Dagen i morgen, lørdag den 2. maj, skulle ikke have været en hvilken som helst dag for 14-årige Filippa Rachlin. Dagen skulle have været hendes. Den, hvor hun efter flere års venten og glæden endelig kunne bekræfte sin kristne tro, træde ind i de voksnes rækker og fejre det som centrum af sin konfirmationsfest med 65 gæster hjemme i familiens have i nordsjællandske Rungsted.
”Ja, hér skulle det så have stået,” fortæller Filippa Rachlin og peger i det samme mod et bart græsstykke i baghaven.
”Vi havde bestilt et stort festtelt, og inde i det skulle der hænges lyskæder op over det hele. Der skulle stå kæmpe store blomsteropsatser, og bordet skulle dækkes med blå tallerkener i sådan en lidt rustik stil,” fortæller hun.
Rammerne om hendes længe planlagte konfirmation har hun grublet over i et års tid, næsten to. Hver en detalje er vendt med veninder over madpakken i frikvarterne. Kirken, hun vil konfirmeres i, har hun selv valgt. Det skal være i Hørsholm Kirke hos den præst, der har konfirmeret hendes ene bror og begravet hendes morfar. Én ting var dog, hvad Filippa Rachlin ønskede. En anden var, hvad skæbnen i lyset af coronakrisen ville. For ligesom alle andre planlagte konfirmationer landet over kom coronakrisen også og satte en streg hen over Filippa Rachlins store dag i kalenderen.
”Nu ser det ud til, at jeg skal konfirmeres af en anden præst til efteråret. Og det er også et andet hold af konfirmander, jeg skal konfirmeres med. Det har været virkelig forvirrende og frustrerende, for pludselig er alt det, man havde glædet sig til i foråret, blevet udsat. Vi har fået nye datoer i september, men der er jo stadig ingen, der ved, om det kan lade sig gøre at blive konfirmeret til den tid.”
Det var ellers kun få invitationer, hun manglede at klistre et frimærke på og sende af sted. Nu ligger de få i en stak på pigeværelsets skrivebord lige ved siden af den indbundne gæstebog, hvor ordene ”Filippas konfirmation 2. maj 2020” er trykt på omslaget. Den hvide kjole i de florlette stoffer hænger klar på bøjlen, ligesom de sorte støvler, Filippa Rachlin skal have på til, stadig ligger omsluttet af beskyttelsespapir i skotøjsæsken. Indimellem prøver hun dem på foran spejlet. Det er næsten umuligt at modstå fristelsen.
”Det er svært, at man nu skal vente et halvt år og måske mere på den dag, man havde glædet sig så meget til. Men jeg prøver at tænke positivt. For selvfølgelig er der ting og problemer, der er vigtigere i denne tid,” siger Filippa Rachlin og holder en kort tænkepause.
”Vi konfirmander er heldige sammenlignet med mange andre. Det er da øv, at jeg nu først skal konfirmeres i 9. klasse. Men dagen bliver jo blot rykket til efteråret. Man kan ikke gøre det samme med hverken sidste skoledag eller dem, der nu bliver studenter. De begivenheder kommer aldrig igen.”
Hvert forår de seneste ni år af Bertil Lynge Lavrsens liv har han stået med store øjne i skolegården og set på de store børn fra 9. klasse, der på deres sidste skoledag har kastet med karameller mod de yngre elever. Nu skulle det snart være hans tur. For 16-årige Bertil Lynge Lavrsen har kun få uger tilbage af sin skolegang på Langsøskolen i Silkeborg, før læseferien skulle være begyndt og klassekammeraterne skilles.
”Sidste skoledag er en begivenhed, man som elev glæder sig til i mange år helt fra børnehaven. Alle 9. klasseeleverne klæder sig ud. Der bliver også spillet fodboldkamp mod lærerne. Og om aftenen bliver der holdt en stor fest, som vi allerede havde planlagt,” fortæller Bertil Lynge Lavrsen.
For ham kom det dog ikke som den helt store overraskelse, da han og klassekammeraterne fik besked om, at sidste skoledag og afgangseksamen i år var aflyst. Det kunne jo ikke være meget anderledes, tænkte Bertil Lynge Lavrsen, nu hvor coronakrisen havde lukket samfundet ned og sendt eleverne hjem til undervisning foran skærmen.
”Jeg havde nok set den komme, så det var ikke noget, jeg brød ud i gråd over. Men det er da ærgerligt. Selvfølgelig er det det. Der var engang en far til en af mine bedste kammerater, der sagde til os, at afslutningen på 9. klasse er sådan en dag, man aldrig glemmer. Det er en træls dag at gå glip af.”
Den klasse, som Bertil Lynge Lavrsen går i, består af elever, der dyrker sport på højt plan. Derfor har fester ikke været det, som eleverne har holdt flest af sammen i løbet af de seneste år i folkeskolen. I hvert fald ikke nogen med alkohol, når formen skal holdes ved lige. Festen efter sidste skoledag skulle dog have været en undtagelse. Og selvom eleverne nu pønser på at holde en fest sammen i sommerferien, hvis det til den tid kan lade sig gøre, bliver det bare ikke rigtig det samme, mener Bertil Lynge Lavrsen.
”Der bliver jo intet karamelkast og ingen udklædning. Det bliver som en almindelig fest. Så jeg tror ikke, vi vil føle, at vi får den krølle på halen på ni års skolegang sammen, som vi havde håbet på.”
Efter sommerferien skal mange af kammeraterne på efterskole. Selv flytter Bertil Lynge Lavrsen til København, hvor han skal bo hos noget familie og kan se frem til nye oplevelser som professionel udøver i kampsporten judo og kommende elev på Falkonergårdens Gymnasium. Selvom Bertil Lynge Lavrsen håber på, at han stadig kommer til at ses med klassekammeraterne fra Silkeborg i weekenderne, når de mødes på hjemegnen, så håber han på en chance for i det mindste blot at sige ordentligt farvel og tak for denne gang.
”Det er jo mange års skolegang, vi skal sige farvel til. Derfor håbede vi på en ordentlig afslutning, hvor mine klassekammerater og jeg kunne samles og fejre, at vi nu endelig var færdige med folkeskolen. Men det er desværre ikke sikkert, det kommer til at ske.”
Emilie Danry var netop i færd med at børste tænder før sengetid på Midtsjællands Efterskole ved Hvalsø, hvor hun er elev, da der pludselig blev kaldt til samling i fællessalen. Det var onsdag den 11. marts.
Blot et par timer forinden havde statsminister Mette Frederiksens (S) sagt på et pressemøde, at samtlige elever og studerende i landet skulle sendes hjem fra deres uddannelsesinstitution med det samme. Elevflokken på Midtsjællands Efterskole bed alligevel tænderne sammen og håbede, de kunne få lov at blive på den skole, de siden i sommer har kaldt deres hjem. Med tandbørsten i munden stødte 16-årige Emilie Danry til flokken af forvirrede elever i fællessalen.
”Her fik vi så den endelige besked om, at vores forældre ville hente os hjem den følgende dag. Vi var alle sammen så skuffede. Det var de sidste måneder af efterskoleåret, vi lige havde taget hul på. Og det år kommer jo aldrig igen.”
Det er nu mere end halvanden måned siden, at Emilie Danry smed kufferten i bagagerummet på sin mors bil og vinkede farvel til efterskolen. Hendes plads i skolens fællessal har siden været byttet ud med en plads i sofaen hjemme hos sin far i Greve syd for København, hvor hun har fulgt med i digital undervisning og livestreamede fællestimer fra efterskolen. Denne fredag eftermiddag indleder toner fra forstanderens klaverspil ugens sidste fællestime, før eleverne kan klappe computerskærmen ned og holde weekend. I dag skal der synges ”Lyse nætter” af Alberte Winding. Emilie Danry stemmer glad i.
”Fællessangen var måske ikke det, jeg syntes var det fedeste ved efterskolen, men nu opdager man virkelig, at man synger sammen med de andre,” fortæller hun.
Siden hjemsendelsen har eleverne haft virtuel undervisning, der har givet lidt struktur på dagen. Ellers forsøger Emilie Danry blot at få tiden til at gå, til hun forhåbentligt kan vende tilbage Midtsjællands Efterskole.
”For det håber jeg virkelig, at vi kommer til. Efterskole er kun én gang i livet. Tænk, hvis det er sådan her, vores år skal slutte,” siger hun.
Det var ikke alt, Emilie Danry nåede at få pakket ned på efterskoleværelset, da hjemturen pludselig skulle gå stærkt. Kun tøjet fik hun pakket i kufferten, hvis indhold nu ligger spredt over gulvet på teenageværelset, som hun i øjeblikket deler med kæresten Mikkel. Også han er elev på efterskolen, og de to har nærmest boet sammen, siden skolen lukkede ned.
”Ja, man kan jo godt se, at der er to mennesker, der lever deres liv her,” siger Emilie Danry, da hun viser værelset frem.
Men hun er vant til at bo tæt. Det har hun gjort med mange af sine bedste venner fra efterskolen hele dette skoleår, som Emilie Danry betegner som sit livs hidtil bedste.
”Det føles som at have fået en anden familie. Samme dag, som vi fik beskeden om, at vi skulle hjem, havde én af vores lærere advaret os om, at der nu kun var 14 uger tilbage af efterskoleåret. Den sidste tid skulle vi bare have nydt så meget. Nu håber vi bare, at vi får mulighed for at sige ordentligt farvel, og at jeg vil komme til at huske det her år for al den gode tid på skolen og ikke for, hvordan coronakrisen ødelagde det for os de sidste måneder.”