Vinduet står åbent ud til solbeskinnede Knabrostræde rundt om hjørnet fra Vimmelskaftet på Strøget midt i København. Her i den ene store lænestol i det lille lyse terapilokale sidder ofte mennesker, der er kørt fast i deres liv. Det, der hidtil har fyldt deres tilværelse med en stræben efter karriere, anerkendelse og at tjene penge, giver ikke mening længere. Men de ved ikke, hvad de skal stille op med det.
”Det, tror jeg, bliver mere og mere udpræget i dag, især i denne del af den vestlige verden, for vi har ligesom ikke noget andet at sætte i stedet. Nogle har også den åndelige dimension i tilværelsen, men de fleste beskæftiger sig ikke med det,” siger Anders Dræby.
Han kender det fra sig selv, den 46-årige ph.d. i eksistentiel terapi og cand.mag. i idéhistorie og filosofi, der arbejder som terapeut i Knabroklinikken sammen med tre psykologer. Da han i 2012 valgte at stoppe som leder af en afdeling for psykologisk rådgivning på Aarhus Universitet uden at vide, hvad han skulle i stedet for, havnede han i et eksistentielt tomrum. ”Det var som at stå foran et stort sort hul,” siger Anders Dræby.
Han søgte svar ved teologen, filosoffen og forfatteren Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Og herfra drog han videre på en åndelig opdagelsesrejse i filosofiens, religionernes og litteraturens verden for at finde ud af, hvad det gode liv er.
Erfaringerne fra rejsen fortæller Anders Dræby om i bogen ”Livskunsten. Filosofien om at vågne op til livet”, der netop er udkommet på Akademisk Forlag. Han fandt blandt andet ud af, at filosofien og religionerne i årtusinder har haft et tidløst budskab om, at vi kan vælge at leve i bedre overensstemmelse med vores menneskelige værdier. Men det kræver, at vi må konfrontere os selv med døden, ransage vore hjerter, træde ud af flokken, lære at acceptere os selv og finde vores kald i livet.
”Dengang, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, var jeg i en angsttilstand med svimmelhed, men der var også lettelse over, at jeg ikke længere skulle være der, hvor jeg havde været,” siger Anders Dræby og fortsætter:
”Det begyndte at gå op for mig, at jeg havde læst noget om det, jeg oplevede, hos Søren Kierkegaard, som ellers aldrig havde interesseret mig. Jeg havde indtil da simpelthen affejet ham, fordi han var kristen, og med den baggrund, jeg havde, var det ikke på det tidspunkt relevant. Hans grav ligger tæt på, hvor jeg bor, så jeg begyndte at gå ned til den. Så stillede jeg mig op og spurgte: ’Hvad skal jeg gøre med mit liv?’. Det var noget, jeg gjorde i lang tid, indtil det en dag gik op for mig, at til det spørgsmål, jeg blev ved med at stille, var svaret, at jeg gik ned til ham og stillede spørgsmålene.”
”Svaret var også, at jeg var gået hjem og havde sat mig ned og læst Kierkegaard og nogle helt andre filosoffer, end jeg havde læst, da jeg var ung. Svaret på mine spørgsmål var den søgen og spørgen, som lå i det oprindelige ord filosof. At det var det, jeg skulle med mit liv. Den form for filosofi, jeg vendte tilbage til, var også filosoffer, der gennem historien har skrevet opbyggeligt om, hvordan man kan forandre sit liv. Det gik efterhånden også op for mig, at der var en opvågningsproces i det.”
Anders Dræby begyndte at interessere sig for, hvad det indebar at få en bevidsthedsforandring, der føles som at vågne, og hvordan man kunne gøre det, ikke bare intellektuelt, men som noget faktisk. Han talte også med folk, der arbejder med religiøs praksis, opsøgte buddhistiske centre og begyndte at gå i kirke. Samtidig begyndte han at skrive bogen om ”Livskunsten”, og han genoptog arbejdet som terapeut, der for ham også er en måde at praktisere filosofi på.
”Da jeg besluttede mig for at vende tilbage til filosofien, var det, fordi den søgen og det at gå ned til Kierkegaards grav var noget, der begyndte at forandre mig selv og mit liv. Jeg mærkede forvandlingen i mig selv som en opvågning, og som om min bevidsthed blev forandret. Det var helt fysisk – lydene, lyset, lugtene og samværet med andre mennesker. Min musiksmag ændrede sig fra heavy metal og punk til kirkemusik eller simpelthen bare lyden af stilhed. Jeg begyndte også at kigge grundigt ind i mig selv, og det betød, at min adfærd og den måde, jeg tænkte og følte på, ændrede sig.”
”Uden at min krop og mit sind ændrede sig, blev jeg alligevel en anden person. Jeg blev mere tilstedeværende i livet og begyndte at interessere mig for mere åndelige spørgsmål, som var meget fremmed for den opvækst, jeg har haft. Jeg er vokset op i en almindelig familie, hvor min far var ateist og min mor grundtvigianer. Jeg er døbt og konfirmeret, men der blev ikke diskuteret religion i mit hjem. Nu fandt jeg ud af, at den filosofi, der findes inden for religionerne, er meget bedre til at beskrive de her ting end den akademiske filosofi, som ikke rigtig har forståelse for det.”
I sin bog introducerer Anders Dræby begrebet søvngængerliv – men hvad vil det sige?
”Det finder man først ud af, når man ikke længere gør det. Men måske har mange en fornemmelse af det. Vi står op om morgenen, går på arbejde, henter børn, går hjem og sidder foran fjernsynet, og så går den ene dag efter den anden. Mange beskriver det i dag, som at de løber rundt i et hamsterhjul. Det er, som om man ikke er fuldt nærværende og bevidst, og man får aldrig sat sig ned og får forholdt sig til tingene.”
”Vi lever i dag i en kultur, der måske er mere materialistisk, end man nogensinde har oplevet før. Vi har ikke det der blik for at hæve os op og se på, om der er noget andet. Men der er rigtig mange, der savner noget. Det virker på mig, som om vi er i en tidsalder, hvor den vestlige verden og folk er ved at brække midt over. Jeg underviser også i psykopatologi og har været inde og kigge på stress-statistikker, og det er ikke bare en lille del af befolkningen, der ikke har det særlig godt, det er jo de fleste. Så vi går rundt og siger til hinanden, at vi er lykkelige, men i virkeligheden har vi det ikke særlig godt. Og der er en uro, som vi ikke rigtig kan sætte navn på.”
”Jeg beskriver det i bogen som noget, vi dybest set har med fra dyrene. Vi prøver at tilfredsstille vores behov, vi følger hinanden i flok og alle de ydre ting. Man har jo sagt de samme ting i 2500 år. Allerede Sokrates skældte ud over, at folk bare lever efter forbrug, social anerkendelse og mig selv først, og det er det samme, som Jesus siger i Det Nye Testamente. Det er det samme, vi løber rundt efter i dag og tror er det gode liv. Men er det i virkeligheden det? Og det er det, man kan få en oplevelse af at vågne fra. Paulus siger et sted, at det handler om at gå fra det gamle til det nye. Det er at blive menneskelig. Men det kræver, at vi giver slip på alt det, som vi tror giver os et godt liv, men som i virkeligheden gør os syge.”
Ifølge Anders Dræby handler det ikke om at melde sig fysisk ud af samfundet, men mere mentalt i den forstand, at man søger andre mere åndelige værdier end de materielle. Og i den søgen kan man praktisere livskunst, som er et begreb, der stammer fra den græske filosof Platon. Det går ud på at lære at håndtere livet på en sådan måde, at det kan opleves som både menneskeligt og meningsfuldt. Men for med Dræbys ord at kunne vågne skal man forbi en række stationer på rejsen mod det gode liv. En af dem er døden.
”Når vi går rundt i en søvngængeragtig tilstand, er det, fordi vi ikke vil forholde os til, at vores tilværelse slutter på et tidspunkt. Det er, fordi mennesker er bange for døden. Det har vi altid været. Og vi har altid haft en tilbøjelighed til at skubbe den ud af bevidstheden og sige: Vi skal ikke dø. Problemet er, at hvis man skubber døden ud af bevidstheden, forholder man sig ikke til det liv, man rent faktisk lever. At tiden er endelig, at man er et sårbart og skrøbeligt menneske, at der er begrænsede livsmuligheder, og at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere skal være her. Det fører til, at man kan komme til at leve som en levende død.”
”Når man begynder at forholde sig til døden, synes jeg ikke længere, det er svært. Når man ser det i øjnene, forsvinder frygten for døden. Det har været min oplevelse. Jeg mener, at man kan leve med en daglig bevidsthed. I det øjeblik, man gør det, begynder man at være mere til stede i det her liv. Og vi har en daglig mulighed for at praktisere det, at vi skal dø, når vi falder i søvn om aftenen. At det ligner det at dø, har man sagt siden oldtiden. Så der er ikke noget at være bange for.”
Hjertets forvandling er en anden station på den indre rejse, siger Anders Dræby, der kalder det for den sværeste del af rejsen.
Han peger på, at Det Nye Testamente har fokus på hjertet som åndeligt centrum for menneskets følelser, begær, drifter og åndelighed.
”Afhængig af, hvordan vores hjerte er, vil det have betydning for, hvordan vi lever som mennesker. Fordi vi kommer fra dyrene, har vi nogle destruktive tilbøjeligheder i os. Ondskaben og det destruktive er noget, der kommer fra os selv, og en af de første, der siger det meget klart, er den kristne kirkefader Augustin. Det betyder også, at vi må kigge ind i os selv og prøve at se ondskaben og det mørke, vi har inden i os selv, i øjnene.”
”Dydsetik er blevet meget populært i dag. Når jeg er ude at undervise i de gamle filosoffer, vil folk gerne høre om dyderne, men ingen om lasterne. Det hjælper bare ikke noget. Hvis man ikke vil kigge på sine egne destruktive tilbøjeligheder, som den østrigske psykoanalytiker Jung kaldte for skyggen, kan man ikke forandre sig. Der bruger jeg Dantes ’Guddommelige komedie’ som billede i bogen. Han beskriver en rejse ned i Helvede og skærsilden, som i virkeligheden er en rejse ind i ham selv. Her bliver det kristne billede på de syv dødssynder en virkelig stærk beskrivelse af den destruktivitet og mørke, vi har inden i os selv.”
”For folk i vores kultur har det fået en klang af forbud og skræmmebillede. Men i virkeligheden er det en meget dyb livsvisdom, der findes i kristendommen om, at vi er nødt til at se vores egne mest dyriske og destruktive tilbøjeligheder i øjnene for, at vi kan blive fuldt menneskelige, og for at vi kan blive gode og praktisere næstekærlighed, omsorg og medfølelse.”
At have modet til at træde ud af flokken, selvaccept og at finde sit kald hører også med på rejsen.
”Målet er ikke, at vi skal træde ud af fællesskabet, men at vi skal give slip på flokmentaliteten. Det kræver, at vi bliver os selv, og at vi accepterer dem, vi er,” siger Anders Dræby, der understreger, at det ikke handler om individualisering og egoisme.
”Det, jeg taler om, er noget andet, og så er vi tilbage ved Kierkegaard igen. Når han taler om ’hin enkelte’, taler han ikke om at blive individualist, men om, at man påtager sig det, man har, og det unikke menneske, man er – og derigennem bliver i stand til at åbne sig for den verden, man er i, og at give det, man har, til den.”
”Vi skal også acceptere os selv, og det er en af de sværeste processer i verden, og den proces, jeg skal have alle klienter igennem, der sidder her, er selvaccept. Der har været nogle tilbøjeligheder i den moderne kultur til, at vi endelig ikke må kigge på os selv, nu skal vi vende blikket udad og følge pligten. Det, mener jeg, er rigtigt farligt, for det var lige præcis de ting, man sagde i 1930’erne og 1940’erne. Det går galt. Vi bliver simpelthen nødt til at forstå os selv, og det er først, når vi når en indsigt i os selv, at vi kan give slip på os selv og blive dem, vi er, og bidrage til verden med det, vi har.”
Rejsens endestation er spirituel søgen, som Anders Dræby oplever som en tendens, der vil blive mere og mere udbredt i det 21. århundrede.
”Jeg har en fornemmelse af, at vi lever i afslutningen af det, vi kalder for den moderne tidsalder. Det handler om at blive del af en større helhed, for vi mennesker har brug for ikke bare at stå med benene ude i den tomme luft. Det handler også om at overvinde den moderne teknologiske tidsalder, hvor vi har haft en forestilling om, at vi kan forklare og teknologisk kontrollere alting. Og det har vi også kunnet et langt stykke hen ad vejen, men vi er ved at nå til et sted, hvor vi kan se, at det ikke kan lade sig gøre. Klimaet og miljøet bliver ødelagt af det. Vores samfund er præget af effektivisering og konkurrencementalitet, som ser meget fint ud fra et økonomisk rationelt synspunkt, men som ikke ser særlig fint ud fra det enkelte individs synspunkt og heller ikke giver fællesskab i samfundet.”
”Jeg tror, forandringen kan komme ved, at vi begynder at søge og åbne os for noget andet og begynder at forstå, at der findes en form for åndelig intelligens, der rækker ud over det, vi kan forklare. Der er en sammenhæng i det hele, som vi ikke kan forklare. Den er beskrevet på alle mulige måder i religionerne og filosofierne, og jeg kalder den for kærlighed. Den opgave, vi har her i livet, er at lytte til den kærlighed og forstå, at vi skal bidrage med det, vi hver især har, til at gøre verden til et mere kærligt og menneskeligt sted,” siger Anders Dræby, der i dag har det godt.
”Jeg føler mig mere tilstedeværende i mit liv. Grundlæggende tror jeg, at tilværelsen handler om at stræbe efter at blive et godt menneske. Det gjorde jeg ikke før. Men jeg betragter mig stadig som et søgende menneske, og jeg er ikke nået dertil, hvor jeg tror, jeg har fundet den endegyldige sandhed, som jeg skal proklamere for verden. For mig er det at være filosof nødt til at være en livslang stræben, og jeg er kun et menneske.”