Prøv avisen
Spørg om livet

Brevkasseredaktører i sorg: Vi insisterer på, at der er hunde i Himlen

Det var en golden retriever som denne, Annette og Jørgen Due Madsen forleden tog afsked med. Arkivfoto.

Selvom en hund bare er en hund og ikke et menneske, følger der stor sorg, når den dør. Det mærkede vi selv i sidste uge, da vores golden retriever døde

Idag bliver det ikke en almindelig brevkasse. Og for vores allermest trofaste læsere kan det endda blive et slags deja-vu til det, som vi skrev den 16. april 2003. Samtidig får vi også en påtrængende fornemmelse af, at tiden går, og at vi har været undervejs med brevkassen gennem flere hundeliv. For 13 år siden var overskriften: ”Afsked med Toya”. Og den handlede om vores elskede norske golden retrievers død og bortgang efter 14 gode år på denne jord.

Dengang fik vi en del hilsener tilbage fra læsere, som selv havde nogle kære dyr i deres familie, eller som havde mistet en hund. De forstod os. Efter Toya skulle vi ikke have nogen ny hund.

Der gik dog mindre end et halvt år, så havde vi besluttet os for den sødeste, hvide golden retriever-hvalp. Den kunne selvfølgelig ikke hedde Toya, for den var der kun én af. Men når alle i familien går engageret ind for hvert sit helt uforlignelige navneforslag, så må man til sidst finde et navn, som ingen har foreslået, og som almindeligvis er uden for kategori for hundenavne. Så Andrea meldte sig ind i vores familie og har fulgt os kærligt og trofast i lyst og i nød. Indtil i søndags, hvor den trak vejret for sidste gang.

Vi synes, vi kan tillade os at skrive om det, når det kun sker hvert 13. år. Og igen tror vi, at der er nogen derude, der forstår, hvad sorg er i den forbindelse. Og for jer andre, der måske kan finde det lidt patetisk, håber vi, at I alligevel kan finde enkelte gode tanker undervejs.

Vi ved godt, at Andrea ikke var et menneske, og at sorgen ikke er helt på samme måde, som om det var et menneske. Men den var en del af vores familie. Og den skabte så megen kærlighed og glæde. For eksempel når den frivilligt gik med rundt om juletræet, fordi den ville være med i sin flok. Så sang man lidt gladere med smil i øjet: ”Ære være Gud i det højeste – og på jorden fred”.

Andreas glæde over skov og sti smittede af på os andre. Den elskede naturen og var begejstret, hver gang den kom med på tur. Var man mellemfornøjet eller træt i begyndelsen, kunne dens iver godt sætte skub i familiekortegen, så fortsættelsen blev mere bevægende og livfuld. Og som sjælesørger var den uovertruffen. Den har jævnligt hørt på teenagere i familien, der havde behov for at sladre til en, der kunne holde tæt og lytte på en varm og stille måde.

Den har ikke kun været den stille samtaleven, men har også kunnet hoppe og springe og stjæle leverpostejmadder fra børnebørnene. Og så har vi forarget os højlydt sammen over det – med glimt i øjet. Når vi spiste, lå den altid under spisebordet med sin varme krop. Og om vinteren kunne man varme fødderne på den.

Når man gik i haven, sprang den med. Så snart man tog havesaksen, vidste den, at nu var der en dejlig stund i sigte. Tænk at have sådan en følgesvend. Og når sygdom bankede på for en af os for en hel del år siden gennem mange måneder, lå Andrea trofast ved sofaen og ventede på helbredelse. En pote fra den kunne godt gøre underværker, når man havde brug for det.

Vores kære Andrea døde søndag. Vi var sammen med den de sidste minutter, før den tog af sted til de evige jagtmarker. Vi insisterer på, at der er hunde i Himlen. De, der ikke holder specielt af dem, kan sikkert vælge andre arealer. Der er mange boliger i Himlen, står der i Det Nye Testamente.

Da vi stod der og skulle sige farvel til Andrea, sagde vi gode ting til den om al den glæde, liv og trofasthed, den havde givet i de næsten 13 år, som vi fik lov til at være dens familie. Den hørte det nok knap – og måske forstår hunde ikke alt menneskesprog. Men det gav os samtidig nogle tanker om det sårbare liv, som vi mennesker er undervejs med.

Alle skal vi samme vej. Og det, som vi tænker eller får lyst til at sige i dødens stund, skulle vi måske huske at sige til vores kære, mens de stadig er her. Og stadig kan høre og se. Ingen af os er med til vores eget eftersamvær. Dér siges der ellers ofte mange ord. Og mange pæne ord. Vi skal nok øve os i at sige dem til hinanden nu. Pludselig kommer timen, hvor man ikke mere kan tage imod. Det er muligt, så længe vi er her. Det var det, Andrea mindede os om. Og nu har vi mindet om det videre til jer andre.

Vores gode ven, den norske teolog og forfatter Karsten Isachsen, døde for få måneder siden i en taxa på vej til dialyse. Han havde dårlige nyrer og ventede på en ny. Den kom aldrig. Hans sidste bog hedder: ”Undervejs til Guds evige sommerdag” og er en glad og optimistisk bog.

Han havde en fornemmelse af, hvor det bar hen. Det fornemmer man også i bogen. Karsten var til velsignelse for et utal af mennesker på sin helt egen sære og forunderlige måde. Og så elskede han hunde. De var hans trofaste følgesvende over alt. Og de kom også med til eftersamværet, da han var død.

I sin sidste bog skriver han om sin hund, der repræsenterer et vakkert stykke liv i hverdagen. Selvom en hund jo bare er en hund. Alligevel er den nogle gange klogere og varmere end os mennesker. Glad og begejstret, uanset hvornår vi kommer – og helt uden evne eller sans for bebrejdelse.

Tak, Gud, fordi du skabte hunde. Det var en god og kreativ opfindelse. Tak for den glæde, det levende kan give os mennesker. Og hjælp os til at nå hinanden, mens vi har livet. Amen.

Og nej, vi skal ikke have ny hund. Indtil videre.

Mange hilsener