del af et familieliv med tre små børn. Han mente, at et bogprojekt om meningen med livet ville være en tiltrængt oase. Oasen af god tid udeblev, men efter 10 år, en skilsmisse og et nyt ægteskab er bogen udkommet: ”Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden”.
Mickey Gjerris, 47 år, er teolog, ph.d. og lektor i bioetik ved Københavns Universitet og en markant stemme i offentligheden som debattør og foredragsholder. Han tror på, at mennesket skal tage et ansvar for såvel hinanden som kloden, og han påpeger gerne afstanden mellem det moderne menneskes holdninger og handlinger. Frem til årsskiftet sad han i Det Etiske Råd, og avisens læsere vil desuden kende ham som bidrager til klummen ”Etisk set”. Han har skrevet flere bøger, men de har alle været faglige.
I sin nye bog kombinerer han sin faglige indsigt med personlige erfaringer og overvejelser, hvilket adskiller bogen fra hans andre udgivelser. Kristeligt Dagblads anmelder Lotte Kirkeby Hansen beskrev bogen som ”et mildt slag i mellemgulvet, hvor man kort knækker sammen, men også retter sig lidt mere end før, når man har fået pusten igen”, mens Politikens anmelder, psykolog Svend Brinkmann, skrev: ”Jeg kender ikke Mickey Gjerris personligt, men efter at have læst hans nye bog, ville jeg ønske, at jeg gjorde.”
Læderskildpaddernes liv er udsat. Når en unge kommer op gennem sandet, er andre dyr parat til at overfalde skildpadden med det bløde skjold. Mickey Gjerris oplevede som barn, hvordan livet er skrøbeligt.
Da han var fem år, fik hans far konstateret sklerose. Familien flyttede fra deres lejlighed i København til en handicapvenlig bolig i det sociale boligbyggeri Askerød i forstaden Hundige syd for hovedstaden. Sygdommen var aggressiv, så da Mickey Gjerris var omkring otte år, fik hans far en plejebolig i Karlslunde lidt syd for Hundige. I weekenderne tog han sin cykel og kørte hen til sin far.
”Vi gik tur til en lille dam, og jeg fik is. Jeg fortalte ham om min skole, og vi brugte meget tid med at spille skak. På et tidspunkt fik han spastiske lammelser, som gjorde det svært for ham at styre sine bevægelser. Jeg husker, at vi sad og spiste vandmelon. Jeg besluttede mig for at bevæge mig på samme måde som ham, for at det ikke skulle være så akavet. Det blev et værre svineri.”
”Når jeg ser tilbage på min barndom, tænker jeg ikke, at det var synd for mig. Jeg var enormt tryg, for min mor tog sig godt af mig, men det bekymrede mig, at min far var syg. Jeg husker, at jeg spillede bold op ad en mur. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne ramme bolden 200 gange i træk, så ville min far blive rask.”
Hans far blev 37 år. Mickey Gjerris var 11 år, da faderen døde. Efter dødsfaldet fik han flere tilbud om at tale med en psykolog. Han afslog.
”Han var død. Hvad var der at sige?”.
På et tidspunkt fik han ondt i maven, og hans mor fandt et alternativ til terapi: luftforandring.
”Jeg fik lov til at bo to måneder hos min morbror og hans familie på deres landejendom på Sydsjælland, hvor der var hund og heste. Jeg havde tidligere været på ferier hos dem og nydt det. I stedet for at gå i skole kørte jeg med på hans rute med ølbilen, hvor jeg bare sad sammen med ham i mange timer. Min fars død er en kæmpe sorg, og jeg tror, jeg kan bruge et helt liv på at forholde mig til det tab. Men det er svært for mig at se, på hvilken måde det har formet mig.”
Faderens sygdom og død var en af årsagerne til, at han ikke ville have noget med kristendommen at gøre. Han husker ikke, at han formulerede det direkte på den måde. Men det var sådan, han tænkte. Han blev ikke døbt som lille, for det var ikke skik i det venstreorienterede miljø, hans forældre var en del af. Inden Mickey Gjerris nåede konfirmationsalderen, havde han besluttet, at han ikke ville deltage i konfirmationsforberedelsen.
”Jeg syntes, det med Gud var åndssvagt, så jeg ville ikke konfirmeres. Og så fandt jeg samtidig ud af, at jeg kunne blive fritaget fra kristendomsundervisning. Jeg har altid elsket at argumentere, og jeg overbeviste min mor om, at jeg skulle fritages. Dengang var kristendom heller ikke et fag, der betød noget særligt for hende. På den måde fik jeg lov til at få nogle fritimer i folkeskolen.”
Efter at have afsluttet 10. klasse på Hundige Skole kom han til Greve Gymnasium. Her fik han en religionslærer, som blev en vigtig inspirator for ham. Hun var teolog, men ikke ordineret. Så længe Mickey Gjerris husker, har han været glad for at læse. Religionslæreren på gymnasiet inspirerede ham til at fordybe sig i bøger om taoisme og buddhisme. Han blev så optaget af buddhismen, at han købte røgelsespinde og enkelte små figurer af Buddha. Hun viste også klassen Martin Scorseses film ”The Last Temptation of Christ”.
”Jeg havde en meget lille viden om kristendommen, men jeg blev fascineret af den Jesus, jeg så i den film. Her blev det klart for mig, at kristendommen ikke nødvendigvis er en småborgerlig ting. Jesus kunne også være forbundet med oprør. Det passede godt til mig, som løb rundt med hestehale, runde briller og lange sweatere. Jeg havde fundet en identitet i at være ham den underlige.”
En tid efter han var blevet student, opsøgte han den lokale sognepræst i Hundige, Karin Kofod. Mickey Gjerris havde været venner med hendes søn i folkeskolen, og Karin Kofod havde været med ved hans fars bisættelse.
”Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville vide noget mere om kristendommen, og at jeg overvejede at blive døbt, men samtidig sagde jeg, at jeg ikke kunne forstå det med, at Gud elskede os, når vi kunne se, hvor galt det stod til i verden. Her tænkte jeg på alt fra risikoen for atomkrig til min fars sygdom og død.”
Efter den første samtale med sognepræsten, gik han hjem med en bog, han skulle læse. Hver uge gav Karin Kofod ham en ny bog med alt fra kommentarer til evangelierne til kirkehistorie, og på hans 21-årsfødselsdag døbte hun ham i Hundige Kirke.
”Jeg tror, mange har tænkt, at det var bizart, men de mødte op. Jeg syntes, jeg havde fundet et sted at høre til. I stedet for at svømme rundt uden at kunne se bred nogen steder, var der et sted, hvor jeg kunne stå. Så jeg kunne tænke derfra. I stedet for hele tiden at flakke rundt, havde jeg et sted at stå.”
Oprindeligt ville han læse astronomi, men med en sproglig studentereksamen måtte han opgive astronomien efter nogle måneder. I stedet begyndte han på teologi. Han husker de første år med sprogfagene som krævende, men han faldt godt til i studiemiljøet. Da han blev cand.theol. i 1998 tænkte han, at han ville være præst, men blev opfordret til at søge et ph.d.-stipendiat på Det Teologiske Fakultet, og siden kom han videre til Det Biovidenskabelige Fakultet, hvor han for 10 år siden blev lektor.
Skønt Mickey Gjerris er mere end to meter høj og muskuløs, kan han gribes af trangen til at kravle ind under spisebordet. Her vil han lægge sig i fosterstilling og græde, mens han venter på, at de voksne kommer og rydder op. Han beskriver trangen et sted i bogen og konstaterer: ”Problemet er bare, at det er os, der er de voksne. Vores er opgave at rydde op. Men hvordan?”.
Han tror på, at det enkelte menneske har et ansvar. Han er optaget af teologen K.E. Løgstrup (1905-1981), som skriver, hvordan mennesker er udleveret til hinanden.
”Magten, som vi har til at skubbe hinanden den ene eller den anden vej, er ikke neutral. Skibet er ladet med ansvar,” siger Mickey Gjerris.
Med bioetik som speciale har han længe argumenteret for dyrevelfærd, og for snart 10 år siden besluttede han, at han ville holde op med at spise kød. Han kan undre sig over, at det tog ham så længe at nå frem til den beslutning.
”Jeg er vokset op med en mor, som uddannede økonomaer, men sjovt nok talte vi ikke meget om dyrevelfærd i mit hjem. Når hun havde været med de studerende på slagteri, blev der ikke serveret pølser i en uge. Da jeg sad på teologi og skrev om miljø-etik, overvejede jeg for eksempel ikke mit forbrug af kød, men da jeg skulle undervise dyrlægestuderende, skulle jeg sætte mig ind i, hvad der foregår i malkekvægsbesætninger og i kyllingeproduktionen. Med den viden måtte jeg diskutere med mig selv, om jeg kunne stå inde for, hvad jeg spiste. Det kunne jeg ikke. Derfor besluttede jeg at holde op med at spise kød.”
Mickey Gjerris vil gerne leve vegansk, og de senere år er det blevet nemmere, men det sker, han hælder mælk i sin kaffe, hvis der ikke er sojamælk. Han kan også finde på at spise både æg og ost, hvis der ikke er veganske alternativer. Hans tre store sønner kalder ham vege-nar.
”Vege-nar er deres udtryk for en veganer uden rygrad.”
Han ser på dyrene som en del af samme værens-under som mennesket, hvad enten det er læderskildpadderne eller lærkerne.
”Vores sundhed, dyrene, naturen, klimaet og de ressourcer, planten skænker os, ville alle have gavn af, at vi begyndte at se på dyrene som det, de er: En del af samme værens-under som mennesket. Opgaven er derfor ikke at udnytte dem så meget som muligt, men at finde måder at leve i meningsfulde fællesskaber med dem. Vi har ingen ret til noget, kun ansvar.”
Han ved, at nogle vil mene, at han kaster med sten, skønt han bor i et glashus. Kan man for eksempel tale om at gøre noget godt for klimaet ved at tilstræbe en vegansk diæt, når man som Mickey Gjerris har et job med en vis rejseaktivitet?
For Mickey Gjerris er det vigtigste, at han prøver at yde sit bedste. Han henviser til teologen K.E. Løgstrups grundtese om menneskets uendelige etiske ansvar.
”Vi er alle bagud på point fra starten, og vi vil altid være det, men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at gøre noget. Det gode liv kommer af at prøve at yde sit bedste i de sammenhænge, man står i. Det er en misforståelse at tro, at det gode liv kommer af at opsøge nydelse eller lykke. Nogle gange følger der lykke og forhåbentlig nydelse af at gøre det gode.”
”Hvordan lever jeg godt som menneske? Det gode liv leves der, hvor jeg kan åbne mig selv for at gøre det gode af lyst. For mig at se er det deri, livsopfyldelsen ligger.”