Prøv avisen
Etisk sagt

Forfatter: Vi kan da ikke anbringe folk i centre på ubestemt tid

”Vi kan ikke tage imod hele verden. Nej, men dem, der er her, skal vi behandle ordentligt, så de får en ballast, de kan leve videre på, her eller i deres hjemland,” siger Else Lidegaard, der er aktiv i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl, som hun tog initiativ til i 2007. – Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix

Forfatter og journalist Else Lidegaard var initiativtager til bevægelsen Bedsteforældre For Asyl i 2007. I en alder af 86 år er hun fortsat aktiv og står ofte foran Udrejsecenter Sjælsmark for at protestere

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Lige nu faktisk. For jeg vil frygtelig gerne en tur til Frankrig, men på grund af klimabelastningen vil jeg ikke flyve, og det er temmelig besværligt at komme dertil ellers. Jeg er 86 år og magter ikke rigtigt at sidde alt for lang tid i et tog eller en bus, og da det heller ikke er Paris, der er mit endelige mål, men den lille by Dijon i den østlige del af landet, så er turen ikke helt enkel. Så måske kommer jeg slet ikke af sted, og det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg skulle have brugt opholdet til at skrive, og det gør jeg bedst, når jeg er langt væk fra hjemmet. I fred og ro og helt uden forstyrrelser som for eksempel telefonopkald.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Jeg er med i en bevægelse der hedder Bedsteforældre for Asyl. Vi er alle så gamle, at vi ved, hvor kort livet er. Derfor protesterer vi imod, at mennesker, der kommer til os i nød, som er flygtet fra krig og elendighed og også under flugten har været igennem ufattelige lidelser, bliver anbragt i uger, måneder, år i udrejsecentre. Jeg var med til at starte bevægelsen i 2007 efter at have læst en kronik om, hvordan vi opbevarer flygtninge i lejre, og jeg blev dybt rystet. I ti år stod vi hver søndag foran Sandholmlejren for at protestere mod den danske asylpolitik. I dag følger vi blandt andet udviklingen tæt på Udrejsecenter Sjælsmark og ser, hvordan forældre og børn nedbrydes i et system, hvor et normalt familieliv ikke er muligt. Nogle af dem har været her i flere år og havde allerede skabt sig en normal tilværelse i Danmark. Nu er de blevet anbragt i centrene, hvor de sidder på ubestemt tid, en straf, vi ellers kun giver vores værste forbrydere. De kan ikke ”bare rejse hjem”. Det har politiet tal på. Vi mangler også arbejdskraft i Danmark. Men her sidder unge og voksne mænd, som livet bare går for, som kan sproget, og som skulle være i gang med at uddanne sig og stifte familier. I stedet hober frustrationerne sig op dag for dag. Hvad skal der blive af dem? Vi kan ikke tage imod hele verden. Nej, men dem, der er her, skal vi behandle ordentligt, så de får en ballast, de kan leve videre på, her eller i deres hjemland. Demokrati lærer man bedst ved at være en del af samfundet.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er måske de klimaforandringer, som vi ved tvinger os til at lægge vores tilværelse om, uden at vi gør noget væsentligt ved det. Sådan kan vi selv eller vores børn og børnebørn måske komme til at opleve at blive klimaflygtninge. Vi må inderligt håbe, at vi så vil blive modtaget med større barmhjertighed end den, vores system i øjeblikket mener, vi kan mønstre, hvis vi skal ”bevare vores eget land”.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg synes, at man i debatten i alt for høj grad problematiserer, at vi har nogle ”fremmede” iblandt os.

De fleste danske familier er jo selv indvandret på et eller andet tidspunkt. Det må være ulideligt ustandseligt at skulle læse om sig selv som et problem.

Men jeg oplever desværre, at vi har glemt det menneskesyn, som blandt andre Grundtvig gav udtryk for i teksten:

”Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær/ hader frem for alt det søde, som på skrømt ham træder nær...” Vi skal ikke være ekskluderende, men inkluderende og behandle alle mennesker med respekt.