En gang var det brusende balkjoler, som fyldte balsalen med de meterhøje guldindrammede spejle på godset. Denne tidlige morgen er der strømpesokker, konferencestole og magelige bedemåtter på det patinerede parketgulv i balsalen på The Gaunts House i det sydvestlige England. Her er 75 mennesker, overvejende kvinder midt i livet, samlet til retræte.
Lidt før klokken 7 træder en væver kvinde klædt i ternet skjorte og med en rød tophue ind i salen. Det er Cynthia Bourgeault. En 72-årig amerikansk præst og ph.d. i middelalderhistorie med et omfattende forfatterskab om blandt andet bøn. Hun sætter sig i stilhed på en sort, blød bedemåtte, og da klokken er 7, bryder hun ud i sang. Stemmen er klar og veltrænet.
”Lovsyng Gud min sjæl,” synger hun på engelsk, og snart fyldes balsalen af flerstemmig sang, som for en stund overdøver det utrættelige kor af fuglestemmer i godsets park. Alle i salen tier, mens fuglene kvidrer. Det er morgenbøn, svøbt i stilhed. Men hvad gør stilhed for bøn? Og hvilken rolle har bøn at spille i dag?
I morgen er det store bededag. I mere end 300 år har fjerde fredag efter påske været viet til denne særlige helligdag, som vi ikke deler med andre lande. Trods mange debatter om traditionstab og sekularisering er danskernes forhold til bøn nærmest stabilt og har været det i snart fire årtier. Hver anden beder, kan man læse i Den Danske Værdiundersøgelse, som udkommer senere på måneden.
Mens danskernes forhold til bøn tilsyneladende er stabilt, har der de seneste år foregået, hvad Cynthia Bourgeault og flere teologer beskriver som en kontemplativ vækkelse. Andre vil udtrykke det mildere og sige, at der er sket en opblomstring.
Kontemplation er, ifølge Den Store Danske, bøn uden ord og billeder. Her står blandt andet om kontemplation:
”Man samtaler ikke med og tænker ikke på Gud, men hviler i Gud, i gudsforening.”
I en tid, hvor mængden af indtryk synes konstant at øges, har kirker og klostre i den vestlige verden oplevet en interesse for at træde ud af strømmen og søge ind i kontemplation for en tid. Ifølge Cynthia Bourgeault handler kontemplation om at træde ud af forstandens labyrinter og ind i visdommens dybere erkendelse. Når man gør det, kan man måske finde frem til det, som apostlen Paulus skriver om i Romerbrevet kapitel 8: Ånden beder i dig.
Ønsket om at arbejde med kontemplation ses også i Danmark. I næste måned, fra den 26. til 28. juni, underviser Cynthia Bourgeault for første gang i Danmark. De 80 pladser på Løgumkloster Refugium var solgt, nærmest inden arrangementet blev annonceret.
Når hun skal forklare, hvad hun forstår ved en kontemplativ vækkelse, minder hun om den sang, der blev sunget i balsalen i morges. Sangen er en slags sunget bøn, som stammer fra det økumeniske kloster Taizé i Frankrig, som hvert år opsøges af tusinder af unge, som tilbringer mange af dagens timer i den store klosterkirke i bøn og stilhed. Den vedvarende tilstrømning af mennesker til Taizé er et af den kontemplative vækkelses ansigter. Et andet er de mennesker, som tager ophold i et kloster for at fordybe sig i bøn og meditation.
”Klostrene har en kontemplativ arv, som er en del af den kristne praksis, men som i mange år kun var tilgængelig for nonner og munke. De seneste årtier har nogle ordensfolk set vigtigheden af at udbrede kendskabet om den praksis, for de kunne se, at kirkens unge søgte en fordybelse, som de unge kun mente, de kunne finde i hinduismen og buddhismen.”
I sidste del af 1960’erne skrev trappistmunken Thomas Merton (1915-1968) en bog om kontemplativ bøn. Den bog blev den første af mange, hvor katolske munke skrev om bøn og fordybelse i stilhed.
Siden fulgte eksempelvis bøger af den benediktinske munk John Main (1926-1982) og af cisterciensermunken Thomas Keating (1923-2018). Efter at have afsluttet sine teologiske studier mødte Cynthia Bourgeault Thomas Keating, som blev en slags læremester for hende. Keating udviklede den såkaldte centrerende bøn, som er den bønsform, som bliver praktiseret på retræten på godset. Det er også den praksis, hun vil undervise i, når hun kommer til Løgumkloster. En praksis, som er en blanding af bøn og meditation.
”Sankt Benedikt skriver i sin regel: ‘Lyt og bøj dit hjertets øre’. Der er brug for en dyb måde at lytte på med hjertet, som Benedikt anviser i sin regel. Synd er, når vi afkobler den naturlige forbindelse og laver en separation fra Gud i vores hjerte. På den måde sender vi sjælen i eksil.”
En god del af året er hun på farten som underviser, og bøn fylder meget i undervisningen. Hun ser det som sin opgave at luge ud i menneskers forventninger til, hvordan det er at bede og meditere.
”Der er en idé om, at meditation og bøn er en tid, hvor din hjerne er stille, og at Gud kommer til dig i stilheden. Meditationens formål er ikke, at dit sind kan blive stille, og Gud kan tale til dig i stilheden. Hvis det er dine forventninger, vil du konstant være frustreret. Bøn er en øvelse i at give slip.”
Hun henviser til buddhismen, hvor man taler om, at mennesket kan have en abe i sindet, som så at sige kaster sig rundt fra gren til gren.
”Det skal ikke forstås nedsættende, men når du lever med et abesind, springer man rundt fra tanke til tanke og er kun på livets overflade. Centrerende bøn hjælper mennesker med at flytte ud af abesindet og have en rettethed mod Gud.”
Jævnligt hører hun folk fortælle om, hvor mange tanker som blafrer gennem hovedet i de 20 minutter, hvor hun beder folk være i stille bøn.
”Hver gang man bliver indfanget af en tanke, kan man øve sig i at give slip. Og grundlæggende skal man give slip på alle forventninger om et resultat og bare være afventende og tilgængelig for Gud.”
Nok råder hun til, at man skal trække sig tilbage fra omverdenens stimuli og lukke øjnene. Men er mennesket ikke skabt med en hjerne for at tænke og for at bidrage til en verden, hvor det er let nok at se behovet for handling og hjælp? Hun retter på sin røde hue, smiler underfundigt og er stille lidt, inden hun svarer.
”Du tror bare, at de sidder stille på deres dyre bedepuder. I stilheden er de under radikal ombygning.”
På det gamle gods, som de britiske arrangører har lejet til retræten, kan man ved alle måltider vælge mellem vegetarisk og vegansk mad. I løbet af dagen er der god tid til at komme ud og vandre i stilhed mellem de mægtige gamle træer ved godset. Det er lettere at få øje på en spankulerende fasan i godets parklignende have, end det er at få øje på en gæst med en mobiltelefon.
Med andre ord: Det her er en smuk asketisk oase i en teknologisk tid. Skal bøn være forbundet med sunde salater og slukkede skærme?
Da Cynthia Bourgeault åbner døren for at blive interviewet, viser det sig, at hun er glad for kød, altid rejser med udstyr til god kaffebrygning og hverken computer eller smartphone er ikke slukket, mens vi taler. De forandringer hun taler om, er mere grundlæggende end forholdet til mad og teknologi.
Med en metafor hentet fra den digitale tidsalder, siger hun, at mennesket kommer til verden med et ego-orienteret styresystem. Det styresystem får mennesker til at opdele verden i subjekt og objekt, i indre og ydre. Gennem det styresystem bliver barnet bevidst om sin identitet og oplever sig som en person med særlige egenskaber.
”Men vi har også et andet styresystem dybt i os, som vi kan aktivere og lære at pejle efter og finde vores dybeste identitet i. Du kan kalde det hjertets styresystem eller det udelte styresystem.”
I sidste måned udkom hendes bog ”Jesus som visdomslærer” på dansk. Bogen handler om at se verden, som Jesus oplevede den ved at bryde med vanetænkning og udfordre ens bevidsthed. Cynthia Bourgeault er optaget af, hvordan Jesus med lignelserne forsøger at vise mennesket vej fra et ego-orienteret til et såkaldt udelt styresystem.
”Den forandring sker i bøn, og i bønnen sker der et kald til at handle. Du vil opleve en forbundethed med alt skabt, og du vil høre buddet om at elske din nabo som dig selv på en hel anden måde, når skellet mellem dig og din næste blødgøres ved at du forlader det ego-orienterede styresystem og ser, hvordan vi mennesker hænger sammen.”
Hun beskriver bøn som en øvelse i at give slip. Med tiden kan man perfektionere kunsten at give slip støttet af Bibelen.
”Ved at give slip beder du den bøn, som Jesus bad i Getsemane Have: ’Dog, ske ikke min vilje, men din.’ Bønnen handler om at tømme sig selv og er en forberedelse på at dø og kan lede frem til, at man kan bede som Jesus på korset: ’Fader i dine hænder betror jeg min ånd.’”
Når hun læser Det Ny Testamente på græsk, hæfter hun sig ved udsagnsordet kenosis, som betyder at give slip. Hun taler gerne om at forstå kenosis ud fra den såkaldte Filipperbrevshymne. Siden journalisten er fra Danmark, vælger hun en anden vej til at forklare, hvad det betyder at give slip.
En af hendes litterære helte er Karen Blixen (1885 – 1962) og ikke mindst fortællingen ”Babettes Gæstebud”. Hun læser den som en lignelse om at give slip og udtømme sig. Eller som hun skriver i ”Jesus som visdomslærer”:
”Med sin grænseløse generøsitet giver Babette de nedbrudte og modløse sjæle en forsikring om, at deres årelange trofasthed ikke har været forgæves. Hun spejler for dem, hvordan Gud er, hvordan kærligheden er, hvordan sand menneskelighed er. Og hun gør det netop ved at kaste sin flugtmulighed bort i en overdådig handling, som er ødsel ud over alle grænser, og som derved hidkalder et himmelsk nærvær. Det er den kenotiske vej.”
Efter hun har fortalt om Babettes syvretters menu og de tilhørende vine, vender Cynthia Bourgeault tilbage til Jesus.
”Alt hvad han gjorde, var at udtømme sig selv. Han udtømte sig selv ved at stige ned i verden i menneskelig skikkelse og i alle livets forhold reagerer han med den selvudtømmende gestus og indtog altid den laveste plads.”
Sideløbende med den kontemplative vækkelse, er meditation blevet et redskab, mange får anbefalet, når de skal lære at håndtere stress. Ikke mindst buddhismens mindfullness-meditation er blevet et tilbud til mennesker, som kæmper med udbrændthed, og meditationsformen er sågar blevet en del af skoleskemaet flere steder i den vestlige verden.
Cynthia Bourgeault har diskuteret med buddhistiske venner, hvordan man skal forholde sig til, at en religions åndelige praksisser bliver gjort til redskaber.
”På den ene side er det forkert at se bøn som et redskab til at klare en usund livsstil, men på den anden side er jeg sikker på, at den åndelige praksis er stærkere end som så. Bøn vil forandre det menneske, som går ind i den praksis, også selv om man tror, man får hjælp til at håndtere stress. Mange har forladt kirken. Mine egne døtre, som er i 40erne, er et godt eksempel. Skulle de finde ind i en kristen praksis, ville det være fordi de fandt en praksis, som kunne hjælpe dem med at mestre livet.” Og hvad sker der, hvis man sætter sig på en bedemåtte, henvender sig til en treenig Gud i stilheden? Ifølge Cynthia Bourgeault vil mange opleve, at de kommer i kontakt med deres længsler i stilheden.
”Længsler opleves ofte som fravær af noget, men når du begynder at arbejde med dine længsler, finder du ud af at de ikke er et fravær, men et nærvær. Hvis du bliver i din længsel og lærer at adlyde den, kan den blive en forvandlende kraft.”
Hun glæder sig over at se, hvordan den kontemplative bøn former mennesker, og er begejstret over udbredelsen af retræter med mulighed for fordybelse i stilhed.
”Men vi har også brug for at tale sammen og mærke, at vi er en del af et fællesskab. Derfor har vi valgt på denne retræte, at aftenmåltidet ikke skal indtages i stilhed.”
Da mørket er ved at sænke sig over godset, sidder de 75 deltagere i balsalen under krystallysekronerne. Cynthia Bourgeault synger, forsamlingen synger med og nu er selv fuglene stille. Næsten.
Læs uddrag af ”Jesus som visdomslærer” på k.dk.
Kilde: Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek