Den korteste vej mellem to mennesker er et smil, stod der på min dør på et hotel i Berlin, hvor jeg boede for nogle år siden. Mellem to lande må vejen være accept og rummelighed. Som det for eksempel praktiseres i Sønderjylland af både det dansksprogede og det tysksprogede mindretal og flertalsbefolkningen på hver side af grænsen. Sådan har det ikke altid været. Og sådan er det endnu ikke med vores forhold til Tyskland og tyskerne.
Siden Anden Verdenskrig har Tyskland fyldt mindre i vores bevidsthed, selvom dets kultur er dybt forbundet med vores. Fra juletræer til Goethe, Thomas Mann, brødrene Grimm, Nietzsche, J.S. Bach, Franz Schubert, Bauhaus-skolen og Martin Luther.
Nazisternes rædselsregime under Anden Verdenskrig er nok den vigtigste årsag til vores skepsis. Selvom tyskerne har taget skylden på sig og sonet som intet land nogensinde før. Fordi forbrydelserne var monstrøse, ufattelige i deres grusomhed.
Soningen er blandt andet foregået med snublesten i byernes fortove tæt på de steder, hvor nazismens ofre boede, før de blev henrettet eller deporteret.
I Berlin: Mindesmærket for holocaust, Det Jødiske Museum og Topographie des Terrors, museet hvor nazisternes forbrydelser dokumenteres.
Med film som ”De andres liv”, ”Værk uden skaber”, ”Vores fædre. Vores mødre”, ”Babylon Berlin” (tv-serie) samt ikke mindst kansler Merkels åbne døres-politik for syriske flygtninge i 2015.
Nazisterne og især holocaust har gjort stor skade på Tysklands nationale identitet og tyskernes selvopfattelse. ”Historien er i vores blod og skammen i vores gener,” skriver Nora Krug i sin grafiske erindringsbog: ”Heimat – et tysk familiealbum”, der udkom i Danmark i november.
Den er rørende og klog og fyldt med sanselige tegninger af mennesker, landskaber, begivenheder og nostalgiske ting som Hansaplast, varmedunke af gummi og ”Den store Bastian”.
På bogens forside spejder en ung kvinde i rødprikket jakke ud over landskaberne for at finde sit ”Heimat”, sit trygge sted. Bag bogen ligger et minutiøst detektivarbejde i officielle dokumenter fra Anden Verdenskrig om Nora Krugs familie, personlige breve og interviews med familiemedlemmer. Hun åbner døren til de inderste rum i tre generationers bevidsthed. I al sin kompleksitet, for man kan ikke finde sit ”Heimat” uden at kende sin families rigtige historie. Var bedstefar overbevist nazist? Eller bare en medløber? En venlig mand, men lidt af en kujon?
Det er nu, vi skal lægge vores fordomme om Tyskland og tyskerne til side og støtte landet i at være et humanistisk demokrati i et samlet Tyskland. Trods nye skumle tendenser, som sikkert udspringer af, at Østtyskland – indtil Murens fald i 1989 – har levet under to diktaturer. Først nazisme. Så Stasi og kommunisme.
Det har medført angst for fremtiden, for de fremmede og dem fra Vest samt en mere autoritær tankegang. I modsætning til Vesttyskland, som efter krigen har levet i et demokrati og en retsstat med mange forskellige stemmer, der skal forsøge at komme overens. Samt et ungdomsoprør mod nazistiske forældre.
Selv har jeg haft enorm modvilje mod Tyskland og tyskerne på grund af min fars deltagelse i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og de traumer, som især fangenskabet i kz-lejren Neuengamme gav ham. Jeg har boet på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, hvor vi unge var fælles om tragiske erfaringer og stærke beretninger om vores forældres indsats i modstandsbevægelsen.
Først efter en længere arbejdsopgave i Tyskland i 1990’erne, hvor jeg mødte unge idealistiske tyskere, der drev bofællesskaber for krigsenker og psykisk syge, blev jeg i stand til at se tyskerne som mennesker som dig og mig. Uden krigens skygger.
Vi har brug for Tysklands lederskab i Europa – måske sammen med Frankrig. Klemt, som vi er mellem Kina og Trumps USA. Grøn teknologi og et europæisk forsvar skal være mærkesager.
Tyskland er blevet en del af min bevidsthed på en dybere og mere rummelig måde end før. Godt hjulpet af bøger som Hans Falladas ”Alene i Berlin”, Tom Buk-Swientys ”Det ensomme hjerte” og ”Sidste breve fra Stalingrad” med autentiske, fortvivlede breve hjem til Tyskland fra de unge soldater samt Nora Krugs ”Heimat”.
Mine besøg på Nationalmuseets aktuelle tysklandsudstilling med en række glimrende foredrag og debatter har gjort mit syn på det moderne Tyskland mere realistisk og afbalanceret. Så tjek endelig programmet, og tag derind, inden det hele slutter den 23. februar.