Cecilie og Anne bor på julemærkehjem: Vi har fået venner og mere selvtillid

Julemærkehjemmet Hobro har de seneste 80 år givet ophold til børn, der mistrives. I begyndelsen var målgruppen syge og fattige familiers børn, men i dag fylder især mobning og ensomhed, og flere har derfor helt droppet skolen. Men med 10 ugers fokus på fællesskab, faste rammer og sunde vaner sker der mirakler

 Hvis man har købt årets julemærke eller TV 2’s julekalender, er man blandt andet med til at støtte disse to glade piger, der lige nu bor på Julemærkehjemmet Hobro. 11-årige Cecilie Guldbæk Riis Sand (tv.) og 12-årige Anne Cecilie Stefansen er blandt de 1000 børn, der årligt får et ophold på et af landets fem julemærkehjem. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.
Hvis man har købt årets julemærke eller TV 2’s julekalender, er man blandt andet med til at støtte disse to glade piger, der lige nu bor på Julemærkehjemmet Hobro. 11-årige Cecilie Guldbæk Riis Sand (tv.) og 12-årige Anne Cecilie Stefansen er blandt de 1000 børn, der årligt får et ophold på et af landets fem julemærkehjem. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

For bare tre uger siden kendte de ikke hinanden. Men i dag kalder 11-årige Cecilie Guldbæk Riis Sand og 12-årige Anne Cecilie Stefansen sig for venner.

Den ene kommer fra Djursland og den anden fra Vestjylland, men lige nu har de fælles adresse på Julemærkehjemmet Hobro, hvor de med synlig stolthed – og nissehuer – viser rundt i klasselokaler, opholdsrum og på de værelsesgange, hvor de for tiden bor sammen med 46 andre børn på Jyllands største julemærkehjem.

Den imposante trefløjede gulstensbygning tog imod det første hold børn i 1939 og er smukt placeret med skoven som baghave og ligger kun en rask gåtur fra Mariager Fjord. Med tennisanlæg og svævebane foran hovedbygningen, egen idrætshal samt masser af julestemning indenfor i de højloftede rum, med kæmpeguirlander og vatbeklædte nisselandskaber.

De to piger kan sagtens sætte ord på, hvorfor de er her, og hvad opholdet betyder for dem. For de har allerede lært meget og fået mere tiltro til deres egne evner, lyder det fra dem begge.

”Jeg kom her for at få mere selvtillid, for jeg har altid været meget genert og ikke rigtig troet på mig selv,” fortæller Cecilie Guldbæk Riis Sand og sender et forsigtigt smil, da hun siger, at allerede efter tre uger ”kan jeg mærke, at jeg får det bedre”.

Anne Cecilie Stefansen nikker. Hun har været her i seks uger nu, ”og jeg har allerede flere venner her, end jeg har derhjemme,” siger hun.

Det er især nogle drenge i klassen, der har drillet hende, fortæller Anne Cecilie, ”de irriterer mig hele tiden, og så bliver jeg sur og kan ikke styre mit temperament. Der var også en pige i min klasse sidste år, som hele tiden tog de veninder fra mig, jeg var begyndt at være sammen med. Det skete hver gang og gjorde mig rigtig ked af det.”

Det var hendes mor, der fik idéen om et ophold på julemærkehjemmet, fortæller Anne Cecilie, ”og jeg kunne slet ikke vente med at begynde, for det var så hyggeligt, da vi besøgte stedet.

Jeg har heller ikke haft hjemve en eneste gang, for det er så rart at være her, og man er hele tiden sammen med nogen”.

Hvis man har købt årets julemærke, har man blandt andet støttet Cecilie Guldager Riis Sand og Anne Cecilie Stefansen. På årets ark med julemærker kan man også få et glimt af netop julemærkehjemmet i Hobro, der er valgt som motiv i anledning af stedets 80-års fødselsdag.

Hvert år får 240 børn mellem 7 og 14 år mulighed for et ophold i Hobro. I alt tager de fem julemærkehjem imod 1000 børn om året, og 600 børn er på venteliste for at være her. Alle har de mistrivsel med som bagage, og især ensomhed og mobning hører til hverdagen hos mange af dem, der kommer her. Flere af børnene har derfor isoleret sig derhjemme på grund af problemerne, fortæller forstander Lise Claesson.

”Mange af dem har ligefrem droppet skolen, fordi det er for hårdt for dem at være der. De børn, vi ser flest af, føler ikke, at de kan leve op til de krav, der er til dem i dag. Og mange af dem har faktisk aldrig haft en kammerat med sig hjem – de har ganske enkelt aldrig haft en ven,” siger Lise Claesson, der betegner det som ”hårdt at være barn og ung i dag, og hvor man også let oplever at være udenfor, hvis ens familie ikke har råd til de samme ting eller aktiviteter som de andre”.

”Folk har ofte et billede af, at julemærkehjemmene primært tager sig af børn med vægtproblemer. Men det er en del år siden, det var sådan. Vores fokus er på børn med mistrivsel, og vi oplever især mobning og ensomhed som meget udbredt blandt børn og unge i dag,” siger Lise Claesson, der er forstander for Julemærkehjemmet Hobro og her står ved en væg med billeder af tidligere julemærker. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.
”Folk har ofte et billede af, at julemærkehjemmene primært tager sig af børn med vægtproblemer. Men det er en del år siden, det var sådan. Vores fokus er på børn med mistrivsel, og vi oplever især mobning og ensomhed som meget udbredt blandt børn og unge i dag,” siger Lise Claesson, der er forstander for Julemærkehjemmet Hobro og her står ved en væg med billeder af tidligere julemærker. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Hun peger ikke mindst på de sociale medier som en del af den nye virkelighed, der er med til at skabe problemer for nutidens børn.

”For selvfølgelig har der altid været mobning og drillerier. Men hvor det før foregik i skolegården eller på legepladsen, så er det i dag gjort med et par klik på en mobiltelefon. Helt omkostningsfrit for den, der lægger de krænkende billeder eller beskrivelser op på for eksempel Facebook eller Snapchat. For man er der ikke engang til at se reaktionen hos den, det går ud over. Jeg oplever, at de sociale medier udgør en stor mobbefaktor i dag, og de indskrænker også målestokken for, hvordan man skal se ud og opføre sig. Før var der plads til større mangfoldighed blandt børnene, men i dag er rummet for accept virkelig begrænset, og man kan derfor let falde uden for,” siger Lise Claesson.

På Julemærkehjemmet Hobro må børnene kun have deres mobiltelefoner i en halv time hver dag. Og mange af børnene glemmer helt at spørge efter den, når de har været på hjemmet i et stykke tid.

Cecilie og Anne Cecilie savner da heller ikke deres mobiltelefoner.

”Jeg behøver den slet ikke her, for der er hele tiden noget at lave. Vi spiller spil, er ovre i hallen eller ude at gå tur, så man keder sig aldrig,” siger Anne Cecilie, og Cecilie supplerer:

”Normalt bruger jeg ellers min telefon hele tiden. Men jeg tror, jeg vil skære ned på det, når jeg kommer hjem, for jeg er næsten aldrig sammen med min familie, fordi jeg altid bare sidder oppe på mit værelse med mobilen.”

Forstander Lise Claesson betegner mobilen som ”et stykke teknologi, der har udvidet mobningens muligheder helt enormt”. Og hun tilføjer, at børns hjerner slet ikke er udviklet til at forstå, hvordan man passer på sig selv eller andre i de sociale medier.

”Børnene kan ikke gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Når de lægger noget op på de sociale medier eller kommenterer andres opslag, svarer det jo til at hænge noget op til frit skue i Brugsen,” siger Lise Claesson, der er udmærket klar over, at julemærkehjemmet kun udgør et foreløbigt helle:

”For det er jo den virkelighed, børnene kommer tilbage til igen. Men vi forsøger at gøre dem knap så afhængige af de sociale medier. Og samtidig giver vi dem en række værktøjer, der gør dem mindre sårbare, så de generelt bliver bedre til at stå op for sig selv.”

Lise Claesson har været forstander på Julemærkehjemmet Hobro i seks år. Og den helt grundlæggende opgave på stedet er, som hun siger, ”at styrke børnenes selvværd”.

Det sker primært ved at lade dem mærke, at de er mindst lige så betydningsfulde som alle andre. At deres plads og rolle faktisk er afgørende for et fællesskab. Og at de ganske enkelt mangler til middagen eller sportsturneringen, i koret eller i klassen, hvis de ikke er der. Ikke kun for deres egen skyld, men også for kammeraternes.

”Og når den selvfølelse styrkes, bliver de faktisk i stand til at sige fra over for mobning, fordi de ikke længere vil finde sig i det – og lige så vigtigt: de lærer også at passe på andre og ikke selv opføre sig krænkende,” siger Lise Claesson og tilføjer, at ”nattesøvn, god mad og frisk luft” heller ikke er uvæsentlige faktorer for børnenes trivsel.

Midtvejs i børnenes 10 ugers ophold på et julemærkehjem kommer deres klasse hjemmefra på besøg.

”Det er jo vigtigt, at der fortsat er kontakt. Og ved de besøg spørger barnets lærer os næsten altid, ’hvad har I dog gjort?’. For pludselig står den ellers lidt generte og forsagte pige eller dreng foran alle i klassen og fortæller med stolthed i stemmen om julemærkehjemmet og sit ophold. Der er helt klart sket en forvandling,” fortæller Lise Claesson.

Barnet får ofte også en anden status i klassen efterfølgende, siger hun, ”for de andre har måske troet, at deres kammerat var kommet på en form for børnehjem eller fængsel, og når de så oplever hyggen og stemningen her, bliver de helt misundelige, og så vokser julemærkebørnene altså lige endnu mere”.

Hendes liste over mindeværdige historier om netop de forvandlinger, tidligere elever på julemærkehjemmet har oplevet, er meget lang, ”og fylder mig med så megen hjertevarme,” fortæller Lise Claesson.

Men især én af episoderne er forstanderens ”lille yndlingshistorie”, som hun kalder den, og et sindbillede på hvad det er, de danske julemærkehjem formår:

”Jakob var her for nogle år siden, blandt andet fordi han skulle tabe sig og blev mobbet meget i skolen. Aftenen før han skulle rejse hjem, kunne vi simpelthen ikke finde ham nogen steder. Vi ledte overalt. Men pludselig sprang han ud af skabet på sit værelse og var ét stort smil. For han havde altid været for tyk til at gemme sig i skabene, når de andre legede gemmeleg. Han måtte altid finde et gardin at stå bag. Men nu kunne han være der. Nu kunne han med andre ord det, som andre børn kan.”

Blandt de øvrige rørende historier gemmer sig en ulykke, hvor en 21-årig mand mistede livet i trafikken. Han var tidligere elev på Julemærkehjemmet Hobro.

”Hans forældre fortalte, at opholdet her havde ændret hans liv og givet ham lyst til selv at arbejde i en ungdomsklub, så han kunne bruge sin egen erfaring til at gøre noget for andre børn også. Derfor havde forældrene, i hans ånd, bedt om penge til netop julemærkehjemmet i stedet for blomster til hans bisættelse. Så da de kom med pengene her, havde vi vist alle sammen svært ved at holde tårerne tilbage. Så triste over, at hans liv blev så kort. Men samtidig så taknemmelige og ydmyge over for, at selv i den svære stund så gik tankerne til julemærkehjemmet som et sted, der havde gjort en afgørende forskel i hans liv.”