Prøv avisen

Forstanderpar med syv børn: Vi kan skabe noget sammen

Anja og Mads Rykind-Eriksen blev kærester, da de i 1992 begge var elever på Rødding Højskole, hvor de siden 2007 har været forstanderpar. – Begge fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

Anja og Mads Rykind-Eriksen er forstanderpar på Rødding Højskole. Kampen for noget, der rækker ud over hverdagen, binder dem sammen. Men de slår sig også jævnligt på hinanden

Det var her i den herregårdslignende, hvidkalkede bygning i Rødding, det hele begyndte: På Danmarks ældste højskole i Rødding, hvor Anja og Mads Rykind-Eriksen begge var elever. I dag er det dem, der bor i forstanderboligen. De viser hen til en sofagruppe i en enorm stue, hvor vi skal tale om, hvordan kærligheden trives, når man vælger også at dele arbejdsliv.

At det skulle blive de to, havde ingen af dem regnet med, da de faldt i snak en aften i januar 1992 i en sofa på højskolen. Hun var 26 år, uddannet folkeskolelærer og mor til en etårig. Hun var ved at blive skilt fra datterens far og havde besluttet sig for at tage på højskole for at få en tænkepause og hente inspiration i det ungdomsliv, hun forestillede sig ville være her. Valget faldt på højskolen i Rødding, fordi skolen tilbød plads til datteren og Anja Rykind-Eriksens store væv.

Mads Rykind-Eriksen var 22 år, da han kom til Rødding. Han er ud af en grundtvigsk skole-slægt og fandt det selvfølgeligt at tage på højskole, inden han læste videre. Han valgte Rødding, fordi skolen tilbød historie, og så lå den i en egn, han ikke kendte.

De faldt i snak, mens de andre på holdet lavede fælleslege, som de ikke kunne deltage i. Han havde en dårlig fod, og hun havde en datter, som stolprede rundt. Små tre uger senere udvekslede de deres første kys ved en fest på skolen.

Anja: ”Jeg tænkte, at det var meget godt scoret. Mig med et barn under armen og så skolens flotteste fyr.”

Mads: ”Anja var spændende. Hun var ældre end jeg, og jeg fornemmede noget menneskeligt gods i hende.”

Anja: ”Jeg tudede over min skilsmisse, men jeg havde også fundet en måde at komme videre på. Jeg viste, at jeg kunne handle og tage ansvar. Det tror jeg, at Mads kunne lide.”

Mads: ”Jeg tror helt instinktivt, jeg tænkte, at sammen med Anja kunne jeg skabe noget, hvad det så end var.”

Anja: ”Det, jeg rigtig godt kunne lide ved dig, var din målrettethed. Du var meget reflekteret af en 22-årig at være og havde en retning med dit liv.”

Der var en tvivl, som prægede deres forhold i en lang periode. Efter opholdet på højskolen havde hun tænkt sig at flytte til Djursland i et bofællesskab med sin datter. Men hun havde ikke fundet et egnet sted. Mads Rykind-Eriksen havde købt en lejlighed i Aarhus, før han kom på højskole. Den skulle han tilbage til, samtidig med at han skulle læse. De blev enige om, at de kunne prøve at flytte sammen i Aarhus, og så måtte de se. Hun blev optaget på Kunstakademiets væveruddannelse, og han læste historie og filosofi på Aarhus Universitet.

Mads: ”Jeg har altid godt kunnet tænke mig at få børn. Anja havde en datter, og så var vi jo ligesom i gang. Men det hele var også meget usikkert i starten. Det var lidt tilfældigt, at vi flyttede sammen. Kunne jeg finde ud af at passe ind i det?”.

Anja: ”Nikoline var et år, og det var en stor omvæltning at blive far til et sødt lille barn, som også kunne være et skrækkeligt, skrigende barn, der bare ville have opmærksomhed. Når jeg i dag tænker tilbage, tænker jeg, at det er fuldstændig naturligt, at Mads var i tvivl. Hvad skal en pæn dreng fra Østerbro med en hippie som mig, som ikke var faldet i den grundtvigske gryde. Havde jeg set en film om vores liv, hvor vi var blevet kærester, ville jeg have kaldt den urealistisk.”

Det var vigtigt for Anja Rykind-Eriksen, at hendes datter ikke blev enebarn, og året efter de havde forladt højskolen, blev de forældre til en søn. Men Mads Rykind-Eriksen blev ved med at være i tvivl om forholdet. De blev enige om at rejse et år med de to børn, som var et og fire år, da de tog af sted.

Mads: ”Jeg lovede mig selv og Anja, at inden vi kom tilbage fra den rejse, skulle jeg have gjort op med mig selv, om det skulle være os.”

I 360 dage var de på farten og rejste gennem USA og Canada og gennem Mellem- og Sydamerika til Bolivia. De husker turen som fuldstændig fantastisk, og til deres egen undren skændtes de ikke en eneste gang, men løste problemerne undervejs.

Mads: ”Det ligger i mit baghoved, at jeg skal sige, om det skal være Anja eller ej, for det har vi aftalt. To uger før vi skal hjem, siger jeg, at det ikke skal være os. Som den menneskekender, Anja er, har hun regnet det ud. Vi skændes ikke, vi bor sammen, men er skilt.”

Efter Mads Rykind-Eriksen havde sagt, at det ikke skulle være dem, gik han en tur ved Titicaca-søen i Bolivia. Mens han gik, kom han til at tænke på nogle af de mennesker, han respekterede mest: sin moster og onkel. Som dreng var han meget hos dem, for han var jævnaldrende med deres datter. Han oplevede, at de havde et godt ægteskab, gode børn og i det hele taget var indbegrebet af meget godt.

Mads: ”Jeg kom i tanke om, at min kusine havde fortalt, at min moster og onkel havde været lige ved at gå fra hinanden engang, og det lærte mig, at bølgerne kan gå højt selv i de bedste forhold. Og det fik mig til at indse, at man nok aldrig finder en partner, hvor alt er rosenrødt, og man er enige om alle ting, endsige ikke skændes en gang imellem. Nu havde vi været på farten i et år, haft det fantastisk og ikke skændtes, så hvorfor skulle det ikke være os? Jeg vidste, at Anja både var et godt, kærligt og spændende menneske, og desuden kunne jeg mærke, at der var noget helt særligt i spil. At jeg ikke ønskede at undvære hende ved min side, og at jeg ønskede at dele resten af livet med hende.”

Anja: ”Jeg sagde ’nå!’ og kunne ikke udholde hans tvivl. Jeg var enormt ked af det, og jeg gad ikke høre om hans moster og onkel. Et forhold skulle jo ikke bare være en fornuftsbeslutning fra Mads’ side, men et valg taget med hjertet. Og det havde jeg nok lidt svært ved at tro på. Men da han nogle måneder senere faldt på knæ og friede, blev jeg enormt rørt, for jeg vidste, at når han først havde erkendt, at det var det, han ville, så ville han det virkelig til døden jer skiller og alt det der.”

Sidste år kunne de fejre 20-års bryllupsdag, men skulle de give deres yngre jeg et råd, handler det om håndteringen af tvivlen. De er enige om, at meget kan forklares med, at de var to forskellige steder i livet, da de mødtes og sådan lidt hovsa blev en sammenbragt småbørnsfamilie. Men der er et mærke i dem efter de første år med slidsom tvivl, som de stadig kan komme i kontakt med.

Anja: ”Når der går lidt for meget leverpostej i vores hverdagsliv, kan jeg finde på at spørge mig selv, om det bare er et fornuftsægteskab, og så må Mads endnu en gang bekræfte mig i, at det her er langt mere end en fornuftsbeslutning.”

Allerede mens de var elever på Rødding Højskole, fandt Mads Rykind-Eriksen ud af, at han gerne ville være højskolelærer. Og tidligt i forholdet blev de klar over, at de gerne ville arbejde sammen som lærerpar. Han kender til livsformen fra sin høj- og efterskoleslægt, og hun var vant til, at arbejde og familieliv hang sammen fra sin opvækst på en tankstation i Harreslev lige syd for den danske grænse. En af de ting, parret altid har delt, er en tro på, at det, de sætter sig for, vil de lykkes med på et tidspunkt. Den tro blev vigtig, da de i 1999 flyttede til Båring Højskole på Fyn som lærerpar. Det var på mange måder et ønskescenarie, fordi de kunne arbejde og bo samme sted. De vidste, at skolens økonomi var dårlig, men de regnede med, at de kunne arbejde på skolen i hvert fald et år og dermed få tid til at vende udviklingen. Syv måneder efter de tiltrådte, lukkede skolen, og de stod uden job og bolig, og hun var gravid med deres fjerde barn.

Det fjerde barn blev født, han søgte stillinger og sendte uopfordrede ansøgninger uden held, men i stedet for at lade mismodet sænke sig, købte de en minibus af ældre dato og besluttede sig for at sætte kurs mod Rusland og Mellemøsten. De havde ikke booket noget, men planlagt, at hun kunne hjemmeundervise de to ældste på rejsen, som skulle vare otte måneder. Rejsen blev kortere end planlagt, for på den anatolske højslette blev han kontaktet af forstanderen for Ry Højskole, som gerne ville se ham til en samtale. Han fik jobbet, og i to år boede de i en lejlighed på 55 kvadratmeter med deres fire børn, inden en rummelig og skøn bolig på højskolen i Ry blev deres. På Ry Højskole var der et princip om ikke at ansætte par, så Anja Rykind-Eriksen tog i stedet fat på at læse kunsthistorie ved Aarhus Universitet, mens femte barn var på vej.

Mads: ”Og som den eneste af de medstuderende fra sin årgang gennemfører hun de første fire år af studiet på normeret tid. Det er da fuldstændig for sejt.”

Anja: ”Ja. Der var ikke så meget pjat. Skulle jeg udskyde en eksamen, fordi det var svært at nå op til jul, som jeg hørte mine medstuderende sige? I vores familie er det ligesom mig, der laver julen, men selvfølgelig kunne jeg passe studiet, selvom det var jul.”

For 11 år siden tiltrådte de som forstanderpar på Rødding Højskole. Skolen søgte en forstander, men de valgte at søge som par. Efter at have oplevet Båring Højskoles lukning, var de i tvivl om, hvorvidt de skulle risikere at rykke familien op for at flytte til en lukningstruet højskole med tomme bygninger, ingen planlagte kurser, ingen bankforbindelse og intet statstilskud. Men fordi det var lykkedes deres forgænger sammen med lokalsamfundet at indsamle 3,8 millioner kroner til at sikre skolen, turde de tage jobbet og flytte.

Anja: ”Vi tilbød, at jeg arbejdede gratis den første tid, men når der blev økonomi til det, skulle jeg på lønningslisten. Det var vigtigt for mig, at vi var ligestillede, da vi blev ansat. Hvis Mads er kongen af Rødding Højskole, er jeg dronningen.”

Mads: ”På grund af min grundtvigske arv har jeg vidst, at skolen skulle være præget af hjemlighed, hvor vi og lærerne bor her og tager livet alvorligt. Og i al beskedenhed har vi en evne til at samle mennesker om os. Jeg står for det ydre netværk fra fonde til lokalsamfundet, mens Anja samler elever og lærere. At genrejse det her sted er et mix af det, Anja og jeg kan i samspil med mange andre gode kræfter.”

De arbejder dør om dør i forstanderboligen, som er bygget sammen med hovedbygningen. Han har et kontor i lejligheden, og hun arbejder bedst fra den brune lædersofa i stuen ud mod haven. Hun er praktikeren, som står for de indre linjer på højskolen, mens han sætter skolens ideologiske mål og arbejder på at nå dem.

Mads: ”Fordi vi er sikre på, hvor vi har hinanden, har vi kunnet løbe rigtig stærkt.”

Anja: ”Og vi er gode til at være ærlige over for hinanden, hvis der er noget, som ikke går godt.”

Mads: ”Det er skægt at lykkes med noget, som er større end dagligdagen, og jeg tror, det er med til at binde os sammen.”

Anja: ”Men nogle gange bliver det for meget hr. og fru højskole og for meget, at man er hinandens kollega eller kritiker.”

En ting er at være et forstanderpar og samtidig ægtepar. Men hvordan hænger det sammen med, at parret også har syv børn? Mads Rykind-Eriksen beskriver børnene som en gave til parforholdet.

Mads: ”Børn er jo ens nærmeste, og fordi vi har fået mange børn, har vi mange tæt omkring os, og det er en kæmpe gave.”

Anja: ”Vi har aldrig sagt, at vi skal have mega mange børn, men vi har altid været enige om, at det ville være godt med en til. Efter nummer tre begynder forargelsen. Hvor mange børn skal I have?”.

Mads: ”Al vores fritid var jo beslaglagt, og når man får syv børn, betyder det blot, at man er lidt længere i den fase.”

Anja: ”Barn nummer to var en omvæltning, men fra tre, fire og seks er det lige meget. For børnene har det betydet, at de relativt tidligt har taget ansvar. Vi har altid forventet, at vi løfter i flok.”

Ofte bliver de spurgt, hvad de gør for at overleve som par i alt dette. Nogle gange har det da også været hårdt. Kuren er samtale og bevidst tilvalg af tid med hinanden.

Anja: ”Det er gerne mig, som ser, at vi har brug for at tale sammen. Vi kan sige tingene meget direkte. Jeg kan sige, hvad der går mig på og den anden vej rundt. Vi er ikke sådan nogle stille typer.”

Mads: ”Men vi råber ikke ad hinanden.”

Anja: ”Vi har en grundlæggende respekt for hinanden. Men selvom Mads kan lide min kontante facon, så kan han også nogle gange synes, at jeg er for meget, og jeg kan omvendt blive enormt irriteret over hans målrettethed, som jeg jo samtidig beundrer. Der er hele tiden ting, vi slår os på hos hinanden.”

Forleden var de ude at spise uden børn på en lokal restaurant. Det er ikke så tit, den slags sker, for som de siger, har de ikke fået børnene for ikke at være sammen med dem. Skal de pege på deres parforholds vigtigste ventil, er det ødegården i Skåne, som de købte i 2005. Ligesom på højskolen handler det om at skabe noget sammen, når de er i Skåne. Her er der altid gang i et praktisk projekt, som involverer både børn og voksne – såsom den rododendronlund, som de er ved at anlægge, eller det gæstehus, de er ved at opføre. Ødegården er en god kontrast til højskolen. Et par eksempler: På højskolen kan de nærmest blive væk fra hinanden i den store forstanderbolig, men i ødegården er de sammen på ganske lidt plads. På højskolen bruger de kun deres private køkken til at lave neskaffe, fordi de spiser med eleverne, men i ødegården dufter det af hjemmelavet mad. I Rødding slår pedellen græsplænen. På ødegården gør de arbejdet og har anlagt rododendronlund, frugt-, staude- og køkkenhave.

Mads: ”Det, vi kan, er at skabe noget sammen, og det viser huset i Sverige, som er blevet vores paradis.”

I den ende af stuerne i forstanderboligen står to enorme væve. Anja Rykind-Eriksen er ved at væve en damaskdug, men der går længe mellem, at hun får tid til at sætte sig. Og lidt på samme måde er det med den skinnende cykel, som Mads Rykind-Eriksen har købt. Det er sjældent, den er ude på asfalten.

Mads: ”Anja og jeg har masser af ting, vi gerne vil sammen og hver for sig. Problemet er bare, at der er for kort tid, inden vi skal fra denne verden.”

Anja og Mads Rykind-Eriksen.
Anja og Mads Rykind-Eriksen fortæller om at være forældre til syv børn