”Skal vi have en snaps til frokosten?”, spørger jeg.
”Nej tak, jeg nøjes med en øl,” svarer fruen.
Jeg stopper i sommerhusdøren med en Rød Aalborg i den ene hånd og to snapseglas i den anden.
”Er du sikker?”, spørger jeg.
”Må jeg minde dig om, hvad du sagde, da vi ankom for to uger siden?”, siger fruen.
Jeg kigger på flasken.
”O.k., det var noget med, at vi skulle støtte hinanden i at æde og drikke lidt mindre i ferien. Må jeg minde dig om, at du blev helt vildt irriteret over det?”, siger jeg.
”Ja, men nu støtter jeg dig og siger nej tak,” siger hun.
Jeg står i døren og overvejer den nye situation.
”Medmindre du insisterer på, at vi skal have en snaps, selvfølgelig,” siger fruen.
”Et kort sekund troede jeg, du mente det,” siger jeg og stiller flasken og glassene på bordet.
To uger inde i ferien har vi gennemført en mindre social maraton, hvor vi har haft væg-til-væg-visit af venner og familie, som alle har været flinke til at tage drikkevarer med til øen. Min alkoholtolerance er udvidet betragteligt. I morges greb fruen mig i at sætte vinglas på morgenbordet. Det føltes helt naturligt.
De korte pauser mellem perlerækken af solbeskinnede frokoster og lune grillaftner har vi brugt på forberedelserne til den ældste og hans forlovedes bryllup på øen. Dagen før dagen er der stadig en del detaljer, der mangler, herunder vielsestalen, som ifølge præsten er langt sværere at skrive, når man også er mor og svigermor til brudeparret. Foreløbig er det lykkedes fruen at forkorte værket med seks sider, og der arbejdes intenst på yderligere stramninger, så gæsterne kan nå ud til forsamlingshuset inden solnedgang.
En del andre punkter på tjeklisten er vi kommet omkring ved simpelthen at slette dem. Det gælder ambitionen om ikke at blive sommerferiefede og bodegabrune inden brylluppet. Mens det unge par vil være synligt lettere efter en målrettet bryllupskur - ”shredding for the wedding”, som de siger i USA - vil gommens forældre ligne et par sutter fra bænken, som nogen har givet pænt tøj på.
Bortset fra at det endnu er uklart, om jeg vil kunne få sko på. Efter 14 dage med bare fødder har jeg pådraget mig en klipklap-relateret skade, så min højre fod ser ud, som om den har fået diabetes 2. Hvad den muligvis også har. Samtidig har fruen fået tennisalbue. Det har vi ingen forklaring på, medmindre man kan få det af at sidde for meget i en kurvestol.
Men ellers går det fremad med at krydse ting af på listen. Den gode nyhed er, at gommens brødre endelig har fået identiske jakkesæt. Den dårlige er, at de er mørkeblå, ikke koksgrå som planlagt af bruden. Da jeg orienterede hende på Skype, opstod et par sekunders tavshed, hvor jeg så noget styrte sammen inden i hende. Hun er kommet sig. Vi satser på, at de lavendelblå slips vil binde det hele sammen, ikke mindst i samspil med blomsterdekorationerne i kirken.
Sidstnævnte er aftalt med kirketjeneren, som lod forstå, at han glæder sig af et rent hjerte. “Der er ikke noget større end at stå og tage imod bruden ved kirkedøren,” sagde han og fik blanke øjne. Hvilket jeg noterede mig med tilfredshed. Det er godt at vide, at man ikke vil være den første mand, der tuder til brylluppet.
Sidst, men ikke mindst, har min far doneret et imponerende kvantum drikkevarer. Han agter selv at komme sejlende til øen, men valgte af sikkerhedshensyn at foretage sprit-transporten i bil i god tid forinden. Så behøver vi ikke aflyse festen, hvis han går ned i Storebælt.