Prøv avisen

Forfatter: Vi længes stadig efter den eneste ene

Trods eksistentiel ensomhed og høje skilsmisserater lever drømmen om at være den vigtigste for nogen i bedste velgående. Gennem religion, litteratur, film og sin egen familiehistorie har Katrine Frøkjær Baunvig skrevet bogen ”Den eneste ene”. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Vi stiller store krav til kærligheden, som skal være enestående, ægte og slå benene væk under os. Grunden til at det er sådan, har religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig forsket i. Selv er hun fjerdegenerations-fraskilt – og håbefuld romantiker

Drømmen om den store kærlighed har stadig et godt tag i os. Det er de mange skilsmisser ligefrem et bevis på. Vi vil nemlig så gerne finde den eneste ene, og alle vores forliste forhold er ofre på kærlighedens alter.

Det er store ord, medgiver religionsforsker Katrine Frøkjær Baunvig, som er aktuel med bogen ”Den eneste ene”. Men hun ved, hvad hun taler om. Dels har hun i embeds medfør forsket i kærlighedens historie, dels er hun fjerdegenerations-fraskilt – og har alligevel ring på fingeren og skal kirkevies næste sommer.

Hendes nye bog er en kulturhistorisk gennemgang af, hvordan vores opfattelse af kærligheden har ændret sig op gennem århundrederne.

Hvordan den før Reformationen knyttede sig til de hellige centre, kirken og klosteret – og efter Reformationen overføres til hjemmet med fokus på et godt familieliv.

”Så Martin Luther for eksempel kan skrive, at det er et kald, at du skal skifte dit barns bleer – det skriver han mere eller mindre direkte. Og efter Reformationen finder man et tyngdepunkt i dagligdagen, ikke mindst i relation til ægtefællen, og de reformatoriske teologer opfordrede folk til at gifte sig. Og til at gå i seng med hinanden,” siger religionshistorikeren.

Dengang gik det ud på at have et godt og stabilt samliv efter brylluppet: Den store forelskelse inden ægtestanden kom først til i slutningen af 1700-tallet.

Og det er herfra, drømmen om stormende forelskelse og den eneste ene tager fart og stadig har fat i os i 2018.

”Borgerskabets unge sønner var trætte af deres forældres praktiske kærlighed. De ville have store følelser og ægte, gerne ulykkelig kærlighed, så eksistensen rigtig kunne føles. De var godt uddannede, belæste og helt vildt gode til at mærke efter, hvordan de havde det,” fortæller Katrine Frøkjær Baunvig.

”Og så får vi en voldsom masse litteratur, der handler ikke mindst om kærlighed.”

Katrine Frøkjær Baunvig har talt sig forpustet. Hun er kommet til København med 14.01-toget fra Aarhus, og af en eller anden grund tager vi gåturen fra Hovedbanegården til hendes forlag i Klareboderne i rasende tempo. Dertil kommer, at vejret er varmt, og det er emnet også. For i samtalen er vi er nået til år 1774 og Wolfgang von Goethes ”Den unge Werthers lidelse”, der blev afsættet for den passion, der er for stor at være i.

Romanens unge hovedperson vælger som bekendt da også selvmordet. I dag vælger vi ofte skilsmissen, når virkeligheden ikke lever op til drømmene.

Men i begge tilfælde er det ofte de høje forventninger, der er synderen. Og her kommer vi til den private drivkraft, der også ligger til grund for, at lektor, ph.d. ved religionsstudier på Syddansk Universitet har skrevet ”Den eneste ene. Historien om, hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed”.

I et af bogens første kapitler beskriver forfatteren, hvordan hun sidder over en kasse efterladte papirer og blandt dem sin mors poesibog fra skoletiden. Siderne er fulde af tegninger af katte og hjerter og lange lister over drømme, som gik i hårdknude – et lille laset vidnesbyrd om, at det at fantasere om den eneste ene kan være en sund drivkraft – men også en destruktiv faktor i et liv.

”Min mor stødte aldrig på den revolutionerende kærlighed, hun tydeligvis drømte om i sine skoleår. Hun ledte efter sin eneste ene, men hver gang hun troede, hun havde fundet ham, gik noget galt,” siger Katrine Frøkjær Baunvig, som var 19 år, da hun mistede sin mor.

”Poesibogen er noget af det fineste, jeg har efter hende, selvom den godt kan få mig til at tro, at hun døde af knust hjerte,” siger hun.

”Det havde det nok! Og det er en af grundene til, at jeg blev interesseret i at studere, hvordan forestilling om evig kærlighed kan gøre både godt og ondt. Ondt, hvis man forventer for meget eller bruger uforholdsmæssig energi på at overveje forholdet mellem virkelighed og ideal.”

Kløften mellem hverdag og drømme driller os stadig, pointerer Katrine Frøkjær Baunvig, der selv har oplevet splittelsen.

I sit første ægteskab var hun ”et ligefremt hverdagsmenneske”. Brylluppet blev holdt u-annonceret på Aarhus Rådhus og efterfølgende fejret med en leverpostejmad på Raadhuus Kafeen og en film med Arnold Schwarzen-egger hjemme i sofaen.

”Jeg havde indrettet min tilværelse i ly af praktiske principper, der skyggede for de store følelser, og så blev jeg selvfølgelig en dag tindrende forelsket i en anden.”

Katrine Frøkjær Baunvig gik fra sine sønners far, da de var helt små, for som en anden teenager at trave lange ture og sværme for forelskelsens væsen, til hun blev anæmisk og besvimelseslabil af det.

”Det var som en færdselsulykke i slowmotion, men jeg manglede fuldstændig viljen til at gribe ind og ændre udfaldet.”

Hun slap levende fra den følelsesmæssige færdselsulykke og bor i dag i Aarhus, sammen med sin kæreste Jesper, som bogen er dedikeret til. Familien består yderligere af hendes tre sønner og hans datter og søn.

Men ”Den eneste ene” er også skrevet for at få bruddet med sin første mand på plads.

”Jeg holdt jo utrolig meget af ham, det gør jeg stadig, og han har betydet meget for den måde, mit liv har formet sig på, det har hele hans familie gjort. Han er min barndomsvenindes storebror, og han har kendt min mor, som jo døde, da jeg ikke var særlig gammel. Han et af mine livsvidner, og det skal han stadig være, også fordi vi har tre sønner sammen,” siger forfatteren, der har beholdt sin eksmands efternavn, Baunvig.

Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender med tiden i skilsmisse. Og i dag er det en helt legitim måde at håndtere et problem på, mener Katrine Frøkjær Baunvig.

”Det er okay at blive skilt, så da jeg selv lå i de overvejelser, var det ikke noget, jeg skammede mig over. I tiden er det jo ikke unaturligt, og som sagt har vi også tradition for skilsmisser i min familie,” siger hun, hvis oldeforældre, bedstforældre og forældre alle blev skilt.

Alligevel erklærer hun sig for håbefuld romantiker og skal næste sommer giftes med sin kæreste. Denne gang skal vielsen foregå i kirken.

”Netop. Augustin (kirkefader, år 354-430, red.) havde den her idé om, at der findes et ideal, og så tager verden del i det. Så min eneste ene, Jesper, legemeliggør en idé i mig, kan man sige. Den eneste ene er den store idé, som svæver over os alle sammen – de fleste har det nok sådan, at store følelser trumfer, hvad end der gik forud.”

Drømmen om den eneste ene er altså strikket sammen af en masse forskellige historiske levn, argumenterer Katrine Frøkjær Baunvig. En af dem er, at vores ønske om at føle noget stærkt for ét bestemt andet menneske er en slags arvtager til en religiøs dyrkelse.

”Der ligger en sekulariseringsfortælling her. På et eller andet tidspunkt i oplysningstiden ’dør’ Gud, og i samme periode bliver det legitimt at gribe ud efter den store kærlighed. Der, hvor Gud går ned, går kærligheden til den eneste ene op,” mener religionsforskeren.

”Der opstår et følelsesmæssigt tomrum, og det er nærliggende for folk – som bliver mere og mere interesserede i sig selv, det er jo også en individualitetsfortælling – at ville mærke sig selv. Og hvornår gør man bedst det? Det gør man, når man er forelsket. Det er nogle af de tanker, der ligger i maskinrummet under min bog.”

En anden trædesten på vejen til nutidens ønske om at finde sin sjæleven er, at de unge borgerbørn op gennem 1800-tallet begynder at rynke på næsen af giftemål, der ikke bygger på reelle følelser.

Den holdning accelererer i det 20. århundrede og bliver ekstra bestyrket i dag, hvor kærlighed stort set er den eneste grund til, at vi gifter os.

”De materielle incitamenter er reelt set væk, så det hele hviler på kærligheden,” siger Katrine Frøkjær Baunvig og tilføjer, at det egentlig er den gode historie: Hvorfor vi bliver sammen.

”50 procent af alle ægteskaber går ikke i opløsning! Det er faktisk dén historie, der er spændende lige nu, den modsatte er jo fortalt mange gange.”

Læs uddrag af ”Den eneste ene” her.

Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen