Interessen for quizzer viser, at vi længes efter at bringe vores paratviden i spil

Når man samles om et quizspil, er det som en hyggelig protest mod Google, som har devalueret den paratviden, som kommer i spil, når man konfronteres med diverse spørgsmål, som kalder på almen viden

Quizspil er populære. Det oplever man hos landets største boghandlerkæde, Bog & idé. Quizspil om 2018 er de spil, man har solgt flest af i kæden på det seneste. Tegning: Rasmus Juul
Quizspil er populære. Det oplever man hos landets største boghandlerkæde, Bog & idé. Quizspil om 2018 er de spil, man har solgt flest af i kæden på det seneste. Tegning: Rasmus Juul.

Hvad hedder den julehadende forretningsmand, der er hovedperson i Dickens’ ”Et juleeventyr”? Svaret er Scrooge eller endnu bedre: Ebenezer Scrooge.

Det var også sådan, 63-årige Inger Nissen svarede for nylig i Kristeligt Dagblads julequiz. Og det var ikke, fordi hun slog svaret op. Hun mener, at noget går tabt, hvis man griber telefonen og søger svar på spørgsmålet.

”Jeg kan godt lide at have en vis beholdning af paratviden.”

Paratviden dækker ifølge Den Danske Ordbog den almene viden, man har tilegnet sig og straks kan anvende i en konkret situation. Godt fem årtier efter, at ordet dukkede op i det danske sprog, har den teknologiske udvikling devalueret værdien af paratviden, for hvorfor huske navnet på karakteren i ”Et juleeventyr”, når man kan slå det op på få øjeblikke?

Men skønt man med internettets søgemaskiner kan få svar på det meste, er der en stor interesse for at afprøve sin paratviden. Uden hjælpemidler. Det er det, som sker, når man i juledagene spiller et quizspil, alt mens man tømmer godteskålen.

Quizspil er populære. Det oplever man hos landets største boghandlerkæde, Bog & idé. Quizspil om 2018 er de spil, man har solgt flest af i kæden på det seneste. Interessen for at teste sin paratviden ses også, når man går på nettet og tester, om man kan klare indfødsretsprøven. Og det ses, når man tænder for tv og gætter med i DR’s ”Hvem var det nu vi var”. I uge 50 var udsendelsen det mest sete program, når man ser bort fra julekalenderen ”Theo & Den Magiske Talisman”. Men hvorfor er interessen for at quizze tilsyneladende umættelig?

Inger Nissen motionerer gerne sin paratviden. Når hun kommer hjem til parcelhuset i landsbyen Timring i Vestjylland fra vagten i hjemmesygeplejen i Herning Kommune, holder hun af at sætte sig med kaffe og avis. Hun og ægtefællen holder to. Herning Folkeblad og Kristeligt Dagblad. Er der en quiz i en af aviserne, tager hun den.

For et par år siden vandt hun og ægtefællen Kristeligt Dagblads sommerdyst og modtog et rejsegavekort. I ugerne op mod jul har hun trofast svaret på spørgsmålene i Kristeligt Dagblads julekalender. Først har hun læst avisen i køkkenet, og siden har hun besvaret dem på sin computer. Der har været nogle fejl.

”Kunst er et område, hvor jeg ikke ved særlig meget, så den dag, kunst var temaet, havde jeg vist kun en rigtig. Men jeg slår altså ikke svarene op på Google.”

En god quiz skal være lidt svær. Sådan lyder erfaringen på Kristeligt Dagblad, hvor man har quiz til alle højtider og mærkedage. Om et par dage bringer avisen, traditionen tro, en quiz med 40 spørgsmål om 2018.

Flere end 20.000 har gjort som Inger Nissen og skrevet sig op til at modtage en daglig mail om Kristeligt Dagblads julekalender. Stinne Andreasen, der er digital redaktør på bladet, forklarer, at man har forsøgt at lave opgaverne i kalenderen så svære, at brugerne blev udfordret.

”Vi ved, at vores læsere er både kloge og videbegærlige, og deres lyst til at deltage i en quiz øges, hvis de bliver udfordret af spørgsmålene.”

Men hvad siger det om os, at vi i den grad kan samles om at teste vores paratviden? Johannes Andersen er mest kendt som samfundsforsker fra Aalborg Universitet, men har en fortid som livsstilsekspert i DR’s ”Kender du typen”. Hvis han kommer ind i et hjem og ser, at der står quizspil i reolen og ligger en avis fremme opslået på en nytårsquiz, hvad siger det ham så om det menneske, som bor her?

”Generelt er paratviden ikke længere interessant, for internettet har devalueret værdien af paratviden. Alt kan jo slås op. Men når man sætter sig med en avis og quizzer, spiller man sig tilbage på den gamle vidensbane, hvor viden er magt, og man bliver klar over, hvor god man er til at huske.”

At samles om et quizspil ser han lidt som en protest mod Google. Og som den livsstilsekspert, han engang var, indskyder han:

”Der ligger også en social dimension i at etablere et rum, hvor alle på lige fod kan engagere sig og skubbe medierne på afstand og dyste på viden i venskabelig konkurrence.”

Tilbage til Inger Nissen i Timring. Hun har ikke den store erfaring med hverken Bezzerwizzer, Trivial Pursuit eller de andre quizspil for voksne. Som mor til fire har hun set sine børn spille. Hendes egne minder om spil går tilbage til barndommen, hvor Æsel, Sorteper og Matador var favoritterne.

Den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939) skriver om legens kultur, at voksne ikke burde overgive sig til spil og leg. Voksne skal gøre voksenting, mens børn skal gøre børneting. Hvis voksne leger, bliver det, ifølge Freud, set som et tilbageskridt til et tidligere udviklingsstadie.

Trods de advarende ord fra psykoanalysens far er legeforskere enige om, at legen de seneste 100 år netop er blevet en arena, hvor voksne kan slå sig løs med spil udviklet til dem. Det blev tydeligt her i landet, da Trivial Pursuit blev en landeplage i slutningen af 1980’erne. Hasbro, som står bag spillet, analyserede danskernes spillevaner og konstaterede, at Danmark var det land i verden med flest quiz-spil pr. indbygger.

I 1938 udkom bogen ”Homo Ludens” skrevet af den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga. Bogen er en slags bibel for spil- og legeforskere som Lars Konzack, der er lektor ved institut for informationsstudier på Københavns Universitet.

I ”Homo Ludens” skriver Huizinga blandt andet, hvordan viden bliver udviklet gennem gådeleg. Den gådeleg er der talrige eksempler på helt tilbage fra antikken som Sfinksens gåde, der lyder: Hvad er det, der har én stemme og er både fire-, to- og trefodet?

Sfinksen med gåden var menneskeædende. Svarede man ikke rigtigt, ville man blive sønderflået af fabeldyret. Kun Ødipus kunne gætte gåden. Svaret på gåden er i øvrigt: et menneskes forskellige aldre fra kravlestadiet frem til oldingens støtte af en stok.

”Ødipus og Sfinksen er et af de ældste eksempler på, hvordan mennesker har holdt af at gætte. Der er lege, som er kønsspecifikke, men gådelege og quiz-spil er kønsneutrale, og interessen for at dyste i paratviden kan beskrives som universel.”

Huizingas ord om, at viden bliver udviklet gennem gådeleg, kan man også se spor af i mange klasseværelser og på landets universiteter. Quiz som en del af undervisningen aktiverer studerende og øger motivationen for at arbejde fagligt, lyder nogle af begrundelserne for at bruge quiz i undervisningssammenhæng ifølge Pernille Risør Elving, der er udviklingskonsulent ved center for undervisningsudvikling og digitale medier på Aarhus Universitet.

Da Trivial Pursuit blev lanceret i Danmark, indvarslede det en renæssance for voksnes mulighed for gættelege, men ifølge Lars Konzack har den teknologiske udvikling det seneste årti gjort quiz-spil langt mere udbredte.

Lars Konzack minder om, at der let kan gå fire timer, inden man har fundet ud af, hvem der er vinder af en omgang Trivial Pursuit.

I 2006 kom Bezzerwizzer, som er kendetegnet ved blandt andet et lidt højere spilletempo. Men også her skal man bruge op mod en time. Så lang tid tager det sjældent, hvis man tager en quiz på nettet.

”Man får et kick, når man oplever, at man har svaret rigtigt i en quiz. På nettet kan man hurtigt få det kick, og man skal ikke finde folk, som har tid og lyst til at spille et brætspil.”

Svaret på spørgsmålet stillet i tegningen er 689.000 seere.