Vi keder os i denne tid og vil slå tiden ihjel. Men hvem holder egentlig kniven?

Kedsomhed kan ganske rigtigt være sundt, men det kan også være farligt. Kristeligt Dagblad dykker ned i et meget aktuelt og faktisk ret nyt begreb

Ofte siger man, at børn har godt af at kede sig. Men det har voksne faktisk også. For det er en fuldstændig uomgængelig pointe, at vi er ved at miste erfaringen med at kede os. Men vi kan også kede os for meget. For længe. Og det fører sjældent noget godt med sig.
Ofte siger man, at børn har godt af at kede sig. Men det har voksne faktisk også. For det er en fuldstændig uomgængelig pointe, at vi er ved at miste erfaringen med at kede os. Men vi kan også kede os for meget. For længe. Og det fører sjældent noget godt med sig. . Illustration: Morten Voigt

”Vi keder os.”

Det skal udtales på aarhusiansk. For kørte man på Grenåvej, en af indfaldsvejene til Aarhus, passerede man i mange år de ord. De var malet lidt ubehjælpsomt med meterhøje versaler på et plankeværk. Den frimodige udmelding er ufatteligt aktuel. For Gud, hvor vi keder os.

I sidste uge blev coronarestriktionerne med forsamlingsforbud på højest 10 personer og anbefalingen om at have social kontakt med lige så få forlænget til 13. december. Alt imens er hjemmene rundtomkring blevet renoveret op til flere gange siden marts. Der er blevet sorteret i samtlige skabe, søgt dybt i Netflix og sunget fællessang igen og igen, og efterhånden kan det føles, som om der ikke er mange flugtmuligheder fra kedsomheden tilbage. Men man kan jo give det et skud ved at læse den her artikel. Som handler om kedsomhed.

Den begynder med en anekdote, som Rasmus Johnsen, der forsker i emnet og er lektor i filosofi ved Handelshøjskolen (CBS) i København, engang faldt over. En gammel gigtramt kvinde bosat i London blev efter sigende pågrebet oftere af politiet end kvarterets lokale pusher. For gang på gang på gang fattede hun sit mimrekort, tog bussen til det lokale indkøbscenter og gav sig til at stjæle fra hylderne. Når hun så blev snuppet i ugerningen, var forklaringen den her: Jeg ved godt, det er forkert, men jeg er gammel, og jeg keder mig sådan.

Den og mange lignende historier har givet Rasmus Johnsen inspiration til sin definition af kedsomhed. Kedsomhed er nemlig, siger han, tab af mening og krav om mening.

”Hvis man ser på for eksempel melankoli og depression, forstår vi historisk primært de tilstande som tab af mening. Men kedsomheden har både det, at den her situation er komplet latterlig og uden mening – og samtidig den anden dimension, nemlig at det skal ændre sig lige nu. Der ligger en nærmest aggressiv affekt i kedsomheden – og du skulle bare vide, hvor mange mærkelige ting folk gør – og i øvrigt stjæler – når de keder sig.”

Rasmus Johnsen kalder også kedsomhed for en konfrontation med den tomme tid, og han siger, at det er en – hold nu fast – kronopatisk erfaring. Med det mener han med ord lånt fra græsk, at kedsomhed er en erfaring med lidelsesfuld tid. Og den medfører det, han kalder kronoteliske handlinger – altså handlinger, der ligner rigtige handlinger, men egentlig bare handler om at få tiden til at gå. Det er det, den gamle kvinde gør, når hun stjæler, eller andre gør, når de finder telefonen frem i køen i Fakta. For hvor tiden som regel går af sig selv, står den pludselig i vejen, og den skal slås ihjel. Spørgsmålet er bare, hvem der holder kniven, siger Rasmus Johnsen, for i kedsomheden kan tiden også slå mennesket ihjel.

Kedsomhed er en relativt ny opfindelse, der vandt frem med industrialiseringen. Mennesker har givetvis kedet sig tidligere, men der har ikke været et ord for det. Rasmus Johnsen vil gerne henlede læserens opmærksomhed på de engelske, franske og tyske begreber kedsomhed historisk. På tysk oversættes kedelig til ”langweilig”, et begreb der tidligere var positivt ladet som det modsatte af ”kurzweilig” i den betydning, at man havde lang tid – det var den kontemplative tid, meditationens tid. På fransk havde kedelig til gengæld ikke noget som helst med tid at gøre før midten af 1700-tallet – det franske ”ennui” kunne bedst oversættes til en slags spirituel fortvivlelse. Men på den tid begyndte kedsomhed at optræde som netop sammensætningen af de to størrelser – en fortvivlelse over oplevelsen af lang tid.

På engelsk optrådte ”boredom” første gang i midten af 1700-tallet, men forfatteren Charles Dickens (1812-1870) får ofte æren for at introducere kedsomhed, som vi forstår det i dag, i romanen Bleak House fra 1852-1853. Her siger Lady Dedlock, at hun er ”bored to death” – altså, at hun keder sig ihjel. Sådan set et godt billede på, at kedsomhed er en moderne lidelsesform, man bliver bekendt med i 1800-tallet. Som læser i dag kunne man måske forledes til at tro, at Dickens følte med Lady Dedlock. Men ifølge Claus Schatz-Jakobsen, der er lektor ved Syddansk Universitet med speciale i engelsk litteratur fra 1800-tallet, så er det ikke nødvendigvis sådan, det forholder sig.

”Det er helt sikkert, at arbejderklassekvinder på Lady Dedlocks og Dickens’ tid ikke havde tid til at kede sig. Og der er selvfølgelig noget fashionabelt over at være ud af så velhavende en familie, at man som kvinde ikke skal arbejde. Men når Lady Dedlock står ved den eksistentielle afgrund, som langvarig kedsomhed er, så er det formentlig også udtryk for en kritik af den sociale klasse, hun repræsenterer,” siger han.

Ofte siger man, at børn har godt af at kede sig. Men det har voksne faktisk også. For det er en fuldstændig uomgængelig pointe, at vi er ved at miste erfaringen med at kede os. Det kan vi takke de smarte telefoner for. For som Rasmus Johnsen fra CBS formulerer det, så tilbyder den moderne teknologi, blandt andet materialiseret i sociale medier, en flugt fra den aggressive affekt, der kan opstå, når man vil ud af kedsomheden. Kedsomhed er blevet et økonomisk fænomen.

”Det, der er farligt ved at miste erfaringen med kedsomhed, er blandt andet, at det så bliver så svært for os, når vi så alligevel konfronteres med kedsomhed. Jeg kan blive helt panisk, hvis jeg opdager, at jeg har glemt læsestof til togturen. Vi mister simpelthen fortroligheden med den tid, som ikke er vores,” siger Rasmus Johnsen.

Det er ærgerligt, mener også Einar Baldvin Baldursson, der er lektor i psykologi ved Aalborg Universitet, og som blandt andet har forsket i kedsomhed på arbejdsmarkedet. For mister man erfaringen med at kede sig, mister man også den vej, kedsomheden tilbyder ind i en beriget indre verden. For det er, siger han, i kedsomheden, at nogle af alle de tonsvis af stimuli og informationer, man i dag konsumerer, kan fordøjes ordentligt. Det er her, der er mulighed for at dvæle ved noget. Og så kan der opstå nye idéer.

Det var faktisk præcis det, der skete for et par unge handelsskoleelever i Skjern i slutningen af marts i år. Landet blev lukket ned, og de blev sendt hjem fra skole. 19-årige Anders Berg Dahl fortæller, at han med det samme fik en følelse af at spilde sin tid. Når han ikke deltog i fjernundervisning, syntes han, han gik rundt om sig selv eller forsvandt for langt ned i ligegyldigheder i sin telefon. Men så fik han et opkald fra sin ven, Mads Jakobsen, der havde fået en idé. Skulle de ikke lave en virksomhed ud af at sælge vintagetøj online? Jo, da! Så det kastede de sig over, og sammen med en tredje kammerat, der siden stødte til, har de brugt det meste af deres fritid (og noget af skoletiden) på at få gang i deres virksomhed, Din Vintage Shop.

”Det gav mig noget at vågne op til om morgen,” siger Anders Berg Dahl.

De har lige vundet en lokal iværksætterpris, og de forventer at omsætte for 100.000 kroner i denne måned. Så man kan faktisk se, hvor produktivt og indbringende det kan være at forsøge at slå tiden ihjel, og det kan endda lade sig gøre at indfri sit eget krav om mening.

Så ja, det kan være sundt at kede sig, og der kan opstå mange gode idéer ud af konfrontationen med den tomme tid. Men det kan man nok ikke bruge til så meget, hvis man er en af de mange, der i øjeblikket sidder mere eller mindre corona-isoleret, for eksempel som følge af alderdom eller sygdom. Det er nemlig ikke sundt at kede sig i lang tid, siger psykologilektor Einar Baldvin Baldursson.

”Hvis du bliver tvunget ud i kedsomhed, og hvis du i den kedsomhed ikke kan finde en udvej, så oplever du hjælpeløshed. Det sker, når du ikke tror, du kan gøre en forskel, og at du er underlagt magter, du ikke har indflydelse på. Det kan medføre både tunge og modløse tanker.”

Og i en pandemitid, hvor man også kan opleve verden som truet, kan kedsomhed af den skadelige slags medføre angst og depression. Det kan man i yderste konsekvens dø af, og derfor er det vigtigt at søge hjælp og behandling, hvis man oplever de følelser.

Nadia Holmgren er netop blevet udskrevet fra hospitalet. Det er ikke alvorligt, hun har bare fået fjernet blindtarmen, men det skal nævnes her, fordi hun havde taget en masse underholdning med for at sikre sig, at hun ikke ville kede sig, mens hun var indlagt. Men mærkeligt nok har der ikke været brug for det. Måske er det morfinen eller den døsighed, der kan være efter sådan en operation, men det er sådan set rart at opleve, at tankerne sagtens kan beskæftige sig uden input, siger hun.

Hun er cand.pæd i pædagogisk psykologi med egen rådgivningsvirksomhed og medforfatter til bogen ”Til kamp mod kedsomhed – I skoler og på ungdomsuddannelser” fra 2018. Og hun kan godt blive træt af frasen om, at det er sundt at kede sig. Ikke fordi det ikke er rigtigt, men fordi det ikke altid er sundt at kede sig. For eksempel, siger hun, har trivselsundersøgelser i folkeskolen peget på, at hver tredje af de ældste skoleelever kedede sig. Det kan føre til dårligere læring og til mistrivsel.

Hendes forskning på området er i øvrigt interessant for andre end skolebørn og deres forældre. For hun peger på, at kedsomhed ofte opstår, når man mister medbestemmelse. I skolen kan det være, når man hverken har medbestemmelse over proces eller resultat. I en coronatid kan det give mening i den forstand, at man måske keder sig mere, fordi man ikke selv har valgt at være så meget derhjemme – og måske alene.

”Når man berøves noget, gælder det om at slå koldt vandt i blodet og se, hvad der så er tilbage. Hvad er det, jeg har medbestemmelse over?”

Og vil man ud af sin kedsomhed, kan man med fordel tænke lidt over, hvad man er god til, siger Nadia Holmgren. Det kan både være sådan noget som at bage og samle frimærker, men det kan også være egenskaber, man har. Måske er man modig eller ydmyg eller har nemt ved at blive begejstret. Det, man i forvejen har let ved, kan nemlig blive en løftestang ud af kedsomheden.

”Jeg kan komme med et eksempel fra mit eget liv. Min mand er blind, så det er mig, der stryger hans skjorter. Det kan virkelig kede mig. Til døden! Så kan det være, jeg ser noget fjernsyn, mens jeg stryger. Men det kan også være, jeg kommer i tanker om, at jeg stryger hans skjorter, fordi jeg elsker ham – og kærlighed er en af mine karakterstyrker. Når jeg kommer i tanker om, at jeg gør det af omsorg, er det ikke lige så kedeligt.”

Hvis man ikke kan stryge eller elske sig ud af kedsomheden, er der andre bud. Man kan skabe sig en rutine i dagligdagen, man kan lede efter meningsfulde beskæftigelser, og man kan undgå den passive fordøjelse af stimuli. Man kan finde håb i, at også den her forestående kedsomme vinter en dag er gået sin gang. Og i at graffitien på Grenåvej ved Aarhus i dag er falmet bort.