På bordet står en skål med mandler, og der er hældt skoldhed urtete i kopperne. Emilie Sindbjerg Duelund har inviteret sin mor og mormor på besøg i den lille lejlighed i det nordlige Aarhus, hvor hun bor på et værelse tæt på universitetet.
Læs også: Syv generationer og deres kendetegn
Emilie er 22 år, læser teologi på andet år og har derudover været aktiv i Ungdomsbureauet, der blandt andet arrangerer det årlige Ungdommens Folkemøde. Hun kender og genkender udmærket det pres blandt unge, som mange undersøgelser har dokumenteret. Hvor man som ung har kæmpestore forventninger til sin egen indsats, og hvor man derfor altid er klar til at presse sig selv mere, end man kan holde til. ”For det kan jo altid lige gøres lidt bedre. Det er sjældent, jeg bare er tilfreds med tingene, som de er,” som hun siger.
Emilies mor, 46-årige Christina Sindbjerg, bor i Haderslev og arbejder som psykolog ved Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg.
Hun var 23 år, da hun blev mor til Emilie, og få år senere gik hun og Emilies far fra hinanden.
”Så det har ikke været en traditionel kernefamilie, Emilie er vokset op i,” siger hun og sender sin datter et kærligt smil, mens hun sætter sig ved siden af hende ved bordet.
Det med ”det traditionelle” vender vi tilbage til senere, for måske gemmer der sig en nøgle til forståelse netop dér. Og her i selskabet er den livsform nok mest repræsenteret ved samtalens tredje deltager. Emilies mormor, Lisbeth Sindbjerg, er 72 år, pensionist og har i hele sit arbejdsliv været kontoransat hos politi og retsvæsen, senest som kontorfuldmægtig ved retten i Holstebro. Da hun var 22 år, som hendes barnebarn er nu, var hun allerede færdiguddannet.
”Jeg stillede ikke så mange spørgsmål, da jeg blev færdig med min realeksamen. Der var tilfældigvis en læreplads på et kontor ved politiet i Odense, som jeg var så heldig at få. Og jeg var glad for at være der, hvorfor skulle jeg så gøre andet? Der var nok en mere afslappet tilgang til job og karriere dengang, og jeg følte slet ikke det pres, som de unge taler om i dag. Det eneste, jeg var optaget af, var at få en uddannelse, for min mor havde sagt til min søster og mig, at det var vigtigt, ’så I ikke er afhængige af en mand’.”
Emilie kigger nysgerrigt på sin mormor. ”Vil det sige, at det var helt tilfældigt, hvad du gik i gang med? Hvad med hele idéen om, at ens uddannelse også har med ens identitet at gøre? Det oplever jeg helt anderledes i dag. Mit selvbillede kommer nærmest før valg af uddannelse, og derfor blev det teologi. For det indeholder alle de ting, jeg gerne vil forbindes med: at arbejde med mennesker og have betydning for folk, autoritet og vigtighed.”
Emilies mor, Christina, nikker. ”Det kan jeg godt genkende. Men jeg tror ikke, at selvrealisering i forhold til ens uddannelse og arbejde fyldte så meget før, som det gør i dag. Vi kunne også lettere vælge ’forkert’, end I kan. Der var for eksempel ikke en fremdriftsreform, der pressede os. Derfor får jeres valg også større betydning eller opleves i hvert fald sådan. Jeg var selv begyndt på sygeplejeskolen som 19-årig, men fandt ud af, at det ikke var det rigtige, og at jeg nok ikke var moden nok endnu, og tog så på højskole. Men jeg oplevede det ikke som ’en fejl’ eller ’et nederlag’, som jeg oplever, mange unge gør i dag, hvis de ikke vælger ’rigtigt’ med det samme.”
Mormor Lisbeth tilføjer: ”Vi var nok generelt ikke så meget i tvivl, som jeg oplever, I er i dag. Der var ikke så megen slinger i valsen dengang, jeg var barn og ung. Vi vidste, hvordan vi skulle opføre os, og stillede derfor ikke spørgsmålstegn ved alt. Det tror jeg faktisk på mange måder var lettere at forholde sig til. I dag er det, som om den voksne altid spørger barnet, hvad det selv vil eller tænker. Og det tror jeg ikke er godt.”
Christina tager ordet: ”Det tror jeg, du har ret i. Desværre. Som forældre har min generation nok sat barnet for meget i fokus. Og alt for ofte spurgt: Hvad synes du selv? Vi har på den måde også placeret et stort ansvar på jer og inddraget jer i alt muligt. I stedet kan jeg huske, at du, mor, tit bare sagde: ’Op på hesten igen’, eller ’Fordi jeg siger det’. Noget, jeg aldrig selv har sagt, for jeg har altid følt, at mit barn skulle have argumenter at forholde sig til. Måske har min generation overbelastet barnet med al den ’selvforvaltning’.”
Emilie henter vand og vandglas, sætter dem på bordet og nikker til sin mor.
”Ja, vi har hele tiden fået flere muligheder og mange valg. Og det har nok gjort, at vi aldrig rigtig kan glemme os selv. Jeg har i hvert fald oplevet, at jeg helst skal have en retning eller et formål med det, jeg har valgt eller gjort. Fordi ansvaret er mit. Mens de lykkeligste øjeblikke i mit liv faktisk har været dem, hvor jeg ikke har haft fokus på mig selv. Hvor sammenligningen med andre er glemt, og hvor jeg bare er. Uden at skulle vælge, præstere eller føle dårlig samvittighed over, at jeg burde gøre noget andet. Læse noget mere, være en bedre kammerat eller være mere aktiv i det hele taget.”
Emilie peger på en brochure fra Ungdomsbureauet, hvor forsideteksten meget godt gengiver den drøm, hun også selv har for sit liv. Teksten lyder:
”Jeg drømmer om en tid, hvor alle de ting, jeg godt kan lide at lave, ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger i det langsigtede projekt, som er min tilværelse.”
Emilie nævner også dronning Margrethes nytårstale som et eksempel på den tilgang til livet, hun gerne ville være bedre til selv. At give plads til det unyttige. ”I stedet oplever jeg, at der hele tiden ligger et ’burde’, og selvom jeg for eksempel elsker at vinterbade, så kan jeg nærmest få dårlig samvittighed over bare at gøre noget for nydelsens skyld. Noget, der kun er godt for mig selv.”
Mor Christina kigger kærligt på sin datter. ”Men hvorfor er du så optaget af ’burde’ og af fremtiden? På dér hvor du ikke er, lige nu og her. Hvis du altid kigger fremad og ikke giver dig selv lov til at slappe af, hvornår er du så egentlig tilfreds?”
”Det har jeg nok også svært ved at være,” svarer Emilie, ”for jeg oplever, at fremtiden er mit eget ansvar, og jeg vil jo gerne lykkes med det hele. Med venner, arbejde og skole, og hvis jeg vælger at bruge tid på det ene, så er jeg bange for at gå glip af noget andet. Derfor er det nok også svært at føle sig tilfreds, for jeg kunne altid gøre noget andet og noget bedre.”
”Altså jeg har nok lidt svært ved at forstå den måde at tænke på,” siger mormor Lisbeth, ”for jeg har altid været, hvor jeg er. Både i med- og modgang. Men jeg har selvfølgelig heller ikke haft alle de valg, især du og din generation har, Emilie. Og hvis jeg traf et forkert valg, så tænkte jeg, jamen så må jeg jo vælge om. Hvor svært kan det være. Jeg kan for eksempel huske, at jeg lige efter elevperioden var ansat et sted, hvor der var en meget ubehagelig prokurist. Og da vidste jeg med det samme, at der kunne jeg ikke holde ud at være. Så jeg stoppede. Måske ligger der også en forskel på vores generationer i forhold til at kunne handle.”
Christina nikker ivrigt. ”Jeg tror, du har fat i noget dér, for det er, som om vi har fået sværere ved at lytte til vores krop og mærke, hvornår noget er rigtigt og forkert for os. Vi er så meget i vores hoveder, og det har vi også givet videre til vores børn, som vi har talt og talt med.”
”Ja, jeg ved ikke, om jeg ville træffe en beslutning så hurtigt og handle på den,” tilføjer Emilie.
Fotografen ringer på. Han kommer ind i stuen og sætter sig ned, mens han lytter til samtalen, som han finder meget interessant, fordi der er så mange overvejelser, han kan genkende. Om sin egen forælderrolle til unge mennesker.
Blandt andet om de rammer, der måske tidligere var om familielivet, men som er mere fraværende i dag. Christina tager ordet:
”Jeg kan huske, at dig og far altid fik en kop kaffe sidst på eftermiddagen, når I kom hjem fra arbejde. Hvor vi børn også nød at være med. Ligesom far, der satte havregrynene frem hver aften, så morgenmaden var parat. Der var en rytme og en struktur i vores hverdag, som jeg ikke på samme måde tog med mig, da jeg blev forælder. Jeg tror, det var noget af det, jeg vendte mig væk fra, som en del af mit oprør. Med det resultat, at hverdagen måske blev for strukturløs. Faktisk er der jo meget kærlighed i at give faste og trygge rammer, men den værdi tror jeg ikke, jeg helt forstod før senere,” siger hun og smiler til sin mor, Lisbeth, der supplerer:
”Måske kommer man til at hvile lidt mere i sig selv, hvis der er en struktur.”
”Ja, men jeg tror, jeg var bange for det konforme, for forudsigeligheden, og at det skulle blive for kedeligt med hverdagen,” svarer Christina.
”Hverdagsfobien,” kommer det med et grin fra Emilie, der nævner aftensmåltidet som det sted for fællesskab, hvor man får vendt dagen med hinanden, ”og finder roen ved bare at være sammen, med det nærvær og den selvforglemmelse, som vi jo har talt om, som mangler i dag. Det er, som om den værdi er gledet lidt ud i dag,” siger Emilie.
Lige nu og her er nærværet i hvert fald. Med tre generationer om et bord, optaget af en samtale, de aldrig før har haft, men som de slet ikke har lyst til at stoppe.
”For alt det, vi har talt om, hjælper jo netop også med til at forstå, hvad der kun lige er ens egne udfordringer, og hvad der måske kan forklares på andre måder. Jeg vil virkelig opfordre alle til at sætte sig ned sammen på tværs af generationer og tage den her samtale med deres nære. Det har været fantastisk,” siger Emilie og sender store smil til både mor og mormor.
Og så er det ellers blevet tid til det opstillede generationsportræt, som de heller ikke har fået taget, siden Emilie var lille og nyfødt.